Ugens skribent er: Anders Skovgaard

Man 23
23-01-2017 17:00:00 23-01-2017 18:00:00 40 Historierne, du ikke vil høre Du gider ikke høre om flygtningene og deres historier. Det gør du faktisk ikke. Men du skal Amfipladsen 6, Odense C Dansk Flygtningehjælp Ungdom Fyn false DD-MM-YYYY

Historierne, du ikke vil høre Du gider ikke høre om flygtningene og deres historier. Det gør du faktisk ikke. Men du skal


Historierne, du ikke vil høre
Foredrag/debat | Kl. 17:00 - 18:00 | Amfipladsen 6, Odense C | Pris: 0 Kr. | Skrevet af: My

Sted: Studenterhuset
Arrangør: Dansk Flygtningehjælp Ungdom Fyn
Døre åbnes: 17:00

Du har ikke lyst, det er klart. Du vil allerhelst kunne svare afvisende på ”Mor – findes der virkelig krig?”. Nej da, min skat. Selvfølgelig ikke. Voksne mennesker slås ikke. De driller ikke hinanden. De lytter til hinanden. Finder kompromiser. Sørger for, der er nok til alle, og at ingen er uden for. Engang gik der hul på din egen lille tryghedsboble, og lige siden har du forsøgt at reparere hullet.
Men du skal høre deres historier. Du skal lægge ører til deres fortællinger og tab. Ikke for Den Dårlige Samvittigheds skyld. Den tjener ingen. Men for at være et sandhedsvidne. Det skete

I mit arbejde som underviser i dansk som andetsprog har jeg mødt mange mennesker, der er flygtet.
Der er ham, som slår undskyldende ud med armene. Han kan ikke koncentrere sig efter at have udtømt Netflixs filmudbud gennem uendelige søvnløse nætter. Det holder angsten stangen. Der er hende, som døser hen i klassen, mens jeg prøver at gennemtvinge vigtigheden af at kunne kende forskel på brugen af 'hans' og 'sin'. Endelig i en form for fred, som ikke findes i nætternes ensomhed. Grammatikken bliver til beroligende hvid støj. Og så er der er ham, som konstant tjekker sin mobil. Ikke for at se, hvor mange likes hans seneste opdatering har høstet på Facebook, men for enten at sikre sig godt nyt eller i det mindste, at det værste endnu ikke er sket. Er der lyd fra den familie, han forlod i desperation og håb?

At de her mennesker overlever. At de står op hver morgen. At de tør håbe. At de lægger planer. Det er inspirerende. Og lidt pinsomt. Man møder i flygtningene sit eget svineheld. Held er alt, det er. Heldigt, at man blev født i den her lille trygge lomme, som er Danmark. Det er ikke en gudgiven ret. For mit eget vedkommende er det et spørgsmål om, at Australien ikke havde lyst til at modtage immigranter fra Argentina. Så der var et pitstop i Danmark, og her blev min onkel meget belejligt helt vildt syg, og så kom de ikke længere. Heldigt.

Jeg kan godt have lyst til at holde mig for både ører og øjne, når snakken falder på verdens krige. Jeg føler ikke, at mit filter er tykt nok. Det er hullet. Og jeg balancerer vakkelvornt - altid med fare for at ende med at sidde og ryste sådan nytteløst af gru over verdens uretfærdigheder. Jeg skal tvinge mig til at følge med. Ikke i mediernes jagt på de blodigste breaking news, men jeg skal høre deres personlige historier, når de fortæller dem.
Jeg skal forstå – igen og igen – at deres drømme er lige som mine. At deres ønsker for deres børns fremtid er lige som mine. At vi er gjort af det samme, selvom vores default-hverdags-ret er krydret forskelligt, og deres moders stemme ikke er dansk.
Vi er ens. Vi må aldrig tro andet. Så bliver vi kolde indeni. Så begynder vi at føle, at de kan tage noget fra os, som vi har fortjent. Selvom det mest af alt er en slags omvendt. De har ikke fortjent, hvad der er blevet taget fra dem. Vi har ikke fortjent, hvad der er blevet os givet. De var pisseuheldige, og vi var født under en heldig stjerne.

Kom ind og lyt. Vær et sandhedsvidne. Ikke for Den Dårlige Samvittigheds skyld. Men for Taknemmelighedens skyld, da.

 



Link til begivenhed
Luk

Tir 24
24-01-2017 17:00:00 24-01-2017 19:00:00 40 Det tabte paradis Har vi alle arvet en lille slaveejer i maven? Klosterbakken 2, Odense C Odense Bibliotekerne false DD-MM-YYYY

Det tabte paradis Har vi alle arvet en lille slaveejer i maven?


Det tabte paradis
Foredrag/debat | Kl. 17:00 - 19:00 | Klosterbakken 2, Odense C | Pris: 60 Kr. | Køb billet her | Skrevet af: Anders Skovgaard

Sted: Historiens Hus
Arrangør: Odense Bibliotekerne
Døre åbnes: 17:00

Dansk Vestindien. Danmarks tid som kolonimagt, som slaveejere, er et område, jeg ikke har dykket særlig langt ned i. Faktisk er min viden begrænset til Thorkild Hansens trilogi, der er litterær, men dog stadig ret historisk i sin grund.

Jeg har dog altid været fascineret af disse tre øer i det fjerne Caribien, der så hjemligt har gadenavne på dansk, men med tropisk klima over sig. En slags forvrængning af virkeligheden, selvom det er, som det er. Virkelig som en anden. Jeg ville meget gerne dertil en dag. Alene historisk må det være en kæmpe oplevelse. En paradisisk tidslomme, måske. Paradis. Stedet vi alle er forvist fra, for vores nedarvede ugerninger. Må jeg overhovedet være der? Er jeg, som mine meddanskere, de evige slaveejere? 

”Det paradis, han befandt sig i, var de tusind slavers land”, som dog henviser til Afrika i Hansens ”Slavernes kyst”. Jeg har tit undret mig over, hvori paradiset befandt sig. Altså i hvilken form var dette morads af forvirret moralitet et paradis? Var det et naturligt paradis? Eller et himmelsk? Jeg er i tvivl, da både romantikernes naturlige urkraft og den religiøse vækkelse blomstrede på dette tidspunkt. Jeg er helt med på den hvides overmenneske-tanke, der florererede, samt den Robinson Crusoe’ske rationalitet. Den hvide former naturen og kultiverer det vilde menneske i sit og Guds billede osv. Men det er jo ikke det, der refereres til i denne forståelse af paradiset. Paradiset, som beskrivelse, må ligge i en fascination af noget umiddelbart eller rettere i det naturlige, som Afrika og Vestindien symboliserer. En slags drøm fra civilisation mod noget oprigtigt, netop i det man civiliserer det til det kunstige. Eller? Jeg ved det ikke, men det er der heldigvis andre, der gør. Jeg skal ikke kloge mig for mig selv uden først at have være til foredraget

Jeg kan nemlig ikke hæfte meget mere op på min lystavle, end at øerne blev solgt til USA i 1917 for 25 millioner dollar. Salget var blev gennemført ved valg herhjemme, hvor der var klart flertal for. Samme, dog ugyldige afstemning, blev afholdt på øerne Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, hvor et endnu større flertal gav klart ønske om salg. Mere ved jeg faktisk ikke. Jeg kan dog anbefale at tjekke det ud på Wiki, da det faktisk er ganske fin oversigt over Danmarks tid som kolonimagt i Vestindien: https://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_Vestindien#Flere_fors.C3.B8g_p.C3.A5_salg_af_Dansk_Vestindien_til_USA

Det kan måske være en meget god opsummering, inden du tager til foredraget i Historiens Hus. Odense Bibliotekerne markerer nemlig 100 året for salget med et foredrag ved Gunner Steenberg, cand.mag. i historie

Emnet synes i hvert fald at være særdeles aktuelt igen. Skal vi sige undskyld eller ikke? Er vi skyldige i slaveriet, alene fordi vi er født i Danmark? Er vi virkelig skyldige, som Mel Gibson ville mene, at jøderne er skyldige i Jesus’ død? Eller omvendt, hvad går der af os, hvis vi giver universet en undskyldning? Lidt god karma er ikke at kimse af.



Link til begivenhed
Luk

Tor 26
26-01-2017 17:00:00 01-01-0001 20:00:00 40 Kaffe, splif og skønhed. De bedste af Odenses drenge. Gør kunst. Urimeligt velkomponeret collage. Knallert-smuk keramik. => FOMO-fernisering på torsdag. Filosofgangen 30, Odense C Filosoffen false DD-MM-YYYY

Kaffe, splif og skønhed. De bedste af Odenses drenge. Gør kunst. Urimeligt velkomponeret collage. Knallert-smuk keramik. => FOMO-fernisering på torsdag.


Kaffe, splif og skønhed.
Udstilling | Kl. 17:00 - 20:00 | Filosofgangen 30, Odense C | Pris: 0 Kr. | Skrevet af: Mira Erik

Sted: Kunstbygningen Filosoffen
Arrangør: Filosoffen
Døre åbnes: 17:00

Claes Otto Jennow & Jakob Sjøberg udstiller på Filosoffen under titlen: "Når selv titlen er problematisk." 

Claes laver collager som ingen anden. Jeg har fulgt hans arbejde i nogle år, jeg har købt hans kunst, og jeg har også besøgt ham ved arkitektlampen mellem stakkene af bøgerne fra antikvariaterne, mellem udkast og færdige værker og mellem de titusind udklip, der altid ligger klar til en jennow'sk genfødsel. 

Hans serier med bygninger er komponerede sublimt. Han følges af flere arkitekter, og jeg gætter på det er pga. hans evne til at vride det hele af led og trække det formålsrettede ud af ligningen og i billedets konstruktion kun forfølge, ja ... skønheden. Se fx. her: http://www.claesottojennow.dk/collage?lightbox=i24lt4

Helt perfekt matchet, så illustrerede han det sidste album fra Den Sorte Skole. På Lektion III samplede Den Sorte Skole mere end 10.000 stykker lyd, løftet ud af mere end 250 gamle vinyler fra 51 lande på seks kontinenter. Og CollageLyd + CollageCollage = https://www.youtube.com/watch?v=bd2RCshDv60 - optur! 

Jakob Sjøberg laver billeder og keramik. Med et kraftigt udtryk. I formen og i farverne. Umuligt for mig ikke at komme til at tænke på Asger Jorn, når jeg ser det. Det er barnligt, men voksent. Legende, men intelligent.

Få tunet den knallert, og rullet den smøg, for torsdag skal vi på fint besøg hos to fine kunstnere, to gadedrenge - to af den fineste slags.  

Udsnit af Claes' arbejde kan ses her: http://www.claesottojennow.dk/collage-2

Jakobs insta her: https://www.instagram.com/bokaj_thunders/

Udstillingen kan ses frem til den 5. februar.  

 



Link til begivenhed
Luk

Tor 26
26-01-2017 19:30:00 27-01-2017 21:30:00 40 Symphonie Fantastique Klassisk, psykedelisk musik på den franske måde. Kærlighedens musik Claus Bergs Gade 9, Odense C Odense Symfoniorkester false DD-MM-YYYY

Symphonie Fantastique Klassisk, psykedelisk musik på den franske måde. Kærlighedens musik


Symphonie Fantastique
Koncert | Kl. 19:30 - 21:30 | Claus Bergs Gade 9, Odense C | Pris: 280 Kr. | Køb billet her | Skrevet af: Anders Skovgaard

Sted: Odense Koncerthus
Arrangør: Odense Symfoniorkester

Jeg kan godt lide tanken om, at Berlioz udødelige Symphonie Fantastique er skrevet af ulykkelig kærlighed. Det giver mening, når man hører den. Dette storslåede værk, der var med til at vække den tidlige romantik inden for klassisk musik. Det dufter langt væk af romantik, store følelser og ugengældt hengivenhed i sine fem satser.

Det var ikke en helt almindelig dame, som stod for Berlioz ulykkelige kærlighed. Det var ingen ringere end den engelske Shakespeare-skuespiller Harriet Smithson, der omkring 1828 optrådte i Paris. Efter sigende skulle Berlioz være blevet så forelsket, at han sendte kærlighedsbreve i flere måneder, dog uden tilbagesvar. Harriet var kold, og det var først, da hun i 1932 hørte Berlioz' Symphonie Fantastique, som han havde skrevet til hende, at hun blev blød om hjertet og indså hans geni. De giftede sig, men det udviklede sig ret hurtigt til et giftigt, bittert ægteskab, der sluttede nogle år efter. Trist, men vi, verden, fik Symphonie Fantastique ud af det. Et helt igennem fantastisk mesterværk, der strålende repræsenterer den franske tradition og ekstravagance. Hvorfor nøjes med én harpe, når man kan have to?

Det er et værk, der taler til følelserne. Det er nærmest voldsomt. Store udsving blandet med lydige mellemspil, ja næsten valsende kultiverede parker, der engang var natur. Andre steder møder vi den enlige obo, som et værn mod den kommende undergang. Som en rus af klarsyn mod det ulmende stormvejr. Forvirrende forløsning, en stille rus af vanvid. Den unge musikere, som Berlioz forstiller sig i værket, dræber i drømme den kærlighed, han holder mest af. Åh, den kærlighed. Den ulykkelige kærlighed. Man forstår det jo. Det giver mening i følelserne, ikke fornuften. Men følelserne er så stærke og rene i sig selv og forvirrende sammen, at det kun kan ende i paradokser. Verden giver ikke mening og fjolset er den, der prøver at forene disse.

Jeg flyder helt med, når jeg hører Symphonie Fantastique. Det går lige ind, og jeg køber kontrakten. Jeg er også den unge lidende musiker. Ja, den unge Werthers lidelser er også mine, nikker man anerkendende til Goethe. Trods lidelserne i bestigning, er udsigten så smuk, at det gør ondt. Man kan ikke leve mere. Det er på mange måder romantikkens program og det høres også i Symphonie Fantastique blandet med det unge vanvid, urrøsten fra dybet, der elsker mere end følelserne bærer.

Leonard Bernstein har beskrevet Symphonie Fantastique som en af de første store psykedeliske symfonier, grundet sine drømmende sekvenser og udfald samt den bølgede kurve i dramaturgien. Og så det, at Berlioz højst sandsynligt, har været stærkt påvirket af opium under færdiggørelsen af værket. Noget som mærkes, når man har den dybe musikforståelse og kulturelle dannelse som Bernstein, der da også holdt meget af værket: "Berlioz tells it like it is. You take a trip, you wind up screaming at your own funeral."

Jeg kan nok ikke rigtig høre forskel på en opiumssymfoni og en almindelig, men det er også underordnet. Det virker og den har en helt speciel plads i mit drømmende, blødende, bankende hjerte. Hør selv efter.



Link til begivenhed
Luk

Fre 27
27-01-2017 19:00:00 27-01-2017 21:30:00 40 Auschwitz Vi er komiske, fordi vi ingen skæbne har! Campusvej 55, Odense M Netværk for Nazisme- og Holocauststudier false DD-MM-YYYY

Auschwitz Vi er komiske, fordi vi ingen skæbne har!


Auschwitz
Foredrag/debat | Kl. 19:00 - 21:30 | Campusvej 55, Odense M | Pris: 0 Kr. | Køb billet her | Skrevet af: Anders Skovgaard

Sted: Syddansk Universitet
Arrangør: Netværk for Nazisme- og Holocauststudier
Døre åbnes: 19:00

Auschwitz. Jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte en sådan anbefaling. Men netop derfor synes det så indlysende, at foredraget med Ib Katznelson, arrangeret af Netværk for Nazisme- og Holocauststudier på Auschwitzdagen, bør anbefales. Det er vigtigt, at samtalen aldrig slutter.

Ib Katznelson var kun et lille barn, da han blev sat i lejren, og han husker ikke meget. Dog har det sat et markant præg på hans liv, og han har gennem hele livet udforsket sin egen families historie og dermed også Auschwitzs. Det er nu blevet til en bog, "LAD HAM DØ!”, der også er titlen på foredraget. Bogen kan købes ved arrangementet.

Det ville dog være så kærkommen simpelt, hvis min anbefaling stoppede her. Tag til foredraget, hør efter, bliv følelsesmæssigt betaget og gå så hjem til hverdagen igen. Bum, ikke så meget pis. Vi kan mindes og forfærdes, og så videre med livet. Men så let slipper mine tanker om Auschwitz ikke. Jeg fyldes med spørgsmål og refleksion, når jeg blot berører emnet. Ofte er det startet med Adorno, en af de filosoffer, jeg vender tilbage til igen og igen. Både i modstand og med spørgsmål. Adorno er ofte citeret for et udsagn om, at der ikke kunne laves kunst efter Auschwitz. Det er desværre, eller heldigvis, ikke korrekt. Adorno var ikke i tvivl om, at der kunne laves kunst efter Auschwitz, blot ikke den samme. Kunsten kunne ikke længere påberåbe sig en naiv uskyld og måtte ufravigeligt skifte form. Auschwitz ændrede kunsten, som æblet ændrede mennesket.

”Gud skabte verden, mennesket skabte Auschwitz”. Imre Kertész, forfatteren bag, er død nu (2016), men sætningen synes lyslevende, som et bidende vedhæng til alle mennesker, til alle tider. En slags påmindelse om, at synden findes alene i det, vi bliver født. Arvesynden ville man sige i en kristen terminologi. Kristendommen var dog ikke Kertész mission, men det var Auschwitz! Det Auschwitz, som han selv overlevede som ungarsk teenager og senere genskrev, genfortalte, genfortolkede, som et evigt genfærd i sin egen og menneskehedens historie. Den virkelige Ahasverus er ikke ét menneske, men hele menneskeheden, synes man at forstå på Kertész. I erkendelsen af vores egen ondskab skal vi vandre til evig tid. Han lader bl.a. sin karakter B, i bogen "Likvidation", citere den spanske digter Calderón: ”Menneskets største synd er, at det er blevet født”. For Kertész bliver livet derfor en erkendelse af netop dette, samt at livet er meningsløst. Ikke forstået som relativt, men som uforståeligt, altså mytisk og ikke rationelt. Ondskab som fænomen er derfor menneskelig, ikke givet af natur eller Gud, men menneskets egen opfindelse i jagten på mening, ratio. Livet er derved afstanden mellem syndig uvidenhed og utilgivelig erkendelse, og menneskets rejse er alene en erkendelsesmæssig. Det er bevægelsen fra barn til voksen, fra naiv til oplyst. Han lader B begå selvmord i denne erkendelse. ”Man må blot erkende det, og denne erkendelsesproces var mit liv. Men nu er det forbi… Nu må jeg leve som en voksen, som en mand. Det har jeg ikke lyst til. Jeg har ikke lyst til at træde ud af fængslet, ud i det uendelige rum, hvor alt opløses og forsvinder…”. Her aner vi klart Ahasverus, og ligesom ham må B i sin erkendelse af menneskets egen ondskab træde ud af livets lykkelige begrænsning og ind i uendeligheden, præcis som Ahasverus evigt skal vandre. Det kan B ikke overskue, og han vælger døden, ikke alene for sin egen skyld, men for alle. Han træder ud af evigheden og stopper synden i menneskets rationale. Det er ikke længere og befries derfor fra synden, fra sig selv, fra Auschwitz, fra den rationelle reduktion.

Samme fatalitetsforståelse (hos Kertész er den dog negativ) findes hos en anden af de store Auschwitz-tænkere, Hannah Arendt, dette, at mennesket er født. Det kan lyde ret ukontroversielt, men det er det på ingen måde. Tilbage til Kertész og Calderón ser vi jo netop den række af konsekvenser, fødsel bærer med sig. Mennesket er bundet til det at være menneskelig i det, at det bliver født. Befrielseskampen starter der og må ende i et kollektivt meningstab. Hos Kertész er det dog usikkert, om dette tænkes til alle tider, og hos Arendt optræder banaliteten først hos det senmoderne menneske, der drukner i masserne og ikke længere formes af fællesskabet (hun skelner skarpt mellem masserne og fællesskabet).

Kertész er forfatter og ikke filosof i klassisk forstand. Derfor er han også befriet fra en del mellemregninger i de teorier, han lader sine karakterer have. Men forfatterskabet er dog utvivlsomt et af de vigtigste i hele litteraturen efter Auschwitz og spiller måske mere end noget andet ind i hele skyldsdiskussionen, som efterfulgte og stadig findes. Var Auschwitz resultatet af exceptionel ondskab eller banal ondskab? Findes ugerningen kun i et fåtal af mennesker, eller ligger den potentielt i alle? Kertész ville nok skrive ind i den sidste tradition, som Hannah Arendt stod på mål for i sine skrifter efter Nürnbergprocessen, dog slet ikke så reduceret som disse to spørgsmål. Men alligevel, samme reduktive mønster finder vi hos Kertész, der flere gange skriver om det ”reducerede menneske” eller overleveren, som reduktionen er blevet til. Overleveren ”er ikke tragisk, men komisk, fordi han ingen skæbne har,” lader han B mene i "Likvidation". Den sammen ”komik”, kan spores i Arendts banalitet. En komik, der på ingen måde er forstået som sjov, men netop som banal, altså simpel, uvidende, naiv. 

Hannah Arendt går dybere endnu og er meget mere kompleks, end jeg kan fortolke her. Men hun er et absolut must for enhver, der interesserer sig for Auschwitz. Det samme er Kertész. Faktisk er de begge uundværlige i enhver form for åndsdannelse.

Auschwitz er gigantisk, både historisk, litterært og i forståelsen. Det har været og er katalysator for store dele af den moderne tænkning og kunst. Kun ganske lidt kan hamle op med Auschwitzs virkning og indflydelse på menneskeheden og det moderne samfund. Derfor er der nærmest også uendeligt meget litteratur, kunst og fortolkning bundet op denne lejrs eksistens. Men her skal man passe rigtig godt på. Der er meget fup, løse skud og hjemmestrikkede teorier på markedet, der alle påstår en viden og årsag, ofte forklædt i historiske tilsnit, følelsesdokumenterer eller med en moderne dramatisk kurve. Hvilket er en rigtig typisk tendens for vores tid, at vi tror, vi kan regne årsag og virkning ud fra et moderne forståelsesbegreb. Vrøvl. Lyt aldrig til folk, der påstår at kende noget sandt om store, komplekse problemer.

Tingene er sjældent simple og slet ikke Auschwitz. Men hvis man skal have en fortolkning og beskrivelser, så skal man holde sig tæt på epicentret, altså i beskrivelserne hos dem, der selv var der. Dem er der heldigvis mange af, og historikerne har gjort sig umage med at få dokumenteret dem, der ikke selv forfattede sine beretninger, som f.eks. Kertész. Helt personligt har jeg selv dyrket de litterære og kunstneriske fortolkninger af Auschwitz. Jeg har fundet stor indsigt i netop en kunstnerisk vinkling, da en rationel forståelse virker absurd og altopslugende. Dog kan sådan et objekt sjældent stå alene med en bog eller i et maleri. Filosofisk behandling, som hos Arendt og Adorno, eller personlige beretninger er nødvendige.

Det er netop beretningen, jeg vil slutte med. Dog ikke ofrets, men bødlens. For mange år siden fik jeg hænderne i Rudolf Höss’ selvbiografiske optegnelser ”Kommandant i Auschwitz”, der om noget vækkede min triste interesse for Auschwitz-litteraturen. Især passagen, hvor Höss beskriver sine og Eichmanns praktiske overvejelser, da de bliver bekendt med ”Endlösung der Judenfrage”: 

”Derudover diskuterede vi gennemførelsen af udryddelsen. Der kunne kun være tale om gas, da det simpelthen ville være umuligt at udrydde sådanne folkemasser ved skydning, og desuden ville det være en alt for stor belastning for SS-mændene, som måtte udføre det, når man tænker på, at der var kvinder og børn blandt ofrene.

Vi fandt, at bondegården i det nordvestlige hjørne af det senere byggeafsnit III ved Birkenau var egnet. Den lå afsides, var skjult af de omkringliggende småskove og hække og lå ikke for langt fra jernbanen. Ligene skulle anbringes i lange, dybe gruber på den tilstødende eng. På det tidspunkt tænkte vi endnu ikke på at brænde ligene. Vi kalkulerede, at man i de forhåndenværende lokaliteter på en gang ville kunne dræbe ca. 800 mennesker efter at have fyldt rummene med en egnet gasart. Dette tal svarede også til den senere kapacitet.”

Beskrivelsen er ikke alene kalkuleret og praktisk. Den er reduceret til det effektive. Den og mennesket er uvidende banal og derfor mere farlig end noget andet, nogensinde. En urform på det vi alle kan reduceres til i åndsløshedens tidsalder. Hvorfor kigger vi på huset?

 

Adressen for foredraget er: Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M, Aud. U45



Link til begivenhed
Luk