Vampyrer, mad, historie, what? Lige når man tænker, at nu skal Odense til at tage sig en pause efter sensommerens festivalgalskab, sker der noget helt andet. En treretters traditionel transylvansk middag til en hundredefemogtyvekroneseddel, kombineret med foredrag og kunsthåndværk fra området for eksempel, og så på Havnegade af alle steder.

Endnu mere spændende er de helt nye aktører i Odense HTF - History Through Food, der helt korrekt har vurderet, at når man nu ikke har råd eller tid til at rejse verden rundt, så kan man jo bringe verden til Odense.

Jeg håber, der bliver fyldt op til arrangementet så arrangørerne fortsætter verden rundt - jeg glæder mig f.eks allerede til Papua Ny Guinea og måske Antarktis?

Hvis man venter længe nok kommer alting igen: verden er cyklisk, og er ikke i sin reneste form også musikken? Imellem de reelle nyskabelser stikker historien hovedet frem i mere eller mindre modificerede former, og om 30 år vil ungdommen henrykt spille EDM umf umf fra antikverede mobiltelefoner og føle sig enormt retro.

En retrobølge der efterhånden har peaket er syrerocken, som vel fandt sin moderne danske form med Baby Woodrose. The Wands ligger lunt i kølvandet, men har sit helt eget udtryk, godt med keyboards og referencer tilbage til 60’er og 70’ernes fliptid med tjald i piben og alt for lange guitarsoloer. Jeg synes de, når de er bedst, lyder som meget tidlig Pink Floyd blandet med lidt Doors, og det er sådan set fint nok til mig.

Jeg er i en drøm og med mig sniger sig en hær af strygere, der over ca. 30 min. sildigt blusser mig i brand. Jeg er i Rachmaninovs drøm, hvor gnisterne leger let fra pianoet, og med et pust kan verden stå i flammer.

Jeg er helt på røven over Rachmaninov. Det føles så fint og sårbart, når jeg hører klaveret danse hen over resten af orkestret og skiftevis går med eller mod strømmen. Flydende som sensommerens ubeslutsomme skyer over den blå, blå himmel. Tungsindig det ene øjeblik, svævende som afblomstrede mælkebøtter det næste. Altså, jeg er fan. Især af 2. klaverkoncert, som siges at være et af hans meste romantiske værker. Skrevet i lige dele depression og sindsflygtighed. Hvilket jeg også bilder mig ind, at man kan høre.

Selvom jeg har hørt min del Rachmaninov, så er jeg ikke kender. På nogen måde. Faktisk er jeg blot en lalleglad romantiker, der nyder at forsvinde ind drømmen, smerten, lykken eller op på bjergenes tinder. Derfor virker Rachmaninov nok så godt på mig. Og jeg vil vove at påstå, at det også vil gøre det på de fleste andre. Jeg er selvfølgelig klar over, at det måske ikke er verdens mest udfordrende værk, men jeg vil mene, at det holder opturs meget. Ikke blot 2. klaverkoncert men Rachmaninov generelt.

Normalt vil jeg bede folk om at tjekke værkerne lidt ud, inden de skal ind og høre klassisk musik. Læse lidt, høre lidt osv. men her vil jeg ikke tilråde det. 2. klaverkoncert er så umiddelbar og klar i spyttet, at det nok ikke er nødvendigt, og faktisk vil jeg tro, at det kunne ødelægge det en smule. Altså, at tage brodden af førstegangsoplevelsen. Det er så meget i det værk, der lever i det spontane og flydende, at en kæmpe ting ved at høre det er at høre det for første gang. Gem det til salens magi.

Udover Rachmaninov, så kan man også opleve Poul Ruders’ Paganini Variationer, og ikke mindst Brahms’ Variationer over et tema af Haydn. Jeg har altid haft lidt svært ved Brahms, indtil jeg hørte Ein Deutsches Requiem, som mere eller mindre slog benene væk under mig. Et lidt ukendt mesterværk, der klart fortjener et lyt. Men her arbejder Brahms over temaer fra Haydn, og ham har jeg til gengæld en svaghed for. I teorien burde det faktisk ikke være min stil, da det ligger lidt for tungt på sit wienerklassiske grundlag. Nærmest som en sten røven, der f.eks. gør Mozart ret utilnærmelig for mig. Men Haydn har bare noget helt let og elegant over sig. Smukt og smidigt, som måske får det til at virke simpelt, men også bare gør en glad.

Jeg har selvfølgelig tjekket Brahms' værk ud til lejligheden, og jeg vil sige, at det lyder spændende og kunne sagtens overraske mere, når det spilles i salen. Jeg er ikke oppe at ringe, men jeg glæder mig faktisk til at blive klogere og udfordret på min smag. Der er ingen tvivl om, at det kan vokse på en. Starten og temaet er velkendt og man har helt sikkert hørt det i en eller anden variation før. Meget højstemt. Det glider dog over, og man følger strygerne ud til bjergene og de bratte enge.

Overordnet set skal du gøre dig klar på en dybdegående romantisk aften i klangen fra det store, gode odenseanske orkester, der vil give den hele armen, bogstavlig talt. Den store klinge., de vilde følelser og udsigten fra bjerget over skyerne. Jeg glæder mig.

Heldigvis bliver folks hukommelse kortere og kortere, så ingen husker mine mindst tre tidligere rants omkring min - hvad skal man kalde det - fetish for kvindelige jazzsangerinder. Derfor har jeg ingen kvaler med at variere et gammelt tema og indkalde jazzhusarene, mandlige såvel som kvindelige, når Sinne Eeg gæster Jazzhus Dexter.

Eeg er et verdensnavn allerede og har modtaget latterligt mange priser, bl.a. Ben Webster Prisen i 2014, fire Danish Music Awards i 2007, 2010, 2014 og 2015, DR Jazz Prisen i 2009. Hun er også virkelig overskudsagtig på en scene – også når hun arbejder med mere lettilgængelige covernumre. Se hende for eksempel på denne hardcore udgave af Hvorfor er lykken så lunefuld. Mere sexede fraseringer findes ikke.

Det var egentlig ikke tilfældigt, at jeg lige havnede på bueskydning den dag. Jeg havde faktisk planlagt det nøje. Altså at se OL i bueskydning. Tror ikke, at jeg tidligere har beskæftiget mig ret meget mere med bueskydning end et par strøtanker, men netop den dag var min nysgerrighed ikke til at styre. Jeg ville se det. Se, hvad fanden det var for noget. Om jeg kunne blive revet med af det. Om der var endnu et liv, jeg burde have levet anderledes. Måske skulle jeg have været bueskytte..?

Det skulle jeg nok ikke, men jeg blev oprigtigt medrevet af duellerne, intensiteten og skytternes personligheder. Man kan vitterlig se meget på lav puls og en diffus vindretning. Men jo, det ser ikke ud af meget ved første øjekast, men så spænder buen og vejret holdes. Tiden fryses til et uendeligt ”lige om lidt”. Alt er et før eller et efter. Nuet er så kort, at det blot er et vindpust på vej mod skiven. Et umærkeligt ryk med hovedet. Bum! Og så er der ramt plet. Eller, det er der ret ofte. Overraskende ofte faktisk.

Det var så også rimelig meget eliten, der var tilbage i de to spændende semi-finaler, der holdt mig til skærmen: den hyperkontrollerede sydkoreaner Ku Bon-chan, den kølige amerekaner Brady Ellison, den underseeded franskmand Jean-Charles Valladont, og den unge, ukontrollerede hollænder Sjef van den Berg. Alle stærke personligheder, der gav de vildeste dueller. I efterrationaliseringerne af legene var rigtig mange enige om, at netop der havde vi skydning på topniveau og med super underholdningsværdi for tilskuer og seer. Jeg er totalt enig, trods stor uvidenhed på området. 

Især semi-finalen mellem Bon-chan og Ellison viste sig at være den moralske finale, hvor to af verdens absolut bedste skytter stod skulder mod skulder. Det ene øje lukket, skød de den ene 10’er efter den anden. Mesterligt. Et drama på øjemål. Og man holdt med dem begge. Det er ellers meget sjældent, men her ønskede man vitterligt dem begge det bedste. Der stod da også usandsynligt lige hele vejen igennem, men Bon-chan trak den længste bue og vandt med kontrolleret jubel til følge. Skytterne må nemlig helst ikke få pulsen op, og han skulle jo skyde finalen kort efter.

Jubel kom der dog efter finalen, hvor Bon-chan slog Valladont klart, og der blev krammet igennem med træneren Park Chae Soon. Træneren er uhyrlig vigtig for skytterne, da psyken mere eller mindre er størstedelen af disciplinen. Koncentration og evnen til at lukke verdenen ude er ganske udslagsgivende på det niveau. Det mærkede man, da Valladont skød en øjensynlig 9’er, hvorefter Bon-chan troede, at han havde vundet. Det viste sig dog ved nærsyn, at den var på stregen og derfor talte som en 10’er. Pilen tæller nemlig, hvis den blot snitter stregen. Men Bon-chan nåede at juble og fik pulsen op. Dommeren dømte den som en 10’er, og så fik Bon-chan og hans træner travlt med at få pulsen ned og koncentrationen tilbage. Skuddene derefter blev heller ikke så gode, så der gik lige en runde mere, inden han stod med guldmedaljen om halsen. Det var et nervepirrende øjeblik, hvor man virkelig så trænerens rolle for skytten. Fascinerende.

Nå, men nu kommer det så til Odense. Altså ikke OL, men World Cup-finalerne i bueskydning i 2016 og flere af stjernerne har meldt deres ankomst. Jeg synes sgu, at det er lidt vildt, og glæder mig til at se det ske. Spændingen og de døende sekunder før buen slippes og pilens ræs mod skiven i et ubeskriveligt nu. Se Bon-chan, Ellison, Valladont og van der Berg, midt i Odense, faktisk lige i Kongens have, og oplev samtidig også landsholdsskytten Maja Jager, der blev verdensmester og Årets Sportsnavn i 2013, samt en masse andre danske skyttere, som du kan læse mere om her: http://bueskydningdanmark.dk/disse-danske-bueskytter-skyder-world-cup-finaler-odense/

Yderligere information kan læses i deres program: http://bueskydningdanmark.dk/odense-vaert-world-cup-finalerne-bueskydning-2016/