Momentum Musik har navnlig med den årlige Jaiyede Jazz Festival omfavnet grænsesprængende, musikalske landvindinger i krydsfeltet mellem jazz, rock, avantgarde og verdensmusik, især fra det afrikanske kontinent. Jaiyede gennemførtes sidste år på lavt blus, men vender tilbage i oktober med endnu en gang hed musisk heksegryde til byens nysgerrigste forfront af musikentusiaster. Og ja, Miles Davis’ Bitches Brew er paradigmatisk her.

Inden da kan man varme op til den store smeltedigel med en fredagskoncert med den interkontinentale duo Stefan Pasborg og Dawda Jobarteh, der spillede på Jaiyede sidste år og matcher Momentums Musiks profil godt i det hele taget. En strøtanke: Burde man egentlig ikke snart, om ikke andet her i byen, begynde at kalde denne form for bastardjazz for "momentum-musik" simpelthen?

Anyway, Pasborg er en anerkendt dansk jazztrommeslager, som nogen måske vil kende fra trioen Ibrahim Electric, mens Jobarteh er en herboende, gambisk percussionist og koraspiller (vestafrikansk strengeinstrument). Jeg er selv for musikalsk firkantet til at kende denne duo i forvejen, men et første lyt til deres albumudgivelse DUO (2016) har gjort mig nysgerrig nok til at rive billet til fredag. Jeg trænger vist virkelig også til at blive udfordret på den front efterhånden. Tag med og bliv dyppet i gryden!

Første gang jeg så den store Samsø-baserede sanger og sangskriver Stig Nielsen, var på den sidste aften til Jam Days 2019, hvor Nielsen indtog Studenterhusets lille scene med stille værdighed og dermed lukkede det års festival. Hverken han eller publikum kunne dengang vide, at det skulle blive den sidste koncert i Jam Days-regi overhovedet, men det var set i bakspejlet en meget passende svanesang for festivalen, da Nielsens verselinjer gerne sværmede om blåtonede temaer som længsel, afsavn og ja, afsked.

Samtidig kom koncerten næsten helt rituelt til at markere afslutningen på sommeren, idet kulden og nattemørket tog til på Amfipladsen udenfor, hvor man pillede den store scene ned, mens efteråret blev sunget poetisk i møde inde i salen: ”I’m a man of the fall / The whole year round” hed det i nummeret af samme navn, der både handler om syndefaldet som eksistentielt grundvilkår og efteråret som permanent, melankolsk sindelag.  Nu er det så atter blevet efterår og Nielsen vender tilbage til Studenterhuset; denne gang i regi af en anden festival, der ikke virker til at være helt væsensforskellig fra hedengangne Jam Days: Nashville Nights International Songwriters Festival.

Navnet Nashville må siges at være en udmærket overskrift for Nielsen, der spiller countrymusik eller country noir, som det er blevet kaldt med en hilsen til et af forbillederne The Man in Black alias Johnny Cash, som Nielsen i øvrigt har mødt engang. Det kan være, vi får den historie på fredag. Han plejer i hvert fald at være leveringsdygtig i underspillede jyske morsomheder mellem sangene. Forvent lige dele svovlprædiken og stand-up komik, for nu at sætte det lidt på spidsen.

Af andre forbilleder kan nævnes trioen "Kain, Judas og Hank Williams" som sangeren dedikerede en sang til hin aften i Studenterhuset. Nævnt blev tillige Rilke, Baudelaire og andre henfarne poeter. Nielsen er en belæst mand, ingen tvivl om det, men det er karakteristisk for hans særlige take på countrymusikken, at den er dybsindig uden at blive højpandet. Jeg kan ikke forestille mig nogen mere poetisk måde at gå efterårsmørket i møde på.

CS Nielsen akkompagneres live af Michael Lund (dobro og lap steel guitar) og Johnny Stage (kor og elguitar) samt Johannes Gissel (trommer).

Nashville Nights International Songwriters Festival er navnet på en ny, amerikansk-inspireret sangskriverfestival, der får premiere i Odense på fredag d. 17 september. Målet med Nashville Nights er ifølge hjemmesiden at ”inspirere, underholde og motivere sangskrivere, musikere og musikelskere på tværs af genrer, alder og landegrænser”, og det kan man jo kun bifalde. Til gengæld frygter jeg, man har slået et lidt for stort brød op med festivalens tres danske og internationale sangskrivere fordelt henover akustiske set-ups, talks, debatter(?) og såkaldte writers rounds, hvor flere sangskrivere samlet på scenen spiller og fortæller om deres sange … nu må vi se.

Men denne booking af Martha Wainwright er under alle omstændigheder ramt helt plet. For er der en, der har taget faklen videre fra 70ernes singer-songwriters, så er det hende. Som datter af folkemusiklegenden Loudon Wainwright II og bror til Rufus Wainwright har hun endda genren i blodet. Siden en eponym debut ep i 1999 har hun leveret generelt gode og kritikerroste album gennem årene uden dog helt at kunne matche broderen Rufus’ succes.

Karakteristisk er en hudløs ærlighed destilleret af sange af ofte meget intim - ind imellem pinligt privat - præg. "I have no husband / I have no children / I have no reason / To be alive again / Give me one”, meddelte hun os således på sit første album. Det fik hun så siden, men for et par siden blev hun skilt fra hendes børn far og bruddet er selvfølgelig blevet behørigt behandlet på de seneste par udgivelser. "I used to do a lot of blow / But now I only do the show / I like to get paid / I never get laid / People are too afraid” hedder det på det umiodståelige åbningsnummer "Around The Bend" fra Goodnigth City (2016).

For nogle er det for meget og for grænseoverskridende, som at rode i en anden persons vasketøjsbunke, for andre er det indbegrebet af autentisk sangskriverkunst. Jeg ved ærlig talt ikke helt hvor jeg står mellem disse to poler endnu, men jeg er spændt på at finde ude af det søndag aften på Posten.

Søndag begynder andet semester af Akademiet for Åben Lytning. Det kan måske lyde lidt elitært, men ifølge Mads Behrend fra Odense Musikbibliotek, der er én af institutionerne bag Akademiet, skal man ikke være særligt akademisk for at deltage. Man skal snarere være indstillet på at kunne gå åbent og fordomsfrit ind i musikken. Ifølge Behrend er vi slet ikke gode nok til at lytte til musik, og det er der helt sikkert noget om. Alt for ofte lytter vi med et døvt øre.

Akademiet er i år kurateret af kunstnerkollektivet Eget værelse og byder på 14 dages musik og kunsteksperimenter, der begynder på søndag, hvor der først er fernisering og udstilling af tegninger af lyd i Rosenbæk Huset og derefter koncert med Frk. Jakobsen på Momentum. Det første lyder spændende, men måske også lidt vel abstrakt for mig, så jeg skal nøjes med at anbefale koncerten her. Man bør dog afgjort gå til begge dele for den fulde oplevelse af Eget værelses kunstneriske spændvidde.

På Momentum opfører Frk. Jacobsen, aka den prisbelønnede komponist Anja Jacobsen fra eget værelse, værket I/O; en rockkoncert i 9 scener der havde urpremiere på Zenon under Copenhagen Jazz Festival i juli og altså kun kendes indtil nu af dem, der var der. I/O beskrives som en iscenesat koncert i ni dele, der udfolder sig som en mytisk fortælling om både de skabende og destruktive kræfter i menneskets digitale og fysiske verden, i det man rejser med I/O's søster, Mira, igennem et forvandlende landskab i søgen efter den ubestemmelige figur I/O, der både kan være ”en kviekalv eller Jupiters inderste måne” som der står i beskrivelsen. Lyder unægteligt som en bevidsthedsudvidende rejse, n'est-ce pas?

Rent musikalsk skulle koncerten være karakteristisk for Frk. Jacobsens arbejde i øvrigt i den udstrækning at den blander avancerede rytmiske eksperimenter med poptraditioner, som man kan høre på debutalbum Thin Dry Sticks (2018), der både leder tankerne hen på postpunk-pigegruppen The Slits og den amerikanske avantgardemusiker m.m. Laurie Anderson. Mest af alt vil jeg dog foreslå at man følger Akademiets opfordring og møder helt åbent og fordomsfrit op, slår ørene ud og håber på et musikalsk lykketræf.