Ærlig talt, så kendte jeg ikke John Olsen som meget mere end et kunstnernavn. Jeg vidste noget med dyr og død, men det var så også det. Jeg blev fanget af titlen; Se liv. Og det er vel også det, gode titler kan, når de er bedst – fange opmærksomheden ud af det blå. Jeg måtte hvert fald læse videre, dybere og længere ind i John Olsens mangeårige virke. Og der blev liv!

John Olsen er en meget karakteristisk kunstner. Selv efter ganske få billeder var man ikke tvivl, når man så så det næste. Dyr og død er ikke helt skudt ved siden af, men det er slet ikke rammende nok for den sanselighed og stoflige omgang, der flyder i hans værker. Ja, flyder, for det er nærmest en form for organisk abstrakthed, der er i John Olsens arbejde, der nærmest altid omhandler naturen eller det naturlige – liv ganske enkelt. Enten ved gengivelse eller, når det er bedst i mine øjne, når det er af naturen selv såsom fåreindvolde eller sneglespore. Det er egentlig ret pirrende på en lidt foruroligende måde og hvert fald fascinerende. Det tydeliggøres også af Olsens omskiftelige valg af materiale eller medium, kan man næsten sige. Den ’krop’ (glas, papir, bronze, lærred osv.), som han ofte skifter ud, alt efter hvad han vil bringe til live.

Jeg får også følelsen af at have set meget af det før. Og det har jeg nok også. Der er andre dygtige kunstnere, der netop også behandler den uudtømmelige natur på den måde. Men det er sjældent set så selvsikkert, så formfuldendt og med samme spøjse humor, som også kommer op til overfladen i nogle af værkerne. Jeg fik derfor nogle løsrevne associationer til den tysk-dansk-islandske kunstner Dieter Roths tidlige arbejde, som jeg har set en del af i Tyskland. Og elsker. Roth blev meget mere konceptuel i sit senere arbejde og brugte ofte stærke farvere, i modsætning til Olsen, men sammenligningen er også bundet i humoren, i brugen af forskellige materialer og så ud fra nogle forrådnelses-værker, Roth lavede i 60’erne. Der er nok også mange andre, man kunne sammenligne med, men Roth og Olsen kunne jeg sagtens se sammen i en modig kuratering.

Jeg er tydeligt kun nybegynder i John Olsens ellers omfattende verden af liv, men jeg er virkelig glad for (endelig) at have opdaget det. Derfor synes jeg heller ikke, du bør snyde dig selv for den nu 80 årige, Fyn-boende kunstner, der udstiller i Fyns Grafiske Værksted frem til den 27. juni.

DRØMMEN er et nyt sted i Odense, der kan samle kulturaktørerne, så der kan arbejdes midt i et netværk, hver dag, med al den synergi, der følger med.  

Hvis du går med drømme om sådan et sted og viljen til at arbejde for det, så kan jeg ikke kraftigt nok invitere og opfordre til at melde dig til, dukke op og byde ind! 

I aftenens program glæder jeg mig personligt meget til at høre om arrangørernes erfaringer med Københavns største arbejdsfællesskab, Prags Boulevard 43 (PB43). Kan vi trække ild og inspiration herfra? 

Herudover har også indslaget ved ISAGER Arkitekter om det lige nu brændende spørgsmål om nedrivning af SiloØens bevaringsværdige bygninger min udelte interesse. Der er lagt i gryderne til, at denne diamant af en havnebeliggenhed, disse über cool rå rammer, er i spil som et muligt fremtidigt space for alskens nicher af producerende kulturarbejdere. At havnen er død uden dem, der gør den levende, og at en død havn er mindre værd end en levende havn, det medfører at det for investorer og kommune - for den by, der vil være lækker - bliver alt om at gøre at få skabt plads til andet og mere end trivielt bolig & indkøb: Til arbejdende værksteder, til kvindesmedjer, til artzy væversker og tekstildesignere, til gallerier, til festivalskulpturkreationister, til øvelokaler og scener, til bronzestøberier og keramikere, til contemporary dancers og black boxes og residencies for tilrejsende scenekunstnere, til lydstudier og foto-ditto, til masser af atelierer, til smalle pladebutikker og litteratur- og kunstboghandlere, til afdelinger for kulturjournalistik og kunstakademikere - Hey! Vi er her allesammen! Lad os organisere os. Det betyder alverden at forene kræfterne.

Det fulde program ser således ud:

Kl. 18:30: Ankomst og velkomst v. Nadine og My
Kl. 18:45: Præsentation af Boxen v. Claus Chr. Koch
Kl. 19:05: Præsentationsrunde
Kl. 19:50: Pause
Kl. 20:20: Oplæg om Arbejdsfællesskab:
Kulturklyngen om Det Blå Kvarter
Dynamo og My Lambertsen - om deres erfaringer fra Arbejdsfællesskabet Prags Boulevard 43 / PB43
Kl.20:40: Oplæg v. Andreas Isager, ISAGER Arkitekter om SiloØen
Kl.21:00: Fælles diskussion om drømme, ressourcer, location og behov, samt evt. nedsættelse af arbejdsgruppe
Kl.21:30: Slut

Location: Erhvervsakademiet Lillebælt, Seebladsgade 1. 

Det har været utrolig længe undervejs, Albanis nye beer & food lab. Men nu er det her. Tillykke til de personer, der har formået at sejle det ultrakonservative Albaniskib i retning af noget, der har potentiale til at være interessant og spændende. Er det ikke utroligt, at man hos Albani har fundet ud af, at kvalitet er et utroligt stærkt konkurrenceparameter? 

Helt anarkistisk bliver oplevelsen nok desværre ikke, men jeg vover at håbe, at Theodor Schiøtz-armen på Royal Unibrew-kroppen vokser sig stor og stærk med tiden, og at ledelsen i Royal Unibrew tør give de ansvarlige for butikken rum til at eksperimentere og satse. 

På åbningsaftenen flyder hanerne med gratis øl, og Turboweekend kigger forbi og giver et nummer

George Clinton og hans funk-kollektiv kommer uden tvivl til at skabe en rumperystende fest med ørehængende bas-riffs og legende trommerytmer denne lørdag.

Funkens farfar – eller Dr. Funkenstein, som han også ynder at kalde sig selv - er lidt af en musik-legende. Han var ligesom manden, der tog arven videre fra Marvin Gaye og smækkede groovy rytmer ned over 70'ernes dansegulv med sin P-funk – en blanding af rock og funk - George Clintons helt egen opfundne opskrift.

Da tiderne skiftede, gjorde Clinton det også. Han har udviklet sin 70'er funk-stil og eksperimenteret med at inddrage rap og hiphop i sit udtryk. Samtidig har han også hjulpet diverse store musiknavne såsom Red Hot Chili Peppers med at sætte et funky fingeraftryk på deres musik (albummet Freaky Styley er produceret af mr. Clinton).

De gamle Clinton-hits såsom Atomic Dog og Bring the Funk har også levet videre i nyere udgaver. Musikproducer Dr. Dre har for eksempel samplet flere af P-funk-rytmerne og givet dem nyt liv i gangsta-rappen - det høres bl.a. i Snoop Dogs Who Am I fra 1993.

Selv med sine 76 år på bagen er George Clinton stadig funky as ever. Så der er ingen undskyldning for ikke at komme afsted og svinge træbenet. 

Og skulle tvivlen alligevel melde sig, så husk disse ord fra Dr. Funkenstein himself: ”Funk is anything you need it to be to save your life."