Du vil gerne prøve noget nyt, men får det ikke rigtig gjort? Du er lige kommet hjem og koncerten du overvejer, kan risikere at vare i en uendelighed.

Så er musikbibliotekets fyraftenskoncerter med musikere fra musikkonservatoriet lige dig. 43 minutters intens musikalsk forsmag direkte fra arbejde kl. 17:17.

I denne uge optræder et tjekkisk tremandsband på blandt andet harmonika med alt fra minimalistisk techno over balkanmusik til argentinsk tango. De tre har mødt hinanden på konservatoriet, men har spillet til konkurrencer i USA, Rusland og i hele Europa.

Her med små børn, gamle mennesker, en Mondrian-væg og balloner: https://www.youtube.com/watch?v=ZulfPib7adY&feature=youtu.be

 Altså, hvabehar?

Odenseansk-københavnske First Flush lyder som umodne fynske brombær smager, hvis man indtager dem i en mørk skov, en sensommeraften, til lyden af ørkensfærisk melanskolsk guitar, autotune og velskrevet dansk naturlyrik. Så velskrevet, at de opnåede en tekstforfatternominering til årets Steppeulv-pris.

Selvom autotunen slører vokalerne i mekanisk forvrængning, står tekstuniverset stadig forrest i sangene. I modsætning til visse andre bands forklædes vokalerne ikke for at sløre mangler, men skaber en lydflade, hvor poesien dukker op fra musikken som små bidder af velformet underfundighed, når melodierne skifter tempo eller antager nye former.

I Juni ved min side lyder det sådan her:

"Her kommet tågen. Så kan jeg male dit billede.
Af træet svøbt i kåbe. Juni ved min side.

Ja, her kommer tågen, med et sangblad til træet.
Nu skal vi synge stedsegrønne sange.

Og her løber kilden. Det er ikke det samme spejl. Jeg gik på sidst. Det er andre vande.

Ja, her er kilden. Med et sangblad til himlen. Nu skal vi synge dybblå sange."

Jamen, altså. Det behøver jeg vist ikke at male mere på.

Til koncerten vil First Flush også spille nye sange, der udgives i det kommende år på ligeledes odenseansk-københavnske Konkylie Recordings.

Jenny, som du kommer til at høre meget mere til i de kommende år, varmer op og efter koncerten laver Konkylierne afterparty med Afskum, Jenny og First Flush DJ-set på Den Smagløse, hvor Albani giver 100 O'ensepils til dem, der kan finde vej fra Posten.

En halvgal biolog driver pakhus-mikrobryggeri, destilleri og streetfood-joint i et skjult hjørne af Odense havn - et meget lang skridt fra bymidten efter odenseforhold.

Sammen med en anden halvgal - kokken Brian Matzen, der har Alfred og Kamilla ved siden af - skaber de liv i Olav de Lindes pakhuskvarter, der ellers primært er indtaget af virksomheder, der får ombygget pakhusene en aaanelse for pænt.

Alle, der skriger på mere liv på havnen og på risikovillige iværksættere som tager indholdet mere seriøst end papirarbejde og risikoanalyser, bør besøge Claus på Odense havn til den næste fredagsøl, fredagscocktail, eller whatever du kunne lyste.

Øllene er Munkebos velkendte - og meget hyppigt prisbelønnede - små serier skabt på lokale råvarer, efter traditionelle brygteknikker og med helgale påfund, som at udvinde gærstammen fra ryggen af en nordøstfynsk bi. Men de skaber også andre drikkevarer til folket.

Maden varierer, men er for tiden i flæskestegssandwichgenren - Efter sigende en god en af slagsen.

Ja, det er ikke alle arrangementer, der rammer helt plet og pakhuset er i bedste fald eklektisk indrettet med forefaldende møbler, men hvad gør det, når du er på bassinkanten, i resterne af en 120-årig gammel havnemølle og har en god øl i glasset?

Tirsdag d. 6. december 1994. Klokken er henunder aftenstid. En af de største overraskelser i nyere tids europæiske fodboldhistorie er under opsejling - og ingen ved det.

Mit 10-årige drengesind har mere fokus på at undersøge storebæltsfærgens forunderlige afkroge, end på fodbold. Måske er det cafeteriets løfter om syndens halvfabrikata, der optager mig. Det husker jeg ikke.

Men jeg husker at se en lille gruppe af mennesker stå med negle i munden og fastsømmede blikke. I den halvcirkel, der altid giver løfter om noget betydningsfuldt. På færgegulvets skridsikre gummibelægning. Få siddende, resten stående. Rundt om et 20-tommers billedrørs-tv, over trappen, der fører ned til bildækket.

Måske står de netop her, fordi vi nærmer os Knudshoved, men jeg husker siden at have tænkt, hvor uanseligt det mellemrum var som ramme til den begivenhed, der udspillede sig. Det perfekte dækbillede til en montage af sammenklippede øjeblikke fra danske decemberaftener i 1994, der uundgåeligt må indgå i den spillefilm om OB's aften i Madrid, som ligeså uundgåeligt må komme.      

På skærmen danser den hvidklædte overmagt rundt i rytmiske pulsslag - rene og ubesmittede af det mudder, der hører til en arbejdersport i december. Kongens udvalgte - Laudrup, Enrique, Redondo, Amavisca. Navne så elegante som evnerne. Verdens bedste fodboldhold og 50.000 forvænte spaniere sætter scenen på Santiago Bernabeu.  

En ekspeditionssag. Mod et hold, uden dannelse, fra nord, der skal vinde i Madrid med 2-0, efter at have tabt første kamp hjemme. Det er aldrig sket før eller siden (indtil sidste år). Holdet er OB, som bærer aparte sort-gule overskudsvarer fra Puma og en brystreklame for et kopimaskinefirma. Som trænes af Kim Brink, der har en hang til hård fysisk træning og en snert af megalomani. Som primært består af arbejdsmænd. Dethlefsen, Schjönberg, Hemmingsen, Thorup. Selv tv-produceren bytter rundt på navnene undervejs i kampen.

Fire år tidligere havde de to klubber mødtes i Europa med en samlet sejr til Real Madrid på 10-1. Kontrasten kunne ikke stå skarpere.

Som barn af udenbys forældre, og opvokset i arbejderbydelen Skibhuskvarteret, har jeg i 1994 ikke en naturlig forbindelse til OB. Det kommer først nogle år senere. Derfor kan jeg heller ikke huske, hvor langt vi er i kampen, da jeg tager plads i halvcirklen. Men det, der sker, er følgende:

OB er på vej ud af turneringen til trods for en føring på 1-0. Overraskelsen i startopstillingen - 20-årige Ulrik Pedersen har scoret på et elegant lob efter 72. minutter. Den odenseanske veteran, Lars Høgh, er blevet beskudt fra alle mulige vinkler gennem hele kampen, men for en aften er den tømreruddannede odenseaner med de kække replikker og det varme gemyt en usårlig snedker. Redninger skabt af kunsthåndværkerens forudseenhed og akkuratesse, og som i dag stadig står for mig som de smukkeste værker fra den aften.

De kongetro madrilenere jagter ét og gerne to mål, for ikke at skulle sværtes til af et ærekrænkende, men ubetydeligt nederlag. Den endnu yngre Bisgaard, der forventedes at skulle have startet kampen på Ulrik Pedersens plads, er netop kommet på banen.

Der er spillet 91 minutter. Den garderhøje firskårne vestjyde, Schjönberg, med klodsede bevægelser og en klar beslutsomhed er ved at tabe bolden udover sidelinjen på en dårlig tæmning, men sætter så sin direkte mand på venstrekanten. Forsvareren oversatser, fordi han tænker fremad i stedet for baglæns. Schjönberg slår den fladt indover. Også indskiftede Jesper Hjort sparker forbi bolden helt fri foran mål, en overrasket spanier lader bolden passere - og så står verden stille et øjeblik. Bisgaard sparker den med en inderside fladt forbi Canizares, der ikke har Høghens forudseenhed, i det lange hjørne.

Madrid er i chok. OB'erne stormer rundt på banen som hovedløse kyllinger. Udskiftere stormer ind på banen. OB's læge, Christen Villberg og massør Allan Poulsen sidder i deres blå træningssæt på knæene overfor hinanden på sidelinjen med hænderne knyttet over hovedet. 30 sekunder senere fløjtes der af.

Dagen efter kalder Niels Abildtrup det "Miraklet i Madrid" på forsiden af Fyens Stifstidende. Den titel hænger ved i dag - 25 år senere, fredag d. 6 december 2019, hvor OB fejrer kampen ved et arrangement på Kick Off, der streamer TV2's genudsendelse af kampen og mønstrer mirakel-quiz og besøg fra legenderne fra den gang. Også på Arkaden vises kampen den aften.

Mandag d. 9 december spiller OB hjemme mod AaB i en særlig gul og sort trøje, det samme gør de øvrigt ugen på en svær udebane i Parken. Men i de farver har OB som bekendt vundet større steder.

Miraklet ville aldrig kunne gentages i dag, siges det. Med den enorme økonomiske skævvridning i moderne fodbold er forskellene blevet for store. Jeg køber forklaringen, men ikke konklusionen. Måske jeg også har lidt af Brinks megalomani.