Jazz er en svær størrelse. Den bevæger sig fra taktfaste trommeslag til klaverer, der flyver rundt i rummet. Inde i mit hoved i al fald. Jazz er noget om at turde – at turde bevæge sig derud, hvor der ikke nødvendigvis er en melodi, et fast holdepunkt, at klynge sig fast i. Jazz er at forsvinde ind i musikken og lade sig lede frygtløs ind i en stemning af lyd. I hvert fald når det gælder jazztrioen North. En trio bestående af Benjamin Nørholm Jacobsen på klaver, Martin Brunbjerg Rasmussen på bas og Lasse Jacobsen på trommer, som Niels Overgård fra Jazznyt synes ”(…) har et klangmæssigt udtryk og stemning som vi ikke så ofte høre herhjemme”.

Det bliver en rejse til en filmisk verden af stemningsfulde kompositioner, som Odense Musikbibliotek selv beskriver det på facebookeventet, og måske er det lige præcis det, der skal til på en efterårsferietorsdag. Måske endda især, hvis du ikke har efterårsferie, så du kan forsvinde lidt væk ind i en basgang, der går helt anderledes, end du egentlig havde tænkt dig.

Jeg kunne virkelig godt bruge et karbad. Sådan et med tændte stearinlys rundt omkring og duftende badesalte i vandet. Så ville jeg varsomt kunne sænke min storetå ned i overfladen og langsomt røre rundt i vandet, til det nåede den helt rigtige temperatur, hvorefter mit efterårssnottede korpus ville kunne lade sig omfavne af badebobler og duftskum og bare vide, at den time var det bare mig og mit snavs og mit liv i to kvadratmeter duftevand. Nu er det desværre sådan, jeg kun ligger inde med brus, og det varme vand er efterhånden blevet sparsomt, uden at boligforeningen gider kigge på det.

Derfor skal jeg til Chorus Grant på torsdag, og jeg vil opfordre alle, der ligeledes ikke er indehavere af badesalte og badekar til at dukke op. Chorus Grant er nemlig et vaskeægte karbadsband – musik, som du kan lade dit efterårssnottede korpus glide ind i og lade verden være, mens Kristian Finne synger sig ind i din efterårsaften med et lydtæppe bag sig, der indeholder lige så meget stemning som bobler og stearinlys.

Lyt selv her: https://www.youtube.com/watch?v=aeMDn3lXgaA&fbclid=IwAR3PpaVMsw7_3Vfa5Shm219a4ejgUUuIH2a1cIW5fM1KrwtOR_NkuARreO4

I min etværelseslejligheds stuehjørne hænger der to hylder. På den øverste hylde står der mine Harry Potter-bøger. På dansk, engelsk og latin. På hylden nedenunder, der spejler den øverstophængte perfekt, står min samling af Henrik Pontoppidan. HP i anden potens. Jeg glider lige så let ind Pontoppidans maleriske bogstavsstrøg, som jeg gør i Rowlings magiske gigantunivers. 

Litteratur kan nemlig noget særligt. Især når det ikke bare er sætninger skrevet ved siden af hinanden, men rent faktisk er litteratur. Når litteraturen stopper, kan hjernen forsætte helt af sig selv. For traf Lykke-Per egentlig den rigtige beslutning? Hvis han nu, helt ærligt, havde fået en ordentlig rusketur, var det så måske ikke gået anderledes?

Den rigtig gode litteratur opfordrer hjernen til at digte videre helt selv, fordi den simpelthen er så fængende, at du ikke kan slippe den. For de fleste af os foregår den digten videre inde i hovedet, hvor man kan drømme om, at helten og heltinden fik hinanden alligevel, eller at heltinden dropper helten, fordi han er barnlig og typisk kønsstereotyp. Den videredigtning har fået sin helt egen genrebetegnelse, nemlig fanfiktion. I anledning af Magiske Dage kommer forsker Line Nybro Petersen forbi og taler om både fantasy og fanfiktion. Arrangementet siger selv, at aftenen bliver ”lækker og lummer” – jeg selv håber mere på litterær legestue, hvor der rigtig bliver mulighed for at dykke ned i, hvad et af de mest magiske universer nogensinde skabt på papir kan – og hvad det kan blive gentænkt til af andre.

Der var engang en meget stolt herre, der kom ind ad døren med sit første hjemmesnedkererede møbel, hvorefter jeg stolt proklamerede, at det ville jeg da rent faktisk betale penge for. Helt op til 1500 kroner. Forfærdelsens blik mødte mig og dertil en opremsning af arbejdstimer, vabler og materialepris. Den dag lærte jeg noget om penge og møbler og om ting, der er lavet af ægte menneskers ægte hænder.

Har du også undret dig over, hvorfor nogle møbler koster 20.000 kroner, mens IKEA leverer ganske glimrende spiseborde for omkring en 500 kroner? Eller er du, ganske modsat, dén, der faktisk har brugt 20.000 kroner på et spisebord, og er SÅ træt af, at folk siger, at du kan få noget lignende i IKEA? The O’Town Garage kan nu give lidt syn for sagen. Til dig eller til dine IKEA-elskende venner. Du kan komme ind og få lov til at bygge dit eget møbel – du ved, hvad vi burde sige, men aldrig gør: hvis du ikke forstår noget, så prøver du selvfølgelig at sætte dig ind i det. I hvert fald hvis du har tænkt dig at udtale dig om det.

Første gang hjælper de dig med at designe møblet og lave en 3-D model. Anden gang ved jeg ikke, hvad der sker, men jeg håber sådan, man får udleveret en hammer! Om ikke andet er det en god idé at dukke op bare for duften; nyolieret træ dufter lige så lifligt som en halvglemt biblioteksbog med lige præcis de rette år på bagen: de dufter af lykkelige tider og øjeblikseskapisme.

Arrangementet finder sted på The O'Towns Garages adresse: Egebæksvej 2, 5000 Odense C