Ugens skribent er: Pil Lindgreen

Lør 23
18-07-2016 12:15:00 21-08-2016 15:15:00 40 Ferier uden fly) Sovevognen er et truet dyr Dannebrogsgade 24, Odense C Danmarks Jernbanemuseum false DD-MM-YYYY

Ferier uden fly Sovevognen er et truet dyr


Ferier uden fly
Udstilling | Kl. 12:15 - 15:15 | Dannebrogsgade 24, Odense C | Pris: 0 Kr.

Sted: Danmarks Jernbanemuseum
Arrangør: Danmarks Jernbanemuseum

En klimavenlig og uimodståeligt romantisk rejseform er ved at uddø. Opdag sovevognen og overvej at droppe lavprisruten til Europas hovedstæder næste gang.

Indrømmet, der er ret langt fra gårsdagsluksus med hæklede natbordsduge, en frisk rose i en sølvvase ved vinduet og en uniformeret togsteward, der banker nænsomt på døren med din morgenkomplet, ægget kogt lige som du vil have det. I dag er det mere sandsynligt, at oplevelsen består i at dele en seksmandskupé med en australsk interrailer, der står på i München efter midnat og skal op i den øverste køje lige når du er faldet i søvn, og spreder ukristelig lugt af fodsved, når vandrestøvlerne ryger af. Alt sammen forudsat at man overhovedet kan finde en afgang – de bliver færre og færre.

Men selvom der er mindre forførelse og meget mindre luksus i nattogene, end filmhistorien lokker med, er det en stadig en komfortabel og (med)menneskelig rejseform, ikke kun for folk med flyskræk. På mine egne nattogsrejser har jeg både lyttet til tyske spejdertropper, der fløjtede hjemlandets vemodige sange i kor på den anden side af væggen hele natten, kysset franske trompetister, fået del i rumænske familiers overdådige madpakker, og ført samtaler på sprog, jeg ikke vidste, jeg kunne. Alt sammen mens jeg var på vej til min destination og med et øje på sprækken mellem gardinerne kunne følge med i den europæiske nat.

Desværre er nattoget altså nu udryddelsestruet – siden årtusindeskiftet er mange af de historiske ruter stilfærdigt lukket under pres fra lavprisflyruter og priskrig på billigbusser, og senest har vi i Odense mistet den faste afgang kl. 20.11 mod Basel, som jeg altid har nydt at lokkes af, når Deutsche Bahns rød-hvide jernvogne holdt på perronen en onsdag aften og lugtede af Europa. Det er ikke bare mig, der længes: lukningerne har mobiliseret en vis folkelig modstand, blandt andet en europæisk underskriftindsamling og en virkelig lang og sød protestsang, som blev sunget af en flashmob på Københavns Hovedbanegård i juni.

Og nu er nattoget også kommet på museum; det er i sig selv alarmerende, men så kan man da gribe chancen for at blive mindet om, hvad vi går glip af, hvis vi helt mister det (udover muligheden for at forurene 50 gange mindre end med en flyrejse på tilsvarende strækning). Som en del af sommerprogrammet på Danmarks Jernbanemuseum er der to daglige rundvisninger med nattoget som omdrejningspunkt - ”Da man drømte sig til ferie - om museets sovevogn” hver dag kl. 12.15 og kl. 15.15

Billetter til hele museet:
Børn under 5 år: Gratis adgang
Børn (5-13 år): 50 kr.
Voksen: 95 kr.
Familiebillet (2 voksne og 3 børn): 265 kr.
Voksne medlemmer af Museumsklubben kan gratis tage én voksen eller to børn med på museet.



Link til begivenhed
Luk

Lør 23
18-07-2016 10:00:00 06-11-2016 16:00:00 40 Gemt under gaden) Arkæologerne på byggepladsen henter byen frem Overgade 52, Odense C Odense Bys Museer false DD-MM-YYYY

Gemt under gaden Arkæologerne på byggepladsen henter byen frem


Gemt under gaden
Udstilling | Kl. 10:00 - 16:00 | Overgade 52, Odense C | Pris: 0 Kr.

Sted: Møntergården
Arrangør: Odense Bys Museer

Måske fordi jeg ikke er bilist er bymidtens byggeplads en stadig kilde til glæde og forundring for mig: faktisk betragter jeg det som noget af et privilegie at bo i netop den her slags kaos: Hvor sjældent og sjovt det er at bryde byen ned og starte forfra lige midt i det hele.

At færdes i, på og omkring TBT lige nu er det diametralt modsatte af at færdes der, da det var en trafikeret vej. Før løb al bevægelsen i to kværnende sideløbende spor, uden ophold eller variation. Man kunne stå en hel dag uden at finde en åbning i trafikken, hvor en fodgænger kunne pile på tværs.

Nu hersker der i stedet den mest berusende uorden med maskin- og menneskearme i bevægelse i alle retninger, de arbejder både i højden og dybden og viser de materialer frem, som ellers er gemt væk, når det hele står færdigt; rør, slanger, sveller, grus, beton… Og ikke nok med det: hver gang jeg kommer gående eller cyklende forbi området, er der opstået andre stier end sidst.

Den dag, der pludselig var opstået en passage tværs gennem byggepladsen, som forbandt Hans Jensens Strædes østlige og vestlige ender med hinanden, var jeg lige ved at fælde en tåre, bare fordi det var så skægt at stå på en vej, der ikke har fandtes i 50 år, og som ved hjælp af et par midlertidige trådhegn findes igen og får centrum til at hænge sammen.

Endnu en fordel ved vanviddet er, at al den tid, graveriet har stået på, har man har ikke kunne gå forbi uden at få øje på en lårbensknogle eller en murkant fra middelalderbyen, som altid ligger lige nedenunder os, men som man glemmer, indtil man graver et enormt hul i jorden. Et hold af arkæologer arbejder med mere følsomme spadestik synkront med gravkøer og betonstøberne, og de afdækker hele tiden nye hverdagsskatte, der viser os, hvordan middelalderlige odenseanere levede, handlede, drak, spiste, sked, og døde. Lokummer, broer og brønde er blandt fundene, der også tæller omkring 300 skeletter, så der er mere end bare potteskår at få at se på de rundvisninger, som dagligt forestås af arkæologerne selv.

Rundvisningerne nede i selve udgravningen er stærkt anbefalelsesværdige, men nu kan man også løbende se nogle af de historiske genstande, der udgraves på Albanigade, I. Vilhelm Werners Plads og TBT, vasket rene og udstillet i Møntergårdens foyer. Begge dele er gratis, og det gælder om at holde sig til.

Når jeg så godt kan lide det her åbne brud på byen, er det også, fordi fortidens genkomst komplicerer vores eget selvfølgelige forhold til gaderne. Når arkæologernes arbejde slutter i løbet af efteråret, begynder området at finde sin nye, faste form, og uanset hvor spændende det bliver med et nyt kvarter på den gamle vej, er der noget helt særligt ved ubestemmeligheden ved området, som det er lige nu, hvor byens lag er blottede, og (det i hvert fald føles som om at) hvad som helst kan ske.

Rundvisninger mandag-torsdag kl. 14 - mød op ved den røde infoboks
Udstilling på Møntergården åben hver dag kl. 10-16



Link til begivenhed
Luk

Lør 23
18-07-2016 00:00:00 24-07-2016 40 Besøg Skibhusene) Cykl til byens kant Dig selv, byen, cyklen false DD-MM-YYYY

Besøg Skibhusene Cykl til byens kant


Besøg Skibhusene
Andet | Kl. 00:00 | | Pris: 0 Kr.

Sted: Skibhusene
Arrangør: Dig selv, byen, cyklen

Hørt i Odense: ”Det hedder altså ikke Nørrebro; det hedder Skibhuskvarteret”! Kvarterets navn bliver diskuteret en del, og selvom jeg altid insisterer på, at bro-navnet er en helt legitim og autentisk betegnelse, er det jo rigtigt, at Odenses Nørrebro i det store hele forsvandt, da man byggede Thomas B. Thriges Gade og ikke mindst den brutalistiske postcentral bag jernbanesporene, der med sit enorme korpus erstattede alt det, der indtil ca. 1975 var et kvarter. Slut med Nørrebro, Nørreport, med viadukten, med smågader og gyder, og med Tunnelcafeen.

For at komme til bunds i sagen er sommeren en god anledning til at cykle hele vejen ud ad Skibhusvej, helt derud hvor Odense Kanal munder ud i fjorden, og opdage de egentlige Skibhuse.

Det er ikke andet end en landsby omkring en lystbådehavn; halv idyl, halv Klondike-stemning. Og det er denne lille klynge af huse, der har givet navn til hele den arbejderbydel, der opstod ind mod byen, da A.P. Møllers stålskibsværft og Thomas B. Thriges fabrikker byggede løs med hver deres arbejderboligboom. Jeg ved ikke, om det er en særlig gestus overfor den driftige industri, at landsbyen, selvom den ligger 4 kilometer nord for centrum, stadig er omfattet af postnummer C. Smukt nok at byen er så smidig.

Her har der været havn i århundreder i tandem med Stige ovre på den anden side, og man kan fint lege historisk byudflugt med madpakke i solskinnet her uden at forlade kommunegrænsen og alligevel føle sig meget langt fra alting. De lokale tilgiver, at man tager deres bajer-bænk i brug nede ved broen. Om aftenen spejler Lindøværftets skorstene sig i kanalen, og industrifortiden glimter. Jeg kan lide at tage Havnegade hjem og få det fulde udbytte af synet af byens lys på afstand.


(NB: Korrekt udtale: Skib’bus. H’et er stumt, eller i bedste fald meeeget luftigt)



Link til begivenhed
Luk

Lør 23
18-07-2016 10:00:00 16-09-2016 16:00:00 40 Flygtet til Fyn) Historiens Hus fortæller flygtningeskæbner i Odense, 1945 til NU Klosterbakken 2, Odense C Historiens Hus false DD-MM-YYYY

Flygtet til Fyn Historiens Hus fortæller flygtningeskæbner i Odense, 1945 til NU


Flygtet til Fyn
Udstilling | Kl. 10:00 - 16:00 | Klosterbakken 2, Odense C | Pris: 0 Kr.

Sted: Historiens Hus
Arrangør: Historiens Hus

I sommeren 1999 blev en håndfuld af mine klassekammerater og jeg venner med de kosovo-albanske flygtninge, der boede i asylcenteret i den gamle sygehusbygning i Albanigade 23. Vi var rastløse, fordi vi var teenagere og havde ferie, og de var rastløse, fordi de var teenagere, der havde forladt deres land i krig, og ikke vidste, hvornår de kunne vende hjem. Og selvom det overhovedet ikke kunne sammenlignes, og vi ikke havde noget fælles sprog, tilbragte vi sommeren og det meste af efteråret med at lære hinanden at kende, og forelske os, selvfølgelig. I 2001 var de fleste rejst tilbage til Kosovo. Bygningen blev til ældrecenter og studieboliger. Byen viste ingen tegn på, at de nogensinde havde været der. Vi havde næsten også glemt det.

I efterkrigsårene sank flygtningeskibe med menneskelast i Østersøen, ikke Det Ægæiske Hav, og lille Fyn alene modtog i en kort årrække flere flygtninge end hele Danmark gør i dag. Med udgangspunkt i den kendsgerning har arkivarerne på Historiens Hus hentet øjenvidneskildringer og billedmateriale frem, der sætter fynsk fokus på flygtninge. Udstillingen åbner med de tyske enker, børn og invalide, der efter 1945 fyldte vores øs forsamlingshuse, skoler, hoteller og lader, og skabte uro og modvilje i befolkningen, indtil de blev sendt i lejre, og til sidst næsten alle sendt hjem. Og det gør et vist indtryk at se verdenshistorien udspille sig så konkret på gadehjørner, som stadig står.

Jeg kiggede langt (men forgæves) efter billeder af mine albanske venner på udstillingen, som ellers fortæller mange nære personhistorier. Det er et smalt men effektivt fokus at lade Odense som asylsted fra 1945 og frem danne ramme om de efterfølgende årtiers flygtningebefolkninger i Danmark: vietnamesiske bådflygtninge (i 1979), iranere, irakere, kurdere og statsløse palæstinensere på flugt fra borgerkrigen i Libanon (i 1980erne), flygtninge fra krigene i Bosnien-Hercegovina og Somalia (i 1990erne), for gennem den lille historie foldes den større ud.

Udstillingen handler ikke om den nuværende flygtningesituation, men det siger sig selv, at historiens lektioner lyser gavmildt gennem de tilbagevendende dilemmaer om at beskytte de nødstedte eller beskytte sig selv.

Hvis solen skinner, så overvej efter udstillingen at gå ned gennem Eventyrhaven og følg åen forbi Mosen helt hen til Kastanjebroen, som leder hen på Assistenskirkegården, hvor man i det sydvestlige hjørne finder omkring 600 sten, der nøgternt markerer gravene for de tyske flygtninge og soldater, der døde lige her i byen under deres asyl i årene efter krigen. Find en bænk der og sid lidt. Her tænker man godt.

 



Link til begivenhed
Luk

Lør 23
18-07-2016 10:00:00 30-07-2016 19:00:00 40 Poesimaskinen) Tilfældigvis er skærmen blevet blæk Østre Stationsvej 15, Odense C Kulturstyrelsen og Odense bibliotekerne false DD-MM-YYYY

Poesimaskinen Tilfældigvis er skærmen blevet blæk


Poesimaskinen
Udstilling | Kl. 10:00 - 19:00 | Østre Stationsvej 15, Odense C | Pris: 0 Kr.

Sted: Hovedbiblioteket
Arrangør: Kulturstyrelsen og Odense bibliotekerne

Poesimaskinen står som en stor litteraturrobot på Hovedbiblioteket, og den vil have dig i tale. Ja, dig og computeren skriver et digt sammen. Digtet opstår gennem en slags digitalt orddepot, som kaldes frem af din berøring, og som du styrer. Computeren tilbyder dig nye ord, og du vælger. Sammen skaber I digtet, og til slut printes det ud som en lille kvittering, og fordi det holder op med at være skærm, kan du tage det med hjem i lommen.

Men det er ikke et robotdigt; det er en ordleg, du har leget. Den svarer til at tage en tekst og klippe alle sætningerne ud, og derefter sætte dem sammen på nye måder. Ny tekst; dig og Astrid Lindgreen/James Joyce/George R.R. Martin er nu medforfattere. Den perfekte overskridelse af skriveblokeringen – der er altid noget allerede, du skal bare vælge ud i ordhavet.

Også i dette mere højteknologiske tilfælde uden saks og lim er ordene ikke computerens, men digteren og dramatikeren Peter-Clement Woetmanns, som ved at skrive 1011 sætninger og putte dem ind i computerens arkiv automatisk bliver medforfatter på alle de tekster, som Poesimaskinen generer sammen med sine brugere i sin analog/digitale klippe-klistren.

Poesimaskinen var en installation på Roskilde Festival 2012, som en del af projektet "Litteraturen finder sted", og er siden genopstået som en interaktiv litteraturperformance på landets biblioteker. Børn kan også lege med. Og voksne vil måske være nysgerrige efter at vide, at der er udgivet en bog med samarbejdstekster fra installationens første fase under titlen "105 variationer", og der desuden findes en blog, hvor teksterne bliver ved med at knopskyde, og hvor det bliver synligt, at maskinen har sat noget i gang, som er større end den enkelte tekst. Sommerens mest raffinerede postkort.



Link til begivenhed
Luk