En taktfast tromme og korsang udtværes mellem Bolbros arbejderblokke. Blåde-hvide cyklister overhaler dig på Christmas Møllers Vej. Ritualer udfolder sig fra gåbajere over pølsevogne til parkeringstricks. En forventningsfuld sitren i luften.

En odenseansk parallelverden i et ellers dovent bylandskab for dem, der er på vej samme sted hen. En søndag uden snærende tidsbånd.

Minder om fejringer af en lille håndfuld sølvmedaljer, brændte straffespark fra Hemmingsen og måske endda straffesparksredninger fra Lars Høgh, hvis man er gammel nok.

Sidemanden siger; tror du Bashkim er klar til at starte? Bliver det endnu en af de dage, hvor OB ikke leverer når de skal?

En umulig søndag for tiden. Coronaen har brudt byen op på ny og ændret faste destinationer til steder man aldrig kommer. En af mine favoritdestinationer i Odense - Richard Møller Nielsens Bolbro - Odense Stadion - er efterhånden et minde på linje med de mange triumfer og skuffelser, jeg har overværet samme sted.

Uanset om det samme er tilfældet for dig, så hop på jernhesten og tril stille gennem byen til Bolbro og til Odense Stadion, et særligt hjørne af Odense, som ingen andre danske byer har tilsvarende. En samordnet fortælling om en arbejderbydel, der huser byens arbejdersportsgrene; Fodbold. Cykling. Ishockey. Håndbold (og the odd one out; atletikken).

Af erfaring ved jeg man kan være heldig at finde en ulåst låge på stadion og liste lidt omkring i stadiongryden. Indsnuse duft af nyklippet græs (så længe det endnu er der), trampe på lidt romerlysafsvedet beton, køre fingrene hen over territorieafpissende klistermærker fra lokale og udenbys fans. Et ufashionabelt stadion, opgraderet på må og få siden 1941, men endnu med den charme, der gør en tur på stadion til en vis viljeanstrengelse når det danske vejr glider ind fra vest.

Skulle du ikke kunne tiltvinge dig adgang til stadion, så gå en tur rundt i idrætsbydelen, der har forandret sig markant det seneste halve til hele års tid. Der er nu skrabede boligkomplekser, som vender ryggen til domkirkens indfaldsvej i tusindtal på Gasa; der er en næsten fuldbragt letbanekorridor med nyskabte byrum ved Hauges Plads, Richard Møller Nielsens Plads og den nye store letbanestation foran stadions hovedtribune.

Der er endda en grøn opgradering af Middelfartvej på vej foran Føtex og foreløbig en halv sportsefterskole klemt inde i ingenmandsland mellem Odense Stadion og Odense Atletikstadion.

En myriade af forandringer i en bydel, der er på vej et nyt sted hen og som samtidig fortæller mange af vores fælles historier om Odense.

Cronhammars ”Camp Fire”. Jeg ved ikke om det decideret er mit yndlingssted i Odense, det er det nok ikke, men det er på favoritlisten og jeg holder inderligt meget af skulpturen, der for tre år siden led en ramponeret akut-flytning til Stige Ø, efter den havde stået i Munke Mose siden 1994. Med afstand Odenses mest interessant skulptur, både i sig selv og nu også historisk.

”Camp Fire” blev skabt til daværende Odense Tekniske Skoles 150-års jubilæum af Ingvar Cronhammar og blev dermed et stærkt tegn på skolens virke. Nu er bygningerne lavet om til dyre boliger. Fra håndværkerdyder til privilegeret liebhaveri.

Det var også der jeg elskede den mest, som et metallisk fremmedlegeme blandt lysegrønne bøgetræer og sirlige forårsblomster. Som en sirene i trafikken, en splint i hånden. Jeg både arbejdede og boede tæt på, så jeg gik forbi skulpturen mindst et par gange om dagen. Det var en figurativ disruption længe før det blev populært.

Nu står den så på en gammel losseplads tæt på kanalvand og fri himmel. Der står den jo fint. Og helt sikkert for pænt til, at den længere kommer til sin ret. Det er ligesom for harmoniseret med sine omgivelser. Det er ikke længere et fremmedlegeme, men blot en tilføjelse. Som hvis man havde en hudfarvet tatovering. Det er ikke rigtig formålet med at skille sig ud, at anonymisere (passivisere!) det, der faktisk skiller.

Faktisk står den som en hånd i handske. Blandt alt det andet menneskeskabte, der camouflerer sig og foregiver at være naturligt. ”Camp Fire” står på en gammel losseplads ved en udgravet kanal. Mere menneskabt bliver det næste ikke. Men jeg tror de fleste odenseanere i dag ser det som et særdeles rekreativt område, på trods af at vi helt konkret kan se nye bakker blive skabt over på den anden bred. Affaldsbjerge der langsomt vokser og skubbes rundt på af de gule gravemaskiner. Dybt fascinerende og så ved siden af et andet odenseanske vidunder - Odense Kanal. 

Odenses 7 meter dybe kanal fra 1806 er en anden kandidat på favoritlisten. Små 5 kilometer udgravet af ca. to hundrede kanalarbejderne over en periode på otte år, kun ved hjælp af håndskovle og trillebøre, som det siges. Absurd. Glad for at der var nogle modige politikere - et forslag fra stiftsamtmand Friedrich Buchwald - der insisterede på at udvikle byens infrastruktur. Der var nok heller ikke så mange avisklummer fra forstadsbilister dengang. Ellers havde vi jo nok bare fået et spor mere på grusstien ud til fjorden. Et fantastisk eksempel på, at byer altid har udviklet sig til og med tiden, ”thi evig stilstand er død!”, som Hans V. Kaalund skriver i sin populære sang.

Der er sket meget i Munke Mose siden denne skribent var barn i 90erne. Dengang var den noget af en sump af sutter, schæferhunde og autonome, men i dag er læderveste og militærstøvler overvejende skiftet ud med latte og løbesko.

Det kan måske lyde som en kedelig udvikling i nogles ører, men der er ingen tvivl om at flere mennesker har glæde af Mosen i dag end nogensinde før. Og der bliver skam stadig også drukket øl i rigt mål, omend alkoholprocenten nok er faldet lidt i takt med gentrificeringen.

Lukningen af det betændte morgenværtshus Havhesten i Ny Vestergade har uden tvivl spillet en væsentlig rolle i stedets opkvalificering, men også anlæggelsen af den såkaldte fisketrappe har bidraget betydeligt til den omsiggribende idyllisering.

Fisketrappen i Munke Mose blev egentlig indviet helt tilbage i 2006 for at sikre at fisk uhindret kunne bevæge sig igennem i Odense Å. Der skulle dog en tvangsnedlukning af barer og restauranter til før denne skribent fandt på at sætte sig derned med en medbragt bajer og tage et ”menneskebad”, som Kierkegaard kaldte det når han ind imellem bevægede sig ud i folkedybet. Det var under sidste forårs første lockdown, hvor vejret var meget bedre end det er nu. Eller sådan forekommer det nu i genkaldelsens gyldne skær. 

Jeg husker i hvert fald en del lykkelige, ledige stunder, hvor jeg satte mig der på trappen, som regel på højre side ved bådudlejningen, og nød eftermiddagssolen, et par IPA’er og den liflige lyd af rindende åvand, der blandedes med de andre gæsters småsnakkende kvidren og forenede sig til en hel velgørende afslapningsmusik. Ren balsam for nervesystemet.

Disse zen-øjeblikke blev ind imellem afbrudt af andre enlige lediggængere eller fiskeentusiaster, der henvendte sig til mig, omtrent som det altid sker før eller siden på et værtshus, hvis man sætter sig i baren alene (en af grundene til at jeg var der var jo netop at man dengang ikke kunne sidde i en bar nogen steder). Så talte vi lidt om vejr og vind eller fiskene i åen. Helt i stedets ånd.

I dag kan man stadig ikke sætte sig i en bar nogen steder, men man kan altid sætte sig på trappen og falde i staver med en fyraftensøl og glemme sig selv for en stund. Og det vil jeg anbefale alle at prøve at gøre, så snart vejret bliver til det. Lykkelig selvforglemmelse. Lad freden indfinde sig på Fisketrappen.

Siden Café Sølle slog dørene op i Nedergade 18 i efteråret er gadens renommé som en lille pariser-lomme i Midtbyen kun blevet stærkere. En solrig lørdag i april er gaden fyldt med små forsamlinger, spredt ud på trappeopgangene til de skæve gamle huse sidder de og drikker fadøl eller kaffe i solens stråler. På den pæne side af gaden forstås.

Bag caféen står Koffi Boys, brødrene Mads og Jonas der som Odenses svar på Mary Kate & Ashley vandt vores hjerter med deres portable kaffevogn til festivaler, ved Mosen eller til søndags-loppemarkedet på Havnen. Jeg er altid blevet glad, når jeg har set kaffevognen og de lyse krøller, som jeg er ved at have tilgivet dem for, er faldet med saksen. Men jeg kan tilgive dem alt når de laver kaffe som de gør, og eftersom de nu også har et sted, hvor de serverer hjemmebagte kardemommesnurrer, er mine knæ kronisk bløde.

Kardemommesnurren er kanelsneglens hippe fætter, og jeg har i lang tid været nødsaget til at holde mig til Kvicklybagerens variant som er ganske acceptabel men også tandløs i sammenligning med Sølles. Her er der bid, brændte kanter og smag for valutaen. Hver snurre sin egen lille eksistensberettigelse. Det er jo hjemmebag, åh lykke!

Om lørdagen serverer caféen fadøl og når du sidder på et trappetrin og drikker dem med ny-testede, langhårede venner du ikke har set længe, så er det svært ikke at overgive sig. Og normaliteten kigger frem, for nogle meter væk på næste trappetrin sidder der en boble du ikke kender (endnu). Vi skåler endnu engang med vores venner og dem som vi ikke kender, og det har vi haft brug for i meget lang tid.