Som det første universitet i Norden indførte SDU i 2017 faget Narrativ Medicin som en obligatorisk del af medicinuddannelsen. Altså ikke kun et tilvalg for dem, der er så bløde, at man må rulle med øjnene som der-skal-være-et-facit-mediciner. ALLE skal være med. 

Det er der to formål med, og begge er så vidunderligt åbent og friskt og godt tænkt, at jeg faktisk bliver opløftet i en tid, hvor jeg synes, der mest er Ondt Nyt.

For det første skal forløbet afhjælpe tendensen til, at medicinstuderende bliver mindre empatiske under deres uddannelse (for det gør de beviseligt!) og i værste fald ender med at få opløst det hele menneske & dets livsfortælling til et sammensurium af symptomer og diagnoser (utvivlsomt sat på spidsen, men alliveller). Der skal simpelthen mere menneske på fremtidens læger. De skal pumpes med Transfervindue skrevet af den dødligt kræftsyge Maria Gerhardt, og med Pablo Llambías’ Monte Lema-digte om, hvordan det er at få stillet diagnosen ”angst grænsende til psykose”.

For det andet er narrativ medicin også et redskab for de syge. SDU forsker nemlig i at udvikle en model for, hvordan kroniske patienters rehabilitering - og selv noget så svært målbart som deres livskvalitet - kan understøttes ved hjælp af læse/skrive-øvelser. Pilotprojektet var for færdigbehandlede alkoholmisbrugere, og professor Anne-Marie Mai fortæller, at patienterne gennem øvelserne kunne genkalde sig essentielle erindringer om, at de faktisk engang havde været noget andet end alkoholikere.

Forfatter Ida Jessen, debattør Morten Sodemann og hospitalsdirektør Kim Brix mødes på biblioteket til dialog med de narrative medicinere fra SDU, deltagere fra skriveworkshops og medicinstuderende for at udveksle erfaringer og diskuterefeltets potentialer i fremtiden - under ledelse af Anne-Marie Mai.

Stirrer vredt på det blanke felt. MAND, hvor jeg hader at skrive om musik. Jeg undgår at skrive om musik, hvis jeg kan. De fleste er dårlige til det. Det bliver noget med en masse tillægsord og genrebetegnelser, der umulig kan afføde noget særlig vigtigt i modtageren. Aj, jeg tror ikke på det.

Men jeg vil gerne sige, at Jenny Wilson kommer til Posten onsdag. For det gør hun, og jeg kan lide hendes musik. Og det kan jeg ikke, fordi hun er badass og har skrevet maskinel, ond popmusik for demonstrativt at sætte lyd på den voldtægt, hun blev udsat for og som lukkede hende ned. Jeg blev nemlig forelsket i hende meget tidligere, da en ven havde brændt mig en CD (et step op fra et Mixed Tape) med albummet Love and Youth og printet et pixeleret cover af JW + hendes Bowieske turkise-makeup.

Der sker så meget på det album. 

Den heftige sarkasme i Bitter, No I Just Love To Complain, som rasende håner pladeindustriens krav om et sangbart omkvæd (og resten af møllen), og samtidig er så dygtigt skåret, at den er det nummer, man svinger sig glad rundt til. 

"Sent cassettes to a record company
(They Said) "You know you're here to entertain?
You look good girl but I can hear no refrain"
Swing and sway, be colorful and sweet
Or you just waste my time
Pick a word and sing it constantly
About a million times
If your voice was clear and not so keen
Hey, we could change your style!"

Og prøv så lige at høre den her superkorte sang, Those Winters. Jeg mener det, gør det lige. Den er SÅ. FIN. Yndigt. Der er klokkespil og svenske kvinder i kor, goddammit. Og så handler den bare om at ligge der i sneen og få tæv i en baggård og finde trøst i, at det da har været værre før. Sneen har været hårdere. Skyggerne længere. 

Og den her, Summertime, The Roughest Time, som hvis den ikke rammer dig, så har du ikke været teenager og 1000% overbevist om, at alle altid kiggede på dig, så du skulle stage din væren 24-7:

"My nose is bleeding from rubbing it into books
I'm working hard on an intellectual look /

I've slept more films than I have seen
I've talked about dreams that I never ever dreamed/

Then the summer comes
Hey, ain't that the roughest time of roughest times
Sun bleached hair
No matter what you've just got to have fun
And fall in love"

Og så er det cirka her, det bliver dumt for mig med musikanbefalinger. For hun ramte mig, Jenny, og det var jo ikke kun hendes tekster, det var jo lyden. Og hvorfor? Jamen, jeg ved det ikke, og jeg tvivler på, det kan være alment interessant. Det er jo ikke bare sådan 1:1, at hvis du kan lide X, så kan du lide Y. Der er noget mere ...magisk i et rigtig godt musikmøde. 

Det er ikke, fordi det var årets bog 2016 for mig, da jeg læste Kristian Leth & Eske Willerslevs bog Historien om det hele. Men der var en mærkbar lettelse i mig bagefter. Et håb om, at ikke alt er, som den moderne vestlige videnskab insisterer på, det er. For måske er vi, her på toppen af civilisationens og logikkens udvikling, lige så åndssvagt snæversynede som dem, der i gamle dage ikke fattede sammenhængen mellem kvindens sygdom og det faktum, at lægen – lige inden han rodede i hendes underliv – havde obduceret et lig og glemt at vaske sine hænder. Måske er der noget andet lige så himmelråbende indlysende, vi slet ikke ser. Det er en opmuntrende tanke.

Nu så bare med - er det omvendt fortegn? ...i hvert fald til forsvar for åndeligheden eller det uforklarlige. Følelsen af “Ja, mand!”, når kloge, trælst-talende Eske Willerslev – som DNA-forsker sig rundt i mammuttens død og som kan bevise forhistoriske menneskers vandringer vha. fund af 14.000 år gammel afførring – siger : der er mere derude, og jeg har mødt noget af det. Det uforklarlige. Og når Kristian Leth, hans veltalende åndsfælle, siger det samme på en poetisk måde. Ah. Et rummeligt verdenssyn. En magisk verden. Et både-og, hvor åndelighed og videnskab ikke udelukker hinanden.

Mennesker er en troende art, siger Leth. Men hvor nogle kulturer tror på ånder og det spirituelle, tror vi i Vesten på videnskaben. Men den videnskabelige verden er altså også fuld af uforklarlige fænomener og forståelsesmæssige huller. Og det er ikke nødvendigvis huller, vi bør stræbe efter at lukke, mener han.
Nåja, og så lover han at fortælle sine tillyttere om hundredetusindvis af år med et magisk og okkult verdensbillede og op til de sidste 1000 års udvikling af den moderne fortælling om bevidsthed, kultur, individ og hjerne. Stor mundfuld. Jeg ku’ godt.

Hans Christian Andersen Literature Award (*idé til kulturudvikling i Odense Kommune: benspænd, som går ud på i et helt år ikke at udvikle noget, som tager navn efter bysbarnet, der løb ud af byen som 14-årig) er før gået til superstjerner som Salman Rushdie, Isabel Allende, J.K. Rowling og senest Haruki Murakami.
I år går den så til en 82-årig britisk kvindelig ridder, hvis værk skal uddrags-oplæses af Ellen Hillingsø, som kunne læse mig IKEA-samlevejledning. Hun læser så godt op. Arvtager til Vigga Bro-godt.

Nå.

Jeg havde ikke hørt om A.S. Byatt før, og det ved de gode biblioteksfolk også godt, når Ellen Hillingsø og hendes honningrøst er hentet ind for at kroge mig (hvilket hun gør. Altid) og endda lægge navn til halvdelen af arrangement-titlen. Men så læste jeg jo om hende, Byatt. Jeg kan ikke rigtig sætte en beslutsom finger på hendes stil bare ved at læse om den, men tematisk er hun moderne i sin pirken til ambivalensen mellem familielivet og ambitioner, som maser i alle mulige andre retninger, hvilket helt personligt er en daglig følgesvend:

"My greatest terror is simple domesticity (...) I had this image of coming out from under and seeing the light for a bit and then being shut in a kitchen, which I think happened to women of my generation."

Vigtigst er – i prioriteret rækkefølge:
1) Hun er en big deal. Både Dame og ridder. Og The Times har sat hende i selskab med de 50 bedste britiske forfattere siden Anden Verdenskrig.
2) Hillingsø er der og siger ting.
3) Det er gratis, men du skal sige, om du kommer, så de kan nå at købe rundstykker og brygge kaffe nok, for det får du oven i gratis-hatten, hvilket vil sige, at du rent faktisk sparer PENGE på at komme til det her arrangement.

(Byatt modtager i øvrigt: 500.000 kr., en bronzeskulptur OG et diplom med navnet The Beauty of the Swan ...som nogen bliver nødt til at vise mig et billede af + forklare mig meningen med) 

Se programmet her, hvis du ikke er til overraskelser.