Dårligdommerne Live Plat humor, filmnørderi og anden dårligdom


Dårligdommerne Live
Andet | Tirsdag d. 11. okt. 2016 | Vestergade 95b, Odense C | Pris: 100 Kr. | Skrevet af: Albert Petersen

Sted: Teater95B
Arrangør: Dårligdommerne

Video killed the radio star. Netflix dræbte flow-tv, og hvis radiostjernen ikke er død endnu, er det fordi han eller hun laver podcasts.
For radioen er måske ikke død, men nærmer sig med hastige skridt det samme livskapitel som cd’en rumsterer rundt i. Og når det er sådan, er det (udover fastsatte playlister der har fjernet radio-dj’en som fænomen, nærmest demonstrativ modvilje mod fornyelse, samt en værtsflugt der næsten gør en sammenligning med Titanic FOR oplagt) på grund af podcasts.

Podcasts er fokuserede, dragende og der kommer musik hvis det passer ind, som producenterne selv vælger. Det er uafhængigt, nytænkende, det kan hentes og høres når du har lyst. Og så går det i dybden. Stik modsat morgenradio ”uh se os vi læser overskrifter op og laver lige en dårlig joke og her er et nummer med Rihanna” stilen handler det om noget. Det handler om film, musik, politik, komik, faktisk alt mellem himmel og jord, men det HANDLER om noget.

Af relativt naturlige årsager, findes der en del flere engelsksprogede podcasts end danske. Men Danmark er faktisk utroligt stærkt med i feltet. Pionererne fra Third Ear har for eksempel netop vundet ”bedste fremmedsprogede radiodokumentar” ved USA’s største podcastfestival, for den utroligt dragende fortælling ”dobbeltgænger”, der i den grad kan anbefales.
Af andre honorable mentions er der blandt andet ”Album”, hvor Ralf Christensen og Kristian Leth gennemgår legendariske albums nummer for nummer, fortæller, forklarer og kommenterer. Det er nørdet, det er minutiøst, og det er en manifestation af radioens rekviem.

Programmet opstod som et traditionelt radioprogram, men blev taget af P6’s sendeflade.
Hvorfor de blev hevet af ved ingen, men faktum er at der var nok der savnede programmet, til at de kunne genopstå som fønix, udelukkende finansieret af crowdfunding, og udgive endnu en sæson, fuldstændigt uafhængigt af Danmarks Radio.
Et godt bud på forskellen i kreativitet mellem podcasts og radio (til tider med 24syv som undtagelse) er uafhængigheden.

Du kan nærmest bare tænde for din mikrofon og trykke record, for herefter at smide det op på itunes, og håbe på at folk gider lytte.
På trods af, at de alle har baggrunde i radio og fjernsyn, er det cirka det der skete, da Jacob Hinchely, Troels Møller, og Christoffer ’Sideburns’ Andersen så den notorisk nederen ’Rich Kids’, tog et par hovedtelefoner på, og snakkede om hvor dårlig en film det er i en times tid, og kaldte det for Dårligdommerne.

Siden da er der løbet en del vand under broen. 50 dårlige film er blevet til 51 episoders gennemgang af overvejende danske lortefilm.
(Hodja fra Pjort, som mange af os sikkert husker som i hvert fald okay, var dårlig nok til at få to afsnit – i øvrigt gæstet af David Bertelsen, AKA Hodja himself)

Grundet den store interesse for casten, er drengene nu begyndt at lave liveshows, der, af hvad man har kunne høre på udsendelserne, har været bragende succeser. Det har udformet sig til noget der begynder at ligne en decideret tourné rundt i landet, og tirsdag får vi i Odense altså besøg af landets hyggeligste, mest nedpillende, sjofle, ondskabsfulde, og sindssygt sjove filmnørder.
Det er sjovest hvis man har set filmen. Det er også utroligt sjovt ellers. Så find et afsnit med en film du har set, (hvis det er en du elsker, er det faktisk bedst), grin, bliv forarget, og sæt ’Sekten’ på bagefter, hvis du orker det.

Den er instrueret af Sussane Bier; altså hende der lige har vundet en Emmy.

Jeg har (endnu) ikke set den. Men den er sikkert uhyggeligt dårlig.

Og så tager du bagefter afsted mod 95b, fordi du brænder inde med 100 frustrationer over det makværk du har set, og simpelthen mangler nogen til at sætte ord på dine frustrationer.

Og så lyder det lidt boheme at sige at man skal ind og se en podcast blive optaget, gør det ikke?



Link til begivenhed
Til forsiden


This Is Odense