Kollektivsuppe i den blå lagune Seks kunstnere i en fælles gryde. Ikke utålmodig - det skal langtidssimre


Kollektivsuppe i den blå lagune
Udstilling | Tirsdag d. 14. feb. - Søndag d. 19. feb. 2017 | Filosofgangen 30, Odense C | Pris: 0 Kr. | Skrevet af: Pil Lindgreen

Sted: Kunstbygningen Filosoffen
Arrangør: Det Fynske Kunstakademi
Døre åbnes: 12:00

Et nyt samarbejde med Filosoffen giver plads til akademisterne i den offentlige kunsthal. Her er udstilling nr. 2 i serien:

Løbende indblik i de studerendes arbejde får man normalt kun med soloudstillinger i Kunstakademiets eget udstillingsrum, FAA Project Room på Brandts, og ellers må man vente på de store samlede tredjeårsudstilllinger og afgangsudstillinger, hvor hver kunstner præsenteres med et finpudset værk. I de nye omgivelser, og i høj grad med Plava Laguna Crock Pot, får man lov at mærke en mere kollektiv proces, hvor de studerende påvirker hinanden i arbejdet med værkerne. Det er titlens "Crock Pot" - en langtidstilberedt, sammenbragt gryderet. Ikke kun forløbet, men også værkerne er simrede: seks genstande leger med rester, sammensmeltning og opløsning her.

Og "Plava Laguna"? Det betyder "den blå lagune" på flere slaviske sprog, og er navnet på et paradisisk turistmål ved Poreč på Adriaterhavets kyst. Der er ikke ved første øjekast meget lagune i rummet; ingen tropiske vækster, ikke noget vand. Meget hvidt, til gengæld. Virkelig mange ledninger på gulvet. Det kræver tålmodighed at finde sin vej ind i værkernes sanselighed. Men den er der, i overflod.

I løbet af mit besøg kommer og går syv mennesker, der kun lige når ind i rummet og ser sig omkring, før de går igen. Søndagsgæster på Filosoffen, der har været rundt og se de andre udstillinger i huset (landskabsmalerier, blyantstegninger af gargoyler, kussesommerfugle i naborummet, farvegrafik) inden de nåede til Høje Sal, hvor genstande som gamle billedrørsfjersyn og en hvid haveparasol står uden synlig forbindelse til hinanden og uden anden ledsagende tekst end en værkoptegnelse og så en gådefuld udstillingstitel. Man er overladt helt til sig selv, og det er mere end de fleste søndagsgæster bryder sig om.

Men jeg er heldig. Da jeg kommer, står Jakob Nilsson og er ved at lime sit værk "Plant" færdig. Det er parasollen. Der sidder kobberarme meget groft fæstnet med fugemasse til stangen, og for enden af hver arm (eller gren, eller stængel), sidder en tom vhs-kassette i plastik. Jakob forklarer, at "planten" har en slags fotosyntese i gang, men en underlegen, meningsløs en af slagsen i forhold til dens grønne modpart: ovenpå parasollen sidder en tragt, som Jakob på tirsdag hælder eddikke ned i, og det, planten langsomt gør i udstillingsperioden, er at fordampe eddikken tilbage i rummet, når væsken er løbet ud gennem grenene og ned i plastikkamrene, som er tilsluttet elektriske varmelegemer. Nu kan jeg godt se det: Det er "en desperat plante", en post-apokalyptisk plante bygget af et menneske længe efter økosystemernes kollaps; af en, der savner grønne vækster, men ikke kan huske, hvordan de ser ud. 

Nu er der pludselig en plante i lagunen. Også det, han fortæller om de andre værker, får udstillingen til at åbne sig; jeg begynder at bliver opmærksom på, hvor meget sanselighed, der er i rummet. 

Udstillingens blikfang er Elina Bergmark Wibergs "Still Life with Grapes" og "Still Life with Vases", to værker, der står som et kompliceret gitter henover en skulptur af hvide sten lige når man kommer ind. Opstillingen er sær og smuk, ikke mindst drueklasen, som peger tilbage på stillebenets traditionelle motiver. Men de hvide strandsten er ved nærmere eftersyn limabønner limet sammen, ligesom at vindrueklasens farver kommer fra røde og sorte bønner støbt ind voks. Spiseligt, ikke-spiseligt - pirrende. Ligeså er haveslangen smurt ind i silikone. Det ligner fedt på arterier - eller fangearmene på en livsform i rummet.

Wibergs stilleben minder mig om, at Plava Laguna er ikke kun et rejsemål i denne verden, men også navnet på en blåt rumvæsen i den franske science fiction-film Det Femte Element fra sluthalvfemserne. Diva Plavalaguna optræder med arien "La Dulce Sueno" fra operaen Lucia de Lammermoor på filmens ferieplanet Phloston Paradise i en ikonisk scene, og hendes blå krop spiller en afgørende rolle i kampen for at tilvejebringe livets fire elementer; jord, ild, vand og luft. Da Plavalaguna bliver skudt, må helten stikke en arm ind i hendes bløde mave og hente de fire sten, der repræsenterer elementerne, frem fra hendes krop. Da jeg kommer i tanke om det, bliver billedet af elementstenene i det blågrønne blod min nøgle til udstillingens sammenstilling af kredsløb, naturlighed, nedbrudte sammenhænge mellem organisk og inorganisk materiale. Ledningerne på gulvet bliver til fangearme, fedt og plastik til rumkrop.

Nu kan jeg også se materialerigdommen: elektroder, skærme, alger, eddikke, bønner, papirmasse, bomuldsstof, kunststof, hård og blød plastik, træ, ler, sten, tin, kobber, voks, silikone. Rummet er fuld af udkast til nye materialebrug, og titlerne minder os om at det vi ser, er i tilblivelse eller afvikling: udkast, optakter, indledninger og efterspil.

I Kate Sterchis "Preliminary Materials" står to tv-apparater der på gulvet, med skærmene vendt mod hinanden som to personer fordybet i samtale. Hver skærm viser en film af Sterchi, den ene en animation, den anden en close-up performance, og den ene spejler sig i den anden med genskin. "Horrorfilm", står der i værklisten. Fjernsynene er små monstre i sig selv.

Marie Vedels "Impurities from tin-casting" viser efterladenskaber fra en tinstøbning hængt på en snor; restmaterialet er blevet til hovedsagen. Jeg tænker på fragmentarisk rumaffald fra satelitter. Samme kunstners "Whey Pool" var osteløbe i en pøl på gulvet, der alllerede er fordampet. Lagunens vand?

Der er mange flere historier. Alberte Westergaards "Draft" er et blåt lagen ophængt i en træklemme, med et mønster af tryk(rester) af opblødt papirmasse, og David Monberg har bidraget med en kande spirulina-te med rom, der står og bliver gradvist mere udrikkelig i løbet af ugen. Med kopper til gæster.

Rummer åbner sig kun langsomt, men værkerne slår mig som meget (sam)talende, når jeg først er sporet ind på deres sprog. Måske er det en vigtig del af æstetikken ikke at være behagesyg - fx ingen forklarende plancher - og ikke skjule iscenesættelsen - fx ikke lægge ledningerne i en kasse langs panelet, men bruge dem som materiale - men som kollektiv øvelse ville det klæde værkerne med et dryp mere udadvendthed.

Jeg ønsker for alle gæster på udstillingen, at de må løbe ind i en af kunstnerne, som jeg gjorde, og blive lukket ind i samtalen. Det klæder de her egentlig stor-snakkesalige værker.

Plava Laguna Crock Pot åbnede d. 10.2 og kan ses hver dag på Kunstbygningen Filosoffen kl.11-17 til og med søndag d. 19.2.

Værker af Jakob Nilsson, Kate Sterchi, Elina Bergmark Wiberg, Marie Vedel, Alberte Westergaard og David Monberg.



Link til begivenhed
Til forsiden