Gogol Bordello Kunsten at overdrive


Gogol Bordello
| Torsdag d. 10. maj. 2018 | Østre Stationsvej 35, Odense C | Pris: 325 Kr. | Køb billet her | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Jens Krog

Sted: Musikhuset Posten
Arrangør: Musikhuset Posten

Da Gogol Bordello indtog Orange Scene på Roskilde Festival i 2009, gjorde de det for at give mig den mest bizarre koncertoplevelse i mit liv. Jeg vidste ingenting om hverken band eller genre, og det var min ven, som havde hevet mig med op at høre gruppen, som var hyret til at afløse for Lil’ Wayne.

Selvom det er kutyme at starte en koncert med et nummer med lidt tempo i, for lige at få varmet publikum op, blev jeg overrasket over, hvor hurtigt det ni mand tunge orkester var nået op på 100%s kapacitet. I venstre side stod en gut og forsøgte at file en violin i stykker, imens en anden løb frem og tilbage på scenen med en stortromme på maven, som et enmands tamburkorps på fast-forward.

Gogol Bordello spiller balkaninspireret “gypsy punk”, og selvom jeg ikke tror, at det er en genre, som mange på den store festivalplads var bekendt med i forvejen, så tog det ikke lang tid, før de var med. Selv cirka hundrede meter fra scenen, hvor jeg stod, brød publikum ud i spontane jubelråb, mens de svingede gummistøvlerne rundt i støvet og lod fadøl være fadøl. Efter ti minutter kom en hundrede mennesker lang “boogie-woogie-kæde" stormende forbi mig.

Det er, som om bandet med det russisk klingende navn ræsonnerer med noget helt fundamentalt i mennesket. Musikken er på én gang funderet på folkemelodiske temaer og pumpet med punktrommer og obskure tekster, som man nemt kan synge med på. Og så spiller de på alle tangenter på en gang.

Når jeg siger, at oplevelsen var bizar for mig dengang, var det nok hovedsagligt, fordi musikken ikke var en genre, jeg var vant til, og derfor blev jeg forbløffet over, hvordan den ramte folkemængden omkring mig. Den insisterende, larmende og svulmende musik strømmede ned fra scenekanten og greb Dyrskuepladsen i en kollektiv ekstase. Jeg tør godt garantere folkefest på Posten torsdag aften.

Link til begivenhed

Skrevet af Jens Krog

Odense er for mig, ligesom mange andre byer, hvad man gør den til. Hvis man kun lever i sin lejlighed og på sit arbejde, så forbliver byen blot cykelturen imellem de to,...




This Is Odense