Tour de force: En himmelfartsdag i helvede Eventyrløb og Pale Ale Festival


Tour de force: En himmelfartsdag i helvede
Festival | Torsdag d. 10. maj. 2018 | Højstrupvej 5, 5200 Odense V | Pris: 210 Kr. | Køb billet her | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Jens Krog

Sted: Odense Idrætshal
Arrangør: Dig selv

De følgende ord er en kombinationsanbefaling af to forskellige begivenheder, som tilsammen udgør en heldagsudflugt. Du kan vælge at deltage i en vilkårlig delmængde, men helhedsindtrykket er klart at foretrække. Især hvis du også kan holde fri fredag.

I Odense giver Kristi Himmelfartsdag år efter år mulighed for en hel speciel oplevelse, fordi både Eventyrløb og Pale Ale Festival placeres her i mistænkelig god timing. Der er ikke mange, som deltager i begge dele, men det er en skam. Hermed følger en guide til at få dig sikkert igennem dagen.

Eventyrløb

Helligdagen starter med en frisk cykeltur til Bolbro i dit løbetøj, hvor du efter nogen tids forvirret søgen efter bekendte medløbere og bagagemagasinering trækker op til startområdet. Her stiller du dig ind i horden på cirka 5000 løbere til 10 km-ruten (rutelængde er ikke til diskussion). Hvis du er i god tid, er der nu mulighed for at deltage i fællesopvarmning, instrueret af friske unge mennesker på danseplateauer langs startstrækningen, og efter 20-30 sprællemænd er din krop klar til dagens første kraftudladning.

Inden starten går, indtager borgmesteren talerstolen og fortæller dig, hvor dejligt det er, at du er kommet i dag og giver dig det mentale overskud, du skal bruge for at kompensere for din udeblevne løbetræning. Så trækker han en pistol med ægte krudt og sender dig spurtende af sted forbi Richard Møller-Nielsen-mindesmærket foran stadion.

Det er først på de smalle stier langs Åløkkeskoven, at de første svaghedstegn begynder at vise sig; en stikken i siden og tung vejrtrækning. Heldigvis er der stærk opbakning fra mange fremmødte tilskuere og frivillige, som sørger for at holde dig på ruten. Moralen får endnu et boost, idet du løber ned ad bakken til den smukke ådal omkring Stavis Å.

Lige efter, du er løbet under Rismarksvej, kommer dagens første straf: en hundrede meter lang skovbakke med i hvert fald 20 procents stigning er lige ved at tage modet fra dig, men du glædes over, at du overhaler et par stykker, som nærmest er gået helt i stå. Desuden fortsætter de smukke grønne landskaber, og stien er smal og grusbelagt og smyger sig langs åen videre frem.

Efter omkring 7 km er der en vandpost. Du drikker ikke. Det kan ikke betale sig så tæt ved målet. Cirka to hundrede meter senere ophører grusstien, og du skal på asfalt i solen. Og du fortryder. Nu viser Eventyrløbet sit sande ansigt: de sidste to og en halv kilometer tilbringes på en nedlagt togbane, som altså er snorlige, asfaltbelagt og skyggefrarøvet. Det er helvede på jord. Det er også her, de tolvårige piger begynder at overhale dig.

På de sidste 100 meter inden målstregen sker der noget magisk. Kombinationen af igen at have græs under fødderne samt viden om, at du faktisk kommer til at gennemgøre, sender strømninger af energi igennem din krop; du spurter. Alt blod forlader dit hoved (det ved du, fordi de tager målfotos), og dine ben kaster dig frem igennem målporten, hvorpå du kollapser i græsset.

På vej op til teltområdet griber du en juice, fordi du er ansvarlig, og du ved, hvad der venter. I teltområdet vanker der fadøl og grillmad i solen. Du udøver mådehold, fordi dagen først lige er begyndt, og efter en times restituering og solskoldning, cykler du mod centrum til anden etape.

Pale Ale Festival

I Odense smukkeste stræde sidder der allerede ølentusiaster i hobetal. Hver har deres eget højstilkede ølglas og en lille pose med øl-jetoner. I de små telte foran C4 er der livemusik, der grilles, og der skænkes øl fra hundrede forskellige fade.

Denne festival er et mekka for det folkeslag, som har erklæret sin tro til den humlerige læskedrik. Udover at udvalget er enormt, er der flere typer øl, som er produceret præcis med festivalen i mente og altså ikke kan opleves andre steder. Balancen mellem eventyrlyst og mådehold er derfor uhyre vigtig ved de lange borde i Vintapperstræde.

Pale Ale Festival er den perfekte belønning efter din atletiske præstation, og du finder dig hurtigt til rette i solen og nyder frugten af dine anstrengelser. Herinde er folkefesten anderledes nørdet, men ikke mindre dejlig. Dit startnummer trækker opmærksomhed fra de andre gæster, og din sportspræstation imponerer. For hver gang, du nævner din sluttid, ryger der et par sekunder af. Livet er godt.

 

Link til begivenhed

Skrevet af Jens Krog

Odense er for mig, ligesom mange andre byer, hvad man gør den til. Hvis man kun lever i sin lejlighed og på sit arbejde, så forbliver byen blot cykelturen imellem de to,...




This Is Odense