Tilbage her har jeg huset for mig selv En verden helt for sig selv. Lasse Aagaard solo tager os med ind i sit eget og Den Fjerde Vægs tekstunivers


Tilbage her har jeg huset for mig selv
Koncert | Fredag d. 21. aug. 2020 | Farvergården 7, Odense C | Pris: 0 Kr. | Køb billet her | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Anders Skovgaard

Sted: Kulturmaskinen
Arrangør: Kulturmaskinen & Spoken Word Festival

Hver bog er som en uopdaget verdensdel i sig selv. Hvide pletter på menneskets landkort. En tæt jungle, en løs isflage, et stejlt bjerg, en dyb grotte. For slet ikke at tale om det store åbne hav. Nogle skriger på at blive set, enkelte kender man helt uden at have været der, mens andre blot vil opdages af de rigtige. Sådan kunne man også sagtens beskrive og opdele meget musik. Den Fjerde Væg er lidt et band, der opdages af de rigtige, selvom deres musikalske univers egentlig er ret intuitivt, og noget de fleste nok ville kunne lide, hvis de hørte det. Det er heller ikke fordi de er hemmelige, men det er som om, at deres musik kræver at blive opdaget og ikke blot noget man støder på, og det er derfor lidt ekslusivt for dem, der leder ukendte steder. Måske. Jeg ved det ikke, men ellers kan jeg simpelthen ikke forklare hvorfor Den Fjerde Væg ikke allerede er blevet gjort til national sangskat.

"For dine tårer vil blive til støv / Og glitre mens de flyver bort / Og vores fødder vil lette / På flyvende tæpper af lyn / Luk nu dine øjne i / Jeg kalder når vi kommer frem / Et sted derude i natten / Begynder den dag vi skal nå” (Glittertårer)

Det er svært lige at pinpointe hvad deres musik er, men helt grundlæggende er det dansksproget popmusik, men så er det alligevel ret fattigt sagt. Det er poesi i et spændingsfelt mellem Tom Kristensen og Tove Ditlevsen. Måske. Men det er også simplistisk moderne (Evig morgen, Favne); tydeligt eksistentialistisk (Kom til dine sanser); som små fortællinger (Børn og fulde folk) og samfundskritik (Ny kynisme), dog uden at være dogmatisk eller protest. Det er som stille revolutioner der lugter af rim, omvendte ordstillinger og mættet billedsprog. Det kan lyde som sommervinde, et vinterhi eller gøre os som at blive forladt.

Musikken er landskaber, der er under konstant forandring. Der er simpelthen så meget dynamik og fremdrift i deres numre, at de ikke kan holdes stille. Collager, stemninger og alligevel med ret klare melodier. Der er ingen tvivl om at det er pop, men det er i fjerde potens eller uendeligt. Ja, måske uendelig pop, på den mest komplicerede og fantastiske måde. Talk Talk kunne godt være en reference, hvis man hørte dem på Spotify eller YouTube. Deres seneste skive “Jamais Vu” er måske det mest eksperimenterende, men på utrolig spændende og dragende facon, hvor hvert lyt afslører bevægelser og lag på lag i musikken. De bruger hele arsenalet, men det har den pris, at den nok ikke har det direkte hitpotentiale, som deres tidligere plader havde.

"Dage flyder sammen, når flere og flere / Jeg venter på at se dem eksplodere / Men selvom det aldrig sker så / Så venter jeg alligevel / Alle mine venner får nye vinger / Nye kald fra oven, nye klokker der ringer / Men selvom de aldrig letter / Så lander de det samme sted / De er en del af det samme” (Favne)

De har udgivet fire plader, som verden kender til, og én gammel og lidt hemmelig. De tre faste konstanter igennem det hele har været Lasse Aagaard (som er ham vi skal møde her til Spoken Word), Rune Risager og Andreas Lassithiotakis. Alle værkerne er intet mindre end geniale og alligevel ret forskellige. Ja det er store ord, men jeg har en overbevisning om, at historien vil tale min sag. Jeg kunne fremhæve det meste, men især deres tredje “Jeg giver slip hvis du giver slip” er noget af det mest foruroligende, dybe og befriende jeg har hørt. Måske deres mest oversete, men den kræver også noget af lytteren. Prøv f.eks at tjekke “Børn og fulde folk” ud. Det er historiefortælling på højt plan og decideret gåsehudsfremkaldende i sin gru og som nat i den mørkeste skov: “ Engang var hver en stue noget specielt / Et hjem for de levende få / Nu er det spøgelser, der huserer hvert et rum / Og ingen at få øje på / Tilbage her har jeg huset for mig selv”

Bagefter kommer “Kom og forlad mig”, der melankolsk kold og lettere kynisk siger: "Så kom, forlad mig / Jeg venter lige her / Kom, forlad mig / Jeg tager alt, du giver mig”, mens musikken nærmest er en stor dansefest af forløsning. Jeg kunne vitterlig blive ved, men det er langt bedre at høre dem selv, ikke mindst live, når de igen kan komme ud. Eller tage til Spoken Word-arrangementet med Lasse Aagaard på fredag! 

Og for dem der kender dem godt, måske ved det hele, så kan I tjekke deres “hemmelige” første plade ud, hvor det udover de tre førnævnte var My Lambertsen (bl.a. SLØR Visual Performance) der sang; Adi Zukanović (bl.a. Oh Land, Bisse og Nikolaj Nørlund) på keys og Esben Svane (bl.a. A Friend in London) på trommer: https://www.youtube.com/watch?v=jcqztZTaPwU Og som bonusinfo, så er det den efterhånden anderkendte kunstner, Johanne Rude Lindegaards maleri, der er cover på pladen.

Link til begivenhed

Skrevet af Anders Skovgaard

For mig er Odense et forsøg. En åben by, hvor jeg kan skabe mig selv ind i. En mulighed for at gøre noget tingene på en anden måde. Eller det er det hvert fald blevet. Personlig tiltrækkes jeg af f...




This Is Odense