Det der var En hyldest til huller i træ


Det der var
Andet | Fredag d. 4. dec. 2020 | Søndergade 26, 5000 Odense C | Pris: 0 Kr. | Skrevet af: Anna Skau Tolstrup

Sted: M100
Arrangør: M100

På fredag åbner M100 op for en helt særlig udstilling, der handler om det, der ikke er der. En hul-hyldest formet i træ. Hvordan i alverden kan man det? Jo, det kan man med vaskeægte snedkerpoesi. Asako Shiroki bygger nemlig møbler med mangler – med vilje. Asako ønsker nemlig, at vi skal se det, der ikke kan ses. Det ganske usynlige, der bor lige der, hvor forhenværende nu kun har efterladt sig et aftryk, en form for spor. For sådan er det med alt værende – selv når det ikke er her mere, så efterlader det sig noget. Om det viser sig i knuste hjerter i hobetal, et trebenet bord, den manglende side i en krimislasker på lige præcis det mest spændende sted.

Min egen interesse i mellemrummet, i hullerne, bor i litteraturen – eller nærmere: de spændinger som forfattere kan skabe ved at inkoorporere et ekstra mellemrum, en plads, en pause, helt med vilje. Ellipsen er det vildeste værktøj til pauseskabning og understregning af skræmmende dybe pointer. Tænk bare, tre små prikker, der pauser hele din læsning, bliver af Jorge Luis Borges (se eksempelvis Brodie's Report) til sønderlemmende kritik af den hvide mands totalitære tilgang til verdenshistorien. En pause på tre punktummer bliver til en allegori for hybridens fragmenterede tilværelse i Salman Rushdies Midnight's Children. Hele verden i en lille bitte pause. Jeg er så vild med pausen, det abrubte (tænk også Emily Dickinson, Naja Marie Aidt med Carls bog), at jeg overvejede at skrive mit speciale om hullet i litteraturen og kalde det hele for   (altså, ja, ingenting).

Hullets veje er uransalige veje, og derfor skynder vi os som oftest at erstatte hullet med noget andet. Men måske vi skulle lade være? Og bare vandre rundt på M100s sparsomme kvadratmeter mellem drømmemøbler og fundere det bedste vi har lært. Reflektere, projektere og lade manglende bordben blive til abstrakte fabeldyr, dem, vi savner og hylde hullet ved helt bevist at lade os falde ned i et kaninhul på bedste Alice i Eventyrlandsk vis.

Link til begivenhed

Skrevet af Anna Skau Tolstrup




This Is Odense