Vores manifest

"Sker der noget i Odense? Gu gør der så." - Med dette mantra og missionen om at håndplukke og anbefale de fem bedste begivenheder hver uge, opstod This Is Odense i august 2013.

I dag høres det spørgsmål sjældent.
Der sker nærmest så meget, at vi odenseanere helt glemmer at spørge. This Is Odense vil skære igennem støjen og sparke nyt liv i debatten.

Byen buldrer fremad,
men hvad er destinationen?

This Is Odense er din insiderguide til Odenses bedste steder og oplevelser.

Vi er den kærlige anbefaling. Et lille skub eller en velment lussing. Et drag over nakken eller et kys på munden.

Vi er et uafhængigt kollektiv af 17 odenseanere. Alle har vi noget på hjerte og vil gøre en forskel for vores by.

Der er lige så mange holdninger til byens liv og udvikling, som der er mennesker i Odense.
This Is Odense er vores Odense.
Et åbenmundet og godhjertet sted, hvor kulturkritikken trives og bydebatten lever.
Her samler vi trådene og stiller spørgsmålet:
Hvordan bliver vi endnu bedre?

Vores mission er at forbedre kultur- og bylivet i Odense - og ikke mindst hvordan odenseanerne tager del i det.

Flere skal turde kvaliteten og tro på, at kultur ikke bare er noget, man har, men også noget man skaber.

Forandringen skal først og fremmest ske i hovederne og maverne på folk - så skal fødderne nok følge med.
Det er vores overbevisning og vores ambition.

Det er vores opgave at vække interesse for det bedste, åbne horisonter for de søgende og dele vores begejstring med dem, der endnu ikke er overbevist.

Vi vil skrive med kærlighed, nysgerrighed og skarphed - om Odense, for Odense.

Det er vigtigt for os, at du kan mærke mennesket bag bogstaverne.
Vi er ikke bare overskrifter og fire hurtige anbefalinger. Vi er personlige fortællinger om en by i forvandling.

Vi vil inspirere dig til at gå nye veje og udfordre dig til at se byen med andre øjne.
Tag os i hånden med ud på opdagelse i Odense.

KONTAKT OS

Send os dit tip eller spørgsmål på: https://www.messenger.com/t/ThisIsOdense/

Besøg os på facebook: www.facebook.com/ThisIsOdense

Følg os på Twitter og Instagram

HOLDET BAG

Anders Skovgaard
Anders Skovgaard
Producent på Teater Momentum

For mig er Odense et forsøg. En åben by, hvor jeg kan skabe mig selv ind i. En mulighed for at gøre noget tingene på en anden måde. Eller det er det hvert fald blevet. Personlig tiltrækkes jeg af fejlene og manglerne. Det er inspirerende til at gøre tingene bedre - lave det hele om og skabe en ny fortælling. At lave en anderledes by, der er spirende grønnere, bæredygtigere, kulturfikseret, bilfornægtende, cykelelskende, økodyrkende, undergrundsvigtig, overskuds-agtig, mangfoldighedsflorerende, racismebekæmpende, medmenneskeansvarlig, kønsligevægtig, gennemhammerende lækker, sundhedsbalancerende og frigjort som et fersk kildevæld i spring op af dybet. Eller i det mindste skal vi gøre forsøget, nu hvor det virker til, at vi har chancen!

Hvorfor skriver du for TIO?
Jeg kan ikke lade være. Der er så meget godt at fortælle og endnu flere ting, der kan gøres bedre. Vi har et ansvar for at være opmærksomme på vores omgivelser. Nysgerrighed, inspiration og læring er tovejs og vi skal blive bedre til at dele viden og oplevelserne med hinanden. Vi skal simpelthen blive bedre til at anbefale Odense men samtidig også at være kritiske i vores beskrivelser. Vi skal ikke bare tale byen op, men også bedre! Vi skal turde at være kræsne og kritiske, så vi kan gøre byen og oplevelserne bedre for hinanden. I This Is Odense prøver vi at skelne begivenhederne fra hinanden og fremhæve ugens opture ud fra en personlig vinkel. Det er den bevægelse, der fascinerer mig mest og som jeg er glad for at være en del af.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat? Dit favoritsted i byen?
Der er mange ubemærkede skønhedspletter i Odense. Men bogantikvariatet på Klaregade skal helt klart nævnes. En bogelskers støvet oase. I samme åndedrag kan magasinet på centralbiblioteket også fremhæves. Den hemmelige etage, som kun kan tilgås via elevator. Et lækkert lille åndehul for døende bøger og glemte aviser. Og hvis man som jeg elsker og fascineres af den smalle scenekunst, så tror jeg rigtig mange stadig har til gode at opdage Teater Momentum. Det kan måske virke søgt at anbefale det, når jeg nu arbejder der, men omvendt, så kan man også sige, at jeg ved hvad jeg taler om. Generelt skal folk bare prøve at gå mere i teatret!


Anders Skovgaard, 29 år. Producent på Teater Momentum. Har boet 9 år i Odense. [Photo: Jacob Keinicke]

Læs mere
Bo Jessen
Bo Jessen
Cand. scient. pol.

Odense er et had-kærlighedsforhold. Det er byen som betyder ufatteligt meget for mig, men som jeg kun kan bo i hvis jeg lægger alle mine kræfter i at forandre den. Jeg føler et ansvar for hver halvfyldte koncert og for hver person, der flytter væk. Det er det drev, som jeg deler med mange andre i de her år, og som gør Odense til en helt særlig by på linje med Detroit, Portland, Berlin og andre postindustrielle byer, som er nødt til at forandre sig og hvor tingene går både frem og tilbage på samme tid.

Selve forandringsprocessen skaber en helt speciel energi og et rum for at påvirke byens udvikling, som man ikke har nogen andre steder. I dag kan enhver med en god ide og de rette evner påvirke Odenses udvikling helt enormt. Dét er det specielle - her gør man en forskel - her er man tvunget til at arbejde sammen med, diskutere med og overbevise mennesker, der er forskellige fra een selv. Lad os være ærlige - man tager ikke til København for at finde mennesker, der er forskellige fra een selv, men derimod for at finde mennesker, der er lige som en selv.

TIO er en mulighed for at skrive om de ting i kulturlivet og i byens liv, der særligt interesserer mig. Men endnu vigtigere er TIO et middel til at forandre Odense. På den ene side ved at fortælle om alt det gode byen kan byde på, som indtil for nylig kun sjældent blev fortalt. Når vi alle sammen fortæller om byens liv og kulturliv skaber vi større efterspørgsel efter kultur, som fører til et større udbud af kultur, som i sidste ende gør Odense til en bedre by - både for os der bor her og for alle dem, der skal flytte hertil fra andre steder. På den anden side ved at sætte særligt fokus på det, der har kvalitet.

Kvalitet behøver ikke været noget der er dyrt, eller særligt finkulturelt - det er det, der er kompromisløst og det der vil noget særligt. I al for lang tid har kulturudbydere, restauratører og mange af de odenseanske projektmagere haft en eller anden ide om, at Odenseanerne ikke efterspørger kunst, kultur, natteliv, mad og byliv af høj kvalitet. At den odenseanske mentalitet er særlig og odenseanerne har en særlig dårlig, provinsiel smag, som betyder at de ikke kan trækkes ud af stuerne til andet end dårlig mad og biograffilm. Men der eksisterer ikke nogen særlig doven odenseansk mentalitet - kun fortællingen om den. Det beviser de seneste års udvikling i byens kultur- og restaurantliv. Derfor er det vigtigt, at vi både sætter fokus på alt det der sker i Odense og samtidig hele tiden diskuterer om det nye er godt nok - om det gør Odense til en god by.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat? Dit favoritsted i byen?
Samtidig med at byen skyder i vejret og tomterne fyldes ud med mursten og mennesker, har jeg fundet en glæde ved at se byen oppe fra - fra byens tage, fra havnens siloer og fra Byens Bro. Samtidig har jeg en særlig kærlighed til bymidtens baggårde og snævre passager, som er et kendetegn, der er så specielt for Odense og som vi burde udnytte langt mere end vi gør i dag til at sætte byen i scene.


Bo Jessen, 31 år. Har boet hele sit liv i Odense, med et enkelt ophold i udlandet. [Photo: Jacob Keinicke]

Læs mere
Brian Lindskov Larsen
Brian Lindskov Larsen
Konsulent, Cand. Mag i kultur og formidling

Odense var den by jeg strandede i - mit mareridt, mit nemesis, min uriaspost- lige indtil den ikke var det mere. Odense er den by jeg har tudet, raset og lidt i nærmest suicidal i min udlængsel - fordi jeg ikke kunne forlade den, og da jeg så kunne, ville jeg ikke, så var jeg blevet helt rolig og voksen og sad i min byhave og drak hvidvin. Hvem skulle have troet det?

Jeg har lavet alt muligt i Odense. Jeg holdt ikke af byen, da jeg flyttede hertil, og besluttede mig for at forsøge at gøre noget, i stedet for bare at brokke mig – en taktik, jeg i øvrigt kan anbefale. Nu er jeg blevet for gammel og u-autentisk til at lave mærkelige lyrikoplæsninger og undergrundskoncerter, så This Is Odense er min retrætepost. Jeg havde ikke forudset da jeg startede, at det ville blive verdens cooleste retrætepost.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)?
Jeg kommer der ikke så meget mere efter jeg har fået have, men gennemgående må det være Cafébiografen. Det var der jeg boede om sommeren, dengang jeg var en ludfattig studerende/wannabe kunstner og ikke havde nogen have, det var der jeg datede og slog op med mine kærester, det var der min søn da han var lille havde en fast tradition for at vælte sine kopper med varm kakao ud over det hele, og det var der, hvor jeg engang varmede op for Søren Ulrik Thomsen med mit gamle band Termostat, og fik et nådigt, muligvis anerkendende nik, fra ham efter vores koncert.


Brian Lindskov Larsen, 44 år. Udviklingskonsulent i Ungdommens Røde Kors. Har boet i Odense i 20 år. [Photo: Jacob Keinicke]

Læs mere
Irina Antonescu
Irina Antonescu
Oversætter, Ph.D.-Studerende

Læs mere
Jakob Cæsius Krohn
Jakob Cæsius Krohn
Playboy

Ego er ikke alene fra det mørke Jylland, men har også som det sorte får brudt arvefølgen i en ældgammel præsteslægt. Med en magistergrad i Litteratur – dog også med et sidefag i Religion! – i bagagen har jeg skrevet pressemeddelelser for Musikbiblioteket og Ungdomshuset (hvor jeg også forfattede programmet til Odense Havnekulturfestival). Sideløbende har jeg undervist på Folkeuniversitetet i film og punkmusik. Endelig har jeg været redaktør på et par udgivelser på Syddansk Universitetsforlag og arbejder da også på et bogforlag.


Jeg har i årevis haft min faste gang i Odenses kulturliv, hvor man vil have set mig ikke blot i kulturens højborge: Odense Teater, Brandts, Koncerthuset, Domkirken etc., men så sandelig også til smallere arrangementer på fx Posten, Kansas, Momentum og Studiestuen. Endelig viger jeg bestemt ikke uden om den folkelige underholdning på de brune værtshuse eller deciderede undergrundsarrangementer såsom senest Under Livet. Jeg har i kulturens tjeneste mødt mange, ”der er noget ved musikken”, men jeg skylder ingen vennetjenester.

Læs mere
Jens Krog
Jens Krog
Fysiker

Odense er for mig, ligesom mange andre byer, hvad man gør den til. Hvis man kun lever i sin lejlighed og på sit arbejde, så forbliver byen blot cykelturen imellem de to, men hvis man kaster sig ud i byen og ser efter hvad der sker, så kan Odense både blive musikby, madby, teaterby, festby, eventyrby, studieby eller noget helt andet. Det kræver bare at man træder ud af døren en gang imellem og slendrer en lille tur. Centrum rummer alverdens rum, alt sammen indenfor gåafstand.

Jeg skriver for This Is Odense for at huske andre, men også mig selv, på hvor meget byen tilbyder. Det skylder vi både os selv og de hårdtarbejdende arrangører. Hvis vi tør at dukke op, så tør de at lave endnu flere satsninger og gøre byen endnu federe. Der er så mange fede oplevelser at gøre sig, hvis man kigger efter.

I dagligdagen nyder jeg de mange grønne arealer langs åen med skjulte bænke og udkigsposter, men et ord skal også falde for en butik i Kongensgades nordligste ende. Odense huser efter min mening Nordens bedste whiskybutik; Cadenheads. Hvis man vil ofre mere på spiritus end standarden i Brugsen er der mulighed for fantastiske oplevelser. På en heldig dag kan man læne sig tilbage i læderlænestolen foran det overdimensionerede egetræsbord mens ejerinden Kisser skænker en smagsprøve op fra den udsete aftapning inden man bestemmer sig.


Læs mere
Johanne Kohlmetz
Johanne Kohlmetz
Blogger

Odense er mit nye hjem og min gamle skolekammerat. Officielt, sådan med adresse, seng, sporadisk møblement og den slags er jeg først flyttet til Odense i Februar 2016. Men jeg har været i byen i mange år. Jeg er et klassisk eksempel på en provinspige der flygtede fra sin fødeby, Faaborg, allerede som 15 årig. Ikke helt gammel nok til noget som helst, men med lyst til at udforske noget nyt, tog jeg Odense i hånden og vi blev ret gode venner. 10. klasse på Odense Fagskole og 2 år på Fyns HF-kursus. Med længsel i hjertet og pendulfart i 141'eren mellem Odense og Faaborg, prøvede jeg at komme ind under huden på byen så godt jeg kunne.

For 4 år siden var jeg fuld af en naiv tro på, at Odense kunne alt det jeg håbede på. Og sådan har jeg det stadig. Jeg tror at jeg kan finde noget kærlighed i Odense. Jeg tror at jeg kan finde noget mening, måske en uddannelse i Odense. Jeg tror at jeg kan finde underholdning og varme og hygge i Odense. Jeg tror at jeg kan finde hjertesorg og livskriser i Odense. Nu er jeg her endelig, sådan helt rigtigt. Og jeg er stadig i fuld gang med at opdage byen. Selvom "Bob's" (i min vennekreds kendt som "Kim Dahls Hemmelige Klub") mest var et sted jeg som 16 årig tyede til, fordi ingen andre ville lukke os ind, er det  for mig idag stadig en grim, lille, brun perle i byen, som jeg holder af. Men der er mere i Odense, meget mere. Og jeg vil så gerne finde det, opleve det og dele det med andre.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)?
Det er ikke ligefrem en skjult skat, faktisk er det et halv-forladt industriområde. Men Odense havn, altså ikke Havnebadet, Promenadebyen og den kultiverede første halvdel af havnen, men længere ude. Bygningernes svage blå og grønne farver og deres utrolige højde og størrelse gør et eller andet ved mig. Jeg har ofte løbet derude og det er også ret fedt,  men stedet egner sig nu bedst, til at gå omkring og ryge cigaretter. Jeg har iøvrigt også en ukuelig drøm om engang, at opkøbe en af de gamle bygninger ud mod havnen flytte derind. 


Johanne Marie Kohlmetz Møller, 20 år, selvstændig blogger og youtuber (ja, det hedder det altså). Har boet i Odense siden februar 2016.

Læs mere
Katarina Le Müller
Katarina Le Müller
Cand. mag. Kultur og Formidling. Ph.d.-stipendiat ved Institut for Sprog og Kommunikation, SDU

Odense er byen jeg troede jeg skulle væk fra for at opleve noget, men som endte med at være grunden til at jeg fik alt det jeg ønskede mig. Jeg elsker at være ude i verden, og jeg elsker at komme hjem til byen igen, for det er her, jeg for alvor føler, jeg lever og gør en forskel.

Hvorfor skriver du for TIO?
I starten var det spændingen ved at starte noget op - dem der kender mig ved at jeg elsker nye projekter, og TIO var lige præcis et projekt jeg havde gået og drømt om længe, og jeg var overlykkelig for at være med til at sparke det i gang. Noget andet er, at jeg virkelig tror vi gør en forskel: jeg tror på, at den begejstring der ligger i anbefalingerne, og den energi vi lægger i at dele, kommunikere, tage billeder etc., gør en forskel for kulturlivet i Odense. Og, som en lækker bonus, så er man som TIO-skribent altid godt informeret om de uendeligt mange fede arrangementer der er i byen.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat? Dit favoritsted i byen?
Uha, det er svært. Der er så mange! Samtlige parker og åstier. Et gammelt favoritsted er universitetet - jeg elsker at være der, og er også så heldig at have min daglige gang dér. Jeg synes at Brandts 13, det gamle Fyns Kunstmuseum, fortjener at blive opdaget af lidt flere - det er en vidunderlig bygning, og den er fyldt med spændende moderne kunst. Et nyt favoritsted er Byens Bro. Jeg er for nylig flyttet hen i nærheden af havnen, og ud over at den bro gør det uendelig meget lettere at komme fra havnen og ind til centrum, så er det en fornøjelse at stoppe på toppen og nyde udsigten over et Odense i forandring.


Katarina Le Müller, 31 år. Ph.D.-stipendiat ved Institut for Sprog og Kommunikation. Har boet ca. 31 år i Odense. [Photo: Jacob Keinicke]

Læs mere
Kristian Bang Hansen
Kristian Bang Hansen
Moderator og grafiker i This Is Odense

Odenseaner. Altså den type der - som de øvrige 75 % - vokser op i forstaden, bliver betaget af byen, romantiserer over dens historie, nedtrykkes af dens forfald, men begejstres af dens store potentiale. Nu uundgåeligt bosat i centrum. Og der bliver det ikke nemt at flytte mig fra.

Far. Musiker og amatørmaler. Forhenværende bassist i Avalyn. Medstifter af NØGLEFORUM. Kandidat i Statskundskab fra SDU. Kulturkonsulent.


Jeg er mest interesseret i at finde det anderledes, det skæve, det geniale, det unikke og det der virkelig vil noget. Jeg vil fanges, betages og opsluges af det. Genrer kan være ligegyldige, når kvaliteten og opfindsomheden sætter dagsordenen.

Læs mere
Mikkel West
Mikkel West
Designer

Odense afficionado since 1983. I am a passionate about everything aestetics and devoted to exploring the boundaries between different creative crafts, as well as fusing digital and analogue aestetics. From 2006 - 2014 i developed Phono festival into a leading danish music festival, while studying art history and design in Kolding. 


Musik, design, plastik, vin, Twin Peaks, Batman, Kraftwerk, techno.

 

Læs mere
Mira Erik
Mira Erik
Cand.scient.pol

Odense er det sted, jeg bor. Og derfor er det det sted, jeg lever. Og elsker og synger og cykler og spiser. Det er her mine mennesker er og her mine fester er. Det er her min vrede er for det er her mit engagement er. Det er her jeg forsøger at blive et voksent menneske og konstant falder i som et barnligt menneske.

Jeg skriver for TIO, fordi hjemmets fire vægge er for lidt. Der er kræfter derude, der er længsler og musik, der er noget at opdage og jeg exer over at folk render rundt og udtrykker sig som vilde galninge, udtryk, udtryk, udtryk - og de kan blive til mine indtryk, indtryk, indtryk. Det er mit sug. Mit drab på døsig dagligdag.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat? Dit favoritsted i byen?
Skt. Jørgens Parken for frihed, Teater Momentums bar for lir, Stryget for lyden af vand, tidløshed, og et dybt, rødt, enligt sæde til en eftermiddagsforestilling på Cafébiografen. For pjæk.


Mira Erik, 38 år. Cand.Scient.Pol fra Institut for Statskundskab og PR-ansvarlig på Teater Momentum. Har boet 14 år i Odense. [Photo: Jacob Keinicke]

Læs mere
My
My
Kommunikationsansvarlig for Kulturmaskinen

Jeg pilede, så snart jeg kunne. Løb til hovedstaden efter gymnasiet. Og trak den osende Københavnerluft i 12 år, inden jeg vendte hjem. Onde boligpriser skubbede - nære relationer og en ny positiv fortælling om Odense trak. 
Indlysende var det pludselig, at man ændrer ting til det bedre ved at give et nap med. Ikke ved at råbe fuck og skride.

Jeg skriver for TIO for at føje til fortællingen ud fra en klippefast tro på, at ord skaber betydning. Fordi det helt egoistisk hjælper mig til at se alt det gode, som findes. Alle potentialerne. Alt, der folder sig ud. Det er mit værn mod den negative sensationshungrende landsby-tænkning, som også findes. Odense kan godt. Odense gør allerede.

 


Læs mere
Pil Lindgreen
Pil Lindgreen
Oversætter, cand. mag. i litteraturvidenskab

Jeg er født her, og kan ikke skille byen fra mig selv. Jeg har været igennem alle faser af had, kærlighed og ligegyldighed. Som teenager gik jeg talløse, rastløse ture, som altid syntes at ende på den samme strækning af Albanigade (lige der ved buskadset overfor Frimurerlogen), og mine venner og jeg sagde til hinanden aften efter aften: Nu står vi her igen!? Men det var også en måde at kende byen på – kende alle stenene i fortovet. I dag føles byen min på en ny måde, efter at jeg er begyndt at tage del i den sammen med andre. Det er ikke, fordi jeg tror, at der ikke foregik noget i Odense dengang, jeg vidste det bare ikke, eller vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen for at finde det - eller det var ikke gået op for mig, at man selv kunne få tingene til at ske.

I virkeligheden er min impuls at holde alt det gode for mig selv. Hver gang jeg finder et rart sted eller et arrangement, jeg holder af, er det sidste, jeg tænker på at sprede rygtet. Det er mit! En af de andre skribenter ved This Is Odense anbefalede engang Musikkonservatoriets elevkoncerter på Islandsgade; de er gratis og det bedste sted i byen at høre kammermusik. Og jeg tænkte, - Åh nej, nu er det ikke længere bare mig og ham, der altid har en Brugsenpose fuld af kiks med, der kender den her vidunderlige hemmelighed. Men det er jo dumt. Så at skrive for TIO er blandt andet et forsøg på at modarbejde den egoisme. Med mine anbefalinger øver jeg mig også i at blive klar over, hvad jeg selv holder af ved byen og hvorfor. Ens hjemby er nok en slags pinligt familiemedlem, som man skal have andres påskønnende eller skeptiske øjne på, før man husker at man elsker dens særheder. Eller også skal den forandre sig, som Odense gør lige nu, før kan mærke hvilke ting, man gerne vil bevare og hvilke ting, man har tørstet efter.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)?
De er ikke spor skjulte, men jeg holder rigtig meget af de steder, man færdes uanset, og ikke gør til genstand for et særskilt besøg: å-stien, fortovene, cykelstien langs kanalen ud til fjorden, banestierne. Det gælder også alle broerne: Kastanjebroen, Strygets bro, den nye fodgængerbro over banen, Frederiksbroen, broen ved Klaregade, og under Albanibroen, hvor der altid er koldt og lugter af tis. Bænken under guldregnen på hjørnet af Filosofgangen og Klaregade. Trappen ned til Eventyrhaven oppe fra Kronprinsensgade… den gør mig glad. Og banegården!


Pil Lindgreen, oversætter, 31 år, og har boet de fleste af dem i Odense. [Photo: Jacob Keinicke]

Læs mere
Terkel Skibby Larsen
Terkel Skibby Larsen
Webudvikler

Læs mere
This Is Odense
This Is Odense
Skribentkollektivet

Læs mere om This Is Odense


Læs mere
Anna Skau Tolstrup
Anna Skau Tolstrup

Læs mere
Kasper Herschend
Kasper Herschend
Fribytter

Jeg flyttede til byen fra det... Hvad?

- Det provinsielle Vestsjælland. For omtrent 6 år siden. Egentlig ikke fordi Odense virkede særligt tiltalende. Snarere fordi byen bare var en by lige som alle de andre. Ikke en by der havde travlt med at gøre mere ud af sig selv end hvad godt var, og ikke en by der den gang fyldte noget som helst i min bevidsthed. 

Det gør den nu.

For nu har jeg levet mig ind i mine muligheder her. Det tog sin tid og flere muligheder skal leves i fremtiden, men for nu er jeg begejstret.

For nu er jeg her og opdager hver gang jeg går uden for min dør, hvordan byen gør mig noget.


Det er ydmygheden der tiltaler mig, og arrogancen der skræmmer mig. Det er ikke fordi, tiltroen gør mig noget og for så vidt heller ikke fordi store armbevægelser partout er afskrækkende, men jeg tror på at det hele kan blive lidt bedre, hvis vi viser hinanden, hvad vi mangler.

Læs mere
Francois Picard
Francois Picard
Oversætter & Geek

Francois fra Frankrig. I 2014 flyttede jeg i Odense for at arbejde og opleve den gode by siden. I 2018 blev jeg en del af This Is Odense, som oversætter, med henblik på at få alle til at opleve Odense på den bedste måde.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)? 
Jeg elsker at gå i byens centrum og prøve at opdage de små stræder og de gamle huse, som f. eks. i Filosofgangen og i Filosofhaven. Det smukke kvarter mellem Ansgars kirke og Føtex er også en dejlig oplevelse. I en gåtur glæder jeg mig også til at stoppe i kafféer, som i Nelle's eller i den nye Organic Club i Brandt's passage. 

 


Nyder intime restauranter, og vild med vand aktiviteter. Og selvfølgelig Odense!

Læs mere
Mie Leonora Heiberg
Mie Leonora Heiberg
Journalist på TV 2

Jeg er vokset med Odense.

Da jeg var gymnasieelev og boede på en stråtækt gård udenfor den lille sydfynske by Ulbølle, var Odense lig med fester, tøjbutikker og et enkelt teaterstykke i ny og næ. Mere skulle der ikke til for at gøre mig tilfreds.

Senere blev Odense min studieby, hvor jeg første gang oplevede at være kvinde i eget hus. Byen kom til at betyde frihed, farver og masser af muligheder for mig.

Gennem de seneste otte år er det blevet til flere til og fra-flytninger. Og hver gang jeg er vendt tilbage til Odense, er vi begge vokset. Har fået mere erfaring og større krav til kulturen.

Nu bor jeg inde midt i byen, og der sker så meget, at jeg næsten ikke kan følge med. Samtidig er Odense ikke så stor, at man forsvinder i en menneskemængde og bliver helt anonym. Det kan en landsbytosse som jeg virkelig godt lide.

Odense er i mange år blevet opfattet som en forvokset provinsby. Men som nye restauranter, udstillinger, finurlige butikker og kulturkroge spirer frem, og jo mere jeg selv har fået øjnene op for de eksisterende skjulte skatte, er det tydeligt, at Odense så meget mere end det.

Det vil jeg gøre alt for at formidle til andre. For Odense er der, hvor jeg føler mig hjemme.

 

 


Læs mere
Rasmus Møller Madsen
Rasmus Møller Madsen

Opvokset i jysk skovidyl, selvforsynerdrømme, kærlighed, geder og koloenorme køkkenhaver. Senere forsigtigt trådt ind i civilisationen, oplevet komplekse sociale sammenhæng, døgnnetto, og sodavand uden at nogen har fødselsdag.

Nu bosat i Odense på 4. år. Der sker meget i Odense. Koncerter, foredrag, fester, happenings, events, dejlige mennesker, bøger jeg gerne vil læse, bands jeg gerne vil starte; det er skruen uden ende, hvis man bare siger ja og ja og ja. Så jeg prøver at planlægge så lidt som muligt. ‘No-Planning-2018’. Det er til lettere frustration for nogle, og er heller ikke det bedste tiltag for dig som går op i at have en, efter vestlige standarder, fornuftig og sikker fremtid - det vil jeg gerne, sådan helt, være én som ikke vil.

Jeg har tilsluttet mig This Is Odense, for at bidrage til kampen mod den oplevelse som de sociale medier er i øjeblikket. TIO gør det på den rigtige måde, og det vil jeg gerne være en del af. Reele, autonome, lokale menneskeholdninger til livet, der hvor man bor. Jeg er selv en inavlet SoMe-millennial på mange flere punkter end jeg selv aner, men jeg ønsker inderligt at bryde båndet, og jeg er sikker på, at mange af vores følgere deler den følelse.


Læs mere
Malte Joe Frid-Nielsen
Malte Joe Frid-Nielsen
skuespiller

Læs mere
Semi Seven Brylle
Semi Seven Brylle
Art Director på Teater Momentum

Læs mere


This Is Odense