Den midlertidige kultur og tabet af de krøllede rum

Den midlertidige kultur og tabet af de krøllede rum
Meninger | Skrevet af: Anders Skovgaard | 25. maj 2017

MIDLERTIDIGE STEDER SKABER MIDLERTIDIG KULTUR AF OG FOR MIDLERTIDIGE MENNESKER I EN MIDLERTIDIG STORBY

På trods af at have arrangeret kulturarrangementer siden jeg var 17 og have en helvedes masse begivenheder i benene, så er der stadig en masse, man ikke kan forudsige eller gøre til en rutine. Det er jeg egentlig ret glad for, men noget, der efterhånden står soleklart, er stedets eller rummets vigtighed for at få det bedste ud af kunstnere og gæster.

Rummet kan faktisk være altafgørende for den type kultur, man ønsker at dyrke. Der findes ikke scener, der kan rumme alle slags begivenheder eller arrangementer, der kan fungere alle steder. Så for at få størst mulig kulturel diversitet i en by kræver det varietet af scenerne, hvor det kan ske. Det synes ikke at være raketvidenskab, men hvis det ikke er udtalt blandt byplanlæggere og embedsfolk, så bliver det desværre ofte overset i jagten på den effektive by. Sådan er det også i Odense.

For Odense mangler kulturrum. Ikke generelt, men helt specifikke slags. Ikke flere hvidmalede kontorrum, multisale, glasfacader eller midlertidige butikslokaler, men smudsige kælderrum, gamle fabrikshaller, nedlagte slagterbutikker – undergrundens katedraler, der er i harmoni med de kunstnere og den kultur, der ikke findes i en planstrategi eller i en pamflet over kulturpolitiske fokuspunkter. Altså kunstnere, der ikke planlægger deres kunst, musik eller forestilling efter, hvad der giver mest vækst, men ud fra en brændende nødvendighed. Både den kuraterede undergrund, der som planter i et væksthus kræver lys, ro og rummelighed for overhovedet at slå rod, og den højtråbende urgrund, den selvforanstaltende vi-gør-først-og-tænker-bagefter, der er ventilen i enhver forstokket samtale.

"vi mister ildsjælene, når rammerne ikke er der"

For selvom de måske findes i byen, så er det hele tiden på lånt tid eller med midlertidige løsninger. Odenses kulturpolitik og sceneforståelse er nemlig blevet fyldt med midlertidige planer i disse tider. Altså en hovsa-kultur, hvor kunstnere skal springe mellem steder og tomme butikslokaler uden at kunne slå rod og tage ejerskab for den lokale forankring. Ikke underligt skaber det også en skrid-tendens, der vanskeliggør kunstnernes publikumsrelation samt skubber ildsjæle og krøllede hjerner væk, da de ikke kan skabe et hjemsted for deres kunstneriske udfoldelser. Midlertidige steder skaber midlertidig kultur af og for midlertidige mennesker. Når vi mister de sikre vægge, så mister vi også den kultur, der tager lang tid at udfolde. 

Jeg har været med til at arrangere utallige arrangementer på Momentum de seneste otte år og får uhyggeligt ofte henvendelser fra bands, teatergrupper og filmfolk, der søger en åben scene, der kan hjælpe dem med deres arrangementer. Og selvom vi ofte gør, hvad vi kan, så har Teater Momentum selvfølgelig altid netop teatret som vores førsteprioritet. Men vi ved, hvor svært det er at finde en åben scene eller en black box i byen, der enten vil lege med på ideerne eller bare åbne huset for en aften med fuld skrald i hyggelige rammer. Det kræver selvfølgelig en ekstra indsats i hele huset, når det nu ikke er vores primære formål, og vi laver rigeligt med teateraktiviteter, men mere skal der heller ikke til end en åben attitude og frie rum.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der stadig begræder tabet af Badstuen, der sikrede en levende undergrund, værksteder til udfoldelse og husede de krøllede hjerner, der ikke havde andre steder. Det samme kan siges om det gamle studenterhus på Klosterbakken, der trods sine smadrede rammer (eller måske derfor) rummede arrangementer, der ikke kunne være andre steder i byen.

Vi kan også nævne Skibssmeden på havnen, baggårdsøveren Das House i Nørregade, spillestedet Bobz og selvfølgelig også det gamle, flotte bygningskompleks Odense Offentlige Slagtehuse. Senest har vi også sagt farvel til Sukkerkogeriet, der trods sine helt ideelle rammer for en bred vifte af kulturtyper forsvinder til boliger, trods store beklagelser fra kulturen, der godt kan se det tragiske i tabet.

Skibssmeden

Odense Offentlige Slagtehuse

Sukkerkogeriet

Det er trist og kan få store konsekvenser for den alternative kultur, som (ikke) er i byen. For stederne betyder noget for arrangementerne. Det er min klare erfaring gennem årene. Der er også steder, der holder fanen højt og giver rummene fri til dem, der har drømmene. Vi har bl.a. set Røde Himmel vokse frem på Ungdomshuset og blevet en vigtig aktør for den ungdommelige musikscene i Odense. Men det ses også, at de mangler rummene for næste skridt, og så er det, at vi mister ildsjælene, når rammerne ikke er der. Studie Stuen gør også deres for at være åbne for nye tiltag, men er jo ikke større end som så.

Så er der Studenterhuset, men de kæmper vist en gevaldig kamp om retten til stemningen i deres egne rum og synes splittet i at være et optimalt studiested og spillested, selvom de gør hvad de kan. Der virker ikke til at være nemme løsninger, men det betyder også, at det holdes lige lovligt kommunalt i sine rammer.

Så er der Kulturmaskinen, der egentlig var den store erstatning for Badstuen, men den er ikke rigtig kommet op på det niveau, hverken i stemning eller som et alternativt kultursted, desværre. Og med deres senest udlicitering af bar/cafe er deres største våben for at vende situationen ude af kampen. Måske sker der en helt ny udvikling med deres nye leder, men så skal der gøres en ordentlig indsats på både indretning, kommunikation og eventhåndtering.

"det, der mangler, er råderum til at dyrke det alternative og frie"

Senest har vi fået ODEON, hvor både skuespillerskolen, konservatoriet, Odense Teater og turnerende arrangementer skal huses. Det er stort, men hverken hyggeligt eller alternativt i forhold til indhold, og deres "Byens Scene", der udstillende og upraktisk står henkastet midt i foyeren, som en uvelkommen stueplante, og hverken virker placeret for kunstens eller publikums skyld, men mest blot, fordi det sikkert har virket som en ”sjov idé”. Resten er bare glas, glans og dårlig smag, som sikkert passer fint til konferencer, Linie 3 og City Singler. Mere får vi nok ikke ud af det.

Byens Scene, ODEON

Heldigvis er der også kommet nye steder til, som f.eks. FAF-bygningen (Dynamo, som stedet hedder nu), hvor der har været Phono Festival og som er kreativt hjemsted for Ny Cirkus-gruppen TinCan Company, eller Storms Pakhus, der nu omdannes til et spændende madmekka for streetfood a la Papirøen i København. 

FAF-bygningen (Dynamo)

Storms Pakhus

Derudover gør bl.a. Kunsthal Ulys samt den kollektive arrangørgruppe Kulturklyngen og Coworking et stort arbejde for, at Siloøen på havnen kan blive en ny spændende kulturscene og et innovativt værested for byens kreative. Netop et sted, hvor frie udstillinger, garagebands og upcoming teatergrupper kan slå deres folder, hvis blot rummene stilles frit for dem, der tør tage fat. For det er helt konkret det, der mangler – råderum til at dyrke det alternative og frie.

Dynamo

Kunsthal Ulys [Transformationer, 2017]

Desværre, og det er hele pointen, er mange af disse steder midlertidige eller helt ryddet, som om kultur blot er tidfordriv, indtil de rigtige foretagender ankommer med boliger og kontorer. F.eks. er TinCan kun på en midlertidig ordning. Det samme med det ret spændende Contained Art lige ved siden af, og på nuværende tidspunkt virker det ikke til, at Siloøen fredes mere, end at det hele kan ryddes igen ret hurtigt. Det er en skam og kan ende med, at de aktive aktører aldrig får en ærlig chance for at skabe noget holdbart, når rummene forsvinder og dem, der er, ikke er mere fleksible i forhold til de alternative begivenheder, der ikke er direkte kassesucceser eller kræver længere tids etablering.

Siloøen

Hvis de skæve steder, krøllede rum og frie scener forsvinder, så gør den skæve, krøllede og frie kunst ditto, og vi står tilbage med en kultur, der præcist passer til de hvide vægge og store glasfacader og hvis eneste kvalitet er, at den er midlertidig.

Vi skal i stedet være modige nok til at give stederne fri til, at borgere og brugere selv kan definere rammerne for deres aktiviteter. Det ville ikke kræve meget mere end plads. Ingen ekstra bevillinger, bare et vedvarende rummeligt sted og måske hjælp til at oprette et brugerpanel, der kan starte det op. Resten skal de opfindsomme odenseanere nok selv klare, hvis blot rammerne er tilpas vide. Se f.eks. på Frederiksøen i Svendborg, Polymeren i Årslev og ikke mindst Falsetten i Faaborg, hvor jeg selv har været aktiv i nogle år. Totalt brugerstyret, flad struktur og folkelig opbakning uden yderligere kommunal indgriben, men blot med plads til at være uforstyrret længe nok. Hvis Faaborg og Svendborg kan, så kan Odense vel også.

Giv rummene fri!



Til forsiden


This Is Odense