Mens vi venter på kulturrevolutionen

Mens vi venter på kulturrevolutionen
Longread | Skrevet af: Anders Skovgaard | 28. juli 2017

Et kig på den kommende kultursæson og fem bud på, hvad vi skal glæde os til.

Det er sæsonstart på de store kulturinstitutioner og dermed tid til et nyt repertoire. Nye oplevelser, overraskelser, skuffelser og meget mere af, hvad vi plejer.

DE DØDE MÆNDS KLUB
Jeg har været nede i programerklæringerne, de pænt opsatte intentionsaftaler, aka sæsonprogrammer, på henholdsvis Odense Teater, Odense Symfoniorkester og Brandts, de tre absolut største institutioner i byen, hvor de fortæller om alt det, vi ikke bør gå glip af i det kommende år. De lover store oplevelser, kvalitet samt en masse døde, hvide mænd og deres efterladenskaber. Jeg nævner i flæng Beethoven, Bruckner og Brahms i koncerthuset, Shakespeare, Molière og Charles Dickens i teatret på Jernbanegade og ikke mindst mindeudstillingerne om Hergé og Lars von Trier i den gamle klædefabrik. Alt i alt friske pust fra dødsriget over den odenseanske kulturhimmel. Repeat, repeat and then you die.

Det er der sådan set ikke noget overraskende i. De nævnte institutioner kan deres kram og vil lege med de største, men modig er ikke prædikatet, jeg hæfter fast på dem. Igen i år har de satset på det sikre og vil påskønnes for billetindtjening, røve i sæderne og rolige forventninger frem for nye opdagelser og overraskelser, der heller ikke ofte belønnes overhovedet. Jeg bebrejder dem egentlig ikke brugen af den velkendte spil sikkert-knap, men det betyder så, at det nok ikke er her, fra de største og rigeste institutioner, vi skal vente den næste kulturrevolution. Hellere en sikker død på programmet end noget, der måske aldrig kommer til live.

Fra Elefantmanden på Odense Teater

KONSERVATIV PER DEFINITION
Institutionskulturen er nærmest per definition konservativ. Den er bagudskuende, etableret og ansvarlig – politisk såvel som økonomisk. Og jo mere, jo større de er. Det ved vi godt, og det er sådan, vi har bygget kulturen op. Vi belønner det dyre og sikre, det velkendte og behagelige. Odeon er mere eller mindre bygget ud af den kulturtradition. Ikke som et kulturelitært prestigeprojekt eller sendt som et folkedybt krav, men ud fra vores kulturvaner; vi vælger det sikre og behagelige, når vi tror, ingen kigger. Nogle har jo set alle de der Ørkenens Sønner-videoer på YouTube, ik'?

Her står symfonien, teatret eller museet i Odense selvfølgelig ikke alene. Det synes at være ret generelt. De ved, hvad vi køber, og vi ved, hvad vi får. Om det lige er Mozart eller Beethoven er underordet – vi ved, at det enten bliver Mozart eller Beethoven og så Händels Messias til jul. Denne tendens er hverken ny eller originalt spottet, men det gør ikke situationen mindre kedsommelig.

Rimskij-Korsakovs Scheherazade af Odense Symfoniorkester

De fleste rammeaftaler har deciderede klassiker-krav samt klare, målbare kriterier angående egenindtægt og publikumsantal. Samtidig lapper flertallet af publikum det meste i sig, så længe det er tilpas behageligt, og eksperimenterne er under kontrol. Alt imens står anmeldere, branchen og andre nysgerrige på sidelinjen og råber på mere u-kontrol. Meget mere kaos, tak!

DET ER OS SELV 
Det er derfor ikke altid nemt, når man som en Finn Schumacker, en Mads Damsbo eller en Jens August Wille (det skal det dog heller ikke være. Det er dem der har magt, viden og pengene, så det forpligter) både skal være publikumsmagnet, tække lokallivet og de landspolitiske kulturvinde, effektivisere på driften, tjene penge på kunsten, navigere i branchen, glæde anmelderne og så sikre alle de døde kunstnere med kunstigt åndedræt, så vi endnu en sæson kan blive mætte i Shakespeare, Brahms og von Trier – den kulturelle triangel af der-var-engang.

Det er nemlig os, gæsterne, der er de sande kulturkonservative. Vi er forbavsende ensformige i vores valg. Og med det voksende politiske pres på institutionerne om at levere flere røve i sæderne og større egenfinansiering til kerneydelsen, så er tendensen ikke uforklarlig. Både vi og institutionerne mener at vide, hvad vi tror, vi kan lide, og så får vi det. Men det er jo hverken formålet med kulturen eller vores brug af den. Og det er slet ikke udviklende for noget som helst. Kulturen er ej blot til lyst. Eksperimenterne, undergrunden og vores nysgerrighed lades i stikken.

Fra Mortens Søndergaards Ukend dig selv på Brandts 13

MEN HVAD SÅ?
Slet ikke noget vi skal glæde os til? Jo, der er – heldigvis! Først og fremmest skal det siges, at f.eks. Brandts ikke udkommer med et decideret sæsonprogram, så mindre udstillinger kan komme i løbet af året, som ofte også er der, museet overrasker. På det seneste har vi hvert fald fået flere spændende bud i lokalerne på Brandts 13, der huser de mindre udstillinger.

ERIK A. FRANDSEN
Helt konkret ser jeg meget frem til den selvdannede Erik A. Frandsens udstilling Haiti, med fernisering d. 25.8. inde på selve Brandts. Jeg blev ikke så vildt bidt af introteksten på Brandts side, men efter en omgang rundt Frandsens egen side og gennem de tidligere værker, så er min nysgerrighed bestemt vakt. Stærke farver og blanding af forskellige medier og materialer. I kan selv se og læse med her.

Erik A. Frandsen. fra serien Haiti. 2016

Læs om alle Brandts nuværende og kommende udstillinger her.

DVORAK OG KOPPEL
I symfonien er der også flere positive tiltag. De har udviklet deres programserie med bl.a. Familiesymf, hvor pointen er, at vi skal tage børn og unge med ind til den klassiske musik , og også på deres præmisser, hvilket jeg kun kan anbefale. Især til de priser; 60 kr. for unge og voksne 120 kr., for en times musik af et hundredepersoner stort orkester. Bum. Derudover har symfonien for nylig offentliggjort, at de viser hele Wagners Der Ring des Nibelungen samlet og scenisk (!!), hvilket er omkring 15-16 timers musik. En kæmpe satsning, dog igen ikke på nyklassiske kompositioner, men på en død, hvid mands værker. Det er stort (altså sådan virkelig stort) og hurra for det, men det er også lidt kedeligt. 

Men selvom jeg er lidt ude efter de gamle mestre, så fornægter kvaliteten sig selvfølgelig ikke, og Odense Symfoniorkester er stærke til at spille dem. Det er virkelig et godt orkester. Personligt glæder jeg mig meget til Dvořaks 9. symfoni. Et fantastisk værk. Og hvis man er til heltefilmmusik, så er det et af de store værker, filmkomponister har digget fra gennem tiden. Samme aften spilles Grieg også, hvor man kan høre klaversolisten Marianne Shirinyan, som jeg var så heldig at opleve til en Pro Musica-koncert med Brahms' klaverkvintet op. 34 sidste år. Virkelig dygtig, levende og opmærksom pianist. Var meget fascineret af hende.

Derudover er der også mindre kendte kompositioner og endda enkelte nye i kammerprogram Pro Musica, hvor bl.a. Anders Koppel spilles med La Balajo for cellokvartet. Koppel er dejligt kringlet og finurlig i sine ofte korte kammerkompositioner. Hvis du ikke kan vente, så kan du høre La Balajo her.

Fra sidst Anders Koppel var i koncerthuset

Og ja, jeg skal også ind at høre Beethoven, Bruckner og Brahms.

Se hele symfoniens program her

KRIG OG MASSAKRER
På Odense Teater er de gået mere humoristisk til værks og har lidt flere komedier end normalt. Normalt spiller de danske scener primært vores egen Holberg, men i år har de fået plads til komediens mester Molière med Den indbildte syge. En god komedie, men det er dog ikke ligefrem den, jeg glæder mig mest til. Ej heller evigt spillede Macbeth, der trods sine uheldsplettede ry, lever i bedste velgående på landets scener, og som i Odense Teaters version bliver frembragt af Simon Boberg (instruktion), Siggi Óli Pálmason (scenografi) og talentfulde Marie Dalsgaard som Lady Macbeth (kan allerede høre Dalsgaards karakteristiske stemme: That tend on mortal thoughts, unsex me here, and fill me from the crown to the toe top-full of direst cruelty. Make thick my blood.)

Nej, vi skal over i den alvorlige, relativt nyskrevne og udenlandske genre for at få mig frem i stolen. Forbrændt af Wajdi Mouawad lyder både grusom aktuel og dramatisk spændende i sin blanding af krigstraume og familiedrama – meget bergmansk. Mouawad er kendt for sine politiske, ja, nærmest moraliserende forestillinger, der netop tør tage fat på vores kollektive dårlige samvittighed eller penetrere samfundet, mennesket, kunsten og stoffet, som det siges i et hengemt interview med ham på YouTube. I 2016 blev han leder på Théâtre National de la Colline i Paris.

Udover Mouawads dramatik, så har jeg også store forhåbninger til Mie Riis’ scenografi. Hun lavede en af de mest fantastiske scenografier sidste sæson med forestillingen Rose på Team Teatret i Herning.

Jeg ser jeg også frem til Hændelsen af skotske David Greig, der skrev The Events med udgangspunkt i Breiviks massemord på Utøya. Greig er bestemt også en samfundsbevidst scenekunstner, der bliver spillet rundt om på de største engelske scener. En teaterkultur, der om nogen har store krav til sine dramatikere.

Pressebillede til Hændelsen

Forestillingen bliver (igen) forløst af den engelske instruktør Ramin Gray, der er leder på det londonbaserede ATC Theatre. Gray har et imponerende forestillings-cv, med en del ny dramatik i de senere år. Det er altid godt, at man ikke kun har Shakespeare på hver anden titel. Det var f.eks. Gray, der instruerede The Events på ATC Teatre i 2013, så konstellationen Greig og Gray er ikke helt ny. Om det er samme forestilling med danske skuespillere, eller om det er en helt ny fortolkning vides ikke, men den den engelske version fik en rigtig flot modtagelse i The Guardian, hvor den blev beskrevet som en af årets bedste.

Se hele Odense Teaters program her



Til forsiden


This Is Odense