De fem vigtigste begivenheder til din sommer

De fem vigtigste begivenheder til din sommer
Guide | Skrevet af: Bo Jessen | 13. juni 2018

Selvom vi allerede har fået den mængde varme, vi kunne håbe på i et land, der ligger på højde med det sydlige Alaska, skulle vejrdoktorerne stadig tro på mere af samme skuffe. Måske betyder det, at det er i år, du skal blive hængende i byen? Uanset hvad er der stor sandsynlighed for, at en stor del af jer kommer til at tilbringe en god del af de næste tre måneder i O'ense.

Og hvad skal man så bruge tiden på udover at kigge på træer og bade i frilufts-, strand- og havnevand? Her kommer min guide i prioriteret rækkefølge til de 5 begivenheder, du allerede nu bør skemalægges og købe billet til i løbet af sommeren.

1. Jaiyede Jazz Festival - 4. August

Aftensolen omfavner dig, sommerkåde folkestrømme glider henover odenseklinkerne på Ny Vestergade - i pendulfart mellem brugsen og Mosen. Duften af nystartede griller blander sig med lugten af nytærsket græs. Fra Stryget får du en svag overbrusning af åvand fra midtfynske regnvejrsdage.

Og så. Fra Teater Momentum bærer aftenbrisen eksotiske, svedige, hypnotiserende toner. Det er lyden af hele verden, som den kommer til udtryk i Londons storbyjungle. Lyden fra den nyhypede britiske jazzscene, som Momentum Musik, sammen med Jam Days ganske bemærkelsesværdigt er lykkedes med at samle til en dags festivalfusion af jazz, electronica, folklore, hiphop og genrer, der formentlig først får navne i disse år.

På plakaten er Sarathy Korwar og Kefaya, der begge har spillet i Odense indenfor det seneste år, og var så glade for at være her, at de har bedt om lov til at komme igen. Med sig har de Collocutor, Emanative og DJ Pete Buckenham.

Efter at have overværet de intense, intime koncerter med Både Sarathy Korwar og Kefaya er jeg ikke bange for at udråbe Jaiyede Jazzfestival til sommerens største musikalske oplevelse.

Bedøm selv her:


Kefaya - Indignados


Sarathy Korwar - Bismillah

 150 kr. · 100 kr med musikårskort til Momentum · Gratis adgang med armbånd til Jam Days · Køb billet her: http://www.teatermomentum.dk/event/jaiyede-jazz-festival/

 

2. Odense International Film Festival - OFF 18 - 27. august - 2. september

Danmarks ældste filmfestival. Danmarks eneste Oscarkvalificerende filmfestival - nu i fire forskellige kategorier. Odenses vindue til en forunderlig verden i små bidder. En helt særegen buzz i Brandts-området, hvor vin og øl flyder om kap med fremmede tungemål og tæppeklædte sensommergæster ser open air-film på stort lærred. En uges afstressende filmfortællinger, der afvæbner alle, der møder festivalen med åbent sind.

111 kortfilm er blevet udvalgt til den 43. festivaludgave og ligger klar på den helt nye hjemmeside. Årets plakater er designet. Filmtalenter fra Super 16-uddannelsen er udvalgt som årets kunstneriske profiler, og filmskabere fra hele verden har booket billet til en filmuge, der - næsten - er helt gratis. Husk at få fat i et fysisk program, når de lander i starten af august. Det er altid en nydelse at bladre igennem.

 


Et tilbageblik på OFF 17

0 kr. · Enkelte programpunkter kræver betaling · Husk at reservere plads i biografsæderne, ligeså snart det bliver muligt på https://filmfestival.dk/programoversigt/

3. Dynamo Circus Festival 2018 - 10-11. august

Dynamo driver nycirkusscene og øverum i FAF-bygningen på Byens Ø. Deres optrædener er altid vanvittige, hæsblæsende og afsindigt imponerende og fremkalder på den måde en mærkværdig følelse af vantro forundring.

For andet år inviterer de branchens bedste fra hele verden indenfor i (og udenpå) pakhuse og siloer på havnen til en række umulige optrædener, der helt sikkert vil overraske og flytte dig. På festivalpladsen er der også mad, post-apokalytisk punk-tivoli og late night kabaret med fest og livemusik. En helt almindelig weekend i nycirkusbranchen.


Et 10-minutters tilbageblik på sidste års festival

Programmet til årets festival er endnu ikke på plads · Der kan både købes enkeltdags- og partoutbilletter (og angiveligt early bird inden 1. juli) · Følg med i opdateringerne her: https://www.facebook.com/events/1862039804096674/ · Køb billetter her: http://dynamoworkspace.dk/dynamo-nycirkus-festival/

4. Jam Days 2018 - 1-4. august

Den sammenbragte jazz-, blues- og folkfestival, der spiller bymidtens højsommerscener op i starten af august, har levet nogle svære første år, men i år er det, som om der er mere bund i programmet.

Med det absolutte hovednavn, Jake Bugg, er der landet en profil, der både passer glimrende i blues-folkuniverset og samtidig kan lokke folk med hang til hitlister og engelsk arbejderklasserock.

Lad mig herudover anbefale altid mærkelige pop-psykedeliske jazz-electro-rockede Hess Is More, multisproget afrikansk-carribiansk sydstatsblues fra Bokanté og endelig den eminente nordjyske, sårbare, salmekvædede neofolk fra Sundays. Et band, der skriver sig ind i en genre, som kan blive ligegyldig, men som i særlige tilfælde er helt særlig. Sundays er et af de tilfælde.


Jake Bugg live fra T in the Park

650 kr. for partoutbillet · 350 kr for éndagsbillet til onsdag, torsdag, fredag eller lørdag · Køb billetter her: https://landing.livebackend.com/jam-days/

5. Tinderbox 2018 - 28-30. juni

Tinderbox har et problem. Ideen om at man kan skabe sig en profil og identitet ved at placere sig efter markedet. I røven på publikum. At regne med alt, hvad der har solgt, sælger.

Det betyder to ting: For det første, at det bliver umuligt at ramme noget, der er på vej frem, og som derfor giver den helt særlige sitrende følelse, når man opdager noget nyt. Det bliver umuligt at lære publikum at holde af noget, de ikke kender. For det er ikke en del af pakken. Det kan måske forklare, at der ofte er halvtomt til de kunstnere på Tinderbox med den største kunstneriske kvalitet, mens festen er størst til gengangerne fra Grøn Koncert.

For det andet, at det bliver umuligt at skabe sig en identitet, der er uafhængig af årets musikprogram. Man tvinger publikum til at vurdere festivalen alene på årets bookinger, i stedet for på festivalens kultur. Det er sårbart i et europæisk og dansk festivallandskab, hvor der er mere konkurrence end nogensinde før. Det kan måske forklare, at Tinderbox heller ikke i år har udsolgt (i god tid) før festivalen i modsætning til efterhånden stort set alle andre festivaler.

Når det nu er ude af systemet, så konstaterer jeg tre ting:

1. I programmet optræder Prophets of Rage, Iggy Pop, Depeche Mode, Editors og Jack White. Hvordan folk, der kan lide Tiesto, skal kunne lide Jack White og hvordan folk, der knytter næver til Prophets of Rage skal kunne leve med Alanis Morissette ved jeg ikke. Men det ændrer jo ikke på navnene.

2. Der er massevis af lækre, fynske madvarer og drikkevarer og efter alt at dømme vil der være visse mængder sol

3. En stor international musikfestival afvikles i Odense

Tre gode grunde til alligevel at sikre sig en af de sidste partoutbilletter, som nok skal nå at forsvinde. Hvis altså du har råd til den noget pebrede pris.


Gensyn med Tinderbox 2017

1.635 kr. for partout · 1.035 kr for éndagsbillet til fredag eller lørdag · Køb billetter her: https://tinderbox.dk/billetter/



Luk

Havnekulturfestival til søs

Havnekulturfestival til søs
Essay | Skrevet af: Rasmus Møller Madsen | 6. juni 2018

Det er blevet tradition at mine søskende,  jeg og vores fusionerede venneflok sejler vores skib til Odense under Havnekulturfestivalen. Årets indsejling var en heldig butterflytur gennem det snævre indløb som endte i 20 minutters cirkelmanøvretræning foran Odins Bro, imens der blev danset salsa ude på stævnen til et helt genialt Mø remix. Vi kaster trosserne ved Byens Ø, sender snaps og gruppe sms’er, og aftenen tager fart i beruselse og dybe tallerkener med ruskumsnusk-gryderet. Båden er proppet og glad. Med cirka et tons gæster ombord siger ekkoloddet 0,4m og dannebrogs snipper ligger da også og dypper godt ned i det plumrede grønne havnevand. Men kaptajnen er ikke bekymret, og så er besætningen det jo heller ikke. Tusind røverhistorier, kys og kram senere falder vi alle i søvn, arm i arm, svøbt i uldtæpper og kapokpuder.

Da vi vågner om formiddagen, er festivalen begyndt omkring os. Der dufter af grill og samosas. En jævn strøm af paddleboarders, kanoer og gule vandcykler passerer forbi imens vi gør morgenstatus, fikser en sprungen guitarstreng, spiser ostemadder og smørrer faktor 30 på hinandens rygge. Havnefogeden kigger også forbi til en sludder, en kop kaffe og et mobilepay. Han har ikke så travlt, for selvom der er havnefest er bådpladserne ikke engang tilnærmelsesvis fuldt booket. Én har været ude og finde et festivalprogram, og vi bliver overraskede over hvor meget der er at opleve. Og så går dagene. Alt for hurtigt. Koncerter, skateboards og hudafskrabninger garanterer en storsnorkende båd hver nat. Det er ret fantastisk at have en lille base midt i virvaret, ligesom mange har, oppe i de store boligblokke over alt hernede på havnen, men der sker alligevel noget specielt når man træder ombord på den båd. Al proviant bliver fælleseje, der hilses på nye ansigter og der udveksles historier på kryds og tværs om det som man uundgåeligt har misset rundt omkring på havnen.

Hermed et slag slået for Havnekulturfestivalen. Og nu tilbage ud på det ruskende hav, ligge for svaj og læse lidt mere Troels Kløvedal, sommerens cheesy guilty pleasure.



Luk

Kampen om Klosterbakken

Kampen om Klosterbakken
Meninger | Skrevet af: Jens Krog | 12. maj 2018

“I ska lige passe på, for vandet er meget vådt i dag.” Manden som leverer vitsen holder masken lige længe nok til at smilet kan brede sig i vores ansigter, hvorefter han selv anerkender sin egen morsomhed. Vittigheden er ikke ny, ligesom receptionen vi står i, eller sågar manden selv. På Klosterbakken er der blevet leveret dårlige vittigheder i umindelige tider.

Jeg ved faktisk ikke hvad han hedder, men til gengæld har jeg ikke tal på hvor mange gange jeg har hørt ham stoppe en af de andre gæster i baderummet, for at forsøde tilværelsen med oldgamle morsomheder. Mange af formiddagens badegæster, inklusive mig selv, er nemlig regulars. En speciel blanding af mennesker, med badetrang til fælles, mødes uge efter uge omkring brusebad og sauna. Snakken går her både løst og fast, men det vender jeg tilbage til.

Når den værste snakketrang er forløst, falder der ofte en kommentar i retning af “nå, jeg må sgu også hellere få svømmet noget”. Svømning på Klosterbakken er nemlig, selvom det er enormt sundt, sjovt og dejligt, ikke nødvendigvis primært. Da min far og jeg selv for 15 år siden lagde rammerne for vores ugentligt svømmehalsbesøg, planlagde vi også tre ligeværdige etaper: 1: Svømning, 2: Sauna og 3: Kaffe og rundstykke. Der var ikke tale om at undlade et element, og hvis vi var i tidspres, måtte vi skære ned på de første to.

Etape 1: Svømning

Hvis en udenforstående står på stranden en varm sommerdag, vil vedkommende undres over hvordan de andre strandgæster på skift traver ned til vandet, forsigtigt men stålsat trodser brænding og indledende kuldechok, og til sidst sænker sig så langt under vandet at kun hovedet stikker op. Efter nogle sekunders eller minutters aktivitet vender de tilbage til håndklædet og solens territorie for at varmes op igen, blot for at gentage hele processen igen.

Svømning er vel nok det tætteste vi kommer på at flyve uden at skulle til at gro vinger. Kroppen omsluttes af en kølig hånd med en besynderlig kraft. Den er stærk nok til at holde tyngdekraften i skak, men man kan stadig med et spark og et greb kaste sig frem igennem vandet, dykke ned og glide sagte imellem strømningerne. Og så gider jeg ikke fortælle om hvor sundt det er.

Klosterbakken blev totalrenoveret for et par år siden, hvor et imponerende vinduesparti blev opført i hele den ene side af hallen. Selvom man har tilladt etagebyggeri lige uden for vinduet, er vinduet så stort at solen på en velmagtsdag får lov til at passere uhindret ind i hele hallen og forgylde såvel motionister som snakkeonkler.

Etape 2: Sauna

Når man er blevet enig med sin svømmepartner (og sådan en anbefaler jeg på det kraftigste at man har), om at man er blevet tilstrækkeligt aktiveret, trækker man efter hurtigt klorafvask ind i saunaen. Herinde er der tungt på en anden måde. Varmen tynger dig ned i sædet og truer med at lukke ned for al aktivitet. Alligevel springer samtalen frem herinde i den hede murstenshule. Selvom de rumlige dimensioner er små bliver der plads til at lufte holdninger som vil gøre de fleste politikere eller OB-spillere røde om ørene.

De personlige historier og problemer dukker også op, for man er lidt mere ligeværdige når man sidder der på række og udholder varmen sammen. Ud kommer bekymringer, klager, forståelser og irettesættelser, samt selvfølgelig vitser fra før krigen.

Saunaen har faktisk en 2. underetape i form af den kolde bruser, som venter udenfor døren. Om sommeren en velsignelse og om vinteren en ærkefjende, men der er ingen vej udenom, hvis man vil gøre sig “fortjent til kaffe”.

Etape 3: Kaffe og rundstykke

Fra svømmehallens entré kan man vælge mellem to forskellige trapper for at komme op til cafeteriet. Vi tager altid den nordlige trappe, hvor en skulptur ved navn “Badepigen” hilser os velkommen i den balsal, vi kender som Klosterbakkens café. Jeg vil skyde på at der 7 meter til loftet. De høje søjler er malet i lysegule farver og der hænger tre enorme glaskugler som kan oplyse salen, når altså ikke de enorme vinduespartier klarer det. Med rammerne i mente, kunne man frygte at kaffen kostede en arm og et ben, men det er ikke sådan en café, de driver på Klosterbakken.

Bordene står i små sæt langs vinduerne i begge sider af lokalet, og der er indrettet til langbord midt i lokalet. De er af den slags, man normalt ville kalde “kommuneagtige”. De overdådige lokaler er nemlig ikke (kun) tiltænkt grever og baroner, men i højere grad helt almindelige mennesker, som kan nyde helt almindelig kaffe, rundstykker, smørrebrød og måske en øl. Du kan ikke få en dobbeltshot cortado, til gengæld kan alle være med, for priserne er også almindelige.

At binde fysisk træning sammen med sauna og kaffe burde være en menneskeret. De fleste mennesker som kommer i caféen er ikke de typer du normalt ser i træningscenteret. Her kommer hele befolkningen, men især er pensionisterne repræsenteret. Sammenholdet mellem svømmepartnere og forventningen om en kop kaffe her i balsalen gør det væsentligt nemmere at komme op af sofaen og ud ad døren.

Kampen

Svømmehallen Klosterbakken er en perle i byen. Der er mange enkelte detaljer som kan roses, men det er helheden der hæver stedet op på et højere niveau. Tidligere har jeg kastet min kærlighed efter det gratis havnebad, men Klosterbakken er andet og mere. En badeanstalt af den kaliber er en stor gave, som vi giver til os selv. Jeg kan ikke forestille mig en motionsform som er bedre for den helt brede befolkning, som kræver så lidt udstyr, og som er så naturligt et samlingspunkt.

Desværre er Klosterbakken på det seneste blevet udsat for det min gode ven kalder for “kassetænkning”. Det er nemlig blevet bemærket i centraladministrationen at caféen giver underskud. På den baggrund og med henvisning til at kommunen af en eller anden grund ikke skal føre cafévirksomhed, gik Odense Idrætsparks ledelse igang med at finde en måde at få slettet posten fra budgettet.

Derfor blev ansvaret for caféen fra 1. maj overtaget af en privat forpagter, som i første omgang vil drive caféen på deltid, og sidenhen på fuld tid. I forhold til en lukning er dette selvfølgelig langt at foretrække, men jeg får alligevel en lidt underlig smag i munden over sagen.

En privat forpagter kan jo være lige så god som en kommunal, men hvad sker der hvis den private forpagter også får underskud? En privat vil næppe fortsætte driften med røde tal, og så er caféen lukningstruet igen. I så fald vil kommunen dog have rene hænder og næppe garantere driften af caféen. Givet at caféen har givet underskud før er det altså ikke et helt usandsynligt scenarie.

Det er ikke fordi jeg mener at kommunen bare skal drive underskudsforretninger for sjov. Situationen i Klosterbakken er dog anderledes, fordi det ikke giver mening at betragte café og svømmehal hver for sig. De lever i en form for symbiose, og man kan frygte at en krise i caféen kan gå ud over selve svømmehallen.

Selvom den værste fare er overstået, er Klosterbakken kommet på lidt usikker grund, og der kan skulle kæmpes for svømmehallens fremtid. En sejr kræver at byens beslutningstagere overbevises om at Klosterbakken er værd at værne om. Det kan du gøre ved at skrive til dem i by- og kulturforvaltningen på bkf@odense.dk eller i Odense Idrætspark på idraetsparken@odense.dk og fortælle dem hvorfor de skal passe på vores fantastiske svømmehal i centrum. Jeg synes at følgende ord fra indvielsestalen fra 1938 godt kan bringes igen 80 år efter:

"I dette hus skal vor bys ungdom lære at svømme. Her skal både unge og ældre, både mænd og kvinder kunne dyrke svømmesportens glæder, og det er vort håb, at Odense Svømmehal må svare til forventningerne og blive taget i brug til den yderste ydeevne."

Den nemmeste måde at støtte Klosterbakken på er simpelthen at bruge den. Hvis du ikke endnu har gennemført de tre etaper, vil jeg stærkt anbefale det. Så støtter du både byen og dig selv. 



Luk

Det her skal vi se på Odense Architecture Festival

Det her skal vi se på Odense Architecture Festival
Guide | Skrevet af: This Is Odense | 4. maj 2018

Der er arkitekturfestival for første gang i Odense lige nu, fra 5-11. maj. På tide! Lige til tiden! Faktisk kunne det ikke være mere rigtigt. Byen svulmer af nye mursten og beslutninger, der kommer til at ændre fremtiden. Rør og grus vælter frem ad huller i jorden, og vi råber ad hinanden, politikerne og bygherrerne, mens vi prøver at sætte ord på den by, vi drømmer om.

Festivalen, der kommer som kaldet, er en afstikker af Copenhagen Architecture Festival, som blev afholdt første gang i 2014 med et rasende veltilrettelagt program med den helt rigtige blanding af sten, snak, kunst og menneske - nu har den vokset sig til skandinaviens største arkitekturfilmfestival med søsterbegivenhederne CAFx, AAFx, ALAFx og OAFx der finder sted samtidig i landets fire store byer. Det her er ikke kommunens borgermøder (men det burde det måske være?) - det er nye blikke på kendte gader, sanselig, klog og udfordrende filmkunst, stortænkere om menneskelig adfærd, deling af idéer og erfaring og utopi.

Hvad skal du se? Her er en håndfuld personlige højdepunkter udvalgt af nogle af os i TIOs kollektiv, som glæder os til ugen - en håndsrækning til at finde vej i den første festival. Vi anbefaler alle at fordybe sig i festivalens fulde program.   

 

Kunst i Odenses offentlige rum, diskussion og skulpturvandring

Søndag, 6. maj kl. 10. Odense Slot. Status og debat om kunst i Odenses offentlige rum.

Mira Erik: Dette må være arrangementet, som alle, der i denne by udøver billedkunst, tropper op til for at få konkret viden: Hvordan træffer kunstfonden beslutninger om, hvem der skal have hvilke penge? Hvad lægger de vægt på? Hvad skal der til? Hvordan bliver jeg en af dem, der få en kæmpestor husgavl som mit lærred, med tilladelse til at sætte aftryk og give udtryk og give beboere og forbipasserende et indtryk, et indtryk af kunst, af skønhed, af fortælling og fortolkning? Og hvad skal jeg forstå om, hvad der kvalificerer kunst til at få opholdstilladelse i det offentlige rum?

Kunst i det offentlige rum er en sag for sig med en lang tradition og som oftest, når noget nyt kommer til, bliver det genstand for ilter og ophedet, folkelig debat. Det gør det, fordi det offentlige rum er vores allesammens rum, og det er svært at blive enige om, hvad der er smukt at hænge på “væggene” og skønt at sætte på “hylderne”?  

Det er Odense Kommune og Odense Bys Kunstfond, der inviterer til oplæg og diskussion om kunsten i Odenses offentlige rum og giver indblik i, hvordan de arbejder med området. Det er et must af et arrangement for kunstelskere og -entusiaster, for lokale udøvende kunstnere og for kunst- og byrumskritikere. Selv drømmer jeg om, at Odense en dag bliver den by i Danmark med aller flest udsmykkede gavle at kigge op på og drømme sig væk i og blive ansporet af. Hvorfor egentlig ikke?

 

Besøg papirfabrikken

Lørdag, 5. maj kl. 14. Dalum Papirfabrik. Byvandring. Industriel forfaldsæstetik på kanten af byen.

Pil Lindgreen: Skal jeg vælge blandt flere spændende byvandringer i programmet, vil jeg på rundvisning i en øde industripark fra det forrige århundrede. Papirfabrikken i Dalum var både den første i Danmark ved sin åbning i 1874 og den sidste af sin slags, da den lukkede i 2012. En virkelig sejlivet kæmpe, og den står der stadig, helt intakt i al sin industrielle grim-skønhed. Om lidt er den måske endnu en forstad.

Byggeplanerne kalder det en omdannelse til en “grøn bydel”, men det kan også komme til at betyde privat byggeri helt ned til åen og rækkehuse i stedet for monumental industriarv forvaltet med sans for stedet. Lige nu er området ikke bare en bygning men et miljø, som Brandts Klædefabrik også var før omdannelsen til latinerkvarter, som Siloøen er nu, eller som de store bomuldsfabrikker i Leipzig, som i dag er omdannet til et af Europas mest velhavende og prestigefulde kunstmekkaer fordi den industrielle skala kan give noget man ikke kan nybygge sig til. Det er ikke bare mig; der er stor folkelig interesse for stedet, og på et overfyldt dialogmøde i januar mødte 500 op - med meninger.

Arrangementet på festivalen er ikke en høring, blot en vandring gennem området med baggrundshistorier og et oplæg om hvilke bygninger, der skal bevares og omdannes, og hvilke rives ned. Måske sidste chance for at se Papirfabrikken med alle rør, ledninger, skorsten, lagerhaller og rod inden fejemaskinerne og pyntehækkene kommer.

 

CONCRETE LOVE

Søndag, 6. maj, kl. 17. Cafe Biografen. Film/snak. Intimbeton. Arkitektur som familieanliggende.

Pil Lindgreen: Som hovedpersoner i en kærlighedshistorie til materialer viser Böhm-familien, at godt håndværk og beton ikke er gensidigt udelukkende størrelser. Der er langt fra hvide betonkopier i discountkvalitet til beton i patriarken Gottfried Böhms hænder; han håndterer det, som huggede han i marmor direkte fra bruddet. Og han har tre sønner, der viderefører det i en usædvanlig familievirksomhed. Dem handler filmen om. Og så en matriark og en gartner, der i periferien plejer og vander det liv, som inspirerer værket.

Her er følelsesladede skitser; lidenskabelig beton. Böhm’erne gør det i skulpturelle byggerier, der ikke bare skal overleve arkitekten konkret, men også som sætter sig symboltunge spor i deres omgivelser. Det er tænkt som bygningsarv, ikke kun løsninger på et marked af udbud og efterspørgsel. Men arven er altid til diskussion: brutalismen, Böhms overvejende arkitektoniske stilretning, står lige nu i sådan et skelsår, hvor dens hovedværker rives ned rundt omkring og nogle generationers had er ved at vendes til påskønnelse og bevaringstrang.

Fynske Creo Arkitekter er inviteret til at give optakt til filmen, og her ser jeg frem til at høre, hvordan de måler deres egne visioner op mod Böhm-familiens ideal. Creo er kendt for at bygge i beton på tidspunkter, hvor materialet ikke var på mode, og har senest på Tværkajen rejst en af de hvide klodser. Genovervej dit forhold til det udskældte materiale og få samtidig en ny målestok for, hvad man kan opnå med omhu og dybsindighed.

 

Tadao Ando – Samurai Architect

Mandag, 7. maj kl. 17. Cafe Biografen. Film og foredrag. Arkitektur, der ikke råber, sidder fast længst.

Bo Jessen: En lille spøjs fyr fra Osaka, der var bokser, men endte som selvlært arkitekt. Tadao Ando arbejder med et ekstremt minimalistisk formsprog, som er lige så traditionelt japansk, som det er moderne vestligt.

Han er en af de arkitekter der beviser, at beton ikke bare er den dovne arkitekts lette udvej. Hos Tadao Ando bliver beton både smukt, varieret og ærligt. Når Tadao Ando er bedst, smelter bygningsværkerne organisk sammen med sine omgivelser – hvad enten de er placeret i by- eller naturlandskaber. For ligeså mindeværdige bygningerne er for dem, der har besøgt dem – ligeså uanseelige kan de være udefra.

Arkitektur, der ikke råber, er ofte det, der sidder fast hos mig længst, og de Tadao Ando-byggerier jeg oplevede på den japanske fiskerø Naoshima – Chichu Art Museum (1, 2), Benesse House (1, 2 og Lee Ufan Museum – sidder stadig fast i mig som formfuldendte kulturrammer om den kunst de rummede og en næsten naturlig del af øens natur og topografi.

I forbindelse med filmvisningen fortæller direktør på Carl Hansen & Søn, Knud Erik Hansen, om samarbejdet med Tadao Ando om skabelsen af en fælles drømmestol, som er skabt som en hyldest til Wegner.

 

The Human Scale og oplæg ved Gehl Architects

Tirsdag, 8. maj kl. 17. Cafe Biografen. Film og oplæg om livet mellem husene og byer for mennesker

Bo Jessen: Om kun godt 10 år lever 2/3 af verdens befolkning i byer. Vi drages mod byernes muligheder, jobs og oplevelser. De lande, hvor urbaniseringen løber stærkest, er også de lande, hvor byerne er mindst gearede til at opsuge væksten.

Der findes efterhånden talrige eksempler på mindre byer, der på kun to årtier er blevet til metropoler af en anden verden. Det kan man meget nemt se på disse to billeder af Shanghai fra 1987 og 2013. Hvor mange kinesiske byer tror I har mere en 1 mio. indbyggere? Over 100. Og nogle estimater tyder på, der vil være dobbelt så mange om 5-7 år.

At folk flytter til byer er ikke alene godt for de mennesker, der gør det, som øger deres livschancer markant. Det er også potentielt det, der kan redde klimaet, sikre vandmiljøet og klodens naturkvaliteter. Men det kræver, at verdens byer lærer af vores fejltagelser; at man undgår at bygge for spredt, at man blander forskellige boligtyper og menneskegrupper, at man indtænker grønne kvaliteter og husker kvaliteten af rummene mellem husene, at man får tænkt bæredygtig infrastruktur – busser, tog, cykler og fodgængertrafik ind, og at man gør det hele på en måde, der sætter mennesket i centrum.

The Human Scale er en film om Gehl Architects arbejde i hele verden med netop de ting. Det hele startede i 60’erne med et legat til at studere menneskers bevægelse i toscanske byrum, og mens resten af verdens arkitekter talte om ikonarkitektur, så prædikede Jan Gehl fokus på menneskelig skala, gode byrum og tilbagevenden til de principper som skabte os gode byer, før bilen kom til. I mange år til døve øren og skuldertræk. I dag er firmaet verdensberømt blandt andet for at omdanne Broadway i New York fra bil- til gågade.

Og hvad betyder alt det så for livet mellem husene i fremtidens Odense? Det kan du høre Lærke Jul Gagner fra Gehl Architects’ bud på i forbindelse med filmvisningen.

 

Filmvisning: “Moryana San” + Oplæg v. Janus Lyloff, Stifter af Byfællesskabet på Thomas B. Thriges Gade om nye boformer og fællesskaber

Onsdag, 9. maj kl. 17. Cafe Biografen. Filmvisning og foredrag. Moriyama San og tanker om nye boformer og fællesskaber.


Pil Lindgreen: Et fleksibelt, japansk boligeksperiment møder odenseansk kollektivbyggeri på TBT i dette højdepunkt for mig på festivalen: En dokumentarfilm om den excentriske japaner der har lagt navn til og bor i en af den eksperimentelle samtidsarkitekturs hovedværker: Moriyama House i Tokyo. Manden er by-eneboer; en multi-læsende, fritænkende, noise-musiker. Huset er skabt til at rumme ham.

“Huset” er en klynge af kasser, designet sådan at hvert rum er et hus. Altså: alle døre åbner udenfor. Badeværelset er ét hus i midten. Arkitektstuen bag projektet (SANAA) har det med at tænke grønt, smukt, sjovt og umuligt-muligt. Det er et forsøg på at bygge livet om.

For nye boformer er revolution, der ikke udkæmpes i gaderne, men som en samfundsomvæltning fra dagligstuen og udefter, i omformuleringen af hverdagens ramme. Det her er ikke bare en gentænkning af typehuset, det er en nyfortolkning af privatsfæren. Bygger man ideallivet ind i murstenene, bliver forandring ikke noget vi skal overveje at tilvælge dagligt, men noget alle vores handlinger formes af. Eller sådan kan man drømme om, at arkitekturen virker.

Som velvalgt optakt skal lokale Janus Lylloff fortælle om sit projekt Byfællesskabet: Da byggegrundene på Thomas B. Thrige skulle sælges, bød han som menigmand, på vegne af bofællesskabet, og vandt en plads mellem kæmpehoteller, kulturborge og lejlighedkomplekser. Snart står et ni-familiers hjem med fælleshus og taghave klar. Måske ikke helt SANAA-radikalt, men deres er den bygning, jeg mest glæder mig til at gå forbi, når det nye kvarter står færdigt. 

 

PLANCK - TINY CIRCUS BIG UNIVERSE

Torsdag + fredag, 10 + 11. maj kl. 15 og 20. FAF-bygningen, Byens Ø. En verden i verden – et cirkustelt i en betonhal

Anders Skovgaard: Det store i det små. En verden af de mindste dele, der i sig selv er det hele. Et andet univers med kvantefysiske love ulig vores i den store, Newtonske verden. Max Planck er kendt for at være navngiver til Planck konstanten, der definerer grænsen mellem den klassiske og kvantefysiske verden.

I samme grænseland synes TinCan Companys nyeste forestilling at være. I et mikrokosmisk cirkustelt med skøre, underlige artister, der vender verden i en kalejdoskopisk forestilling af sort humor og akrobatisk trylleri. Alt det store er småt og så tæt, at man nærmest er en del af det hele.

Med nycirkus-forestillingen ’Planck’ udfordrer TinCan ikke bare sin genre, men også sin lokalverden. De har skabt et cirkustelt inde i selve hallens rå rammer og skaber på den måde en dobbelt ramme for os. Ved at perspektivere et farverigt, magisk cirkus til noget så fysisk bastant som FAF-bygningens betonhal, fremhæves det forunderlige i cirkusset præmisser: Det er den luftige leg i det funktionelle rum.

Og det er på mange måder TinCans fineste merit, at med Dynamo – workspace for circus & performing arts, har de skabt et levende, kreativt miljø på havnen, som ellers ikke synes særligt inspirerende i skyggen af al den hvide beton. FAF-bygningen er derfor mellemrummet, åndehullet, som et kunstnerisk centrum for en ny bydel, hvor hallens råhed og nycirkusartisterne finurlige, sprudlende galskab forvandler havnekajen til noget menneskeligt – en verden med sin egne regler og som man faktisk gider at være i.

Udover at man kan opleve de to TinCan’ere Gry Lambertsen og Rune Vadstrøm Andersen og musikeren Camilla Bang, så er forestillingen instrueret af Troels Hagen Findsen, som er uddannet fra den berømte Ecole Jacques Lecoq i Paris (og tidligere skuespiller på Momentum) og med scenografi af Siggi Oli Palmason, der tidligere har lavet forestilling på både Odense Teater og Momentum. Se en trailer her.

...

Dette var bare et par stykker, et lille pluk af festivalens ret vilde jomfruprogram. Meget at sige og svært at vælge. Programmet gemmer på så meget mere, også selvom det er første år og bare begyndelsen. Nogle filmvisninger går igen på festivalen i hele landet, men alt er knyttet lokalt med mennesker, der ved noget helt specielt om den her by, og det er smukt. Ud og tag det ind.

Kærlig hilsen This Is Odense



Luk

Guld i symfonien

Guld i symfonien
Meninger | Skrevet af: Martin D. Knudsen | 22. april 2018

Vellydende fund i Odense Symfoniorkester sæson '18-'19


Odense Symfoniorkester – den bedste grund til at sidde i et blødt sæde et andet sted end derhjemme foran tv’et. Nu er orkestret på gaden med næste sæsons program. Ud over ældre og velmeriterede klassikere som Christmas Carols, Opera på Engen, Bachs juleoratorium, Harry Potter, Carl Nielsen konkurrencen mm. – er der plads til et par fornyelser.

Det nye koncept, Familiesymf, har overlevet undfangelsen i indeværende sæson. Heldigvis. For når forældre ikke længere sætter Tjajkovskij eller Mozart på musikanlægget derhjemme og ad den vej introducerer afkommet for den store musik, så ligger opgaven med musikalsk dannelse ved orkestrene selv. En times musik fredage klokken 17 med indlagt spas af Odense Symfoniorkesters musikformidler, Ole Kiilerich, bør de fleste børn finde spændende!

Der går også rygter om en ny koncertform for unge: Friday Night Symphony. Jeg synes, det er en fin idé at målrette mod unge. Det er i den alder, man kan begynde at lodde den klassiske musiks dybder.



FUND NR. 1: GIV MIG MINE RØDDER TILBAGE! (25/10/2018)

Jeg ved ikke, om planlæggerne af sæsonen kan læse tanker. Jeg har tænkt meget over, at vi mangler at opleve vores egne musikalske rødder i det 20. århundrede. Jo, der spilles jævnligt Bartók og Sjostakovitj. Men den germanske kultur, vi har rødder i, den oplever vi sjældent i koncerthuset.

Hvad skete der med den tysk-østrigske musiktradition fra Bach til Haydn til Mozart, Beethoven, Schubert, Wagner, Brahms, Bruckner, Mahler? Sluttede musikken bare der? Naturligvis ikke. Traditionen blev videreført. Fx af de komponister, man kalder den Anden Wienerskole: Navne som Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern. Det er sikkert ikke navne, der lever så kraftigt i din bevidsthed. Men de er vigtige!

Årsag: Man begyndte at skrive musik uden for dur- og mol-systemet. Det førte til skandaler som ‘Lussingekoncerten’, som jeg vender tilbage til nedenfor. Heldigvis er vores ører ikke så sarte som dengang i starten af 1900-tallet. Jeg glæder mig til oktober, hvor OS spiller musik af den kendte Schubert og de ukendte Alban Berg og Anton von Webern. Omsider introduceres vi i en genial programlægning for den røde tråd af tradition, der fører videre fra de store klassikere og ind i det 20. århundrede.

Kan du for dit indre øre høre, hvordan en typisk Mahler-symfoni lyder? 

Kæmpe kontraster, intensitet, omskiftelighed. Godt. Forestil dig, man komprimerede en timelang symfoni af Mahler til 10 minutter. Så har du Weberns 6 fabelagtige ‘Stykker for stort orkester’ op. 6. Jeg glæder mig som et lille barn til denne orkesterperle! Webern elskede Schubert. I denne musik, hvor hver en node tæller, og hvor der intet overflødigt er, aner man skyggerne af Schuberts melodier og Mahlers brug af både det lyriske, det banale og det folkelige i uhyggelig sammenhæng. Man kan lave sin egen indre film til denne effektladede musik.

Musikken blev uropført sammen med andre moderne værker ved en koncert i 1913, der er gået over i historien som ‘Lussinge-koncerten’. Musikken den pågældende aften brød med dur og mol, som komponisterne opfattede som en spændetrøje.

Publikum var først rådvilde – senere udbrød der kaos, da modstandere og venner af komponisterne kom op at toppes. Operettekomponisten Oskar Strauss var til stede og sagde de bevingede ord om koncerten: ‘Klaskene fra de lussinger, publikum hele tiden delte ud til hinanden, var det mest musikalske den aften’.

Det var dengang, musik virkelig betød drama! I dag kan vi høre Weberns musik som en helt naturlig forlængelse af hans store forgængere…

Jeg har lavet en YouTube-video med musikken fra et af de 6 fine og lyriske (og dramatiske) ‘6 Stykker for stort orkester’.

Webern bliver i koncerten i Odense koblet op med sange af Alban Berg, den mest tilgængelige fra den Anden Wienerskole. Og de dybe rødder får vi også med via Schuberts store 9. symfoni, der rummer både krise og skønhed. Det er genial programlægning. Det bliver en stor aften!

FUND NR. 2: DET UDSLUKKELIGE? (6+7/9/2018)

Et af dansk musiklivs største stjerner for tiden, Nikolaj Znaider, gæster Odense 6./7. september 2018. Znaider startede som violinvirtuos, men opleves i senere år oftere og oftere som dirigent. Fyn er stolt af lille Carl fra Nørre Lyndelse, der blev store Carl Nielsen i København. Znaider og odenseanerne spiller Nielsens kendteste symfoni, Det Uudslukkelige. Symfonien er skrevet under 1. verdenskrig. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig et slag mellem to hære i den paukeduel, der afslutter symfonien. Det er i høj grad en symfoni, der skal SES, ikke kun høres.

Lad det hele brænde! 

Nielsen havde den samme opfattelse som mange andre i samtiden af 1. Verdenskrig: Krigen var meningsløs – men når den nu var der, måtte regnskabet gøres helt op. Om det så kostede mange menneskeliv. Dette endelige regnskab ville sikre, at kulturen kunne genopstå ren. Han mente, at livet (ligesom musikken) er uudslukkeligt. I dag, efter 2. Verdenskrig, gaskamre og atombomber, ved vi, Nielsen tog fejl. Livet er i høj grad udslukkeligt.

Som ren musik er symfonien dog langt fra udslukt. Og hvem kan i grunden sige sig fri fra en lille fryd ved den kulturelle battle på instrumenter, Nielsen skrev? Nogle gange vil man bare se hele lortet BRÆNDE!

Guldmusik af Nielsen kobles med en af de helt store violinkoncerter: Tjajkovskijs. Det er sådan et værk, hvor man har lov at læne sig tilbage og tænke: giv mig vellyd, melodi, skønhed uden filosofisk dybde. Solisten er bulgarske Liya Petrova, som vandt Carl Nielsen violinkonkurrencen i 2016.

Hør de muskuløse Berliner Philharmoniker gå amok i Nielsens pauke-battle i videoen her nedenfor.

FUND NR. 3: NEO-NEANDERTHAL MED CARMINA BURANA (28/2/2019) 

Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Det passer helt sikkert ikke. Men min kærlighed til min farfar, Christian, er ikke rustet. Og derfor er min kærlighed til Carl Orffs elskede vokalværk, Carmina Burana, heller ikke rustet. Lige inden min farfar døde, nåede han at introducere mig til værket – på et kassettebånd, han lavede til mig. Jeg kan huske, at Arleen Auger var sopranen på det kassettebånd – og hun ramte en berømt, meget høj og sindssygt svær tone tindrende falsk. Det sker!

Hør Kathleen Battle ramme den spot-on: ‘Dulcissime’ i Carmina Burana.

Jeg faldt pladask for dette værk, da jeg var ung. Hvordan kunne jeg andet? Det larmer. Det er udadreagerende. Teksterne er vulgære. Masser af rytmik. Mange gentagelser.

Sidenhen rejste jeg til Tyskland og studerede musikfilosoffen Adorno, der afskyede Orff og kaldte stilen neo-neanderthal. Orff var opportunist og havde succes under det tredje rige, selvom han måske nok privat afskyede nazisterne. På den måde deler han skæbne med Richard Strauss og Wagner. Politisk suspekte personer. Men musikken forsoner. Og jeg mener … Michelangelo arbejdede under krigerpaven Julius II og Medici-paven Clement VII. Mange store kunstnere har været skrækkeligt opportunistiske og egocentriske.

Ligesom jeg ser igennem fingre med de fejl, mine kære har (de ser gennem fingre med meget større fejl hos mig), ser jeg gennem fingre med det primitive i Carmina Burana. I hans senere og ukendte værker er teknikkerne dog endnu mere simple – og de værker smiler jeg lidt ad, må jeg indrømme.

Men jeg glæder mig til at høre Carmina Burana igen efter alle disse år og sende farfar Christian en tanke. Han sidder nok overskrævs på en sky nu og hører J. S. Bach spille c-dur fugaer fra et klaver på en anden sky.

Uden tvivl et af de kendteste og lettest genkendelige klassiske stykker: ‘O fortuna’ fra Carl Orffs epic korværk, Carmina Burana. 

Koncerten med Odense Symfoniorkester i samarbejde med fynske gymnasier (det kan gå hen og blive spændende!) og dirigent Fawzi Haimor finder sted 28. februar 2019. Jeg ved ikke i skrivende stund, hvem sopranen bliver – men jeg krydser fingre for dig

De spiller sammen med OS et værk af en af vores store, nulevende komponister, Bent Sørensens. Værket, L’isola della Città fra 2015, er en slags koncert for orkester og tre solister – er skrevet til Trio con Brio. Så der er tale om en musikalsk slotsaftapning. Jeg har kun smuglyttet på YouTube, men det lyder fascinerende. Hvor forbindelsen til Orffs simple musik er … det ved jeg ikke. Men nogle gange skal man vel også bare lade programmets dele klaske sammen i et bilsammenstød.

FUND NR. 4: LIV ELLER DØD (11/10/2018)

Leve eller dø? Det var mere eller mindre det valg, Dmitri Sjostakovitj fik i 30'erne, da hans succesopera Lady MacBeth fra Mtsensk kom diktatoren Josef Stalin for øren. Stalin skrev anonymt en 'anmeldelse' af operaen under overskriften: 'Kaos i stedet for musik'. Artiklen indeholdt så mange stavefejl, at man vidste, Stalin selv havde skrevet den - ingen redaktør turde rette på ham. Og alle vidste, det var en slet skjult trussel. 

Sjostakovitj valgte at leve. Han lagde sin musikalske stil om. Slut med kritik af magthavere. Slut med for mange skæve toner. Flere folkelige melodier. Mere simpel opbygning. OS spiller Sjostakovitj svar på Stalins kritik: Den 5. symfoni. Sjostakovitj gik så langt som til at kalde symfonien 'en sovjetisk kunstners svar på berettiget kritik'. Stalin elskede symfonien. Stort orkester og genkendelige melodier.  

Man ved aldrig helt, hvor man har Sjostakovitj. Hvor meget medløber var han - hvor meget gjorde han nar af Stalin gennem vildt overdrevne effekter? Denne usikkerhed er det fede ved musikken. Den matcher et århundrede, hvor ironi, banalitet og dybsindighed går hånd. 

Forrige sæson hørte vi Sjostakovitj monumentale og u-ironiske 11. symfoni med OS. Jeg glæder mig til at høre den ÆGTE Sjostakovitj i 5'eren. Ironikeren, der gør grin med diktatoren. Hører du den som sovjetisk halleluja-propaganda-musik? Tvivlen lever med denne musik....

STØTTER DU DIT SYMFONIORKESTER?

Rådmand for kulturområdet i Odense, Venstres Jane Jegind, citeres i kataloget for, at Odense Symfoniorkester er landets bedste orkester. Det synes jeg, vi alle sammen skal holde hende op på. Det forpligter. Både her i Danmark og i andre vestlige lande er symfoniorkestre pressede af besparelser. Lukninger forekommer jævnligt. I Aarhus kan orkestret ikke længere spille de store senromantiske værker – dertil er der for få musikere. Imens skyder nye koncertsale op i Asien i et omfang, man ikke skulle tro. 123 alene i Kina.

Odense Symfoniorkester er efter min overbevisning Danmarks bedste symfoniorkester, der med sit alsidige repertoire har koncerttilbud i høj klasse til alle aldersgrupper.
–    Kulturrådmand Jane Jegind (V)

Hvis vi tager vores egne rødder og vores egen kultur alvorligt, må orkesterbesparelserne (som ofte pakkes ind i djøficeret nonsens om effektivisering og ‘smartere måder at yde mere på’) stoppes. Det er op ad bakke. For helt oppe på Borgen, hos den såkaldte kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance), sendes der klare signaler om, at kultur, det er noget, vi beskærer. 

Senest mister en kulturbærende institution som Danmarks Radio en femtedel af sit budget og Radio 24Syv en tredjedel. DR Underholdningsorkestret er skåret helt fra for et par år siden. Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phil, er det næste orkester, der vil falde – hvis det står til kulturafviklingsministeren. Jeg græmmes over den kvindes politik. Hun og andre politikere himler op om den danske kultur – samtidigt med, at de samme arbejder på at nedlægge den.

Jeg glædes til gengæld...

... over Jane Jegind. Nu har hun udnævnt Odense Symfoniorkester til landets bedste. Det må vi holde hende op på. Vi må antage, orkestret er sikret mod beskydning fra talmennesker med klamme håndflader. Tillad orkestret at eksperimentere mere, om det så betyder halvfuld sal eller oprør fra traditionalister. Man er kun bedst, hvis der er sikkerhed for at kunne satse og fejle, satse og vinde.

af Martin D. Knudsen, første gang publiceret på Martins egen blog: http://www.lightleaks.dk/guldfund/



Luk

Odenses byggesten er en smuk og uperfekt gul klinke

Odenses byggesten er en smuk og uperfekt gul klinke
Meninger | Skrevet af: Mie Leonora Heiberg | 16. april 2018

Tusinder af fødder betræder de gule sten hver dag i Odenses hjerte. Grønnegade, Byens Bro og Filosoffen ved Munkemose er nogle af de steder, der lyser op i varme farver på en kold vinterdag, fordi bunden er belagt med den. Odenseklinken og dens forgænger Hasleklinken– eller bare ”Klinken”, som brolæggerne i min gade kalder alle de gule sten, nye som gamle.

- Den er besværlig at lægge, men den er meget, meget flottere, end det der lortebeton. Den skaber mere charme og giver mere at kigge på, lyder det fra en af de hårdtarbejdende herrer, der er ved at lægge klinker i gaden.

 

BILLEDE: Brolægger arbejder med klinker i Ny Vestergade, Odense C.

Brolægger arbejder med klinker i Ny Vestergade, Odense C.

 

Og jeg kunne ikke være mere enig. Stenene er specielle, fordi de ikke bare er ensfarvede. Modsat asfalt og beton changerer Odenseklinken og Hasleklinken i gul, orange og sortbrun.

 

Et af de vildt-changerende fortove med klinker i Odenses centrum. Her er det Hasleklinken, Odenseklinkens forgænger, der ligger i to forskellige mønstre.

 

Varme farver i byen

I Ny Vestergade, hvor jeg bor, er der netop blevet lagt en lidt mere afdæmpet søster-udgave af klinken. Men effekten af at få skiftet gråsort asfalt ud med karrygule sten er stadig til at mærke. Der bliver bare et par grader varmere og lidt hyggeligere på en eller anden måde.

Det er Michael Steffen, der har udviklet Odenseklinken, som faktisk er en nytænkning af Odenses gamle klinker. Og han er netop gået efter at skabe denne varme og hyggelige stemning: 

- Du mærker det måske ikke bevidst, men det skaber en superfed fornemmelse i underbevidstheden at have de der positive farver, der bare lyser igennem på fortovet, siger han.

 

Ny Vestergade

Ny Vestergade før og efter omlægningen, hvor asfalt er erstattet med klinker. Resultatet spreder en helt anden og varm stemning i gaden.

 

Efter omlægningen i min egen gade er det gået op for mig, hvor meget historie de gemmer på, de sten, jeg vader rundt på hver dag. For en stor del af de gule klinker, der dækker hundredetusinder af kvadratmeter i Odenses gader og stræder, er brændt med kul i en ovn i Hasle på Bornholm for op mod hundrede år siden.

Og modsat mange andre danske byer har Odense valgt at holdt fast i den ved at udvikle en ny version. Derfor ligger nye og gamle sten i dag side om side og sikrer, at Odenses signatur lever videre.

 

GRØNNEGADE

Den smukke Odenseklinke, som er en nytænkning af Hasleklinken, ses her i nye mønstre i Grønnegade.

 

Historie under fødderne

De oprindelige sten hedder Hasleklinker og blev lavet på Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Det var brændingen med kul, der gav de gule sten deres tilfældige pletter og nuancer. Klinkerne blev sejlet over Østersøen og solgt og lagt i mangen en kystby i Danmark og Nordtyskland.

 

 Hasleklinker

Historiske Hasleklinker i Odenses indre by.

 

Michael Steffen har studeret den gamle Hasleklinkes historie indgående for at kunne lave dens efterkommer. Han fortæller, at kommunerne i mange danske byer i løbet af 1980- og 1990’erne valgte at skifte klinkerne ud med beton eller granit, fordi det var blevet moderne og smart. De gamle Hasleklinker blev pillet op, smidt væk eller solgt. Det skete for eksempel i Rudkøbing, Faaborg og Haderslev - men ikke i Odense, siger Michael Steffen, der også er direktør i Steffen Sten:

- Den eneste by, der har holdt fast i klinketraditionen, er nok Odense. Det må være den by i landet, der har allerflest klinker liggende. Nu er det faktisk blevet byens visitkort, siger han.

 

Hasle klinker og chamottestensfabrik

Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik, hvor Hasleklinken blev skabt, billedet er taget omkring år 1928. Foto: bornholmerneshistorie.dk.

 

Men da Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik lukkede for tyve år siden, stod Odense uden leverandør af de kulbrændte klinker. Kommunen ønskede at fastholde de gamle klinker og fortsætte traditionen med at bruge dem i byen og satte derfor stort ind for at udvikle en lignende sten til fremtidige byggeprojekter i Odenses indre.

 

Hasleklinker i Odense C

Hasleklinker lagt på forskellig vis i Odense - side om side med granitsten.

 

En vild sten

Michael Steffen var én af de folk, der satte sig for at nytænke Hasleklinken og havde på det tidspunkt et samarbejde i gang med et teglværk i Tyskland. Men her var de ikke meget for at afvige fra den gængse arbejdsmetode, når det gjaldt klinker:

- Dengang havde man den holdning, at en sten skulle være så ensfarvet og pæn som muligt. Den skulle have affasede kanter, og alt skulle være fuldstændig standardiseret. Og så kom jeg som tossen fra Danmark og sagde, at de skulle lave det fuldstændig stik modsatte. En sten, der er skarpkantet, vild i farverne og kulbrændt, fortæller han.

 

Klinkenørder

Klinkenørder. Familien Steffens begejstring for klinker er ikke til at tage fejl af: - Jeg bliver bare glad, når jeg ser byer, der bruger klinker. Jeg synes, det gør en forskel. Michael Steffen, direktør i Steffen Sten. - Man forbinder den med sin hjemby. Datter Carolin Steffen, der også en del af firmaet.

 

Det lykkedes at få det tyske teglværk til at lave nogle prøver. Og de kom faktisk så tæt på farven og kvaliteten af Hasleklinken, at Michael Steffen blev valgt som leverandør af Odenses nye byggesten, der blev døbt Odenseklinken. Den brændes udover gas også med kul, så den får de nuancer og farveskift, som Hasleklinken havde. 

 

Grønnegade

Nytænkningen af Hasleklinken, som fik navnet Odenseklinken. Her ses den flotte klinke i organiske mønstre i Grønnegade ved Brandts Klædefabrik.

 

Nyt og gammelt

I dag består en stor del af gulvet i Odenses centrum af en mosaik af gamle og nye klinker. Når der skal lappes huller eller graves op på fortove, pladser og gågader bruges den gamle sten fra Bornholm stadigvæk. Stenene er i sin tid blevet gravet op fra de ydre dele af byen, sorteret og lagt i den indre del af byen eller på lager til fremtidig brug. Og med tiden har den så fået selskab af sin efterfølger.

- Der er en bæredygtig tankegang i at vælge et materiale, man kan genanvende. Du kan se, hvor mange gange, gaderne og fortovene er blevet gravet op. Og så bliver klinkerne lagt til side, mens der bliver arbejdet og lagt på plads efter endt arbejde. Det kan du ikke gøre med asfalt, siger Michael Steffen.

 

Hasleklinker til genbrug

De gamle Hasleklinker genbruges, hver gang der skal bygges nyt eller renoveres på Odenses fortove og pladser.

 

Det, at Odense har turdet satse og gøre alt for at bevare en usædvanlig og vildtfarvet klinke som en del af byens byggesten, gør mig som odenseaner stolt. Her på This Is Odense har vi tidligere stillet os selv spørgsmålet, om byen bygges bedre og er kommet frem til, at det i høj grad afhænger af kvaliteten af de materialer, der bygges af, men også omtanken for fremtidens by fremfor hurtig profit her og nu. Derfor er vi temmelig glade for Klinken i This Is Odense.

 

Filosoffen Munkemose

Kulplettede Odenseklinker omkring Filosoffen ved Munkemose.

 

Klinker er in

Brugen af Odenseklinken er i den grad en bæredygtig investering i fremtidens by, og derfor er det positivt at se, hvordan den er tænkt ind i den transformation, Odense gennemgår lige nu. De farvede sten udgør en stor del af ´fra gade til by`-projektet, hvor Thomas B. Thriges Gade omdannes til by. Her lægges Odenseklinken i nye mønstre sammen med klinker i andre farver.

 

Odeon

Stribet klinkebelægning ved Odeon. Omlægningen er en del af ´fra gade til by`-visionen. 

 

Hos Michaels firma kan de mærke, at der er sket et skift hos arkitekterne, også i landets andre byer, i forhold til brugen af klinker.  

- Arkitekterne har fået øjnene op for dem. Så i dag tænker man i højere grad klinker ind, hvor man for ti år siden måske havde brugt granit. Og så vil arkitekterne også gerne sætte deres præg og nyfortolke den gamle klinke fra fortovene, siger han.

 

Odenseklinken i Grønnegade.

 

Udover at beklæde området ved Odeon og Thomas B. Thriges Gade kommer Odenseklinken også til at erstatte asfalten foran Odense Banegård. Og den vil, sammen med andre typer klinker indgå i fremtidige omlægninger af Sukkerkogeriet og Odense Stadion.

Personligt håber jeg, at byens tradition med at bruge den karrygule, kulbrændte klinke bliver ved. Også hvis den om halvtreds år ikke skulle være moderne mere. Den er bare blevet en del af byens DNA og hyggelige stemning.

I øvrigt kan jeg næsten ikke vente, til det bliver lunere i vejret, og brolæggerne bliver færdige i Ny Vestergade. Så vil jeg for alvor kunne mærke glæden ved at have fået asfalt skiftet ud med gule klinker lige udenfor døren.

 

Xandra Thomsen

- Det giver måske lidt mere en følelse af forår, når der kommer lys ned på og det skinner op. Selvom det blænder lidt her i solen. Det er da pænt nok, men det har man sgu aldrig rigtigt tænkt over. Xandra Flyvbjerg Thomsen, Studerende.

 

Turister odense

- Det skaber godt humør. Specielt da vi nærmede os Odeon, lagde vi mærke til farverne. Selv bare et par få farvede klinker blandt brosten muntrer det hele lidt op. Det er dog godt med variation, så det ikke kun er gult alle steder. Emel Soylu og David Sparrow – turister fra Windsor, Storbritannien.

 

Odenseaner

- Jeg synes det giver lidt mere at bruge klinker i stedet for at bruge sådan noget cement, hvor der ikke er nogle former og linjer. Så er det ikke det samme hele vejen igennem. Bettina Hansen, studerende.

 

 Odenseaner

- De steder som her, hvor der kun er fodgængere, fungerer klinkerne godt. Diversitet er fint, så bare mere af det. For det skal jo ikke være granit det hele. Caspar Vang. Filmskribent for Fyns Stiftstidende

 



Luk

Odenses musikalske vækstlag - et interview med 6 musikere

Odenses musikalske vækstlag - et interview med 6 musikere
Longread | Skrevet af: Kasper Herschend | 3. april 2018

Hvornår oplevede du sidste gang lokale musikere på en scene her i byen? - Hvem var det, kendte du dem mon i forvejen, og blev du overrasket?

Måske var du til Sofar Sounds, til Rooftops eller til Songwriters circle. Det kan også være, du har været på Odeon for at opleve nogle af de studerende fra SMK, eller måske var du til Odeology. Måske har du været til Ø-Lyd, til BYEN TALER, eller til Røde Himmel. Måske var det et helt andet arrangement.

Sidste gang, jeg så lokale musikere spille, var til Nyt Blod på Posten i midten af februar. Her oplevede jeg blandt andre De Uanstændige - og det var godt. Den sidste koncert, jeg er ked af, jeg gik glip af, var De 6 Portaler i Borgernes Hus, hvor de to lokale bands Summit og Organik spillede - i seks timer!

...

 

Jeg synes, det ser ud til, at det vrimler med unge aspirerende musikere her i byen. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at få en fornemmelse for, hvordan det er at være musiker her. Der er åbenlyst fremgang på arrangørsiden, men alligevel synes jeg ikke, jeg får hørt nok af det, der er originalt og lokalt. Måske det ville hjælpe mig, hvis jeg forstod, hvordan det er at være musiker her. Så det er mit udgangspunkt.

Men hvad gør man, hvis man, som jeg, kunne tænke sig at blive lidt klogere på det her? Tjah, man kan sikkert gøre mange ting, men jeg skrev til nogle bands og solister, jeg havde stødt på i min tid i byen: Sille Nilsson, De Uanstændige, Summit, Christian Brock og De Forbandede. Jeg spurgte, om de ikke havde lyst til at mødes til en snak om, hvad der sker i, og for, det odenseanske musikalske vækstlag. Og med én dags varsel sagde de, overraskende nok, alle sammen ’ja’.

 

Et utaknemmeligt udgangspunkt?

 

Midt i påsken mødtes vi på Den Smagløse Café i Vindegade for at snakke om det at være musiker i og fra Odense. Det blev til en snak om publikums-mentaliteten, om op- og nedture for musikkulturen i byen med beretninger fra de første spillejobs, men mest af alt kom det til at handle om det bedste ved at være musiker i Odense.

Uden at sige for meget var jeg nok lidt af den opfattelse, at Odense er et problematisk udgangspunkt for et musikalsk gennembrud. For det skorter lidt med fanebærere, og vi mangler måske også en profil udadtil. Og det var ikke helt ved siden af, hvad de seks musikere havde gjort sig af tanker om Odense. For når man eksempelvis spiller den musik, som drengene fra Summit gør, opleves det somme tider sværere, at man netop har base i Odense. Og flere har da også, siden oprettelsen af bandet i 2013, opfordret dem til at søge væk fra byen, for at slå igennem. Og som Summit-guitaristen, Mads, siger det; tænker jeg da somme tider, at vi har valgt at spille spillet på hard-mode, for vi gør jo bare, hvad vi har lyst til, men der er rigtig mange ting imod os.

 

To af drengene fra Summit. Mads Mikkelsen (tv.) & Christian (th.)

Summit - Progressive Rock - Fra venstre; Mads Mikkelsen - guitar - Christian Øhlenschlæger - trommer

 

"Danmarks største landsby"

 

Christian Brock, som for nyligt kom hjem fra en musikalsk tur på tværs af Indien, har ligesom de fleste andre omkring bordet affundet sig med vilkårene:

- Jeg har erfaret, at jeg må rejse for at finde de der super seje fans. Men det, der i hvert fald er ved Odense, er, at det er lidt et helle for mig. Jeg kan huske første gang, jeg sådan var på udlandsturne. Der var det eneste, jeg tænkte på; det var Kongens Have. Jeg gik virkelig bare og tænkte; ”Jeg glæder mig til at se Kongens Have!” Og jeg har aldrig haft noget personligt forhold til det sted. Men jo, for mig er det et helle. Jeg kender Odense så pissegodt. Hjemby. Har altid boet her. Det er hyggeligt. Man kender altid nogen. ”Danmarks største landsby?” tilbydes af én omkring bordet - Lige præcis! Danmarks største landsby!

Men hvad gør det for musikken, at den er et produkt, der skal eksporteres fra Odense? Hvilke begrænsninger oplever de, og følger der fordele med?

 

Udfordringerne

 

Det kan somme tider være frustrerende at være musiker fra Odense i forsøget på at komme ud med sin musik. For der er ikke det samme vågne, musikalske blik på Odense, som man måske oplever det på København eller andre større kulturbyer. Som trommeslageren i De Forbandede, Ricky, siger:

- Man kan godt føle, at man er lidt i en lille boble, der aldrig bliver prikket hul på. Men lige så snart, der så bliver prikket hul, så er det også, som om at der sker et eller andet. Folk begynder lige pludseligt at vågne lidt op. Men jeg tror nogle gange, at Odense virker lidt uinteressant for de større byer. For de har ikke meget at relatere Odense til. - Sådan i band-sammenhænge.

Peter Bizz – sangskriver og en af de to forsangere i De Uanstændige – byder ind: Nej, det er i hvert fald ved at være nogle dage siden, at der har været… Men der er nogen. Vi havde den her den anden dag og talte lidt om bands fra byen.

De Uanstændige - Indie Pop/Rock - Peter Bizz - Sangskriver, bassist og en af to forsangere i bandet

Og ved nærmere eftertanke, og ved lidt fælles hjælp, kommer de seks hurtigt frem til en liste over bands og solister, der har slået hul. Pointen står dog stadig, for det er ikke en lang liste. Men for Summit har det måske også ligefrem været en fordel, at Odense ikke er mere etableret som musik-by, end den er, for som Christian siger:

Odense er også en by, hvor der kommer bands fra udlandet, som er på samme stadie, som vi er. Vi har spillet med bands fra Sverige og Tyskland, og de kontakter, vi har i andre lande, har vi fået gennem de jobs, vi har spillet her i byen. Så på den måde åbner Odense også op for nogle muligheder.

 

Odense er nærhed

 

For selvfølgelig er der også fordele ved at have taget sine spæde musikalske skridt i den by, der har opfostret én. Det er nemlig også en kærlig by, der konstant minder en om, at man faktisk hører til her. Og at man har ret og lov til den følelse.

- Det er også, som om at i Odense behøver man ikke være hip. - Siger Christian Brock - For igen; at Odense er så lille gør også, at mange musikere kender hinanden. Personligt, der er det ikke sådan, at jeg tænker, at jeg finder de der hundrede mennesker, der synes, at min musik er det fedeste. Det er ikke rigtigt mit mål. Jeg har lidt ligesom indrømmet for mig selv, at jeg er nødt til at tage ud med min musik, og på den måde er Odense rar, for hold da op, hvor er det fedt at lande i en by, hvor du lige kan gå udenfor og sige: Hvad så, Poul! Og så gå videre. Og at man ikke bare drukner, som jeg måske føler, man lidt gør i København.

Byen tilbyder en nærhed, som måske kan være svær at opleve i samme grad, hvis man rykker teltpælene op og bevæger sig ud i verden. For opbakningen fra folk, man kender betyder noget, når du forsøger at nå ud til folk, der ikke kender dig. Drengene fra Summit kan stort set altid genkende nogle iblandt publikum:

- Det er lidt mere nært. Eksempelvis når vi spiller. Vi har aldrig spillet en koncert, hvor jeg ikke har kendt en god del af publikum. Vi kan altid se nogle. Det er endda lykkedes os at få nogen med til Jylland til nogle koncerter. Og det er jo kun fedt!

 

Odense er trygt

 

Omkring bordet sidder også Cæcilie, som blandt andet flyttede til København for at sætte skub i sin musik. Men det er, for hende, som stadig indspiller sin musik i familiens lydstudie her på Fyn, som om byen stadig holder fast i hende:

- Jeg er jo en af de der, der er flyttet fra Odense, fordi jeg gerne ville til København. Men på en eller anden måde har Odense, for mig, været et enormt trygt sted at starte med at vise mine sange frem til nogen, så det er der, det er startet for mig. Og så er det, som om at Odense har holdt lidt fast på mig, når jeg så har taget af sted til København.

Christian Brock tilføjer: - Det er den der tryghed, der gør det! – Som Odense virkelig har. Det var en af de ting, der gjorde, at jeg turde fortsætte med den her underlige undergenre, som ikke særligt mange kender herhjemme. Fordi jeg fik prøvet det af et sted, hvor jeg kendte… Jamen, jeg tror nærmest, det var halvfems procent. Hvor jeg fik en kanon opbakning. Altså; ”hold kæft mand, det er det ondeste, jeg nogensinde har set”. Du står med noget, der er så skrøbeligt, og du ved ikke rigtigt selv, hvad det ender med, og hvad det skal blive, og hvad det egentlig er nu. Og så kan Odense være superfed.

 

Christian Brock (Solo) - Fingerstyle Guitar - Guitarist og komponist

Og hver især stemmer de i, for de er, som de selv konstaterer efterfølgende, overraskende enige med hinanden om byen og dens bidrag til deres projekter. Og for Cæcilie, som udgiver sin musik under navnet Sille Nilsson, er det også en fordel at være fra Fyn, for:

- I stedet for, at jeg bare er en sangskriver fra København, som der er en hel masse af, så er det lige pludseligt eksotisk at være fra Fyn. Men i virkeligheden er jeg jo født i Albertslund. Så jeg har hjemme enormt mange steder. Og så er jeg blevet gladere og gladere for Odense. Fordi jeg kommer hjem her. Hun holder en kort pause. På et tidspunkt havde jeg travlt med at komme væk, men Odense for mig er, som I også siger, endt med at blive det nære og det trygge.

 

Publikum

 

Man er ikke i tvivl om, at Ricky Christensen fra det psykedeliske stoner-rockband, De Forbandede, har et indblik i musikkulturen både i og udenfor Odense. Han har holdt til på Kansas City siden den forhenværende konfektionsfabrik igen åbnede dørene op som kulturfabrik for godt og vel 11 år siden.


De Forbandede - Psykedelisk Stoner Rock - Ricky Christensen - Trommeslager

- Forskellen på København og Odense, i forhold til opvarmningsjobs, det er jo, at i København kan man for eksempel mærke, at publikum er mere vant til at gå til koncerter.

Der er bred enighed omkring bordet, mens Ricky fortsætter:

- De er meget mere vant til at gå til en koncert, så måske den entusiasme, de har, når de går til en koncert, den er måske lidt større herhjemme, når der så kommer den der ene koncert. Og skal man varme op til den, så er folk på.

For alle os omkring bordet er der ingen tvivl om at koncertkulturen er anderledes her i Odense. Både på godt og ondt. For selvom at publikum meget vel er mere tændte, når de tager til koncert i Odense, så går der altså også længere tid imellem, at de kommer ud. Det gør det svært at arrangere koncerterne, fordi man ikke ved, hvor mange man kan forvente. Men det gør det også sværere for de optrædende, fordi der er færre jobs. Trods det kunne trommeslager, Christian, fra Summit, imidlertid tilbyde en positiv beretning om en ekstraordinær publikumskultur til et ikke mindre ekstraordinært koncertarrangement, de for nyligt tog del i:

 

De 6 Portaler

 

- Da vi spillede 6-timers maraton-koncert (til arrangementet; ”De 6 Portaler” red.), som i forvejen er et format, som - hvis folk har svært ved at komme til en koncert af halvanden times varighed, eller bare en halv time tirsdag aften - så er 6 timer svært! Det skræmmer dem i hvert fald væk. Men der oplevede jeg, at selvom der ikke var fyldt, så var de der!

- Og jeg kan huske efter at have spillet seks timer, i noget der mest minder om en trancetilstand af ”Arh… hvornår er det slut?!” - så da man var færdig, og man gik ned, så kom folk over og klappede en på skulderen og sagde ”fuck, hvor var det fedt”. Og så var det nogen, man ikke kendte.

Det er den opbakning, der virkelig giver musikerne blod på tanden. Den opbakning, de måske ikke lige havde regnet med at få. Men én ting er dem, der går ud og rent faktisk tager chancen, som publikum på et så kantet arrangement som eksempelvis en 6 timers maraton-koncert, en anden ting er alle dem, der bliver hjemme. For som Christian fra Summit siger om den egenskab, der måske bedst kendetegner odenseanerne, når man maler med den helt brede pensel: mageligheden:

- Det er måske både styrken og svagheden, at det er så mageligt, både for bands, og for publikummerne. Man tager måske ikke nødvendigvis ud en tirsdag aften, for der sidder man derhjemme.

Det ikke altid sjovt at blive overrasket, for med overraskelsen følger jo også muligheden for skuffelse. Men historien fra De 6 Portaler bærer måske også vidnesbyrd om skiftende vinde over og i Odenses musikkultur.

 

Kulturskift

 

For da snakken falder på netop dette kulturskift, og spørgsmålet kommer, om det ikke netop er et kulturskifte, der skal til, for at vi kan få en mere etableret koncertkultur i byen? svarer Peter Bizz:

- Klart! Men jeg synes heldigvis også, at det er blevet bedre. Der var nogle rigtigt døde år, efter at Christian Skjølstrup var rejst fra Odense. Men så kom Off the Hook-drengene og -pigerne. Og så har de unge mennesker jo lavet Under Livet, og så nu Røde Himmel. Så de sidste år har der i hvert fald være det der månedlige koncertarrangement.

”Det er på vej frem” - konkluderer de omkring bordet i munden på hinanden. Og den 26-årige electro-country-artist, Cæcilie, har også konstateret en ændring her i byen:

Sille Nilsson - Electro-Country - Cæcilie Nilsson

- Altså, siden jeg er flyttet, er der jo bare sket så meget, at den ikke er til at genkende længere. Så jeg tænker, at der er noget, der er vendt også hos dem, der holder til her – at der er en mentalitet, der vender.

Og det lyder, som om at byen er på vej frem, på denne torsdag, hvor den sidste sne forhåbentlig er faldet, og vi igen, sammen med musikken, forhåbentligt, kan gå varmere tider i møde.

- For der er jo en masse, der gerne vil musikken og gerne vil stable det på benene, og hvis folk hellere vil drikke kaffe derhjemme tirsdag aften, så er det jo også bare sådan. Og så skal vi jo også ligesom sige: hvor mange koncerter kan vi ha’ i den her dejlige lille by? - Men det er, som om at de er ved at vende. For folk vil jo gerne ud!

Og her går noget op for mig, som jeg sidder og lytter: For der er enighed om, at vi i Odense kan være afsindigt dårlige til at sige ja til noget, vi ikke ved hvad er. Det er svært at få folk op af sofaerne. Og måske er vi odenseanere ligefrem pinligt bevidste om det - er der en, der får sagt. For det er, som om, at der er en lyst til, at det skal være noget andet end bare mageligt. At man måske også kan gøre noget af det samme som andre store byer. Og det var måske det, de mente med sloganet ”Fra stor dansk by til dansk storby”, for i slutningen af vores samtale lyder det: at vi måske nok mangler lidt af det der storby-sind. - En indstilling, der får os til at prøve noget nyt uden at være for bange for skuffelsen og for at spilde tiden.

 

Danmarks bedste største landsby

 

Og som snakken lakker mod enden, og meningerne smelter sammen, taler alle om bordet nærmest med én stemme, for vi må meget gerne adoptere et stor(by)sind:

- Så længe vi forbliver ved det her landsbyformat. For det har sin charme, og det er lækkert. Så lad være med at skyde over målet. Vi må ikke begynde at tro, at vi er den nye storby i Danmark. Det er, som om at Odense har været en by, som gerne ville være noget, den ikke kunne være. Og nu er det, som om at den bare er faldet til, hvor det, der sker, er det, der giver mening for byen.

...

 

- Tak til Cæcilie, Ricky, Peter, Christian, Mads og Christian Brock for at tilbyde et indblik i hvad det er at være musiker i Odense, og for at dele oplevelser fra scenen!

- Summit består, udover Mads og Christian, af Søren Hauschildt Christiansen (sang), Valdemar Reinhold Øhlenschlæger (piano) og Jeppe Birkebæk Truelsen (bas). De fem har spillet sammen siden 2013, og de kan opleves i Odense næste gang til UNDER ODENSE d. 28. april på Kulturmaskinen. Følg med, i hvad der sker for Summit via dette link, eller lyt til deres musik her.

- Christian Brock er 23 år gammel og fornyligt hjemvendt fra en musikalsk tur i Indien. I 2015 udgav han EP'en med titlen "The Ride", som kan høres her. Du kan desuden følge med i hans rejser på hans facebook-side.

- Sille Nilsson spiller electro-country og har i sit band sin far, Bjarke Nilsson, på guitar og sin bror, Rasmus Mølck Nilsson, på bas. I 2015 udkom hun med debutalbummet "Nothing Else Is Working". Sille Nilsson kan opleves næste gang i Odense til Spoken Word Festival d. 22. august sammen med Hjalmer. Du kan følge Sille Nilsson via dette link, eller lytte til hendes musik her.

- De Forbandede består, udover Ricky, af Peter Østergaard (guitar, vokal), Nicolei Martin Aagaard Rasmussen (bas, vokal) og Michael Hansen-Buur (keys, vokal). ​ De fire har spillet sammen i denne konstellation siden 2015, og de kan opleves på Posten d. 12. maj sammen med Bersærk og Ondt Blod. Følg dem her, eller lyt til deres musik.

- De Uanstændige er, foruden Peter Bizz, Lasse Liisberg (guitar og vokal), Asger Hald (guitar), Aske Wolfhagen (trommer) og Johannes Quist (keys). De fem har spillet sammen i et år, og de kan opleves i Odense næste gang til Røde Himmel d. 14. april og igen d. 28. april på Kulturmaskinen til UNDER ODENSE. Det rygtes, at de inden længe udkommer med nyt materiale, og indtil da kan man følge dem på Facebook.

 



Luk

Bygges byen bedre? Karakterer til 18 nye byggerier

Bygges byen bedre? Karakterer til 18 nye byggerier
Debat | Skrevet af: This Is Odense | 7. marts 2018

Nye bygninger vælter frem i Odense. Og det er jo godt (nok). Eller er det? Folk ser enten alt nybyggeri som modernistiske kasser i beton eller hylder det som eksempler på en by i udvikling, der tager taktfaste skridt mod storbydrømmen.

Men det er alt for forsimplet. Byens byggede miljø er fortællingen om Odense som by til os selv og alle, der besøger byen. Det er forbindelsen mellem vores historie og vores fremtid. Det er afgørende for, hvordan og hvor meget vi bevæger os - om en gåtur fylder os med lykkestoffer eller katastrofetanker. Det er endda vigtigt for, hvor meget vi taler med vores naboer og, hvordan vi er sammen. Det er vigtigt for, hvordan vi lever.

Først former vi byen, og så former den os.

Derfor er byens byggede miljø også alt for vigtigt til, at vi kan overlade det til dem, der bygger. Især nu hvor der bygges så hurtigt, at byen vi kender kan være væk, før vi ser os om. Måske ændrer den sig til det bedre, måske til det værre - risikoen er størst for, at det sidste sker, hvis ikke vi diskuterer det. For det er vel det, det handler om? At spørge om hvert eneste byggeri gør byen bedre eller ej.

Derfor giver This Is Odense i denne artikel karakter til 18 nye byggerier, som er færdige, næsten færdige eller netop kommet af tegnebrættet og kommer med nogle bud på, hvad der kunne blive bedre. Vi er ikke eksperter, men vi mener, at alle bør være med i diskussionen om, hvad der skaber en god by. Så læs med og giv din mening til kende!

1. Dideriksens Hjørne - Sandal Ejendomme/Projektas herning/Nj Gruppen

Markant forandring er på vej på Vesterbro. Farvel til klondykestemning med små byhuse blandet med høje karrébyggerier, farvel til obskure og sjove små butikker, der har levet en hengemt tilværelse til lave huslejer. Goddag til tæt by. Første skridt er Sandal Ejendommes hjørnebygning på Vesterbro og Vindegade, der har erstattet Dideriksens Hjørne.

Positivt: Det nye hjørne fortsætter faktisk den gamle lejlighedskarré, så strækningen nu er høj og tæt og byagtig, og bygningen har en skala, der passer til miljøet omkring den.

Negativt: Man har forsøgt at lave variationer i facadens farve uden stor succes. Altaner - ja, men af lav kvalitet, der ikke er tilpasset ejendommen. Tonede ruder ind til Fakta, et kedeligt trappetårn og ikke-levende facade langs Vesterbro skaber et uinspirerende møde med gaden. Endelig er overgivelsen af gårdrummet til stenørken og parkeringsareal ærgerlig. Kunne man ikke finde bare lidt plads til opholdsareal, træer og andet grønt?

Samlet karakter: 2 pile

2. Sankt Gertruds Stræde+Store gråbrødre stræde - Karsten Bill/AI

I lang tid var denne lidt mørke plet midt i byen reserveret til parkering mod Sankt Gertruds Stræde og en lille faldefærdig bygning med genbrugsbutik mod Store Gråbrødre Stræde. Nu fyldes hullerne ud, og måske skabes der et levende butiks- og udeserveringsområde fra Gråbrødre Plads og ned til Store Gråbrødre Stræde, hvor også ølbaren Mikkeller åbner om kort tid. Byggeriet er ikke færdigt, og der ser ud til at være en vis forskel på den oprindelige visualisering fra AI og det byggeri, der er på vej, så det er ikke muligt at give en endelig karakter.

Positivt: En død bagside kan blive forvandlet til en levende gade, nu hvor hullet fyldes ud, især hvis der bliver butikker eller restauration i stueetagen. Det hjælper også meget, at det karakterfulde træ i Store Gråbrødrestræde har fået lov til at blive stående. Facadens sten har farvespil, og der er en vis variation i helhedsindtrykket. Med en rimelig succesfuld tilpasning til nabobygningers tag er byggeriet et godt eksempel på, hvor mange steder der kan fyldes huller ud i Odense, med et stort plus til bylivet til følge.

Negativt: Facaden er ikke helt afstemt afstemt med de røde teglstensomgivelser. Hvis der bliver boliger og ikke butik i stueetagen, mister man meget af fordelen ved den nye tæthed og gaderummet vil ikke leve op på samme måde

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile. Hvis der bliver boliger i stueetagen, må der gives 2 pile i stedet.

3. VesterPort, Vestre Stationsvej/Rugårdsvej - Reitan/FAB

En gang gik byens kant ved jernbanen og den sydøstlige del af Østre og Vestre Stationsvej. På den anden side af vejen var der jernbanebygninger og jernbanespor. Efter jernbanen blev omdirigeret, er der aldrig blev bygget en ny bykant. Men den er for alvor på vej nu, hvor nye byggerier vil skyde op hele vejen langs med gadestrækningen, og hvor letbanen vil gøre gaden mere interessant for fodgængere og ophold. Derfor er det vigtigt, det bliver gjort ordentligt.

Vestre Port har levet en omtumlet tilværelse - fra 90'er-prestige-biografbyggeri over nedrivning og endelig til et nyt projekt med boliger, Rema 1000, lagkagehuset, café, restauranter og fitnesscenter. Da byggeriet endnu ikke er færdiggjort, er det ikke muligt at vurdere det endelige resultat.

Positivt: Aktivitet til området med indkøbsmuligheder, caféliv og boliger. Parkering i den eksisterende parkeringskælder.

Negativt: Foreløbigt ser byggeriet en smule skuffende ud. Der er ikke meget variation i facaden, og farverne minder lidt om grebet til Dideriksens Hjørne, der bliver brunt i brunt. Hjørnet, der i det nu nedrevne biografbyggeri havde en måske ikke køn, men i hvert fald excentrisk karakter, fremstår nu noget kedeligt med den meget bløde brune bue. Men måske det hele reddes af et last-minute ønske om en tagterrassejungle med træer, der kan ses, når man kører ad Østre Stationsvej.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 3 pile. En jungle på taget ville udløse noget nær en fordobling af point!

 

4. Karré 1, etape 2, Østre Stationsvej - OPUS/5E Byg/C.F. Møller

Hvor der før var togvaskehal ligger nu tre karrébyggerier med et kvart vellykket forsøg på en fortolkning af gadens tårnbyggerier - dels i form af massive højhuse og nu også med en markering af hjørnet mod Kongens Have. Karré 2 er en spøjs V-form opført i lyse, gule tegl med en vis variation. Byggeriet er meget fremskredent, men endnu ikke færdigt, så det kan ikke vurderes endeligt.

Positivt: Her er en vis facade- og materialevariation i lyse, gule teglsten og i altaner, der i et eller andet omfang giver en sammenhæng med gaden. Der er et tydeligt forsøg på at skabe en markering af hjørnet ud mod Kongens Have; her er en bygning, der har noget på sinde. Gade- og sigetlinjer fra Hans Tausensgade er heldigvis ført med over og skaber bymæssig sammenhæng på tværs af Stationsvej. Og parkering under jorden er godt.

Negativt: Hvor er de levende stuefacader? Der er ingen, heller ikke ud mod byens bro, hvor det havde været perfekt med en restaurant, når letbanen om nogle år gør gaden mindre trafikkeret - pladsen er der, fodgængerne er der. Hvis en restaurant ikke skal skabe pladsen, er det så her, der skal placeres food trucks? Det er heller ikke mange træk, der går igen fra tårnbyggeriet på modsatte side af Østre Stationsvej, og der er ingen sammenhæng til resten af områdets røde teglsten. Endelig kan man spørge, om det virkelig var nødvendigt med den metalbeklædning på penthouselejligheden?

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile

5. HF/VUC Fyn - hf/VUC Fyn/Skjøde knudsen/cebra

Som en del af en kæmpe uddannelseskabale i byen havnede HF & VUC FYN i City Campus for enden af Byens Bro og et nyt byggeri skød op. Området omkring bygningen er stadig nærmest komisk ufærdigt - man afventer resultatet af den netop overståede retssag mellem Odense Kommune og det firma, der ejer en stump jord mellem byens bro og VUC. Det her er en bygning, der deler vandene. Nogle er glade for lysdioderne, der giver liv til en aftentur på havnen og fungerer som et fikspunkt for cykelturen over Byens Bro, mens andre er forbandede over facadebeklædningen, der kan ligne sådan nogle metalriste, der skjuler elledninger i et nyere sjæleløst industribyggeri.

Positivt: Forsøg på at skabe et byggeri, der også lever om aftenen med lysdioderne. Markant stil. Men bygningens indre er faktisk mere spændende - kig ind forbi.

Negativt: Facadebeklædningen er relativt uinteressant i dagtimerne. Bygningen skaber ikke meget sammenhæng til omgivelserne (man kan dog mene, at det hidtil har været begrænset, hvad der var at forholde sig til). Udenomsarealerne mangler meget - hvor er træerne, de grønne strøg og de lækre opholdsarealer for de studerende?

Samlet karakter: 3 pile

6. Toldbodgade/Gammelsø - ?

Når man fremover ankommer til havnen fra Åløkkekvarteret, vil man møde dette byggeri i hvide betonmoduler, som fremstår færdigt og klar til udlejning, men som aldrig burde være bygget.

Positivt: ...

Negativt: Den allermest skrabede form for lejlighedsbyggeri med ubearbejdede facader og billige altaner. Betonmodulerne ligner mest af alt stablede betoncontainere, men helt uden containerens industrielle charme. Byggeriet hindrer oven i købet udkig mod vandet og den øvrige havn. Det er svært at se, hvordan udenomsarealerne nogensinde skal blive rare steder at opholde sig.

Samlet karakter: 1 pil (meget tæt på 0 pile)

7. Promenadebyen - bygning 4 og 5

Der var oprindeligt planer om 8 bygninger med hver deres arkitektoniske udtryk langs den nordvendte promenade. De første tre blev bygget før og under finanskrisen, og så var det slut. Ad omveje fandt de sidste byggerier en ny ejer og fik et nyt udtryk, med ny forældrekøbsmålgruppe og med en væsentligt mere skrabet arkitektur.

Positivt: Ethvert byggeri på havnen bidrager til at skabe mere liv.

Negativt: I modsætning til de første tre bygninger er bygning 4 og 5 af en billigere udgave med altangange, og her kan man se, hvilken negativ forskel det gør med ensformige facader og materialer. Også her er hvide betonmoduler fremtrædende, og vindforholdene omkring dem er formentlig ikke verdens mest attraktive.

Samlet karakter: 2 pile

8. Lokalpsykiatrien, Toldbodgade - Region Syddanmark

På hjørnet af Toldbodgade og Finlandsgade ligger den nye lokalpsykiatri som det, der møder alle, som bevæger sig af Lerchesgade fra Byens Bro og Storms Pakhus mod havnen. Projektet er endnu et hvidt betonmodulbyggeri og virker som om, det er tegnet uafhængigt af området og placeret tilfældigt på havnen. Det er ærgerligt - og særligt ironisk, når det efterhånden står klart, hvordan det byggede miljø og den menneskelige psyke hænger sammen.

Positivt: Ethvert byggeri på havnen bidrager til at skabe mere liv, og der er sporadiske forsøg på at indarbejde organiske elementer i form af lyst træ ved indgangene (but you can't polish a turd).

Negativt: Bygningen fremstår meget skrabet: Som en hvid kasse næsten uden facadebearbejdning. Helhedsindtrykket bliver værre af et stort parkeringsareal ud mod Tolbodgade, der med fordel kunne have været placeret under jorden eller i et p-hus. Når man afskærer udsigten mod vand og havn, kan man ikke være bekendt at have så uattraktive udendørsarealer - og det grønne område foran bygningen bliver nok et pløret gennemgangsområde for folk, der skyder genvej.

Samlet karakter: 1 pil

9. Nordatlantisk Hus - nordatlantisk hus/kristiansdal/Cornelius+Vöge/Isager arkitekter og Masu Planning

Nordatlantisk Hus - Nordatlantisk kulturhus, det grønlandske hus, nordatlantiske foreninger, ungdomsboliger, butik, restaurant, vejledning til nordatlantiske studerende, konference og mødefaciliteter. Rigtig gode byggerier har mange funktioner, og Nordatlantisk Hus er et rigtig godt byggeri. Et byggeri der tydeligt viser, hvad der er muligt med dygtige arkitekter og et ønske om ikke at spare sig ihjel. Et forbillede for den videre udvikling af Byens Ø skrev Akademisk Arkitektforening - sådan skulle det, foreløbigt, desværre ikke gå.

Positivt: Mange funktioner blandet sammen skaber liv. Spændende, gennemtænkt og nytænkende arkitektur, der passer godt ind på Byens Ø. Flotte facader med stor dynamik og brug af forskellige materialer, især træ. De åbne stuefacader gør, at byggeriet taler godt sammen med omgivelserne. Flot terrasse i læ og eftermiddagssol.

Negativt: ...

Samlet karakter: 6 pile

10. Ungdomsboliger, Byens Ø - KPC/Kristiansdal

På en havn hvor man frygter, at det bliver mere trenden at rive ned end at genbruge solidt havneindustribyggeri, som kan fortælle historier om Odenses fortid, er her en sjælden undtagelse. For selvom det ikke er til at se, så er Kristiansdals ungdomsboliger på byens Ø faktisk en omdannelse af en gammel bygning. Lokalplanen ønskede et maritimt udtryk med bevaring af mursten og beton. Desværre er det lykkedes så dårligt, at det havde været bedre at starte forfra.

Positivt: Ungdomsboliger på havnen bidrager til mere liv.

Negativt: Ingen facadevariation, anonyme kedelige teglsten, dræbende gentagelse og et mislykket forsøg på genbrug af det tidligere pakhus.

Samlet karakter: 2 pile

11. Stenfiskerkajen - Civica/KPC/C.F. Møller

Civicas ungdomsboliger er svære at vurdere kvaliteten af. Det er nemt at se, at byggeriet er billigt, og det falder ind i kategorien hvid beton, som der er en markant overrepræsentation af på Odense Havn. Men særligt de to bygninger, der vender ud mod havnebadet, er overraskende dynamiske - dels med deres metalpladebeklædte udhæng og dels i form af en nedtrapning mod havnebadet, som giver eftermiddagssol til sommerbaderne. Det sidste byggeri, nærmest på billedet ovenfor, ligner til gengæld mere et kedeligt lufthavnshotel end et havnebyggeri.

Positivt: Ungdomsboliger på havnen bidrager til mere liv. Nuancer i facaderne og trappeformen mod havnebad trækker op. Fra de rigtige vinkler går byggeriet i fin dialog med Promenadebyen.

Negativt: Trapper eller ej - det redder ikke helt oplevelsen af et meget meget hvidt kolosbyggeri. Den voldsomme skala er ikke afpasset til hverken ophold på Stenfiskerkajen, eller til havnebadets genfortolkninger af klassiske havnepavillioner. De hævede parkeringskældre gør bevægelse rundt om bygningerne mere uvejsomt, og det foreløbigt meget mangelfulde udenomsareal inviterer heller ikke til længere ophold, end det tager at finde nøglerne i lommen.

Samlet karakter: 3 pile

12. Klosterbakken - arkitektgruppen/C.F. Møller

"Byens bedste grund" klæber til byggeriet på, hvad der engang husede Munke Mølles Klædefabrik på en ø i Odense Å. Desværre lever udførelsen ikke op til mulighederne på stedet. Det arkitektoniske formsprog er inspireret af klosterbyggerier og udgøres af en række rødstensmurede huse. C. Th. Sørensens fine gule mur adskiller stadig byggeriet fra Eventyrhaven. Byggeriets skala og form fungerer godt i samspil med de øvrige rødstensbyggerier på Klosterbakken og giver nogle fine kig fra visse vinkler. Men udførelsen og materialerne er langt fra gode nok, og det trækker markant ned.

Positivt: Velgennemtænkt byggeri med en form, der har øje for både Eventyrhaven og nabobyggerier.

Negativt: Byggeriets røde teglsten er helt uden farvespil og variation, og derfor bliver helhedsindtrykket meget massivt - særligt mod syd. Altaner og metalbeklædningen på murene ligner blankpolerede fremmedelementer fra det ydre rum. Murværket er flere steder dårligt udført og blev allerede repareret for fugtskader få måneder efter opførelsen. Selv de bogstaver der er valgt til navngivningen af byggeriet ser forfærdelige ud. Og så er der transformerstationen ved åen, som er blevet halvhjertet gemt væk. Desuden er det fuldstændige fravær af grønt i form af træer og planter på altanerne og tagterrasserne bemærkelsesværdigt slemt! Det kan dog reddes endnu.

Samlet karakter: 3 pile

13. Borgernes Hus - Odense Kommune/AI

Det her er en renovering, der deler vandene. Målet har været at skabe opmærksomhed, og det er lykkedes med en guldfarvet facade, der stråler om kap med eftermiddagssolen. For nogen er byggeriet endnu et søm i kisten for en desperat provinsby med mindreværdskomplekser. For andre er det en facade, der vil noget, og et byggeri der har befriende lidt fokus på, hvad andre tænker. Om det blev det borgernes hus, der var tanker om oprindeligt, og om guld - når det patinerer - ser godt ud, må vi vente og se.

Positivt: Markant og modigt forsøg på at ændre banegårdcenterets dræbende facade. Forsøg på at samle flere funktioner under samme tag (bibliotek, Center for Civilsamfund, Borgerservice og Frivilligcenter Odense). Intet forsøg på anonymitet.

Negativt: Udførelsen lever ikke helt op til visualiseringen - eksempelvis er altanerne forsvundet undervejs. Guld side om side med en ligbleg hotelnuance af gul, samt en mørkegul 90'ernuance er ikke en vinderkombination.

Samlet karakter: 3 pile

14. Hotel Odeon - Odense Sport & Event/KPC/arkitema

Lækkert og nordisk. Eksklusiv kvalitet. Luksus og helt nede på jorden. High-end uden at være snobbet. Det skorter ikke på pæne og fluffy ord om det kommende Hotel Odeon fra OS&E selv. Indtil videre ser byggeriet på Thomas B. Thriges Gade dog aldedes ordinært og anonymt ud og lever ikke op til visualiseringen fra præsentationen af byggeriet. Byggeriet er endnu ikke færdigt og kan derfor ikke vurderes endeligt.

Positivt: 234 hotelværelser i bymidten er en af de bedste måder at skabe byliv og aktivitet. Der bliver aktive stuefacader ud mod letbanen, som skal køre lige forbi her. Og byrummene på TBT-Gade bliver i højeste klasse.

Negativt: Der er valgt en kedelig rød teglsten uden spil og nuancer, som bliver endnu kedeligere af uinspirerende vinduesrammer i en meget massiv blok. Og her er en af de rigtig store uudnyttede muligheder for grønne facader.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 2 pile

15. carl nielsen kvarter - 5E Byg/årstiderne arkitekter

Boligbyggeriet fra 5E var muligvis den mindst spændende visualisering, da bygningerne på den nordlige del af Thomas B. Thriges Gade blev præsenteret. Men udførelsen ser ud til at blive blandt de allerbedste. Og selvom det ikke er et mesterklassebyggeri, så er det tydeligt at se, at der er arbejdet med detaljerne. Fra den lysegule teglsten med god variation til de fine spring i facaden, som visualiseret på billedet ovenfor.

Positivt: Smuk variation - både i teglstenen og niveauerne i facaden. En diskret og meningsfuld genfortolkning af både materiale, farve og den runde gavl fra naboen Fyns Grafiske Værksted. Butikslokale i stueetagen skaber liv, og byggeriets form binder Hans Jensens Stræde fint sammen på tværs af TBT-Gade. Forhåbentlig er der grønt på vej i plantekasserne langs med facaden.

Negativt: Vinduespartierne kunne godt være mere spændende. Nogle steder ser murværket ud til at være sjusket muret med fejl og fugtskader til følge.

Samlet karakter: 4,5 pile 

16. House of Fairytales - Odense Kommune/Kengo Kuma/Cornelius+Vöge/MASU Planning

Ok, indrømmet. Der er noget tid til det her byggeri står færdigt, og vi har det kun med for at vise, hvordan det kan lade sig gøre at bygge med opfindsomhed, variation, kvalitet og god fortolkning af Odenses DNA (og må det tilføjes: Uden profitmaksimeringens snærende bånd). Det nye H.C. Andersens Hus, tegnet af en af verdens største arkitekter - Kengo Kuma - bliver et ikonbyggeri uden unødigt flash. Det mest internationale byggeri i byen, og måske samtidig det byggeri, der bedst formår at fortolke Odenses kvaliteter: Smukt, grønt og uprætentiøst.

Her er et byggeri, der binder historien sammen med fremtiden i både funktion og form. Her skal fortælles historier fra byens mest berømte forfatter formidlet af et af de mest moderne fortællekoncepter fra Nordirske Event Communications. Og i formen skabes et fremtidsbyggeri i bløde former gennem en genfortolkning af områdets bindingsværk. Og så bygges størstedelen af museet under jorden af to årsager: For at gøre plads til en genskabelse af Lotzes Have over den tidligere TBT Gade med grønt helt ned i den kommende parkeringskælderopgang, og så for at undgå at bryde radikalt med H.C. Andersen-kvarterets højde.

Hvis projektet ellers realiseres efter planen, bliver det byens fineste byggeri.

Positivt: En blanding af materialer og brug af træ. Smuk genfortolkning af områdets bindingsværk. Videreførelse af områdets højde og Odenses uprætentiøse og grønne DNA. Genskabelse af Lotzes Have som offentligt tilgængelig eventyrhave. Café ud mod letbanen. Grøn opgang fra parkeringskælderen... (vi kunne fortsætte).

Negativt: ...

Samlet karakter: (Foreløbigt) 6 pile

17. Byfællesskabet - Janus lylloff/praksis arkitekter

Bygningen til højre i billedet er en del af et moderne bofællesskab, som gymnasielæreren Janus (foran forskellige byggemastodonter) vandt retten til at bygge midt i byen til sig selv og sine medbeboere. Projektet er tegnet af prisbelønnede Praksis Arkitekter fra Svendborg og fungerer som overgang fra TBT-gades høje teglbyggerier til H.C. Andersen-kvarterets lave byhuse med pudsede facader.

Bygningen har et fint modernistisk formsprog, men det stiller store krav til den endelige udførelse, og her virker vinduesrammerne f.eks. lidt sjuskede, ligesom altanerne ud mod Rosenhaven kan risikere at give bygningen et lidt monotomt præg, hvis ikke de bliver grønne nok.

Byggeriet er ikke færdigt. Der er stadig grønt i vente, og en cykelsti der hvor billedet er taget, samt en nyanlagt Rosenhave på den anden side. Derfor kan det endnu ikke vurderes endeligt.

Positivt: Fin dialog mellem de større byggerier på TBT-gade og de pudsede byhuse i HCA-kvarteret. Spændende minimalistisk-modernistisk formsprog. Helt fantastisk med et bofællesskab midt i byen. Og flot med en offentlig tilgængelig lille park i baghaven.

Negativt: Vinduesrammer og altaner kan risikere at give byggeriet et lidt sjusket udtryk. Grønt på altaner og træer på tagterrasserne kan gøre forskellen.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile

18. Dansk Bank - Danske Bank/kpc/Arkitema

Da Industripalæet uforståeligt nok måtte lade livet til 80'ernes fremskridtslyst, blev kompromiset, at der skulle sikres offentlig adgang til en kæmpe indendørs have i det nye finanscenterbyggeri. Desværre har Danske Bank aldrig haft lyst til at have folket rendende, og således var det de færreste, der vidste, at der lå en have derinde.

Nu er haven fældet og rødstensbygningen er ved at blive skiftet ud med en sort bygning, hvor alle Danske Banks lokale aktiviteter samles og som, i følge banken selv, skal signalere åbenhed og imødekommenhed. Og så er arkitekturen i øvrigt stort set en tro kopi af bankens to nybyggerier i Kolding og Århus. New Normal. Man kunne jo mene ironien var total, men selvom meget er slemt, så kunne det faktisk være værre. Byggeriet har en vis variation og kommer Eventyrhaven lidt i møde, også selvom man ikke fornemmer, at det faktisk er meningen man skal gå indenfor.

Positivt: Facaden er simpel, men rimelig varieret og de aktive stuefacader mod Eventyrhaven gør godt.

Negativt: Der er ingen dialog med områdets røde teglbyggerier, og ikke meget åbenhed i afskaffelsen af den offentligt tilgængelige have i bygningens indre.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 3 pile

 

hvad kunne være bedre?

Som karaktererne viser bliver der bygget både godt og skidt i Odense. Men vores overordnede konklusion er, at det ikke er godt nok, og at det kunne være så meget bedre - særligt på Odense Havn, hvor Havnens direktør, Carsten Aa selv har indrømmet, at meget af det byggeri, han har solgt til "bærer præg af, at der skulle tjenes lidt hurtige penge". Og selvom vi ved, at mange ting spiller ind i, hvilken kvalitet der kan bygges i, så vil vi alligevel gerne give nogle eksempler på, hvordan det kunne være, hvis bygherrer, arkitekter og kommunen strammede ballerne.

Vi mener Odenses mulighed er at finde sin egen vej, og undgå at begå de fejl man har lavet i Ørestaden og på Århus Havn. Men hvis vi ikke bygger videre på byens sjæl, så bliver Odense aldrig særlig.

 

Misforstået debat om beton

På det seneste har der kørt en debat i Fyens Stiftstidende, der handler om, hvorvidt "beton" er et flot eller grimt materiale. Men er det det rigtige spørgsmål at stille? Hvorvidt beton er godt afhænger vel af, hvordan det bruges, og hvor det bygges. Lad os sammenligne nogle eksempler. Et fra Odense Havn og et japansk og engelsk eksempel. Det første kedeligt og uambitiøst, de andre med hver deres interessante udtryk og med variation i facaden:

 

Mere variation i materialer

I de 18 eksempler ovenfor råber vi igen og igen på variation. Et byggeri i Odense (Danmark) er i 95 ud af 100 tilfælde efter samme formel: En betonmur, og så evt. beklædning med tegl og uden nogen videre facadebearbejdning. Men sådan behøver det jo ikke at være. Overalt i verden benyttes f.eks. stadigt mere træ, der er mere bæredygtigt, organisk og smukt. Der er en hel verden af materialer at bruge, og variationen skaber liv og kvalitet.

Mieczysław Karłowicz Philharmonic Hall, Szczecin, Polen

 

Brug af træ i byggeriet i Zaragoza, Spanien 

 

Variation i facaden, fremfor ekstra profit i lommen

Hver en krusning der føjes til en firkantet betonboks er på kort sigt en krone mindre i indtjening for en investor, der bygger og sælger hurtigt, og som er ligeglad med den by, han bygger i. Og penge skal der tjenes. Derfor er der ofte så lidt variation i facaderne. Men variation kan skabes på tonsvis af måder - ved brug af de rette materialer, ved at bruge tegl med spil i, ved at skabe spring i facaderne, osv.

Indenfor få år kan robotter måske forarbejde alle bygningsmateriale i de former, der ønskes. Hvad er det nu, Odense er skarp på? Nåh jo. Robotter! Og der er endda lokale robotfirmaer, der laver bygningsmaterialer! Måske vi har en løsning? Her er et eksempel på, hvad robotter allerede nu kan gøre:

Tegl-facade bygget af robotter, Shanghai Arts centre, Kina

 

Inden da kan vi nyde, hvad der i hvert fald kan lade sig gøre, hvis man gør sig umage og varierer facaden på et byggeri:

Bibliotek i Barcelona

 

Lejlighedsbyggeri, Tehran, Iran

 

Kunne vi slippe for døde boligområder og få liv i stuen?

Kan I se en storby for jer, hvor den del af byen, hvor der ligger høje bygninger alene udgøres af boliger? Nej, vel? Når boliger blandes med arbejdspladser, kulturfunktioner, butikker, restauranter og meget andet, så skaber man en spændende by, hvor der er liv på alle tider af døgnet. Særligt i stueetagerne er det vigtigt, at der er noget interessant at kigge på - det skaber liv på gaden, og gør det mere interessant at opholde sig der.

Derfor er det vigtigt, at alt nybyggeri rundt omkring bymidten ikke bare bliver boliger, selvom boliger lige nu er det, man kan tjene flest penge på.

 

Hvor er det grønne?

I dag er der alle muligheder for at anvende naturen i udformningen af nyt byggeri. Grønne facader, grønne tage, grønne tagterrasser og altaner, plantebede, byhaver, træer. Men selvom der ikke er noget mere odenseansk end de grønne træk i byen, så er det desværre meget sjældent, at det grønne anvendes i nybyggeri. Og når det sker, er det som regel et tyndt grønt tag ingen kan se. Det er ikke alt, der kan gro i Danmark, men meget kan lade sig gøre.

Alt grønt kan i den rette udformning gøre et byggeri helt genialt, og så kan det jo rette op på dårlig arkitektur. Der er en grund til, at planten hedder arkitektens trøst. Skal grønt virkelig altid spares væk?

En af verdens mest berømte grønne facader - Le Musée du Quai Branly, Paris, Frankrig

 

Ligeså berømte Bosco Verticale, Milano, Italien

 

Omdan fremfor at rive ned - og skab en by med historie

Odense var i lang tid Danmarks næststørste industriby, og det har efterladt en enorm arv fra den tid rundt omkring bymidten. Efter de traditionelle industriarbejdspladser er forsvundet bliver alle de områder omdannet i rekordfart: Havnen, Østerbro, Vesterbro. Desværre sker det ofte, uden at man genbruger de bygningsværker, der har kvalitet. På den måde kan man udslette et helt områdes historie på ganske kort tid.

På havnen er der allerede forsvundet en del historie. En kran forsvandt over natten, betonsiloerne, som Aalborg Portland fraflytter ser ud til at forsvinde. Og rygterne taler om, at Odense Havn er ivrige for at nedrive det fantastiske bygningsmiljø på Siloøen. Men måske er Siloøen den sidste mulighed for at give plads til et kreativt miljø på havnen, som ellers er i fare for at blive et stort set rent boligområde. Sådan her genbruges industribyggeri andre steder i verden:

Genbrug af silobyggeri, Zetz Museum of Contemporary Art, Cape Town, Sydafrika 

 

Fra sukkermølle til hotel, Guilin, Kina

 

En lokal arkitektuddannelse og dygtige arkitektvirksomheder

En del af forklaringen på udfordringen med manglende kvalitet i byggeriet er nok, at Odense, modsat de tre andre storbyer i Danmark ikke huser nogle uddannelser, der på en eller anden vis beskæftiger sig med arkitektur. Det betyder, at der ikke er noget debatmiljø, og at der stort set ikke er nogle nystartede, innovative arkitektvirksomheder i byen. Det er der al mulig grund til at lave om på.

Deltag i debatten!

Det sidste bud må være en opfordring til alle om at deltage i debatten. Gang på gang får bygherrer lov til at kalde de allermest skrabede byggerier for højkvalitet, uden at nogen modsiger dem. Måske synes de det selv, men så er der al mulig grund til at hjælpe dem på vej.

Hvis byens byggede miljø skal blive bedre, kræver det, at odenseanerne stiller krav!

Sådan gjorde vi:

-Vi har udvalgt 18 byggerier, der repræsenterer både gode og mindre gode byggerier i eller tæt ved bymidten. De er ikke repræsentative for alle nye byggerier i byen, men giver et godt billede. Mangler vi nogle vigtige, så send os et billede eller post det på vores facebookside og kom med din vurdering.
- Vi har vurderet de arealer, der er offentligt tilgængelige eller synlige fra gaden. Karakterskalaen går fra 1 (dårligst muligt) til 6 (bedst muligt)
- Da det kan være svært at sammenligne visualiseringer og ufærdige byggerier med færdige byggerier, er der taget forbehold for ufærdige byggerier. Ofte snyder visualiseringer, fordi de er pyntede, eller fordi der spares undervejs.



Luk

Tømmermændsmadguide - 1. januar-edition

Tømmermændsmadguide - 1. januar-edition
Longread | Skrevet af: Anna Skau Tolstrup | 31. december 2017

Da kommunal-regionsvalget var overstået, tænkte vi nok alle sammen, at det sværeste valg i lange tider var truffet. Men sådan er det ikke. Som altid starter vi et nyt år ud med at skulle træffe den kritiske beslutning om, hvad årets første måltid skal være. Og det måltid skal helst kurere de dårlige minder fra aftenen før, som man som oftest ikke engang kan huske, når man modvilligt slår øjnene op et ukendt sted med dårlig smag i munden og diverse konfetti- og kransekagestykker i parykken.

Vi ved alle sammen, at de fleste leveringssteder først åbner omkring klokken 16, og eftersom mange af os åbner vores livløse øjne et par timer før, så er det væsentligt med en guide. En guide, der kan understøtte de slingrende, stålsatte, blåmærkede undskyldninger af stylter, der skal føre dig mere eller mindre sikkert til et madsted, der er det værd. En guide, der tager højde for, om du har købt en hest i din brandert (true story) og derfor ikke har mere end 20 kroner. En guide, der arbejder i friturens tegn, men også har forståelse for halloumiostens vidunder. Godt nytår, og without further ado:

PS: Jeg holder nytår på Østergade, og skal på en magisk måde bevæge mig hjem til Søndergade dagen efter. Derfor er guiden rettet i mod bymidten. Hvis byens bedste burger og/eller butterchicken no. 1 skulle være i Hjallese, så send skud ud! Det kan også sagtens være på vejen til Hjallese, En Skildring fra Alfarvej, om man vil (som også er to fremragende romaner fra Pontoppidan; Den gamle Adam og Højsang, i. e.). Jeg prøvesmager den nok ikke i morgen, men vi deler det gode med hinanden, ikke?

 

EMILS HOTHOUSE

Vestergade 89, åbner: jeg har aldrig oplevet dem lukket, hjemmeside her

Odense har nogle særlige varemærker, som vi alle sammen kender og desværre til tider underkender. Emils er en af dem. Som Søndergadebeboer i over tre år har ham der Emil med det varme hus været den ven, jeg altid har kunne regne med. Den franske hotdog til 12 kroner er efterhånden (i al fald i mine kredse) en evergreen, men det er deres pommes frites til en tyver, der er den egentlige stjerne. Du får pommes, der smager, som de skal: ingenlunde af kartoffel og usandsynlig meget af fedt og salt. Det er rigeligt fantastisk og skal nok kunne give samtlige af de nye beboere i dit hoved, der mener at de skal bygge en parkeringskælder med letbane ovenpå, et par blodpropper, så du kan få lidt ro.

MOLOTOV

https://www.facebook.com/molotovodense/

Gråbrødre Plads 4, ST, TV, åbent fra 14 - 21, hjemmeside her (facebooken informerer mere)

Molotov smager godt. Molotov er simpelt. Molotov er billigt. Og nu har jeg lavet en triade, så den littære del i en tømmermændsmadguide også er on point. Men altså…. Der er ikke så meget pis med Molotov. Fritterne er gode – tænk Sunset Boulevards, bare bedre med et tydeligt hint af kartoffel og lækre krydderier. Og så er der én mayo. Og den er god. Smager, som mor piskede den. Burgeren er klassisk med gode råvarer, der smager, som de skal. Du kan få en menu med sodavand, burger og pommes til 120 kroner. Som er billigt.  Det er god grease med hint af kartoffel. Og hvis det hele er ægte slemmo, kan man fandmer også få milkshakes. Jeg har ikke selv smagt mælke-underet, men is kan vel kurere det meste??

BURGER ANARCHY

https://www.facebook.com/burgeranarchyodense/

Gravene 2A, åbner fra kl. 14, hjemmeside her

Burger Anarchy er efterhånden en odenseansk burgerbarsbastion. Det er en lidt anderledes burger i forhold til Molotov, der kører den mere good-ol’-amurican. Men anderledes er som altid godt – og når det anderledes serveres med marvmarmelade og ahornglaseret bacon, så er det tømmermændsmadguide anno 2018 værdigt. Det er også her, at halloumiosten gemmer sig i samspil med enten vildsvin eller lam og syltede bøgehatte. De har faktisk også opfundet en hel ny burger til nytårsanledningen kaldet Big Anarchist, som er dobbelt op på ost, bøf og bacon, som nok på dagen efter dagen er det tætteste, der kommer til at simulere en genopstanden Jesus, der opfinder skiveskåret brød.

Pro fif: Genialt sted til dine højskole-veganer-uden-gluten-og-lykke-i-livet-venner - Burger Anarchy har rent faktisk formået at skabe den første veggie-bøf, jeg har brudt mig om!

NB: Der er et begrænset antal Big Anarchist (mirakler fås jo ikke i utal), og de starter deres take away med afhentning fra klokken 14 og levering fra klokken 16-21.30

 

WERNERS GRILL

https://www.facebook.com/wernersgrill/

Nørregade 22, åbner klokken 12-21, hjemmeside her

Som min mor aldrig sagde, men burde have sagt, så kan sovs kurere det meste. Og hos Werners kan du få den pøset over din burger (i. e. bøfsandwich), indeholdende hvad der svarer til Dantes vej gennem purgatoriet. I stedet for frådseri får du løgkompot, gerrighed som en hakkebøf. Hovmodet svarende til de syltede agurker og rødbeder, misundelsen i de ristede løg; dovenskabens ketter og vellystens remo. Og vreden, den boblende brune vrede, der som et vulkanudbrud opløser alt andet og som konklusion på værket præsenterer din sandwich som et naturfænomen. Werners Grill er din vej ud af skærsilden. Og hvis skærsilden virker som en lettere overdreven etiket, så har de også flæskesværdssandwich, og en sprød sværd, det er altså det meste værd.  

EYDES GASTRO PUB

https://www.facebook.com/eydesgastropub/

Kongensgade 31A, åbner klokken 12-23 (brunchbuffet til klokken 16), hjemmeside her

Skal der brunches, så lad det blive her. Eydes byder på brunch fra klokken 12, så dit bacon-begær kan blive stillet. For let’s face it, selvom sovsen har (burde have) en fast plads i tømmermændsmadspyramiden, så er bacon bare stjernen, der stråler øverst på træet. Men der er også et andet B, som Eydes formår at gøre bemærkelsesværdig: brånsvir. Jeg havde aldrig selv troet, at jeg skulle brunche med bacon og brunsviger, men det kilder alle steder, det gør ondt dagen derpå. På den anden side, så har foreningen af brun farin og smør aldrig gjort nogen noget. Det har min mor faktisk sagt.  

Det er ikke fordi, der er en synderlig morale og/eller pointe med dette frisk-fra-frituren-skribleri. Andet end, måske, at vi selvfølgelig alle sammen skal have det godt - også i selvforskyldte og (især i) lidet flatterende situationer. Vi skal hjælpe hinanden til at have det godt også dagen derpå - og selvom det nødvendigvis ikke virker sådan, så kan et par gyldne koordinater til nærmeste oliekasse også være en kærkommen håndsrækning. Jeg mener ingenlunde, at vi sikrer verdensfreden med diverse gode-ting-at-dyppe-i-henvisninger, men måske vi kan sikre freden i det lille, trætte hoved ved lækkert indtag længe nok, til at vi kan tage endnu en lur.

Godt nytår! 

Pro kebab fif: efter sigende skulle byens bedste kebab befinde sig på Nansensgade 2 hos Østens Grill. Om de har åbent, ved jeg ikke, men hvis de har, så er der kø!



Luk

Universitetet ved verdens ende

Universitetet ved verdens ende
Essay | Skrevet af: Jens Krog | 13. december 2017

Vi skal ud på en rejse. Ikke en spirituel rejse ind i os selv og heller ikke en rejse til et fjernt eksotisk land. Vi skal rejse til enden af byen og ud til Syddansk Universitets betoncampus på Campusvej 55, hvor over 20.000 studerende har deres daglige gang.

Ruten fra bymidte til fredagsbar danner et nærmest perfekt tværsnit af Odense. På godt og ondt. Turen, vi skal på, er ikke udvalgt til fortællingen. Det er bare den, jeg cykler hver dag.

Professor Labri

Vores rejse starter i Albanikvarteret lige syd for åen, hvor jeg har boet på forskellige adresser siden 2009. Lange nydelige grusanlagte gader med gamle arbejderhuse, som er piftet op i pastelfarver, leder op til Professor Labri, eller som det hed før i tiden: Bunkeren. Her er virkeligt hyggeligt. Manden, som stikker sit hoved med den høje hat samt stok- og cigarførende hænder op af betonbunkeren, er blevet beklædt med en sort, børnesikret, blød habit og tilhørende butterfly.

Gøglerens egne citater pryder den gule børnebarriere, som omkranser legepladsen, som kvarterets unge forældre om sommeren valfarter til i weekenderne, eller når der er mødreklub. Vi forlader Skt. Knuds Gade-kvarterets åndehul og sætter kursen op ad Fredensgade.

bautaport

Bautaport

Hjallelsevej er hårdt trafikeret, men når man slipper over, kan man nyde det store kunstværk på Odense Friskoles sydmur, som jeg altid troede var en sædcelle, men som viser sig at bære navnet “Bautaport”. Det virker passende, for vi skal nemlig forlade byens trafik og begive os ud i ligusterjunglen. Skjold Burnes vinhandel og blomsterhandleren ved siden af er sidste mulighed for forkælende detailhandel på vej fra at have hentet ungerne på friskolen, da hovedparten af butikslokalerne ud mod ringvejen kun sælger takeaway. Vi stryger imellem friskolen og vinhandleren og kører om kap med de børn, som har idræt på de beskyttede villaveje.

Udover en kolonihave og en enkelt boligblok er der ikke synligt opbrud i parcelhusplanen langs vores lidt alternative rute imod universitetet. Husene ser lidt billigere ud, men de er store og solide, og her bor vist mest kernefamilier. Første nævneværdige undtagelse er samtidig noget, som minder os om, hvor vi er på vej hen; 4. Maj Kollegiet på Østerbæksvej.

4. maj

4.maj Kollegiet

Det røde murstenkompleks minder mig om mine bedsteforældres blok i Bolbro, men bag murene finder man hverken børneværelser eller dagligstuer. Derimod en bastion af ungdom midt i den indre forstadsidyl. Jeg kan huske, at jeg fantaserede om at flytte herind, da jeg startede på studiet, fordi det var et af de kollegier, som lå tættest på byen. Desværre var der ingen af mine forfædre, der havde forsøgt at ofre livet i kampen mod tyskerne, sådan at jeg kunne have ansøgt. Da jeg spillede i det legendariske festorkester Rubber Boat Party, brugte vi kollegiets bar som øvelokale. Vild ungdom.

havebæk

 Havebæk Plejecenter

Muligheden er dog endnu åben for, at jeg bliver indlogeret hos naboen. Kollegiet ligger nemlig dør om dør med Havebæk Plejecenter, hvor kommunens hvide elbiler holder parkeret på linje. Når vejret er til det, sidder der ofte et par beboere på deres rollator eller i kørestol foran centeret og kigger på de forbipasserende eller ned ad parkstien på den anden side af vejen. Hvis jeg har lidt ondt af mig selv om morgenen, når jeg cykler afsted med min absolut velfungerende førlighed, får jeg altid ret dårlig samvittighed, når jeg kører forbi og ser en, som ville have byttet med mig på et splitsekund. Så tager jeg mig sammen og svinger til venstre ad Hjortebjergvej, sætter cyklen et gear op og giver pedalerne et ekstra tryk.

fahrradbahn

Fahrradbahn

Forstadfornemmelsen kommer på sit højeste på Hjortebjergvej, hvor hver eneste grund er kronet af en rektangulær villa. Alligevel kan jeg virkelig godt lide at cykle på den. Det føles som en autobahn for cykler, fordi vejen er bred og jævn, selvom den ikke er plaget af bilister på samme måde som alternativerne Rødegårdsvej og Munkebjergvej. Jeg tager altid mig selv i at cykle helt enormt hurtigt  her - både ud og hjem. Det er nok hovedårsagen til, at vi ikke følger den gængse vej ud af centrum.

I hvert fald ikke før vi rammer den enorme rundkørsel ved Ejerslykkeskolen, hvorfra vi pukler os op ad bakken mod rutens først lyskryds sammen med resten af rytterfeltet. I gamle dage var det enormt vigtigt at holde øje med lyskrydset fra man kunne se det. Det grønne “vindue” var nemlig ret kort, og man nemt kunne spilde mange kræfter, hvis man lige troede, at man kunne nå det. Det kunne man ikke.

red on ring

Rødt ved ringvejen

Mens vi står og får pusten for rødt, opdager vi, at landskabet med ét er ændret totalt. På den anden side af ringvejens fire vejbaner venter Odenses helt eget strip mall. Jeg har ikke nogen tal på det, men jeg forestiller mig at 90% af Odenses detailhandel foregår i komplekset til venstre for os, hvor rækker af forskellige forretningskæder danner en beton- og neonallé op til Rosengårdscentret.

Hvis det ikke var for de mange studerende på cykelstien, var der ikke meget, der tydede på, at vi var på vej til byens intellektuelle centrum. Det skulle måske lige være det tårn, der kan synes bag træerne for enden af vejen, og som en eller anden årsag får mig til at tænke på Ringenes Herre, men det kommer vi tilbage til.

twist

Oliver Twist

Mens vi ræser igennem industrien på den brede cykelsti i den friske morgenluft, rammes vi pludselig af en spøjs duft af lakrids. Da vi ser os omkring efter kilden, får vi øje på, hvad der ligner et glimt ind i fortiden. Til venstre for os ligger en lille fabrik, som fremstiller Oliver Twist Tobakpastiller. Måske er det den søde lugt af lakrids. Måske er det det uskyldigt udseende lyseblå retrografikskilt, der hænger over fabrikken. Eller måske er det den lille lystavle, som servicerer med information om klokkeslet og temperatur. I hvert fald vækker denne lille gren af tobaksindustrien monstrøse slyngplante væsentligt større sympati end BabySam- betonkolossen bag os. Produktet er helt vidunderligt specifikt.

nær butikken

Nær Butikken

Idet vi krydser den næste vej og forlader industribæltet, opstår der momentant anarki. De næste par hundrede meter er det eneste sted imellem universitetet og banegårdscenteret, hvor der ikke er anlagt cykelsti, og det jagende cykelfelt spreder sig ud til vejens fulde bredde, indtil de nye førerpositioner er fastlagt.

Det går så stærkt her, at man næsten ikke opdager, at tilværelsen på højre side af vejen er paradoksalt fastfrosset. Området med de gule boligblokke ser ikke ud til at have ændret sig nævneværdigt de sidste 20-30 år, og det lokale butikcenter er grundet konkurrencen fra det førnævnte strip mall reduceret til “Nær Butikken” med spillehal og cash point og frisør “Salon M&M” med prismærkningen “Dame: 0,- Herre: 100,- Børn: 0,-”.

Vi ræser hurtigt ned ad bakken for enden af vejen, igennem træerne og ind på cykelstien, inden vi svinger til venstre op til lyskrydset ved Niels Bohrs Allé. Selve universitetet er stadig ude af syne, men herfra kan vi skue udover markerne foran skoven foran campus, hvor det ene fyrtårnsprojekt efter det andet tager form. Til trods for at Vidensbybygningen er imponerende stor, overskygges den bogstaveligt talt af det mytiske tårn som knejser ved siden af.

isengard

Isengard

Campuskollegiet er 14 etager højt, og hvis lysreklamen på tårnet i centrum er Saurons øje, så er det her Isengard: Det vidner om en enorm kapacitet og vilje til at satse, men jeg ved ikke helt, hvad det er, det vil. Det er under alle omstændigheder imponerende, selvom det replikerer den betonstil, som præger resten af campus.

For mange menneskers vedkommende kan man næsten trille på frihjul herfra indtil hovedindgangen, inden man lader rustmonsteret sluge én. Vi cykler dog ned i den allerbagerste ende af universitetet. Ikke i trods, men fordi det er her, jeg arbejder, og når cyklen står under halvtaget, kan vi snige os forbi jernskulpturerne og ind af den lidt mere mondæne indgang D.

Indgang D

 



Luk

Kunst er ikke blot underholdning

Kunst er ikke blot underholdning
Gæster | Skrevet af: Mikkel Larris | 17. november 2017

Er der rent faktisk kunst i Odense? Hvor kan man se kunst?

Hvis man står i en anden by end Odense og kigger mod Fyn, ser man med billedkunstnerøjne, at der engang var en kunsthal med internationalt format, og at der er et kunstakademi. At der indimellem sker en smule. Men der er ikke noget, man generelt vil holde øje med, fordi der altid sker noget spændende, for sådan et sted er Odense ikke.

BRANDTS, hvad nu?

For nogle år siden, da det hed Kunsthallen Brandts Klædefabrik, havde vi i Odense en rigtigt fin kunstinstitution, som kunstinteresserede rejste til Odense for at besøge. Vi havde kunstudstillinger med store internationale navne, som udviklede udstillinger særligt til kunsthallen i Odense.

Nu er institutionen vokset og viser næsten ikke længere kunstudstillinger, men mest udstillinger med alt muligt, - der er ikke den store grund til at gå på Brandts, hvis man vil se kunst. Brandts 13 har godt nok vist nogle udmærkede udstillinger i et par år, men lukker så vidt vides snart. Hvor skal der så vises god kunst af høj kvalitet i Odense?

tag kunsten alvorligt i odense!

Vi har da også Filosoffen, siger du måske, - men det er en snart gammel historie, som aldrig bliver rigtig god, at stedet er et kommunalt sted, hvor kunstnere skal betale for at udstille. Det kan måske være fint nok, men man får sjældent gode udstillinger at se et sted, hvor kunstnerne skal have penge med hjemmefra for at vise deres kunst. Særligt ikke, hvis der er så forholdsvis lidt prestige eller penge i det.

Hvis man synes, at niveauet på kunsten er fin på Filosoffen, og at alle dem, der kan li' at male skal have lov at udstille, er det da OK, men hvis man nu overførte det niveau til musik, så kunne vi sagtens spare de mange penge, der går til Tinderbox og hvad, der ellers støttes af festivaler og koncerter. For så var de lokale musikere, der spiller på de mindre scener i byen rigeligt fint.

Hvis vi derimod tog kunsten alvorligt i Odense og sagde, at vi ville have verdensnavne til at udstille her, ligesom vi siger, vi vil have verdensnavne til at spille musik her, så ville kunstscenen jo se noget anderledes ud. Det kunne godt være mit ønske.

Kunstnere er rigtigt gode til at arbejde gratis, men det er problematisk i sig selv, at kunstinstitutioner ofte ikke betaler et ordentligt honorar til dem, der leverer indholdet til udstillingerne.

1% til kunstnerisk udsmykning

Odense Kommune har tilsluttet sig den ordning, hvor man forpligter sig til at bruge 1% af byggesummen i offentligt byggeri og anlæg til kunstnerisk udsmykning. Det er en rigtig fin ordning, hvor man sikrer, at der bliver tænkt i kunstnerisk udsmykning til glæde for alle borgere, og samtidig skaber jobs for billedkunstnere.

Jeg har som formand i kommunens billedkunstråd de sidste 4 år været med til at sikre den kunstneriske kvalitet af udsmykningerne i kommunale byggerier. Det har betydet, at vi i Odense har flere nye udsmykninger af gode danske kunstnere, og det er en ordning, som man i mange andre kommuner i landet ser på med beundring. Andre steder har der ikke været politisk vilje til at tilslutte sig ordningen i samme grad som her.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi i Odense opgraderer vores kunstmiljø, bl.a. ved at bevare 1%-ordningen og kunstakademiet og støtte andre institutioner som Hollufgård og Det Grafiske Værksted, som sikrer, at der er værkstedsfaciliteter og et miljø for kunstnere i området.

Kunstakademiet

Jeg vil også opfordre til, at vi finder en varig løsning for kunstakademiet. For det er vigtigt, vi har et kunstakademi. Fordi vi gerne vil have et kunstmiljø i byen. Det kan godt være, man ikke lige kan se, hvad godt kunstakademiet gør for Odense, men så skal man kigge bedre efter.

Kig på de sidste mange års kunstaktiviteter i Odense, - udover kommercielle gallerier og Brandts er rigtig meget af det, der er foregået, båret af kunstnere uddannet på Det Fynske Kunstakademi.

Mange kunstnere, der er aktive i Odense og på Fyn i det hele taget, ville ikke være her, og ikke bidrage til det kunstmiljø, der er her, hvis det ikke var for kunstakademiet. Og hvis du igen ser på, hvordan Fyn ser ud med billedkunstnerøjne set fra en anden del af landet, så vil du se, at kunstnere uddannet på Det Fynske Kunstakademi har en særlig plads og identitet.

Læs også kunstakademiets rektor Lars Bent Petersens artikel i Altinget forleden: https://www.altinget.dk/kultur/artikel/rektor-stadig-brug-for-at-nytaenke-de-kunstneriske-uddannelser

 

Sort fugl over Odense

Mikkel Larris er uddannet på Det Fynske Kunstakademi 1991 - 1997 og bosiddende i Odense. Formand for Odense Kommunes Billedkunstråd. Har arbejdet med kunstformidling og kurartering i bl.a. DCK - den censurerede kunstudstilling, Days of Art and Love og Art&Science udstillinger på SDU. Udstiller for tiden mest med kunstnergruppen QWERTY.
www.mikkellarris.dk



Luk

This Is Odense anmelder kulturpolitik

This Is Odense anmelder kulturpolitik
Meninger | Skrevet af: This Is Odense | 15. november 2017

Det er ikke nemt at finde kulturpolitikken i den kommunale valgkamp. Derfor har vi på This Is Odense sat os for at grave det frem til jer fra dybderne af partiernes valgprogrammer, budgettaler og hjemmesiders undersiders fodnoter.

Som optakt til Kulturklyngens paneldebat lørdag den 18. november i Storms Pakhus præsenterer vi her 38 udvalgte guldkorn, højdepunkter og WTF-momenter. This Is Odense anmelder partiernes politik for kultur og byliv i Odense:

 

1. HUSMORHYGGE I FRAUGDE ER OGSÅ KUNST!

Kultur udfoldes i hele kommunen – i de mange foreninger, bands, på spillesteder og i haller og lokaler rundt om i kommunen. Kultur skabes i samspil – for os er det afgørende, at de frivillige kræfter har mulighed for at skabe og selv arrangere, at der ikke er nogen "rigtig og forkert" måde at udfolde kulturens mange facetter på, men at kultur på mange måder er, hvad ildsjæle skaber sammen. - Venstres valgprogram KV2017

Ingen smagsdommeri her. Folkeligheds-dyrkelsen når nye højder: ”I vores verden er alle kunstdommere!”. Vi fornemmer en slet skjult snobbe-nedad-denalmindeligemandsstregpåetstykkepapir-erogsåkunst-politik. Frivillige og ildsjæle har altid haft muligheden for at gøre hvad de vil - de gør det jo selvsagt ikke for penge. På den måde er de politik uvedkommende - for politikere fordeler penge.

Kulturpolitik er netop at foretage prioriteringen af, hvad der er "rigtigt og forkert" for det politiske fællesskab.

 

2. DEJLIGT, MEN SYGT UKONKRET

Vi skal understøtte hele det såkaldte vækstlag, vi har en masse talenter – for eksempel indenfor det musiske – som vi skal give gode forhold, så de kan udleve deres drømme og håb for fremtiden. - SF-Odenses valgprogram til byrådsvalget 2017

Hvad er 'gode forhold'? Hvordan vil de understøtte - penge, lokaler eller bare et klap på ryggen og en fesen takketale? Hvorfor er vækstlaget “såkaldt”? Nævn bare et talent ud af de mange, de mener, der er! Vi vil vædde på, at de ikke kan, da de sikkert ikke ville kunne definere et “såkaldt” vækstlag til at starte med.

 

3. HVAD HAR ”NY ODENSE” VIRKELIG GJORT FOR AT HÆVE NIVEAUET?

Mens byfornyelsen er igangsat af bystyret, kan erhvervsfolk og græsrødder tage æren for festivaler og initiativer som ”Ny Odense”, der hæver niveauet og viser, at den gamle eventyrby er klar til nye tider. - Socialdemokratiets visioner for Odense, Kommunalvalget 2017

Hvad har initiativet ”Ny Odense” virkelig gjort for at hæve niveauet på noget som helst? Findes det overhovedet længere - udover som hashtag i Anker Boyes facebookkommentarer? Ny Odense startede som en bevægelse, der drømte om en bedre by. Det minder nu mere om et slogan for en virksomhed, der skal sælge en by, i stedet for at skabe den.

Det virker, som om at alle de erhvervsfolk, der laver HCA Festivals, tror, at de laver en international festival med kant. Det kunne være fedt med et par lokale mæcener med kærlighed til kultur og andet end fadøl i lillehjernen.

 

4. ODENSE!

Odense skal være en sjov, spændende og interessant by at bo i og besøge. Du skal kunne glæde dig til stor underholdning, overraskelser og nye impulser. - odense.konservative.dk/politik

Ingen vil vel sige det modsatte: "Odense skal være en usjov, uspændende og uinteressant by at bo i" ..? Man kan reducere sætningen til “Odense!” uden der vil gå ret meget mening tabt.

 

 

5. DET KUNNE ELLERS VÆRE FEDT, HVIS BRANDTS VAR VERDENSKENDT

Vi er så privilegeret at have et kreativt og mangfoldigt kulturliv i Odense. Vi har hele fødekæden lige fra amatører til professionelle og alt der imellem. Og vi har nogle helt fantastiske kulturinstitutioner, lige fra verdenskendte Brandts og H.C. Andersen til Tidens Samling og andre mindre, men utroligt spændende tilbud. Vi har noget for enhver smag, fra det finkulturelle til det eksperimenterende og undergrundsagtige. Det skal vi alt sammen værne om og give mulighed for at udfolde sig – for det er en gave til Odense. - SF-Odenses valgprogram til byrådsvalget 2017

Så det betyder, at partiet vil arbejde for at beholde kunstakademiet og musikkonservatoriet i byen, i fald staten skulle ønske sig at effektivisere og sammenlægge? Det er så mærkeligt, når det politiske niveau forholder sig til ”undergrunden”, og italesætter det som en del af et politisk program. Det får det på en eller anden måde til at holde op med at være undergrund. ”Undergrunden” nævnes, som om det er noget, og det anerkendes, men det er lidt med handsker og ildtang…agtigt.

 

6. DEN KLICHÉ-BOG VAR VIST PÅ UDSALG I 2013

Vi er begyndt at tale Odense op. Gør vi det selv, går andre med. De får lyst til at gæste byen. Og at flytte hertil. - Socialdemokratiets visioner for Odense, Kommunalvalget 2017

Uha den kliché-bog kender vi også. Nu mangler vi bare at finde ud af, hvad “op” er?

 

 

7. STOLT MED STOLT PÅ. MEN AF HVAD?

Vi har en fantastisk by med en stolt historie. Stoltheden blev en kort periode gemt væk i en parentes, men [vi] mærker, at den er der igen. Det er faktisk dejligt, at sige man kommer fra Odense. Der er kultur, kunst og smukke gamle bygninger. Der er nyt og uprøvet. Og vi har tegnet stregerne for byens udseende. Nu skal rammerne fyldes ud. - Radikales budgettale 2018

Yes. Der skal fyldes ud? Med hvad og af hvem?

 

 

8. FORTÆTTES!! JAAA!!

Vi ønsker, at Odense centrum skal være et fyrtårn for Fyn – et centrum, der forskønnes og fortættes, og som skaber gode oplevelser for hele Fyn. - Venstres valgprogram KV2017

Check! 👍

 

 

9. KULTUR laver JOBS

Lige nu ser vi en stor opblomstring af restauranter, vinbarer og cafeer i Odense. Der bliver bygget et nyt hotel. Og vi har med ODEON fået et stort kultur- og konferencehus, der skal tiltrække tusindvis af gæster. […] Det giver en gylden mulighed for, at vi kan hjælpe nogle af vores større grupper af ledige i arbejde. Den udvikling skal vi række ud efter. - Socialdemokratiets og Borgmesterens budgettaler, 2018

Kunsten som løftestang. Måske kan den også feje gade, passe børn og løse bandekonflikter, når den nu alligevel bare et redskab for arbejdsmarkedet?

Ej, tanken er ikke dårlig - der er jobs i servicebranchen. Men kan vi i processen spørge, hvad vi har brug for? Hvad bymidten mangler? Det er stærkt med de mange nye restauranter! Men er det gjort nemt og mindre risikofyldt at starte op som selvstændig? Vi mangler iværksætteri og specialbutikker big time. Et nyt hotel (som ligner de andre?) og et konferencehus - det er de kedelige arbejdspladser.

Og ja, ODEON som kulturhus er en spændende tanke. Bare en skam, at de fleste aftener er booket med Linie 3, Chippendales og andet gejl.

 

 

10. IKKE BARE BOLIGER PÅ HAVNEN

Odense Havn skal præges af liv og aktiviteter og ikke blot fungere som et boligområde iblandet enkelte kontormiljøer. Havnekulturfestivalen, loppemarkeder og sportspladserne er gode elementer, der er med til at skabe et havnemiljø, der er interessant at være i. Flere aktiviteter kan med fordel lægges ved havneområdet, så endnu flere får øjnene op for de muligheder, der er i området, og så private handlende får lyst til at investere i området. - Byudvikling i Odense Radikale visioner for fremtidens Odense, august 2016

Hvad er årsagen til, at der ikke opstår et egentlig butiks- og caféliv på havnen? Hvis vi ønsker et havneområde, der ikke alene er pæne boliger med grimme facader, så kræver det politisk handling. Det kræver krav. Det kræver, at man tør bevare de eksisterende kvaliteter, og det kræver, at man aktivt vælger at have andet end boliger – også på længere sigt.

Gør som Svendborg har gjort med Frederiksøen, Værftsøen, det er klogt og nemt og billigt og fremmer formålet.

 

 

11. HVAD SÅ MED BROKVARTERERNE?

At det er ”rundt omkring i kommunen”, og ikke kun i en radius på nogle få hundrede meter omkring Rådhuset på den nedlagte Thomas B. Thriges Gade eller i Vollsmose, kommunen bakker op om lokalsamfundene og borgernes egne initiativer, er vigtigt for os. Derfor er det også vores ønske, at forstadspuljen ikke bliver brugt i centrum – men igen bliver til en egentlig forstadspulje. - Venstres budgettale 2018

Er kvartererne i bymidten og på havnen ikke lokalsamfund? Bor der ikke mennesker, som vil skabe sig et liv og går op i deres lokalområde?

 

12. UDKANTENS KVALITETER

Odense er langt mere end centrum. Derfor ønsker Det Konservative Folkeparti at afsætte midler til en lang række projekter i Odenses forstæder. Vi ønsker udvikling i hele byen, og vil ikke være med til at skabe et udkantsodense. - Det Konservative Folkepartis budgettale 2018

Man bor vel i udkanten, fordi man foretrækker netop udkantens kvaliteter. Så kan man tage ind til det stærke centrum og få hele baduljen, når man ønsker det. Vi mener bestemt, at et stærkt centrum er til gavn for hele Odense.

 

 

13. HØRT! ❤

Vi kæmper for, at Odense skal være en kulturby med tilbud og muligheder til alle – uanset alder eller pengepung. Et kreativt, mangfoldigt og skævt kulturliv er noget af det, der kendetegner en dansk storby. Det kræver, at Odense investerer i de kreative miljøer. - odense.enhedslisten.dk/maerkesager/

Fedt! Men hvordan kæmpe? Sådan ”det kunne være fedt, hvis vi lige kigger på det her-agtigt” eller sådan rigtig kæmpe? Det virker lidt som målrettet kommunikation til en allerede overbevist målgruppe a la amen i kirken eller ”har I det godt, Odense!? Kan ikke høre jer! HAR I DET GODT, ODENSE?!”.

Men hey, det er en god start, at de vil noget andet end blot at tale Odense op eller være stolte af H. C. Andersen.

 

14. SEMESTERSTARTSDISKO MED HEINEKEN OG SHOTSRØR

Der bliver taget godt imod de nye i Odense med koncerter og studiefester. Det er ikke kommunen, der betaler gildet, men bakker op sammen med hele byen. Det er det, der skal til, når vi skal have noget til at ske. - Socialdemokratiets visioner for Odense, Kommunalvalget 2017

Studiefester? Er det semesterstartsdisko med Heineken og shotsrør? Det virker ikke som noget at bryste sig af.
Skal det forstås, som at det faktisk ikke er kommunen, der betaler gildet, eller at det ikke BØR være kommunen, der betaler? Vi forstår det ikke helt, uanset hvilken af mulighederne det er.

Men klart kan vi bakke op om fest og en velkommen-indstilling. Det føles sørgeligt at skulle erklære sig enig i noget, som man ønsker er selvfølgeligt.

 

15. CAMPUSVEJ: ET DILEMMA

Omkring det nye OUH, SDU og det nye Cortex Park skal der laves et miljø, som er interessant og udviklende for de studerende, medarbejderne og besøgende. Der er rig mulighed for at lave et egentligt campus-område med caféer, studiemiljøer og kulturliv. Det skal være et inspirerende miljø i sig selv, der ikke er afhængig af IKEAs kantine. - Byudvikling i Odense Radikale visioner for fremtidens Odense, august 2016

På den ene side kunne det fandme være lækkert, hvis der ikke var så mega dødt på Campusvej. De studerende gemmer sig rundt omkring på kollegierne og på uni og er hverken en del af bylivet i Odense C eller M. De studerende skal losses i gang, men det kan tage årtier – og rigtig mange penge – at skabe et rigtigt bymiljø ud af en bar mark med håndboldboliger, parkeringspladser og en videnby (hvad fuck er det?).

På en anden side, så er det lidt absurd, at man bare ikke sætter alle kræfter ind på at få alle de mennesker til at myldre rundt inde i centrum i stedet for, hvor de så også ville bruge deres penge og engagere sig alle mulige mærkelige steder i byen. I København kan man studere i den indre by og være en del af storbylivet hver dag. At cykle ud på marken ved SDU føles mere som bare en skolegang.

Lad os få omsat alle de (for tiden passive) kræfter, der er på uni, til noget sejt. Tænk, hvis vi byggede satelitter af uni inde i byen. Kreative uddannelser på havnen? Yes! Tænk, hvis det ikke bare var Suspekt og Emil Stabil, som spillede koncerter på uni, men der var et slags spillested eller noget andet, man kunne tage til, andet end i fredagsbaren!

 

 

16. DET ER VIST RET INDLYSENDE

Mennesker med handicap skal i videst muligt omfang have mulighed for at deltage i kultur- og fritidsaktiviteter. Det betyder at kulturinstitutioner og kultur- og fritidsaktiviteter skal være tilgængelige for mennesker med handicap. Endvidere skal kommunen tage ansvar for, at der laves tilbud til børn, unge og voksne med handicap. - Handicappolitisk udspil Odense Radikale Venstre, oktober 2017

Klart. Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Men hvem er egentlig uenig i det? Er der dårlig handicapadgang til kulturlivet?

 

17. IT TAKES A VILLAGE TO RAISE A CHILD

Flertallet af nutidens og fremtidens seniorer lever længere og bedre med flere ønsker og muligheder end tidligere. De er aktive i såvel det frivillige som kulturelle Odense og er fortsat aktive medskabere af vores by. Vi skal skabe muligheder for og fremme deltagelse både ved at tænke andre muligheder og oplevelser ind i såvel det frivillige som i byens kulturliv. De ligger inde med livslang viden, som skal sættes positivt i spil – både i forhold til at give viden videre til vores børn og i forhold til at udvikle vores by. - Venstres valgprogram KV2017

Virkelig dejligt udsagn og tanke, og vi får lyst til at vide mere om den verden, hvor de forestiller sig dette i. Tænk, hvis flere arkitekter tegnede flergenerations-boliger, så familier kunne flytte sammen og have glæde af og være til glæde for sine gamle. Lad os få flere ældre (og al deres erfaring og viden) i spil! ❤

 

 

18. DE GRATIS GLÆDER I ODENSE

Natur og kultur på recept til dem, der befinder sig i en særlig sårbar livssituation. - Alternativet Odenses hjertesager, KV17

Gerne! To bøgekrammere og en klaverkoncert på kons, tak. Nå ja, de er der jo i forvejen, de gratis glæder i Odense.

Ok, vi forstår budskabet og kan lide det. Det er lidt ligesom “træk vejret”, “se op” eller “slå koldt vand i blodet” - det gør man ofte helt af sig selv, men nogle gange er det vigtigt at få sagt. Natur og kultur er godt for dig som menneske!

Men hvordan skal det ske? Kan det ikke klares i en samtale og med et godt råd? Kommer folk ikke frem til at gå en tur i skoven selv?

 

 

19. MERE MUSIKSKOLE

Ikke alle børn er orienteret mod teknik og naturvidenskab. For en del børn er det musikken, der trækker. Vi foreslår, at Musikskolen styrkes rent økonomisk med en million ekstra om året. - Venstres budgettale 2018

For at sætte egenbetalingen ned? Hvad med at gøre det gratis? Eller bedre, obligatorisk! 👍

 

20. MEN SKAL DE IKKE OGSÅ BARE VÆRE BØRN LIDT?

Alle børns potentiale [skal] udvikles maksimalt – ikke KUN det boglige. men f.eks. også det praktiske, det kreative og det musiske. – Liberal Aliance, la-odense.dk/politik/

Uha, det gør ondt i øjnene at læse “udvikles maksimalt” i samme sætning som “børn”. Man skal ikke længere leve, men udleve sig selv. Være velsmurt, godt kørende, oppe i gear eller som fitnessreklamerne postulerer: “Din krop, din maskine!”. Det mekaniske og funktionelle sprog har indtaget vores pædagogik, og vi bliver opdraget og ser os selv som objekter, der kan og skal optimeres for at være tilstrækkelige. Ikke bare vores krop, men også vores psyke.

Børn skal ikke “udvikles maksimalt”, uanset hvor kreativt det stimuleres eller formuleres. Barnet skal lære og lege, gerne samtidigt.

 

 

21. MERE KUNST UD I HVERDAGEN

Kunst ind i borgernes og byens liv – i vuggestuer, børnehaver, skoler, plejehjem, dagcentre og alle de steder, hvor borgerne mødes. - Alternativet Odenses hjertesager, KV17

Endnu bedre: På de udendørs facader og husmure!
Men det er en dyr sag – kunst i hverdagen – med mindre man skærer i kvaliteten og får frivillige til at lege bamse og kylling i frokostpausen.

 

 

22. BYEN SOM ÉN STOR KOLOHAVE

Lad os få frugttræer plantet i hele byen, så vores børn og børnebørn vil kunne spise æbler, pærer og blommer, når de vandrer gennem byen. Lad os skabe rum til at man kan dyrke egne grønsager, selvom man bor på tredje sal. - Radikales budgettale 2018

Grønt på alle gader i Odense og mad til hver en sensommeraftentur! Ytringsfrihed, stemmeret og plantepligt. Ind i grundloven med det!

Men, var det her ikke kolonihavernes formål? Fælles kolohaver lyder ret fedt, men svært at forestille sig i praksis. Det er noget rod med nedfaldsfrugt, og folk vil blive sure på kommunen, hvis de så bliver stukket af hvepse, og kommunen vil føle sig ansvarlige... Men vi elsker tanken! 👍

 

23. TILLADELSER I STEDET FOR TILSKUD?

Initiativer til nye kulturprojekter vokser ud af ildsjæles idéer. Noget er offentligt finansieret, og meget er der i dag også fundet penge til hos fonde og virksomheder, for at det kan ske. Her er kommunens opgave mere at bakke op i form af rammer og tilladelser. - Socialdemokratiets visioner for Odense, Kommunalvalget 2017

“Her er kommunens opgave mere at bakke op i form af rammer og tilladelser”... end at bidrage økonomisk, eller hvad menes der? Er det bare ny måde at formulere kulturbesparelser på? Ellers er det jo ret selvindlysende sagt: Tilladelser, JA! Give ting fri. One-stop-løsninger. Dygtig rådgivning. Og tilladelser tilladelser tilladelser. 👍

 

 

24. LOKALE TALENTER OG ILDSJÆLE

De andre partier er mest interesserede i at bruge mange penge på store prestigeprojekter og festivaler for etablerede stjerner. Vi vil i højere grad støtte op om de lokale iværksættere, der skaber Odenses egne unikke festivaler og kulturelle begivenheder. Vi kæmper for, at Odense tør satse på de lokale talenter og ildsjæle, så deres ideer også kan få luft under vingerne. - odense.enhedslisten.dk/maerkesager/

Det lyder stærkt! Lokale talenter og ildsjæle er jo også meget billigere end professionelle kompetencer... Men hvordan sikrer vi, at kvaliteten også er med? Det er vigtigst. Vi er nysgerrige efter at høre, hvad det er for nogle projekter, talenter og ildsjæle, der skal støttes? Og hvordan sikrer vi den høje kvalitet og frisk luft udefra? Fint ellers.

 

 

25. ENIG!

Vi har en masse fysiske faciliteter til kulturlivet, og derfor skal det de næste mange år i langt højre grad handle om at skabe gode rammer for indhold frem for mursten. Med andre ord: vi skal prioritere midlerne til kulturoplevelser frem for at bygge nyt. - SF-Odenses valgprogram til byrådsvalget 2017

❤👍

 

26. VALGFLÆSK?

SIKO, de odenseanske idrætsforeningers paraplyorganisation, bruger ubeskrivelig mange timer på deres uvurderlige arbejde for idrætslivet i Odense. De får tildelt 65.000 kr. årligt, et meget beskedent beløb for deres indsats. Deres indsatsområde bliver stadig større, det burde deres tilskud også være. Hvor meget mere de bør modtage, er som næsten alt til forhandling. Vi er åbne for forslag. - Dansk Folkepartis budgettale 2018

Der er vel mange mennesker i Odense, der “bruger ubeskriveligt mange timer på deres uvurderlige arbejde” på frivillige tiltag, så hvorfor lige dem så direkte? Men jo, fint med flere penge til kultur og foreninger.

 

27. BYENS RUM

Odense skal være en by, der er indrettet smart og smukt. Byen skal være et sted man har lyst til at bo. Byen skal også være samlingssted for de, der ikke lige bor i byen. For at styrke dette er det vigtigt, at Odense har plads til at der bliver afholdt gadefester og at teatre og spillesteder får mulighed for at udfolde sig. Byens rum skal indrettes så det både er muligt at lave events og at dyrke det daglige fritidsliv. Gader og rum til fysisk udfoldelse skal skabes og vedligeholdes. Det gælder f.eks. legepladser for børn og voksne, skaterparker og boldbaner. - Byudvikling i Odense Radikale visioner for fremtidens Odense, august 2016

Alt godt fra havet på byens gader! 👍👍 Men hvordan skal vi sikre det?

 

28. odense å er fuld af øl

Odense er blevet mere festlig. Store begivenheder som Tinderbox, H.C. Andersen Festivals og Karrusel er blevet en del af Odenses kulturliv på blot få år og har styrket en tro på, at det vi ikke har, det skaber vi. - Socialdemokratiets visioner for Odense, Kommunalvalget 2017

(... eller "køber") 😉

Argh, kunne de ikke have fundet klogere eksempler der? Festlighed er vel næppe en særlig god indikator for ret meget. Hvad med et nyt byslogan: "Odense - det skal drikkes væk!" Eller noget med, at Odense Å er fuld af øl… 

 

 

29. DET LYDER GODT!

Nyopførelse og omlægning af boligområder, med fokus på det sociale, det bæredygtige og det kulturelle. - Alternativet Odenses hjertesager, KV17

Vi ved ikke, hvad det betyder, men det lyder godt. 👍

 

30. BEDRE TURISTINFORMATION

Informationsmateriale, tilgængelig turistinformation, åbningstider i de vigtigste seværdigheder, byguider, uddannelse af personale på hoteller og restauranter og bedre information på fremmedsprog, er nogle af de elementer der skal til, for at vi får løftet vores turismeindsats til gavn for turisterne og de mange odenseanere, der lever af - og kan komme til at leve af - turismen. I alt har vi forslag for 2 mio. kr. om året til at forbedre vores service over for byens turister. - Det Konservative Folkepartis budgettale 2018

Bedre information på engelsk er en mangel, ja. Men hvor mange af disse ting bør kommunen løfte? Skal kommunen lave byguides lige som os? Hvordan vil de fortælle, hvad der er godt og skidt?

 

31. SPÆNDENDE IDÉ

Et samlet årskort til en række kulturinstitutioner. - Alternativet Odenses hjertesager, KV17

Uha det er spændende, men med en noget kompliceret økonomi... Hvad skal sådan et kort koste, og hvordan skulle fordelingsnøglen være i forhold til forbrug? Men spændende ide!

 

32. LIIIGE ÉN ØL MERE

Står vi stille, går alt i stå, og andre byer bliver sjovere at flytte til. Starter vi festen her, kommer flere til. En festival er ikke bare fest. Det er også by-branding, der giver genlyd langt uden for Odenses grænser. - Socialdemokratiets visioner for Odense, Kommunalvalget 2017

Rimelig kækt. Lyder som en, der ikke bare er ved at overtale os andre, men også sig selv om, at det er helt ok liiige at tage en enkelt øl mere, inden vi tager hjem (host.. havner på Boogies).

 

 

33. kultur er velfærd

Betydelige besparelser på ny-anlæg, kultur- og eventaktiviteter uden relation til kernevelfærd: Der igangsættes en tilbundsgående gennemgang af kulturforvaltningen med henblik på at få et detaljeret kendskab til alle aftaler og arrangementer af denne type i Odense Kommune. Kulegravningen skal følges op af en kritisk gennemgang politisk med henblik på besparelser. – Liberal Aliance, la-odense.dk/politik/

Og bagefter skal alle hospitalsklovne, panfløjtespillere og arbejdsløse skuespillere skydes ved daggry på Flakhaven. Hurra.

Kultur er mere kernevelfærd end noget andet.

 

34. TOSSET

1 %-ordningen til kunstnerisk udsmykning ved offentlige anlægsopgaver skal reduceres med 500.000 kr. - Dansk Folkepartis ændringsforslag til 2. behandling budget 2018

No! Det er den sidste ordning, der ikke er underlagt økonomiske, rationelle, kortsigtede kalkyleberegninger, men som er mere vigtig end så meget andet.

 

 

35. FJOLLET

Vi vil bruge færre penge på Odense Filmværksted. [Foreslår, at det kommunale tilskud fjernes] - Venstres ændringsforslag til 2. behandling budget 2018

Filmværkstedet har nærmest ingen midler, i hvert fald i det store billede, så det må næsten være et personligt horn i siden på dem. Fjollet. Styrk det dog, styrk OFF, gør det selvstændigt fra Kulturmaskinen og opgrader filmmiljøet i Odense, så det spiller ind med den fordel, Fyn har på det marked i disse år.

Lad os cementere Fyns position med et stærkt, samlet og tilstrækkeligt bemidlet filmmiljø i Odense. Lad Odense blive centrum for den fynske filmkunst, for filmiværksættere og medvirke til at styrke det samlede kreative økosystem i byen.

 

36. MERE GRØNT? BARE GØR DET!

Pulje til at støtte lokalt forankrede samarbejdsprojekter, der gennem borgernære formidlingsaktiviteter, kultur og projekter understøtter den grønne omstilling i lokalmiljøet. - Alternativet Odenses hjertesager, KV17

Hellere bare top down beslutning om flere træer og flere grønne facader. Og tilladelser til at plante blomster og ranker foran sin egen gadedør i centrum, som i Amsterdam, ville være fedt og skønt.

 

37. INTERNATIONALT ER MÅSKE LIGE AT STRÆKKE DEN

Mens Thomas B. Thriges Gade engang splittede byen konkret som mentalt, binder området nu byens mest historiske kvarter sammen med kernen af Odense. Her midt i landet har ODEON rejst sig og giver nu plads til musik, kultur og konferencer af internationalt format. - Socialdemokratiets visioner for Odense, Kommunalvalget 2017

Jep, det internationale kulturhus med Netto på det mest synlige hjørne fra banegården. Flot. Og indholdet? Ja det er lidt som i Netto - kød og konserves på hylderne. "...Frooooom Paris to Berlin, in every disco I get in - my heart is pumping for låååve." - et internationalt hit

 

 

38. ”HVAD SAGDE JEG”

Vi glæder os over, at projektet på den tidligere Thomas B. Thriges Gade ikke har vist sig at medføre den trafikale eller bymæssige dommedag, som modstanderne spåede for fire år siden. Der er hverken opstået trafikalt ragnarok, butikkernes massedød eller bylivets undergang. - Det Konservative Folkepartis budgettale 2018

👍 Ja ja, vi er enige... Nu sidder vi bare og hører livekoncerter med Infernal... Åh, Lina!

 

FAKTA: Så meget kulturpolitik fandt vi i partiernes budgettaler, budgetforslag og valgprogrammer: 

Sådan gjorde vi:
For at sikre en fair og balanceret vurdering af partiernes kulturpolitik har This Is Odense udpeget en moderator til først at gennemsøge alle partiernes nyligt udgivne valgprogrammer, budgettaler og budgetforslag for politik, der vedrører kulturlivet i bred forstand.
Dernæst har denne person udvalgt en række udsagn fra hvert parti, der repræsenterer bredden i partiets politik på området. Nogle partier har stor bredde og detaljering i deres fremlagte politik, mens andre blot har enkelte punkter.
Udsagnene er blandet og anonymiseret, før de er blevet præsenteret for This Is Odenses skribenthold, der således har anmeldt dem uvidende om, hvilket parti, de tilhører. Anmeldelserne er skrevet med et glimt i øjet og er udtryk for skribenternes holdninger, der af og til stikker i ret forskellige retninger.



Luk

Det går hurtigt i Odense, men hvorhen?

Det går hurtigt i Odense, men hvorhen?
Debat | Skrevet af: This Is Odense | 14. november 2017

Der sker mere i Odense end nogensinde før. Men hvor er byens kulturliv på vej hen? Og hvor skal vi hen?

I en række valgoptaktsartikler, der leder frem til Kulturklyngens valgdebat lørdag d. 18 i Storms Pakhus stiller vi spørgsmålene og giver vores bud på nogle af svarene. Det kan også være, at et par interessante navne i byens kulturliv kommer til at give deres bud. Læs med, debatter og mød op på lørdag, hvor nogle af spørgsmålene også finder vej til valgets spidskandidater.

Et kulturliv, der tør!

Foto: Teater Momentum, 2016

 

This Is Odense har altid handlet om at vise, at vores by har langt mere at byde på, end de fleste troede. Det er mere sandt end nogensinde før, og opgaven med at overskue tilbuddene bliver sværere og sværere for hver uge, der går.

Men lige så klart, som det er, at der sker mere, lige så klart er det, at alt det nye ikke er godt nok.

Og hvad mener vi så med det?

Jo, uanset hvor forskellige vi er hos This Is Odense, så deler vi en drøm om et kulturliv, der udfordrer os og udfordrer byen. Et kulturliv, der ikke bare er til behag, men også kan stille sig i vejen.

Et kulturliv, hvor man ikke kan gøre godt og skidt alene op i, hvor mange mennesker, det tiltrækker, men også hvor mange mennesker, det flytter. Et kulturliv, der åbner sig op for omverdenen, men ikke kun er velafprøvede events på gennemrejse.

Et kulturliv, der giver kunstnere mulighed for at leve, overleve og skabe sig i Odense. Et kulturliv, man bemærker i resten af Danmark, men er lige så overrumplende en tirsdag aften i et lummert loftsrum, som det er velbesøgt en juniaften i Tusindårsskoven.

Et kulturliv, hvor debatten om, hvor vi skal hen, flyder frit.

Et kulturliv, der tør. Der er vi ikke endnu.

De store spørgsmål - det store potentiale

Odenses kulturliv er ikke større end, at de fleste kender og er afhængige af hinanden og af kommunen på en eller anden måde. Det giver nogle særlige muligheder for samarbejde, men måske betyder det også, at den nødvendige debat og selvkritik lidt for ofte forbliver skjult. Hos This Is Odense er vi også selv en del af det netværk, det må vi ikke glemme.

Men spørgsmålene skal stilles. Som udgangspunkt for vores artikelserie stiller vi derfor her nogle af de svære spørgsmål.

 

Er ODEON det, vi blev lovet, og det, Odense har brug for?

Foto: Odeons store sal, Klaus Knakkergaard

ODEON har haft en lang vej - fra ide om kulturhus i Thrigefirkanten til en kulturaftale om et musik- og teaterhus på den nuværende placering i 2005 over finansdød, gennem yderligere to tilpasninger og til endeligt projekt. Men spørgsmålet er, om ODEON er blevet til det, man ønskede, og det Odense har brug for i dag?

Med kulturaftalen i 2005 blev der afsat 90 mio. kr. til et nyt musik og teaterhus. Projektet blev kaldt et fyrtårn, og samtidig pointerede både Venstre og Socialdemokraterne vigtigheden af, at de ikke-kommercielle mindre kulturaktører i byen blev en del af det nye hus.

Da ODEON blev præsenteret som et musik- og teaterhus i 2008, var det med fortællingen om et "kulturelt kraftcenter". Anker Boye (A) kaldte huset "byens bankende hjerte", der skulle få Odense på det kulturelle landkort. Jan Boye (K) pointerede, at det ville give muligheden for at trække helt nye musik- og teaterforestillinger til byen, og Jane Jegind (V) kaldte det et "kulturelt fyrtårn, der kan få odenseanerne til at ranke ryggen". Byforsker Lars Engberg påpegede, at et kulturhus først bliver et vartegn, hvis det indeholder unik kvalitet.

Siden blev kvaliteten og prisen skåret ned, særligt på den store sal, mens der blev mere plads til at tjene penge på ungdomsboliger, supermarked og konferencer. Et mere realistisk projekt i årene efter finanskrisen vil nogen nok sige. Samtidig blev kommunens betaling øget. Jan Boye (K) fastholdt, at kvaliteten var høj. Skuespillerskolen og Musikkonservatoriet mente, det gav en helt ny mulighed for at sætte præg på byen, og at helt nye synergier ville blive skabt. Jan Boyes afløser Steen Møller kaldte huset for en mulig "international dynamo", og også S og DF var begejstrede.

Nu har ODEON været åbent i godt 8 måneder, og hvad har vi fået? Byen har fået en rost hverdagsrestaurant i Odeon Social og et kritiseret supermarked.

Vi har ikke fået den store adgang for byens ikke-kommercielle kulturaktører, som var det oprindelige ønske. Og spørgsmålet er, hvordan de helt præcis ville passe ind i huset.

Det er endnu for tidligt at sige, om skuespillerskolens og musikkonservatoriets nye placering vil give ekstra værdi for byen.

Det, vi til gengæld kan gøre op, er fyrtårnskvaliteten af ODEONs eget kulturelle program og de bookinger, andre aktører har lavet i ODEON. Det er her, hvor virkeligheden afviger mest fra det formål, der var med at bygge huset i første omgang.

Et udsnit af det hidtidige og kommende program lyder på: City Singler, Tina Dickow, Chippendales, Linie 3, The Bootleg Beatles, Kim Larsen, Stine Bramsen, Caroline Henderson, Svend Brinkmann, Midt Om Natten-musical, Cliff Richard, samt selvfølgelig Odense Teaters og symfoniorkesterets produktioner.

Det er meget svært at få øje på fyrtårnskvaliteten i nogen af ODEONs arrangementer. Der spiller intet, som ikke også spiller i resten af landet, og de fleste af de ovenstående navne kunne optræde på andre scener i byen. Og til trods for dårligere akustik måske endda passe bedre ind der? Det kan i værste fald betyde, at Odense får dårligere arrangementer, og at ODEON blot kannibaliserer på andre sceners cashcows.

Helt simpelt kan man måske driste sig til at spørge, om Odense har fået nogen ny kultur ud af ODEON, som byen ikke havde i forvejen?

Men behøver det virkelig at være sådan? ODEONs særlige værdi må ligge i størrelsen og kvaliteten af de arrangementer, de kan tiltrække. Men hvor er ODEONs bookingambitioner? Hvor er modet til at være det fyrtårn, det er bygget til? Tror man virkelig stadig ikke, at Odense og odenseanerne, med den kæmpe udvikling byen er inde i, er klar til at efterspørge noget nyt? Og hvad er kommunens påvirkningsrolle?

 

Lever Posten op til sit ansvar som regionalt spillested med fokus på kvalitet?

Foto: Line Svindt, Posten - næsten udsolgt til Black Rebel Motorcycle Club
i sidste uge

Posten er Odenses regionale spillested - et af 18 i landet og til at sammenligne med VEGA, Radar, Train og Global/Jazzhouse, hvis man kigger på København og Århus.

Det er også et spillested med en fin økonomi og et meget stærkt sponsornetværk. Sammenligner man økonomien med Vegas kan man se, at de to steder stort set modtager det samme i offentlig støtte (Vega 6,1 mio. kr., Posten/Dexter 6,2 mio. kr.), at de stort set har samme sponsorindtægter (Vega 1,8 mio. kr., Posten/Dexter 1,4 mio. kr.). Forskellen består, i hvad de to institutioner omsætter for på baggrund af deres arrangementer. Egenindtægterne hos Posten/Dexter lyder på 10,3 mio. kr., mens det for Vega er 56 mio. kr.

Hos Posten lyder strategien på at tilbyde publikum "livemusik af høj kvalitet" og store udenlandske navne, og de senere år har Posten også haft et ønske om at dyrke vækstlaget og undergrunden. 

Efter udvidelsen i 2007 har Posten plads til 900 på den store scene. Til sammenligning har VEGA plads til 1.550, Radar 300 og Train 1.000.

Alt sammen burde betyde, at Posten, udover de klassiske danske navne, der er på rundtur i Danmark, også skulle kunne tilbyde både højkvalitets upcoming navne  og mellemstore navne fra udlandet.

VEGA kan blandt andet frem til april fra genrebiblioteker som hiphop, singer-songwriting, indie rock, folk rock, pop rock, heavy, alternative rock, moderne klassisk og elektronisk byde på mellemstore navne som Joey BadaSS, Destroyer, Alex Cameron, Sun Kill Moon, The Kooks, Mastodon, Mando Diao, Thomas Dybdahl, Iron and Wine, Niels Frahm, First Aid Kit og Editors. Næsten alt sammen indenfor Postens bookingprofil.

I samme periode frem til april har Posten et program med kopibands, danske turnébands og udenlandske navne, som de færreste vil kende, uden at det skyldes, at de er på vej til gennembrud.

Kan den bookingprofil ikke strammes op? Burde Posten ikke være det spillested i Odense, der kan trække de mellemstore udenlandske bands til?

Og hvad med stemningen og miljøet? Hvordan kan det være, at publikum ikke bliver hængende på Posten, når koncerterne er overstået? Hvorfor har man ikke fornemmelsen af et skabende, kreativt miljø, når man træder ind ad døren? Er man ikke lidt mere et nummer i garderobens praktiske afvikling end en gæst, der er en del af stedet?

 

Mangler byen en brugerdrevet vækstlagsscene og et egentligt kreativt miljø?

Foto: Kenneth Danielsen, De Vilde Hjerters værksted i Odense Offentlige Slagtehuse

Det leder naturligt til det næste spørgsmål, som er, om Odense ikke mangler en egentlig vækstlagsscene, omgivet af produktions- og øvefaciliteter for kunst og kultur med lidt mindre kommercielt potentiale? Et kreativt miljø, uden velordnet og velstruktureret kommunepatina, og som ligger i eller ved bymidten?

Hvor koncertbookere ikke er tvunget til at slutte tidligt, og hvor de skabende kunstnere og arrangører selv kan være med til at skabe både rammer og indhold? Er det ikke en af grundene til, hvorfor det er så svært at få øje på byens faktisk relativt mange dygtige, skabende mennesker? At der ikke er noget egentligt sted at udfolde sig? Kansas City forsøger at være det sted i dag, men ligger for langt væk, og har hverken tag i publikum eller byens vækstmiljø.

Kulturklyngen arbejder på sagen, forskellige kultur og uddannelsesinstitutioner snakker sammen og initiativer som Røde Himmel og andre dygtige folk omkring Ungdomshuset og Flow HF har i lang tid efterspurgt plads med højere til loftet.

Hvad skal der til, for at det kan lykkes? Hvor vil det ligge bedst? Kan det sidste stykke fuldendte industrihistorie på Siloøen være en mulighed som ramme? Det er endnu ikke al byens industriarv, der er omdannet til boliger, men vi er hurtigt på vej derhen - og det skaber i hvert fald ikke en storby. Hvad skal kommunens rolle evt. være i sådant et projekt? Og hvordan undgår vi, at det bliver endnu et midlertidigt rum, som skal flytte videre, når pengene flytter ind?

 

Hvor er Brandts på vej hen? Og hvad skal der blive af Brandts 13?

Foto: Disney-udstilling på Brandts

Det nye Brandts er stort og mere skinnende og er for alvor ved at positionere sig som en endnu større mastodont i det odenseanske kulturlandskab. Der er ikke udelukkende, men især, pop-kunst og poppet kunst på plakaten, og snart udvides med fjerdesalen, hvor kunstakademiet har hjemme i dag, ligesom Mediemuseet ryger ud. Mere plads - større udstillinger - flere gæster.

Brandts har siden relanceringen udstillet blandt andet tatoveringer, mode, flyvemaskiner, Lundstrøm, Disney (uden skyggen af kritik), havet og nu Lars von Triers livsværk. Det sker helt sikkert med det beundringsværdige mål at få flere mennesker gennem døren og positionere sig i landskabet af danske kunstinstitutioner. Men hvad har Brandts tabt i processen? Er det Brandts' rolle at købe en allerede kurateret udstilling om og af Disney? Og skal det føles som at træde ind i en Imerco-butik at åbne døren til en kunstinstitutions boghandel? Exit through the giftshop, please. And buy your identity here.

Som en del af den nye profil har Brandts de seneste 3 ½ år haft den vovede lillesøster på Jernbanegade 13, som vi flere gange har kaldt byens mest interessante udstillingsrum, men som nu er på vej mod lukning.

Brandts 13 har haft rollen som den del af imperiet, der skulle skubbe, flytte og forandre med fotokunst, installationskunst og upcomingkunstnere fra både Fyn, resten af Danmark og sågar resten af verden. Samtlige udstillinger har holdt et højt kunstnerisk niveau.

Men hvad sker der med alt det, når Brandts lukker ned for Brandts 13? Forsvinder de ambitiøse udstillinger? Og hvad skal der ske med bygningen - det gamle Fyns Kunstmuseum? Kunne man frygte en investor så snittet til at lave luksus-seniorboliger indfarvet i kulturelle fortællinger fra fortiden?

 

Er der plads til kunstakademiet i Odense og i hvilken form?

Foto: Det Fynske Kunstakademi i Brandts Klædefabrik

Det er et af de spørgsmål, som faktisk er blevet diskuteret. Desværre mest op til og efter budgetforhandlinger og uden de helt store armbevægelser og visioner.

For mere interessant end diskussionen om, hvorvidt Odense Kommune må give driftsstøtte til en videregående uddannelse, er vel spørgsmålet om, hvad kunstakademiet har potentiale til at give byen? Et kunstakademi som en af ankerinstitutionerne i et nyt kreativt miljø med spillested, produktionslokaler og udstillingsrum. Hvad kunne det skabe af interessant kunst? Hvad kunne det skabe af miljø, som byens borgere og de kreative selv har lyst til at færdes i? Hvad kunne det give af positive benspænd til en by, der har så meget fart på, at en kæmpemæssig lystavle, der lyser hele byen op med reklamer for Svendborg og kantinen i Beldringe Lufthavn, virker som en god ide?

Og hvad gør kunstakademiet selv for at kunne imødegå en positiv fremtid?

 

Lever bibliotekerne op til deres potentiale for det kæmpemæssige budget?

Foto: Odense Kommune - det nye Borgernes Hus

Byens biblioteker modtager årligt godt 70 mio. kr. og er derfor en af byens største kulturinstitutioner, hvis man tolker begrebet en anelse bredt. Det er også en institution, der har mange forskellige lokaliteter spredt over hele byen og derfor har potentialet til at møde mange forskellige mennesker.

At drive bibliotek i 2017 må være lidt ligesom at planlægge en by for selvkørende biler. Mulighederne er store, men man aner ikke, hvad fremtiden byder på, og hvordan undgår man at ødelægge det, der allerede virker?

Det betyder dog ikke, at den bedste løsning er at sætte bøgerne på hylden og vente på at få svaret serveret af tiden. Næsby Bibliotek startede Harry Potter-festival i et biblioteksbaglokale for 15 år siden og har nu næsten 15.000 årlige gæster.

Musikbiblioteket skabte, indtil de midlertidigt skulle agere hovedbibliotek under ombygningen til Borgernes Hus, nogle af byens mest interessante kulturarrangementer - hvad bliver der af dem i de nye guldbeklædte rammer i banegården?

Og hvorfor er der ikke langt flere af den slags eksempler? Pengene burde være der. Hvad kan lykkes i det nye Borgernes Hus? Bliver der endeligt skabt et sted, hvor folk har lyst til at være, skabe og lege? Eller bliver det "endnu et bibliotek"?

 

Hvem er de store events for og har vi fundet balancen mellem at købe events ude fra og bruge lokale kræfter?

Foto: Robbie Williams, Tinderbox Festival

Odense er kommet på landkortet for store events de seneste år, takket være de mange midler fra Odense & Co. Arrangementerne er veleksekverede og i en størrelse, som ingen før har formået at trække til byen.

Det skaber en naturlig begejstring, men har også fået mange til at stille kritiske spørgsmål. For hvem er arrangementerne til for? Er de for odenseanerne, der allerede bor her, eller for dem, vi gerne vil have til at flytte til udefra - og hvis det sidste gælder, er det så de rigtige arrangementer, der støttes?

Og hvad er egentlig balancen mellem at købe arrangementer fra dygtige nationale og internationale arrangører, der ikke behøver starte i det små, og lokale arrangører, der ikke har samme ressourcer og kassebeholdning, men kan binde kronerne og erfaringerne i lokale hoveder?

Det er et enormt svært spørgsmål. Kunne nogen lokale aktører have arrangeret Tinderbox i samme størrelse og med samme succes? Nej, formentlig ikke, og det samme kunne siges om en lang række andre af de events, der har været afholdt. Der ER forskel i evner, erfaringer og omsætning. Men hvor mange af de evner, erfaringer og omsætning bliver så i byen, når arrangørerne rejser videre? Når pengene forsvinder?

Det har været en integreret del af strategien at binde knowhow og indkøb lokalt, men er det lykkedes? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der er stor frustration blandt dele af byens kommercielle eventarrangører. Har de ret? Hvad synes du?

Gør din stemme hørt - skab din by!

Hvad mener vores politikere egentlig om det? Mener de overhovedet noget? Hvem og hvad er kulturen til for? Hvor ligger mulighederne gemt i Odense? Hvilke kulturinstitutioner har potentialet til at kunne gøre det bedre end i dag, og hvordan skaber man et unikt kulturliv, der rækker ud til hele verden, samtidig med at det er særligt odenseansk? Er der plads til at drømme om andet end kroner og ører i næste års kulturbudget? Er kulturen alene til at for at skabe vækst og tiltrække borgere, eller kan den have værdi i sig selv?

Det er nogen af de mange spørgsmål spørgsmål, vi går og grubler over. Hvad synes du? Er vi helt galt afmarcheret? Hvad bør politikerne diskutere op til valget? Og hvad bør vi diskutere når valgkampen er overstået?



Luk

Odense for sejlere?

Odense for sejlere?
Essay | Skrevet af: Mira Erik | 25. oktober 2017

Jeg troede Odense var noget bras, hvad angår sejlads. Men så blev jeg klogere. 

Jeg er vokset op på det sydfynske vand, mellem små grønne øer med strande vi gik i land på. Aldrig om jeg skulle have mit skib lagt ind i Odense havn, med et langt, kedeligt, kunstigt anlagt indsejlingsløb. 

Men turen er sport. Den er noget helt andet, men den er intet mindre. Den er sjovt svær at sejle fordi sejlrenden er så smal som et bukseben, og man går på grund lige på bagsiden af bøjen. Her er ingen margen. I modvind for sejl er det små, stramme, konstante kryds.

 

Det er en sport at sejle bøjerne så tæt, at man kan sætte tyggegummi af på dem.

Søkort. Gabet yderst (øverst) og den uddybede sejlrende ind til værftet og den uddybede sejlrende fra værftet ind til kanalen. Kanalen ligger uden for billedet her, i venstre side. 

Men inden vi begi'r os derind ad, så skal der sejles og tisses og svømmes:

Med ryggen til Fyns Hoved: Fyns nordligste punkt som med sin placering skiller Kattegat og Storebælt.

Der tisses

Lige syd for Fyns Hoved, altså lige når man har rundet spidsen, der ligger Korshavn, en virkelig fed naturhavn. Hvis man ikke vil i havn, kan man ligge for svaj ude i ingenting:

For svaj for natten

Hygge (og bevidstløs søvn) i køjerne i stævnen

Og så derind ad! Hård vind fra øst. Forsejlet er bjærget, for der er rigeligt med smæk på. Vanterne, der er fæstnet i dækket, står under vand. 

Gabet er den lille, snævre åbning man sejler ind gennem ude fra havet og ind i Odense Fjord. Det er som en tragt, med det brede hav, der maser sig ind mod det smalle gab, og derfor er bølgerne næsten altid vilde her. Det er actionvand.

Hvis man er heldig er der nogle af de store skibe, der skal ind til værftet, og så kan ligge og sejle langs med dem. Giganterne. 

Og så er man der. I Gabet - her på en stille dag - helt tæt på det helt flade vand, med Enebærodde på sin styrbord side. Fyret er 14 meter højt og opført i 1869 og det har familiemedlemmer på alle Danmarks spidser. De er fede. Når man runder hjørnet her skimter man for første gang værftet i horisonten.

Fyret ved Gabet

Værftet i horisonten

De erfarne og stedkendte lystsejlere skrår ind over det flade vand på Hvide-Grund her, men jeg skal ikke nyde noget. Jeg sejler uden gps, kun på søkort, og har kun været ind og ud ad løbet et par gange. Vi sejler bøjerne og morer os over skarverne, der skuler og glor, inden de letter, når vi kommer.  

Sejlads er langsom suspense. Man kan se langt - der er tilsvarende langt derhen.

Herinde er alt stilnet af. Kun kranerne larmer. De løfter deres metalskrot. Vi sejler så tæt at vi kan røre. 

Lindøværftet. Det er så wauw. 

Gennem det meste af det 20. århundrede hørte Lindøværftet til blandt de absolutte sværvægtere i fynsk industri, både med hensyn til omsætning og antal beskæftigede medarbejdere. På sit højdepunkt, i 1974, var der 6105 ansatte. Værftet var definerende for hele Nordfyn.  

Det er de helt store damer, der er blevet bygget på Lindøværftet. Her er det Emma Mærsk, der runder Enebærodde på vej ud af Gabet efter en reparation. Ved sin søsætning i 2006 var hun verdens største containerskib. 

Af hensyn til de store tankere er sejlrenden fra Gabet og hertil gravet ud i 11 meters dybde. Herfra og videre ind mod kanalen er den 7,5 meter og herfra bliver den også endnu smallere. Det er nu der går tyggegummi i den. 

Vi lægger Lindø bag os

Der er nogle, der sover fra det hele. 

Når sejlrenden krummer igen, dukker skorstene på kraftvarmeværket  op i horisonten.

De yderste klatter af naturreservatet før Stige Ø kommer til syne. Det er lækkert at stå i stævnen og stirre. 

Så rammer vi kanalen. Kanalen blev gravet kun ved hjælp af håndskovle og trillebøre. Det tog to hundrede kanalarbejderne otte års arbejde at grave den 5 kilometer lange kanal. Den 7. oktober 1803 kunne det første skib sejle ind i Odenses nye havn. At Odense fik en tilgængelig havn havde en kæmpe betydning for byens vækst op gennem 1800-tallet. Førhen havde man læsset varer og gods af ude i Skibhusene og pakket det om på mindre pramme, som så fragtede det videre ind til Odense. Besværligt og omstændeligt.

Der er godt tre meter dybt i den kunstige kanal.  

Odense kanal. Max 6 knob.

Uanset hvor meget det blæste og hvor store bølgerne var, da man lå ude på den anden side af Gabet, så er man nu i læ af de store bakker på hver side af løbet. Man smider støvlerne og huen og det vindtætte og det uldede, og det sidste stykke vand sejler man i bikini på en varm og blid brise. 

Det karakteristiske og sirlige stengærde er ledsager det sidste stykke vej ind. Vi kigger på heste og cyklister på den ene og den anden side.

Vi nærmer os havn og der skal bindes fendere på og gøres fortøjninger klar og træffes beslutninger om havnemanøvren, som altid - uden motor - involverer så meget adrenalin og koncentration, at jeg ikke får taget nogle billeder af landgangen. Men hva' fa'en, ... det handler jo heller ikke om at have fast grund under fødderne. 

Alle fotos er skribentens egne, undtaget luftfotoet.  



Luk

8 grunde til at flytte til Odense netop nu

8 grunde til at flytte til Odense netop nu
Liste | Skrevet af: Bo Jessen | 3. september 2017

Jeg kan ikke komme på nogen, der er mere kritiske overfor Odense end os. Ikke fordi, vi ikke tror på byen, eller ser byens potentiale. Det er heller ikke fordi vi mener, at byen er på vej i den helt forkerte retning.

Måske er vi kritiske netop af den modsatte grund. Fordi vi tror på, at vi i Odense netop nu har en historisk chance for at skabe en helt særlig lille storby, hvis vi står på tæer, gør os umage og siger nej tak til den lette løsning.

Det her er min vigtigste påstand på Odenses vegne i disse år: Odense kan blive den eneste by i Danmark, hvor der er plads til at have fart på og rum til at have hovedet med. Den eneste by, der kan forene nutidens to største modsætninger: Storbyens dynamik, skabertrang og oplevelser med længslen efter fællesskab, natur og plads til at tænke sig om.

Dig og dine venner skal selvfølgelig ikke snydes for at blive en del bevægelsen - derfor får du her 8 grunde til at flytte til Odense netop nu!

 

1. Odense skaber fremtidens jobs

Universal Robots, den største robotvirksomhed i Odense med 350 ansatte
og en forventning om yderligere 30 % medarbejdere i Odense i 2017

 

Odenses robotklynge er en af Europas absolut førende og blandt verdens 10 førende. En klynge, der ved seneste optælling for godt et år siden talte 102 virksomheder og godt 2.600 medarbejdere. Det er 22 virksomheder og 400 medarbejdere mere end året før. Med vanlig fynsk mådehold er forventningen et behov for godt 60 % flere medarbejdere frem mod 2020. Virkeligheden er nok snarere, at tallet bliver væsentligt højere. Se de 83 ledige jobs netop nu her.

Også en række andre brancher, som f.eks. byens drone og IT-virksomheder er i hastig udvikling. Du kan få job hos Danmarks bedste arbejdsplads, Daxiomatic, eller hvad med Open source-folkene hos Umbraco, der driver hjemmesider for nogle af verdens største firmaer, og hvis platform benyttes af godt en halv million verden over? Se nogle af de ledige jobs i byens IT-branche her.

Hvis du ikke kan finde det helt rigtige job i Odense, så er der stor chance for, at det er inden for godt en time et sted mellem København og Århus - og med færdiggørelsen af timemodellen til København om godt et års tid, kommer mange af dem endnu tættere på.

 

2. vildt mange uddannelser - der tænker nyt

Det nybyggede Erhvervsakademiet Lillebælt i City Campus tæt ved banegården,
havnen, bymidten og det nyåbnede street food-marked i Storms Pakhus

 

Byens tech-virksomheder sætter også sit præg på byens uddannelser. I Odenses folkeskoler leger de med læringsrobotter fra Odense-firmaet Kubo og ikke færre end 40 videregående uddannelsesprogrammer uddanner folk til robotbranchen, blandt andet helt nye uddannelser som automationsteknolog hos Erhvervsakademiet Lillebælt, automatiktekniker hos Syddansk Erhvervsskole og en diplomuddannelse i robotteknologi hos Syddansk Universitet.

Hos SDU går de nye veje. Mens resten af Danmark diskuterer karakterniveauer udvider SDU kvote-2-optaget til 25 % og kaldte i år 5.300 til optagelsesprøver. Og som det første universitet i Danmark har SDU indført et obligatorisk internationalt semester fra i år. Men det stopper ikke der. Når Danmarks største nybyggede sygehus står færdigt er det bygget sammen med et helt nyt sundhedsfagligt fakultet på SDU, som giver helt særlige muligheder for de kommende studerende.

Du kan også bliver kunstner på Det Fynske Kunstakademi, dyrke en af landets bedste jazzuddannelser hos Syddansk Musikkonservatorium og blive skuespiller på Den Danske Scenekunstskole. Eller blive optaget på en af de godt 200 andre videregående uddannelser i byen, der arbejder sammen om at skabe Danmarks bedste studiemiljø med en lang række fælles arrangementer.

 

3. Odense er Danmarks grønneste storby

House of Fairytales, få meter fra gågaden

 

I hvilke andre danske storbyer kan du sejle på, gå eller cykle langs med en frodig og utæmmet å hele vejen gennem byen og lige gennem bymidten? Hvilke andre danske byer har en byhave på rådhuset? I hvilke andre danske bymidter kan du opleve en ny have, som på billedet ovenfor om 2-3 år?

Fremover bliver Odense endnu mere grøn. Der plantes to træer for hvert træ, der lader livet til letbanen, og Odense Kommune er ved at udarbejde en handleplan for hvordan byen kan blive endnu mere grøn i fremtiden.

Og hvis du ikke har nok natur i Odense, så kan du indenfor en halv time være i resten af den fantastiske fynske natur, som f.eks. det Sydfynske Øhav.

En september-sejltur gennem bymidten på Odense Å

 

4. Byen forandres for over 40 mia.

Thomas B. Thriges Gade, den tidligere 4-sporede gade, omdannes til grøn by

 

Odense er i gang med, hvad der måske er Danmarkshistoriens mest markante transformation fra industri- og parcelhusby til en levende, oplevelsesrig storby. Fra 2012 til 2022 investeres mere end 40 mia. kr i Odenses udvikling.

Det betyder blandt andet, at byen får en letbane og Danmarks største nybyggede sygehus, der bygges sammen med Syddansk Universitet. Det betyder også, at en firesporet gade gennem bymidten er ved at blive omdannet til en grøn bydel med boliger, butikker, restauranter, kulturhus, pladser og grønne områder.

Og at byen har fået et havnebad og en vild cykelbro, der gør det nemt at komme fra bymidten til havnen. Samt selvfølgelig en hel masse andre ting.

Det skaber både jobs og en federe by, og så betyder det også, at der er en helt særlig tro på fremtiden i Odense.

 

5. I Odense kan du gøre en forskel

FAF-bygningen med Roas tunfisk er hjemsted for nycirkus-folkene fra Dynamo, der er kommet til fra København

 

Odense er tilpas lille til, at du ikke drukner i mængden, og tilpas stor til at alle med noget på hjerte kan finde sit publikum. Der er en helt særlig DIY-stemning i byens kultur-, vækst- og undergrundsmiljøer, hvor man samarbejder om at gøre alle bedre.

Byens transformation betyder, at alle, der har gode ideer og er dygtige nok til at gennemføre dem, kan skabe sin scene og finde sin plads. En by uden en kendt destination, som kan formes af dem, der har lyst. Og så står en kæmpe industriarv og venter på at blive omdannet og sat i scene til fremtidens liv - ligesom Dynamo har gjort det med FAF-bygningen, og Storms Pakhus-folkene har gjort i den gamle trælasthandel, og DOK 5000 har gjort med den gamle silohal.

 

6. I Odense kan du bo hvor du vil, uden du skal sælge organer for at få råd

Vesterbro, et af Odenses mange bynære kvarterer, foto: Kirstine Mengel

 

I Odense kan du bo i lejlighed eller hus indenfor gåafstand af gågademiljøet for helt andre priser end i København og Århus. De gennemsnitlige kvadratmeterpriser i København lige nu er 44.000 kr., i Århus er det 28.000, mens det i Odense er godt 17.500. Det betyder altså, at hvor en bolig på 100 m2 i København i gennemsnit koster 4,4 mio. kr. så koster den 1.75 mio. i Odense.

Og på lejepriserne er forskellen også stor. I følge Boligportalen kostede en toværelses i København i  gennemsnit 10.838 kr. i 2016, i Århus var prisen 7.307, og i Odense var det 5.463.

Er du studerende, så er du så heldig, at Odense Kommune tilbyder tag-over-hovedet-garanti, så du ikke risikerer, at stå uden bolig til studiestart.

Og så er omtrent 95 % af alle boliger i Odense er inden for 300 meter af et grønt område - du ved, Danmarks grønneste storby.

 

7. Odenses Kulturliv vokser i bredden og dybden

 

Der er mere end 80 festivaler i Odense i 2017

 

Da vi startede This Is Odense i 2013 levede en skrøne om, at der ikke sker noget i Odense.

Med Tinderbox Festival, gadefestivalen Karrusel og H.C. Andersen Festivals er den skrøne lagt effektivt i graven. Men det er ikke bare store og brede festivaler, der har fundet vej til Odense.

Du kan også opleve Danmarks mest kompromisløse elektroniske musikfestival, PHONO, dykke ned i fynske råvarer til madfestivalen SPIS!, genopfinde forladte bygninger til MOD.STRØM, se kortfilm på Danmarks eneste oscarkvalificerende filmfestival OFF, opleve verdens bedste nycirkus-artister til Dynamos Nycirkusfestival, elske ord på Spoken Word Festival og gnubbe skuldre med den danske musikbranche til Music Days osv.

Og så er der selvfølgelig hverdagskulturlivet, der uge efter uge overrasker ellers kyniske kulturbrugere som os.

 

8. Odense er et gastronomisk centrum

Restaurant Vår i Vintapperstræde, en af byens mest interessante nye restauranter

 

I Odense vælter det frem med restauranter. Faktisk hele 61 flere i bymidten fra maj 2014 til februar 2017. I sidste uge åbnede et nyt street food-marked i fantastiske omgivelser i Storms Pakhus. Inden længe åbner endnu et street food-marked i det gamle Arkaden, og indenfor få år er der også torvehal på vej på Thomas B. Thriges Gade. Og det er altså foruden det dejlige grønttorv i H.C. Andersen-kvarteret.

Det er ikke bare antallet, der er stigende. Fantastiske kvalitetsrestauranter i alle prisklasser åbner hele tiden og suppleres af stadigt flere vin og ølbarer. Danmarks Have er Fyn altid blevet kaldt, og de odenseanske restauranter gør flittigt brug af landets bedste afgrøder i deres baghave.

 

Har du flere grunde? Lad os høre!



Luk

Mine dødes Odense

Mine dødes Odense
Guide | Skrevet af: My | 30. august 2017

Når man bor i en by længe, ser man både det, der var, og det, der er. 

Man går forbi bygninger, som engang husede ens elskede.
Steder, hvor man levede sit forhistoriske jeg.
Og man forfalder til nostalgi. For mure og veje står der og ligner sig selv, selvom menneskene, der fyldte luften med parfume og trappeopgangene med fodtrin for længst er borte.

I Ansgargade-lejligheden, hos min forfinede farmor, var der broderede sutsko i varmeskabet og marmelade på det hvideste hvedebrød, men nu bor der nogle andre. Ikke længere farmor, som krævede at smage sin vandmelon, inden hun købte den nede i Føtex, mens jeg gemte mig bag the-hylden med blussende kinder.

Jeg forestiller mig, at farmors hjem med støj- og støvabsorberende gulvtæpper, bornholmeruret og den sorte plasttelefon med drejeskive; den mørke gang og de frynseklædte lænestole og køkkenet, hvor lågerne lukkedes med en lille metalhaspe med en sprød lyd, nu er hvidtet over og lyst op og effektiviseret.

Jeg tror ikke, man her opbevarer pastelfarvede vatkugler i en krukke af glas på badeværelset.

Odense skulle ikke have været min by, og jeg skulle strengt taget slet ikke have været til, fordi de to halvdele af min genpulje planmæssigt skulle have befundet sig på forskellige kontinenter. Men Australien ville ikke have de argentinske emigranter.

Og yngste onkels historisk dårlige helbred gjorde mellemlandingen på Ternevej permanent. Her gemte morfar dygtigt sin skam over at have overlevet alt for meget bag et stort smil og en glubende appetit.  

Hvor moster Anna boede, ved jeg ikke. Jeg frygter at finde ud af det. At konkretisere magien ud af mindet, hvor citronvand og lavendler og moster, med hysterisk store briller og lange blomstrede kjortler i knitrende kunstige stoffer, bor i al evighed.

I 1996 satte en for mig mytisk mandsperson sig ind i en lastbil og kørte over for rødt i krydset mellem Søndre Boulevard og Kløvermosevej, hvor han ramte min far og hans sølvgrå Toyota, der blev kvast som et stykke sølvpapir mod en standhaftig lygtepæl. Og sådan blev livet delt op i et før og et efter.

Jeg husker latteren. Som slet ikke var latter, men gråd, der væltede ukontrolleret op af halsen. Jeg husker den akavede politimands sidelæns blik.

Jeg husker ham i hospitalssengen med bandage om den elskede pande og ødelagte tænder. Jeg husker, at vi spiste mad fra grillbaren om aftenen og så fjernsyn. For vi kunne ikke græde mere. Jeg kan ikke køre igennem det kryds uden at forestille mig braget.

De døde alle sammen i 1996. Farmor på passagersædet i den sølvgrå Toyota Corolla i en pøl af nyindkøbt rødvin. Moster Anna med hævede ben og uden jordforbindelse. Morfar svundet ind af den cancer, som bed ham i maven. Til det sidste rebelsk nok til at leve så transfedtsyre-mættet som muligt.

Da julen kom, sad vi tæt og så film i sofaen. En slagen flok med trang til glittede lyskæder og vaseline på linsen.

Bordet dækkede vi ikke, for dem, vi skulle spise med, var borte.

Byen er rig på historier. Nogle vigtige for generationer. Andre kun vigtige for mig. Og jeg bærer dem med mig. De er en del af den linse, der giver byen farver.



Luk

Odense International Film Festival 2017

Odense International Film Festival 2017
Guide | Skrevet af: Bo Jessen | 28. august 2017

Farvel til fodslæbende potteplantefest. Farvel til den lyserøde spændetrøje, der har omslugt og ensrettet byens kulturliv i ugen, der gik. Nu er det tid til at promenere, summende, alene og frigjort omkring med et katalog under armen, at blive nappet af sensommeraftenens lidt for kolde bid, at drikke kaffe til lyden af israelske instruktører, der griner, at beslutte sig i sidste øjeblik for en græsk animationsfilm. At leve på odenseansk.

Det er tid til Odense Internationale Film Festival stykke 42, og det her bliver den ultimative guide til både novicen og den ubehjælpeligt ubeslutsomme genganger, blandt andet ved at gøre brug af den anerkendte Stegsted-skala.

 

seks nedslag

Hovedkonkurrencen

Hovedkonkurrencen er festivalens livsnerve. Forbindelsen til den omgivende verdens talentpøl. 13 programmer med de bedste kortfilm. Det er her, du møder flygtningen, satandyrkeren og den armenske brud. Selv ulidelige middelklassedramaer er fortalt med ord, du ikke kender. Kortfilmene er sat sammen i blokke, der gør, at du ender med at se vidunderlige film, du aldrig ville have valgt selv. Nogle film glider bare forbi, andre bliver siddende, som sanselige brudstykker. Jeg kan se aftenhimlen i en fransk betonghetto, høre lyden af sne, der trædes på, og fornemme det ubehjælpeligt grønne tapet i lejligheden hos en dement mor fra sidste års program.

I år vil jeg særligt gå efter:
- OFF1: En lesbisk rengøringsdame, en syrisk flygtning og en bonderøv, der gør pizzaannoncer til idolplakater
- OFF3: Dysfunktionel jugofamilie, badekarsonani og et søskendepar, der slår fra sig
- OFF4: En israelsk fangetransport og en syrisk far, der taber sin søn til Danmark
- OFF8: Affaldssortering som amerikansk drøm, homohad, cubansk eftermiddagsgade, parisisk forstad og en satanistisk squashpartner

Se spillesteder og tider i kataloget og filmfestivalens hjemmeside

 

Lokale talenter

På Fyn er der et skrøbeligt, men talentfuldt filmmiljø. Det lever takket være OFF, Film Fyn, 18Frames-uddannelsen i Faaborg og Odense Filmværksted. Hver eneste år hiver OFF talenterne ud på scenen og lader os andre kigge med.

- 18Frames: 2 af de 3 film fra 18Frames har vundet vej til festivalens hovedprogram. De tre vises også sammen
torsdag kl. 14.30 på Momentum

- Upcoming Odense: Fra Odense Filmværksted præsenteres to blokke med 10 og 7 film. Den ene med helt nye talenter og den anden med etablerede talenter. Begge vises
tirsdag kl. 14 og 16 i Pejsestuen

 

Byen på film og filmen på by

Jeg er ret beset delvist inhabil, når jeg anbefaler netop dette programpunkt, fordi jeg har været med til at sætte form på en lille del af det. Når det er sagt, så skabes der en hel speciel genre, når by møder film. Byerne er menneskehedens største og mest komplekse opfindelse, og intet medie er bedre til at gengive byernes fantastiske liv end filmen. Særligt tre nedslag i årets program sætter byen på film eller filmen på by:

- Lost in translation til open air: Sofia Coppolas kultfilm handler om kulturmøder. Men det er også en film om storbyens ensomhed og melankoli. Om Tokyos særegne kultur og den helt specielle nydelse, det er at gå rundt i byer om natten.
Lørdag kl. 21, Amfiscenen

- Byens transformation: (disclaimer: Det arrangement, jeg er medansvarlig for) Arrangementet stiller spørgsmålet om, hvilken storby, Odense skal blive til. Det indeholder en ny film om verdens mest indflydelsesrige byplanlægger, der slet ikke var byplanlægger, men derimod "blot" en borger, der protesterede mod at rive gamle kvarterer ned i 50-60'ernes New York og en debat mellem publikum og to af Danmarks mest by-vidende mennesker.
Torsdag kl. 18, Pejsestuen

- A Wall is a Screen: En flok mennesker fra Hamborg vender vender tilbage til deres tredje OFF og sætter filmen på by med projektor, generator og sære små sjove film. Sammen med alle os andre går de rundt i bymidten og projekterer filmene op på forskellige facader og gavle. Første år endda med en 'meat is murder'-film på McDonalds' facade.
Fredag kl. 21, hovedindgangen ved Brandts

 

Animation på OFF

Animationsfilm på OFF er en helt særlig oplevelse. De gode kan være både outrerede og kunstneriske og dygtige fortællinger. De dårlige er teknik over indhold. I år kan man, foruden animationsprogrammet, dykke ned i særlige animationsprogrammer, herunder blandt andet:

- De sidste syv års vindere:  Tirsdag kl. 14 på Momentum og onsdag kl. 15 i Cafe Biografen vises de sidste syv års vindere af Børge Ring Award, og der er nogle af de film iblandt, som jeg husker allerbedst fra de seneste års festivaler. Heriblandt den græske "Dinner for Few", som vi også viste til vores arrangement, Gaden som lærred.
Tirsdag kl. 14 og onsdag kl. 15, Momentum og Cafe Biografen

- Animated Ireland: Det irske filminstitut bringer en serie animationsfilm til OFF. Landet, hvor man kan kende årstiden på regnens temperatur, og hvis kultur altid befinder sig et sted mellem muntert lune og historisk depression, er samtidig en af Europas fremmeste animationfilmssproducenter.
Fredag kl. 18, Pejsestuen

 

Musik på OFF

Koncerter og lydindslag er der ofte på OFF. Lidt for ofte er det med sikre navne, der vinder på fortidens frembringelser. Men i år er der også lige dele sjove og lokale påfund.

- Sofar Sounds: Det globale fænomens lokale forankring har filmet sine koncerter på tage, i frabrikshaller, dagligsture og andre sære steder. Nu bliver de vist på OFF.
Tirsdag kl. 18.30, Studenterhuset

- Lyden af Norden: De nåede færgen, en veltærsket OFF-kortfilms-klassiker, uropføres nu også som lydværk (med mere populært tilbehør).
Tirsdag kl. 20, Magasinet

- PHONO OFFVenue: Odenses elektroniske musikfestival med al den musik, du ikke kender vender til filmfestivalen tilbage med et af deres populære off venue-arrangementer, der nyfortolker forskellige rum i byen - foreløbig på en hemmelig adresse.
Torsdag kl. 20

- David Lynch Tribute Concert: Det måtte jo ske på et tidspunkt, men fordi det er forventeligt, er det så absolut stadig anbefalelsesværdigt. Lydkunstnerne SPEkTR sætter deres egen lyd sammen med Lynchs, og resultatet skulle være "gribende, dunkelt og billedskabende".
Onsdag kl. 20.30, Magasinet

 

De små finurligheder

- David Lynch - de tidligste kortfilm: 5 af de første, søgende kortfilm fra Lynch. Det kommer til at skære i dine øjne.
Onsdag kl. 14 på Momentum

- Krigens DNA: Et tilbagevendende tema på OFF - i år med tre fantastiske kortfilm om krigen og en snak med instruktør og krigsveteran.
Fredag kl. 17.30, Magasinet

 

Stegsted-skalaen

OFF-holdet skal altid finde balancen mellem det, man kan lære af, det, der har en helt særlig kvalitet, og det, folk kan genkende. Vi er måske nogen, der mener, at pendulet lidt for ofte svinger mod sidstnævnte, men uanset hvad du er til, får du hjælp til at finde vej med Stegsted-skalaen*.

 * Hvis du er i tvivl om hvad Stegsted er, så se her.



Luk

Ras Bolding og H.C. Andersen

Ras Bolding og H.C. Andersen
Samtale | Skrevet af: Mira Erik | 23. august 2017

"Mange af os bliver aldrig andet end ordinære."

I samtale med Ras Bolding, forud for hans koncerter i H.C. Andersens Hus. Jeg spørger ham:

Hvorfor goth?

Jeg er barn af '80erne. Jeg hørte Jean Michel Jarre*, Kraftwerk, Depeche Mode; synthezisere og computere. Post-punk og goth fusionerer på et tidspunkt med dét, og derfor er jeg endt her. Jeg forsøgte at lyde som dem. Suge af mine helte.

For mig handlede musikken om identitet. Mange af os bliver aldrig andet end ordinære. Strunge sagde at "man er altid en eller andens nigger." Det er jeg også - jeg identificerede mig med den udskældte musik. Det er denne 'otherness'. Kvaliteten i at være anderledes og unormal. Maskinmusikkens første møde med punk og med pomusikken bredt var også udskældt, men jo også en del af populærkulturen - Michael Jacksons 'Thriller' havde inspiration fra den britiske wave og synth. Det var anderledes. Jeg har altid følt mig anderledes. I mødet med musikken var der andre, der satte ord på noget for mig, og formulerede nogle følelser jeg kendte; følelsen af otherness. 

Koncert i H.C. Andersens mindehal

Koncert med H.C. Andersen-tema. Hvorfor?

H.C. Andersen Festivals har et subkulturtema: Mønsterbryderne. Og så skrev han skræklitteratur. Fra mit goth-udgangspunkt har jeg beskæftiget mig med hans mørke sider og hans dystre fortællinger; de skrækinspirerede. Jeg spiller fire numre af 10 minutters varighed hver. 'Snedronningen', 'Historien om en moder', 'Den lille havfrue' og 'Skyggen'. Jeg illustrerer dem via tekst og musik. Jeg har skrevet mine egne tekster, men jeg benytter mig af Andersens sprog og vendinger. Han var optaget af sin tids gotik, den gotiske litteratur, og jeg parrer det med min tids goth-kultur og med synth og elektronika. Jeg stiller skarpt på det mørke, så at sige. 

Koncertens numre har allusioner til Wagner og Beethoven; nogle af de klassiske komponister, som H.C. Andersen selv lyttede til. 'Skyggen' har Wagnerreferencer. En lærd forfatter er rejselysten og rejser til de varme lande og mister sin skygge. Senere vender den tilbage og til sidst overtager skyggen kontrollen. Og forelsker sig i en prinsesse. Forfatteren henrettes, mens brylluppet står. Det er dekonstruktionen af det klassiske eventyr. Andersen kunne lide Wagner, sin tids avantgarde. Som afslutning på min komposition over 'Skyggen' ønskede jeg at kombinere idéen om bryllups- og begravelsesmarchen, så jeg tog udgangspunkt i akkorderne fra Wagners berømte bryllupstema fra operaen 'Lohengrin', men tvang alle durakkorderne i mol for således at skabe harmonisk bund for en ny melodi; jeg dekonstruerede Wagners bryllupsmarch, lidt som Andersen i sin fortælling dekonstruerer det klassiske eventyrs slutning med løfte om prinsesse og det halve kongerige. Det er måske svært at høre i det færdige nummer hvis man ikke ved det - men det er sådan, det er blevet til. 

Hvordan fik du lov? Jeg mener - Anderledes Ras og pæne menneskers H.C. Andersenmuseum??

Ha ha, en af medarbejderne på stedet viste sig at være til bl.a. Einstürzende Neubauten, så der var en vis bølgelængde. 

(og her må intervieweren indskyde en lykkelig bemærkning til læseren om, at der åbenbart inde i rigtig mange flere kontormænd end man skulle tro, bor en mand, der forud for villa, Volvo og vovse, har stået og sluppet sin brændende sjæl ud gennem tangenter og forstærkere. En tanke, der helt klart - synes jeg - gør det lettere og mere dejligt at færdes i verden.)

H.C. Andersen Museets mindehal er udformet som en kuppelsal og i 1930 udsmykket af den danske billedkunstner Niels Larsen Stevns med otte store freskomalerier. De illustrerer episoder fra H.C. Andersens liv, hentet fra hans selvbiografi Mit Livs Eventyr.

Odense. Byen. 

- Hvorfor er du stadig i Odense?

Det Odense kan byde på er, at du kan skabe en scene her, hvis du vil. I København drukner man måske lettere. Det gør man ikke her. Du kan gøre en forskel her; selv nye kræfter vil hurtigt kunne komme på banen. Byen er så lille, at man er nødt til at arbejde sammen med de andre hvad angår spilledatoer osv. Der er et stort samarbejde mellem Odenses alternative scener. Det er DYI, det er små penge, det er samarbejde. Jeg har slidt her under overfladen i mange år. Her har altid foregået interessante ting på musikscenen. I 2006 opstod både PHONO og Klub Golem; de har samme udspring, kan man sige. 

Hvad er dit projekt, sådan helt overordnet? 

Det er at skabe en tilværelse, der er værd at leve. At lave noget musik, jeg er tilfreds med, og som jeg synes, det er værd at optræde med. Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være. Det er blevet mit liv. 

Praktik

Ras Bolding spiller fem koncerter fra torsdag til lørdag under H. C. Andersen Festivals:

24. august: 21:30
25. august: 16:00 & 21:30
26. august: 16:00 & 21:30

Fri entré

*Bonus: Hvis du ligesom jeg også har elsket Jean Michel Jarre i '80erne uden helt at vide hvem han egentlig var, så har Ras Bolding selv interviewet mesteren og foregangsmanden og tegnet et stort, vidende og velskrevet portræt af ham til GAFFA i anledning af albummet 'Oxygene''s 40 års fødselsdag. Det kan du læse her.



Luk

Spoken Word Festival - Når alle ord er velkomne

Spoken Word Festival - Når alle ord er velkomne
Guide | Skrevet af: Anna Skau Tolstrup | 16. august 2017

Kunstformen spoken word tager endnu en gang ordet og Odense i sin magt

Ordene ruller igen ind over Odense til den årlige Spoken Word Festival fra den 17-27 august. Jeg mindes stadig dengang, da festivalen åbnede i 2010: et åndehul af ord. Nu spreder festivalen sig ud over hele Odense, fra Studiestuen til Vollsmose Kulturhus og Den Fynske Opera. Omdrejningspunktet er kunstformen spoken word. Oplæsning eller recitering med et performativt element. Spoken Word Festival står stadig stærkt med egen profil og eget formål, at dele ord – det talte ord. At sprede det, skabe refleksioner, underholde, overvælde og overraske. Kort sagt: at kortlægge, hvad det talte ord kan.

Denne mangfoldighed ses også udfoldet i dette års program, som indeholder alt fra stand-up og foredrag til fortællinger om sure, gamle mænd, fortalt af sure, gamle mænd. Der er med kyndig alsidighed udplukket talt poesi fra alle ordenes genremæssige verdenshjørner. Og selvom jeg mener, at det hele skal ses, så forelægger der vel både en form for økonomi- og tidsrestriktion for de fleste af os. Derfor har jeg udvalgt nogle særlige perler, der både understreger Spoken Word Festivalens altomfavnende ordlyd, men også favner pengepungen en smule.

 

Studenderhuset skaber rum til melodien i poesien og udviklingen i kunstformen

 

Glæd dig til et krydsklippet, samhørighedsskabende svar på alt det, der undre os alle sammen i livet.

Glæd dig til et krydsklippet, samhørighedsskabende svar på alt det, der undres os alle sammen i livet. Foto: David Ramirez Gomez.

Det er et par årtier siden, at man flokkedes til røgfyldte lokaler, hvor en pulserende basgang afrundede Rune T. Kiddes digte om hverdagen, vejen og damen, som han elskede engang. Det at sætte musik til oplæsning har i mange år været på tilbagetog ligesom de røgfyldte lokaler. Mange kender nok efterhånden spoken word-trioen Vi Sidder Bare Her med Jørgen Leth, Michael Simpson og Frithjof Toksvig, som har bragt spoken word tilbage i danskernes bevidsthed. Spoken Word Festival har også et bredt udvalg af poesi, som slentrer hånd i hånd med den både indviklede og afklarende musik. Den musik, der folder sig om ordene. Tager dem i hånden eller vender ryggen til. Denne del af spoken word-kunstformen bliver ved med at udfolde og udvikle sig, og et af de meget interessante navne i år er ALLE SVARENEs koncert den 26. august.  

ALLE SVARENE er en blanding af videokunst, elektronisk musik og såvel den unges som den ældres vokaler, der fælles og hver for sig sonderer over vores alle sammens grundvilkår som mennesker. Jeg håber på et bombardement af krydsklippet kaos om kærlighed, kunst, uddannelse og natur. Jeg håber på at få svar på alt det, vi ikke ved, men måske kan finde ud af i fællesskab, hvis vi nu bare lytter RIGTIGT til hinanden. Jeg håber, at artisten David Nordtoft blæser mine sanser i stykker og skænker mig den der ’hvad skete der lige’ krea-ekstase.

Hvis min egen SU-funderede tilværelse tillod mig at smide på den anden side af hundrede kroner for et event i denne omgang, ville jeg hjertens gerne blive blæst bagover af troubadouren Nikolaj Nørlund. Han optræder i samspil med steppeulvsvinderen Adi Zukanovic på klaver og en håndfuld strygere. Nørlund fremfører sit seneste album Villa den 19. august, som er skrevet med tanke på samspillet mellem strygere og poet.
Hvis det derudover ikke regner, så står koncerten på Amfiscenen den 24. august også højt på listen. Spoken word-duoen Virga betræder først Amfiscenen med musiker Nicolas Koch-Simms på drejelire og loop-pedaler og poet Nikolaj Johansen, der drejer sine digte mod mennesket og naturen. Derefter følger multitalentet Kristian Leths nærværende fortællinger, når han indtager Odense med egne ord og band.   

 

Når fortællingen står for sig selv

 

Pak strikkepindene og tag med en tur ind i Jens Peter Madsen og Anne Marie Nielsens Hjemmestrikkede Historier.

Pak strikkepindene og tag med en tur ind i Jens Peter Madsen og Anne Marie Nielsens Hjemmestrikkede Historier. Foto: Historiefortæller Jens Peter Madsen

Jeg var til arrangementet for et par år siden. Og jeg glæder mig sådan til at komme til Hjemmestrikkede Historier igen den 21. august. Odenses grand-old historiefortællingsmand Jens Peter Madsen bliver skarpt suppleret af Anne Marie Nielsen til en aften i roen, fortællingen og strikkeriets tegn. Nu er jeg ikke selv den store strikker, og det er bestemt ikke et krav at kunne svinge pindene i takt til fortællingens fremgang. Man kan også bare komme for at nyde at lytte og intet andet. Der er noget helt særligt i at kunne blive væk i en fortælling, og det bliver endnu mere særligt, når den fortælling bliver fortalt af ægte historiefortællere.  

Det er ikke en oplevelse, der efterlader dig blæst helt bagover med et nyt verdenssyn, hvor du igen kun kan fremstamme ’hvad skete der lige’ i den førnævnte, altopslugende krea-ekstase. Man bliver nærmere efterladt med en ro ved bare lige at have været der, hvor man var, og i et andet menneskes fortælling. Det kræver selvfølgelig, at man tør bare at lytte til den simple, store ting, der foregår.

Kan man af uransagelige årsager ikke kan få livet til at hænge sammen med Hjemmestrikkede Historier, så der er heldigvis mulighed for at fange Jens Peter Madsen igen, når han optræder med showet Grumpy Old Men den 22. august.

 

Det åbne ord og dine ord

 

Grib dagbogen, lyt til andres og bliv (måske) klogere på, hvorfor det også kan være dejligt at dele det lidt for pinlige og alt for personlige.

Grib dagbogen, lyt til andres og bliv (måske) klogere på, hvorfor det også kan være dejligt at dele det lidt for pinlige og alt for personlige. Foto: Katinkamusik

Den Fynske Opera lægger lokaler til de åbne ord i år den 25. august. De ord, der åbner op og mødes med latterkramper, tåretrilning og bardomsrefleksioner. Det er egentlig lidt sjovt med dagbogssnak til en Spoken Word festival, da dagbogen ofte rummer alle de ting, vi aldrig nogensinde ville sige højt. Samtidig er det dog tit det, det aller inderste, der finder sted, der bliver skrevet ned, sunget og snakket om. Spoken Word Festival har inviteret Katinka Bjerregaard, der ofte lader det inderste være yderst til en snak om, hvad der sker, når den ægte ærlighed går offentlig. Der er samtidig også en mulighed for at komme ind under facaden på Katinka Bjerregaards band Katinka. Efterfølgende vil meget modige mennesker indtage scenen og læse højt fra deres dagbøger, præcis som vi kender det fra tv-programmet ’Kære Dagbog’, der blev sendt på DR.

Jeg håber på, at det bliver tåkrummende og latterkrampende intimt i fællesskab med den delende og alle os, der modtager. Og det med at lufte sit skrevne, beskidte undertøj i offentligheden vil skabe en sikker sfære, når der er åben scene bagefter, så vi alle sammen sammen kan undres og underholdes på fællesskabsfølelsens præmisser – på trods af (og sikkert også i kraft af) at det, der bliver præsenteret, er så skide privat.  

 

Gyldne one-liners, hårdtslående guldkorn og (forhåbentlig) guldøl

 

Lad særpræget velartikulation, opfindsomhed og hårdtspændte beats efterlade dig mundlam.

Lad særpræget velartikulation, opfindsomhed og hårdtspændte beats efterlade dig mundlam. Foto: Thorsten Iversen.

I årets Spoken Word festivalprogram er der også blevet plads til, at ordene gør ondt. Med vilje. Heldigvis. WomBattles og Pede B indtager Studenterhuset den 17. august med freestylerap-konkurrence, og som Pede B selv siger: ”Dem der siger rappere fra Fight Night ikke duer til noget andet / Kan få nogle cementsko på og se om de kan gå på vandet” på sangen Isbjørn. Freestylerap er både enormt sjovt, enormt svært og underfundigt, hvilket sammenlagt kommer til at give en aften, der er helt enormt underholdende – og helst med tilpas mange guldøl på siden. Det er ikke altid stuerent – for det skal det ikke være. Heldigvis. Aftenen slutter af med en solo koncert med Pede B. Den første og eneste tredobbelte vinder af MC’s Fight Night, der flækker og slukker Studenderhuset, inden vi slæber os videre ud i natten med hovedet propfyldt af de vildeste oneliners.

Hvis det virker lidt for galimatias og lidt for rapt, så kan Retorik Battlen den 21. august også være et godt sted at opleve de onde ord, der ligeledes ikke forarger, men flekser færdigheder.

 

Oversættelsens undere og overvejelser

En artist talk der går under huden på oversættelsens kunst.

En artist talk, der går under huden på oversættelsens kunst. Foto: Lyrikporten.

Digteren Ursula Andkjær Olsen siger i sin prisbelønnede digtsamling Det tredje årtusindes hjerte: ”Du er mit // fremmedlegeme, // navnlegeme, / sagnlegeme, / favnlegeme. // Hvis din død er meningsløs, må det være, fordi du er mening, og din / forsvinden ville være forsvinden af mening, dér i mit fjerne indre, dér, / dér rinder mening ud, rinder rose, navn / ud. //”. Det er smukt, skarp og gør utrolig ondt. Der er en rytme fastlagt af pauser og intelligent brug af det danske sprog. Og brugen af det danske sprog skaber pinefulde kringelkroge i den skrevne udpensling af en abort. Hvordan kan den smerte oversættes, så den fremstår lige så bidende, fortvivlende, forvirrende og meningssøgende på engelsk? Hvad med rytmen, bogstavrimene?

Hver sprog har sin egen force. Sit eget særpræg, accenter og ord. Jeg mindes for et par semestre siden på min litteraturvidenskabelige bachelor et kursus i lyrik, hvor vi fik forelagt to vidt forskellige oversættelser af et digt. Lige siden har spørgsmålet fulgt mig, hver gang jeg skal oversætte noget: hvad fanden skal jeg gøre?

Ursula Andkjær Olsen bliver flankeret af oversætteren Katrine Øgaard Jensen til en artist talk den 26. august. Ursula vil læse op af Det tredje årtusindes hjerte og Katrine vil læse op af oversættelsen Third-Millennium Heart. Bagefter vil de snakke om, hvordan fanden man gør det – altså laver den rigtige oversættelse. Jeg glæder mig rigtig meget; ikke nødvendigvis til at få et endegyldigt svar, men til at blive meget klogere og få et indblik i en oversætters arbejdsværksted.   

Tryk jer videre via linksne til begivenheder, for at se sted, tid og pris. Og glæd jer!



Luk

Mens vi venter på kulturrevolutionen

Mens vi venter på kulturrevolutionen
Longread | Skrevet af: Anders Skovgaard | 28. juli 2017

Et kig på den kommende kultursæson og fem bud på, hvad vi skal glæde os til.

Det er sæsonstart på de store kulturinstitutioner og dermed tid til et nyt repertoire. Nye oplevelser, overraskelser, skuffelser og meget mere af, hvad vi plejer.

DE DØDE MÆNDS KLUB
Jeg har været nede i programerklæringerne, de pænt opsatte intentionsaftaler, aka sæsonprogrammer, på henholdsvis Odense Teater, Odense Symfoniorkester og Brandts, de tre absolut største institutioner i byen, hvor de fortæller om alt det, vi ikke bør gå glip af i det kommende år. De lover store oplevelser, kvalitet samt en masse døde, hvide mænd og deres efterladenskaber. Jeg nævner i flæng Beethoven, Bruckner og Brahms i koncerthuset, Shakespeare, Molière og Charles Dickens i teatret på Jernbanegade og ikke mindst mindeudstillingerne om Hergé og Lars von Trier i den gamle klædefabrik. Alt i alt friske pust fra dødsriget over den odenseanske kulturhimmel. Repeat, repeat and then you die.

Det er der sådan set ikke noget overraskende i. De nævnte institutioner kan deres kram og vil lege med de største, men modig er ikke prædikatet, jeg hæfter fast på dem. Igen i år har de satset på det sikre og vil påskønnes for billetindtjening, røve i sæderne og rolige forventninger frem for nye opdagelser og overraskelser, der heller ikke ofte belønnes overhovedet. Jeg bebrejder dem egentlig ikke brugen af den velkendte spil sikkert-knap, men det betyder så, at det nok ikke er her, fra de største og rigeste institutioner, vi skal vente den næste kulturrevolution. Hellere en sikker død på programmet end noget, der måske aldrig kommer til live.

Fra Elefantmanden på Odense Teater

KONSERVATIV PER DEFINITION
Institutionskulturen er nærmest per definition konservativ. Den er bagudskuende, etableret og ansvarlig – politisk såvel som økonomisk. Og jo mere, jo større de er. Det ved vi godt, og det er sådan, vi har bygget kulturen op. Vi belønner det dyre og sikre, det velkendte og behagelige. Odeon er mere eller mindre bygget ud af den kulturtradition. Ikke som et kulturelitært prestigeprojekt eller sendt som et folkedybt krav, men ud fra vores kulturvaner; vi vælger det sikre og behagelige, når vi tror, ingen kigger. Nogle har jo set alle de der Ørkenens Sønner-videoer på YouTube, ik'?

Her står symfonien, teatret eller museet i Odense selvfølgelig ikke alene. Det synes at være ret generelt. De ved, hvad vi køber, og vi ved, hvad vi får. Om det lige er Mozart eller Beethoven er underordet – vi ved, at det enten bliver Mozart eller Beethoven og så Händels Messias til jul. Denne tendens er hverken ny eller originalt spottet, men det gør ikke situationen mindre kedsommelig.

Rimskij-Korsakovs Scheherazade af Odense Symfoniorkester

De fleste rammeaftaler har deciderede klassiker-krav samt klare, målbare kriterier angående egenindtægt og publikumsantal. Samtidig lapper flertallet af publikum det meste i sig, så længe det er tilpas behageligt, og eksperimenterne er under kontrol. Alt imens står anmeldere, branchen og andre nysgerrige på sidelinjen og råber på mere u-kontrol. Meget mere kaos, tak!

DET ER OS SELV 
Det er derfor ikke altid nemt, når man som en Finn Schumacker, en Mads Damsbo eller en Jens August Wille (det skal det dog heller ikke være. Det er dem der har magt, viden og pengene, så det forpligter) både skal være publikumsmagnet, tække lokallivet og de landspolitiske kulturvinde, effektivisere på driften, tjene penge på kunsten, navigere i branchen, glæde anmelderne og så sikre alle de døde kunstnere med kunstigt åndedræt, så vi endnu en sæson kan blive mætte i Shakespeare, Brahms og von Trier – den kulturelle triangel af der-var-engang.

Det er nemlig os, gæsterne, der er de sande kulturkonservative. Vi er forbavsende ensformige i vores valg. Og med det voksende politiske pres på institutionerne om at levere flere røve i sæderne og større egenfinansiering til kerneydelsen, så er tendensen ikke uforklarlig. Både vi og institutionerne mener at vide, hvad vi tror, vi kan lide, og så får vi det. Men det er jo hverken formålet med kulturen eller vores brug af den. Og det er slet ikke udviklende for noget som helst. Kulturen er ej blot til lyst. Eksperimenterne, undergrunden og vores nysgerrighed lades i stikken.

Fra Mortens Søndergaards Ukend dig selv på Brandts 13

MEN HVAD SÅ?
Slet ikke noget vi skal glæde os til? Jo, der er – heldigvis! Først og fremmest skal det siges, at f.eks. Brandts ikke udkommer med et decideret sæsonprogram, så mindre udstillinger kan komme i løbet af året, som ofte også er der, museet overrasker. På det seneste har vi hvert fald fået flere spændende bud i lokalerne på Brandts 13, der huser de mindre udstillinger.

ERIK A. FRANDSEN
Helt konkret ser jeg meget frem til den selvdannede Erik A. Frandsens udstilling Haiti, med fernisering d. 25.8. inde på selve Brandts. Jeg blev ikke så vildt bidt af introteksten på Brandts side, men efter en omgang rundt Frandsens egen side og gennem de tidligere værker, så er min nysgerrighed bestemt vakt. Stærke farver og blanding af forskellige medier og materialer. I kan selv se og læse med her.

Erik A. Frandsen. fra serien Haiti. 2016

Læs om alle Brandts nuværende og kommende udstillinger her.

DVORAK OG KOPPEL
I symfonien er der også flere positive tiltag. De har udviklet deres programserie med bl.a. Familiesymf, hvor pointen er, at vi skal tage børn og unge med ind til den klassiske musik , og også på deres præmisser, hvilket jeg kun kan anbefale. Især til de priser; 60 kr. for unge og voksne 120 kr., for en times musik af et hundredepersoner stort orkester. Bum. Derudover har symfonien for nylig offentliggjort, at de viser hele Wagners Der Ring des Nibelungen samlet og scenisk (!!), hvilket er omkring 15-16 timers musik. En kæmpe satsning, dog igen ikke på nyklassiske kompositioner, men på en død, hvid mands værker. Det er stort (altså sådan virkelig stort) og hurra for det, men det er også lidt kedeligt. 

Men selvom jeg er lidt ude efter de gamle mestre, så fornægter kvaliteten sig selvfølgelig ikke, og Odense Symfoniorkester er stærke til at spille dem. Det er virkelig et godt orkester. Personligt glæder jeg mig meget til Dvořaks 9. symfoni. Et fantastisk værk. Og hvis man er til heltefilmmusik, så er det et af de store værker, filmkomponister har digget fra gennem tiden. Samme aften spilles Grieg også, hvor man kan høre klaversolisten Marianne Shirinyan, som jeg var så heldig at opleve til en Pro Musica-koncert med Brahms' klaverkvintet op. 34 sidste år. Virkelig dygtig, levende og opmærksom pianist. Var meget fascineret af hende.

Derudover er der også mindre kendte kompositioner og endda enkelte nye i kammerprogram Pro Musica, hvor bl.a. Anders Koppel spilles med La Balajo for cellokvartet. Koppel er dejligt kringlet og finurlig i sine ofte korte kammerkompositioner. Hvis du ikke kan vente, så kan du høre La Balajo her.

Fra sidst Anders Koppel var i koncerthuset

Og ja, jeg skal også ind at høre Beethoven, Bruckner og Brahms.

Se hele symfoniens program her

KRIG OG MASSAKRER
På Odense Teater er de gået mere humoristisk til værks og har lidt flere komedier end normalt. Normalt spiller de danske scener primært vores egen Holberg, men i år har de fået plads til komediens mester Molière med Den indbildte syge. En god komedie, men det er dog ikke ligefrem den, jeg glæder mig mest til. Ej heller evigt spillede Macbeth, der trods sine uheldsplettede ry, lever i bedste velgående på landets scener, og som i Odense Teaters version bliver frembragt af Simon Boberg (instruktion), Siggi Óli Pálmason (scenografi) og talentfulde Marie Dalsgaard som Lady Macbeth (kan allerede høre Dalsgaards karakteristiske stemme: That tend on mortal thoughts, unsex me here, and fill me from the crown to the toe top-full of direst cruelty. Make thick my blood.)

Nej, vi skal over i den alvorlige, relativt nyskrevne og udenlandske genre for at få mig frem i stolen. Forbrændt af Wajdi Mouawad lyder både grusom aktuel og dramatisk spændende i sin blanding af krigstraume og familiedrama – meget bergmansk. Mouawad er kendt for sine politiske, ja, nærmest moraliserende forestillinger, der netop tør tage fat på vores kollektive dårlige samvittighed eller penetrere samfundet, mennesket, kunsten og stoffet, som det siges i et hengemt interview med ham på YouTube. I 2016 blev han leder på Théâtre National de la Colline i Paris.

Udover Mouawads dramatik, så har jeg også store forhåbninger til Mie Riis’ scenografi. Hun lavede en af de mest fantastiske scenografier sidste sæson med forestillingen Rose på Team Teatret i Herning.

Jeg ser jeg også frem til Hændelsen af skotske David Greig, der skrev The Events med udgangspunkt i Breiviks massemord på Utøya. Greig er bestemt også en samfundsbevidst scenekunstner, der bliver spillet rundt om på de største engelske scener. En teaterkultur, der om nogen har store krav til sine dramatikere.

Pressebillede til Hændelsen

Forestillingen bliver (igen) forløst af den engelske instruktør Ramin Gray, der er leder på det londonbaserede ATC Theatre. Gray har et imponerende forestillings-cv, med en del ny dramatik i de senere år. Det er altid godt, at man ikke kun har Shakespeare på hver anden titel. Det var f.eks. Gray, der instruerede The Events på ATC Teatre i 2013, så konstellationen Greig og Gray er ikke helt ny. Om det er samme forestilling med danske skuespillere, eller om det er en helt ny fortolkning vides ikke, men den den engelske version fik en rigtig flot modtagelse i The Guardian, hvor den blev beskrevet som en af årets bedste.

Se hele Odense Teaters program her



Luk

Odenses Rock'n'Roll Resurrection

Odenses Rock'n'Roll Resurrection
Historie | Skrevet af: Jakob Cæsius Krohn | 14. juli 2017

”The day the music died …”

I dag, den 14/7, er det seks år siden, jeg blev bekendt med, at Buster Krogsgaard Svendsen fra det odenseanske shoegazeband Dorias Barracca var død. Alle hans unge venner havde nok hørt det på selve dagen, den 16/6, idet dødsfaldet et par uger efter, sangeren var fyldt 19, havde udløst en lavine af ”Buster er død-sms’er”. Men jeg gik så lykkeligt uvidende en hel måned, før jeg en morgen gik ind på hans Facebook-profil, hvor jeg chokeret og overvældet læste alle mindeopslagene. Sangen ”Åh, Buster” fik næsten en profetisk klang, men det uden tvivl største indtryk på mig gjorde de ord, som Busters kæreste, Stine, havde skrevet, og som jeg først troede var hendes egne, men som jeg senere erfarede var fra en af Busters tekster. Hans sidste, faktisk, i den forstand, at sangen udkom posthumt som den eneste fra det album, der skulle have markeret Dorias’ gennembrud. Nummeret hedder ”Shaky Dreams”: 

https://soundcloud.com/astrangelyisolatedplace/isolatedmix-21-jonas-munk

”… turn out the lights”

Som håbløs romantiker tolkede jeg teksten som en art liebestod, men her nøjes vi med at lade musikken, ja, hele produceren Jonas Munks blændende, kuldskære Odense-compilation, tale. Angående dødsårsagen sidst på natten er avisens historie om alkohol og medicin nok let retoucheret, men herom vil jeg også tie. Den dag i dag kender jeg ikke til de nærmere omstændigheder, og er heller ikke interesseret i at høre mere. Jeg ved, at Buster faktisk havde en lykkelig festaften med sin kæreste for at markere, de et par dage efter skulle flytte til København sammen, og at Stine var ved hans side til det sidste. Det er sådan set også alt, hvad jeg behøver at vide. Først og sidst fordi virkeligheden er for ubærlig, og så har jeg det bedre med, at Busters død er omgærdet af en vis mystik a la de dionysiske rockikoner, Morrison, Thunders et al., og dermed er blevet til det stof, som (rystende) drømme skabes af.

Buster og Stine

”I never thought that it would end like this”

For at gøre ondt værre kom jeg i sagens natur ikke til bisættelsen. Her ville jeg gerne have hilst på den mand, som havde været en slags mentor for den helt unge Buster, mens han boede i Vordingborg, nemlig præsten, som varetog handlingen. Måske ikke en af Guds bedste børn vidste jeg allerede via en livredder, som jeg tilfældigt var faldet i snak med i DGI-byen. Som datter af en højtdekoreret politimand kunne hun fortælle mig, at pastoren kun lige akkurat befandt sig på den rigtige side af lovens plankeværk! I Busters ånd var det så. Til en musikaften hjemme i privaten havde han indviet mig i, at hans plan var at studere – religion. Det var samme aften, han viste innersleevet af en LP, ”Loveless” af My Bloody Valentine, hvorpå han havde limet et foto af Stine. Og her var det også, han sagde de ord, som har mejslet sig fast i min erindring: ”Tag ikke fejl, Jakob, alle mine sange handler om kærlighed”.

Første møde med Jonatan

”We’re going down in the history, we’re going dooown”

Lad os vende os mod de to år med isvintre mellem 2009 og 11, hvor jeg mener, at Odenses undergrundsscene toppede og tiltede: Golem og Phono i pionerfasen, Urban Art Project, skuespillerskolens listige privatscene Karsten Fasan, Off the Hook, BobZ og hashk…, øh, atelierer som Grow og Roots. Og så var der jo lige Momentum, dengang Peter fra Ecletic Moniker var kapelmester. Her var det, Buster introducerede mig for Jonatan K. Magnussen. Nu er det godt, jeg altid gik rundt med et kamera i disse år, for jeg kan strengt taget ikke rigtig selv huske det. Men min buddy, Stoffer – ham med ryggen til på fotoet – har fortalt mig, at snakken gik om IKKE ”at blive til noget”. At være eller ikke være totalt dedikeret til sin musik, dvs. at sætte ALT ind på kunsten. Det har været noget, jeg med mine fordums punkidealer kunne tale med om, men jeg var åbenbart for punk, eller pløret, til at tænke i karriereplaner hin dag!

Første møde med Buster

”You spit on those under 21 …”

Mit første møde med Buster, som fandt sted, da han blot var 16, står klarere i min hullede hukommelse. Jeg traf ham og bassisten Simon i Kizzers Klub alias Grow, hvor vi kom i snak om shoegaze, og hvor jeg få uger efter var til (præ)release med Dorias’ debut-EP ”Handsome Melting Point”. Siden fulgte jeg gruppens koncerter hver gang, jeg kunne komme af sted med det som alenefar. Nu skal det straks fastslås, at jeg ellers med fornøjelse citerer Lou Reed eller rettere hans lærer, Delmore Schwarz, for de vise ord ovenfor, men i lige akkurat denne gruppes (samt mine børns!) tilfælde var der tale om en undtagelsestilstand. Dorias Baracca var ekstraordinært talentfulde. Deres EP kom da også på et engelsk pladeselskab, de spillede i udlandet, fik en del airplay og var i Karrierekanonen. Og så nåede de at lave denne video fra et Odense, der ikke længere findes. Med masser af teenage kicks, men også vinterlig melankoli:

https://www.youtube.com/watch?v=AK4zbgBAV1Y

”Wash me in the blood of rock’n’roll” 

Buster og Jonatan havde gået i samme klasse og, så vidt jeg er underrettet, også optrådt på samme scene til Minival i Dalum, hvilket ifølge arrangøren – hey Joe! – som havde udlånt dem sit udstyr, efterlod blod på trommesættet. Men allerede i deres unge alder var de vokset lidt fra hinanden musikalsk, erfarede jeg. Dengang stod Jonatan og hans gruppe, Balloon Magic, da også for en mere poleret musik, der for novicer kunne lyde som ret Smiths- og Cure-påvirket, men som nu snarere var inspireret af skotske og australske forbilleder. I dag borger bandet, efter et par udskiftninger, mere for den skumle amerikanske tradition fra The Gun Club og frem. Under det nye navn The Love Coffin er alle mulige genrer dog i spil. Ligesom det var det en snes år før for Odense-gruppen med det også semantisk forbløffende ens navn The Live Museum, hvis ærinde var at revitalisere det bedste fra hele rockmausoleet.

Dorias Baracca: ”Handsome Melting Point”

”You get older – not me” 

Grunden til at jeg gik ind på Busters profil netop den sommerdag i 2011 var sikkert, at jeg og min kæreste var på vej mod Aarhus, hvor jeg ville præsentere hende for det band, som min yngste ven i al sin ungdommelige entusiasme havde udråbt som intet mindre end ”verdens bedste” – Balloon Magic. Under et voldsomt skybrud og akkompagneret af vinduesviskernes konstante klapren hørte vi så Dorias’ på en gang sfærisk drømmende og tordnende støjrock på ”Melting Point”-EP’en, mens jeg mindedes Buster med ildevarslende tekstfragmenter som det ovenfor citerede. At netop denne tur altid vil rumstere i min erindring skyldes også, at jeg kort inden Balloon Magic-koncerten besøgte en anden musiker, Jakob, en sidste gang, inden han døde på tilsvarende pludselig og meningsløs vis. På sit sidste Facebook-opslag skrev min navnebror, der ligesom jeg var præstesøn: ”Hvorfor er lykken så lunefuld”.

Fra kirkegården, 17/7 2011

”… a burning ring of fire”

Men Aarhus-odysseen markerede også en ny begyndelse. Det var under denne, jeg ikke alene hørte de ganske rigtigt fænomenale Balloon Magic, som udgav deres debut-EP ”Mornings” på et amerikansk pladeselskab senere på året, men også lærte bandets sanger godt at kende. Ja, aftenen endte med, at min kæreste og jeg lod Jonatan overnatte på vores vandrehjem (måske fordi jeg huskede at have mødt Buster med verdens største rande under øjnene – eller var det eyeliners?! – på vej hjem efter en Dorias-koncert i netop Aarhus, hvor han havde sovet på banegården). Under bilturen mod Odense næste dag fandt Jonatan og jeg ud af, at vi på tværs af generationerne havde en fælles svaghed for mange af de bands, jeg havde hørt på Rytmeposten i 90’erne på foranledning af Jan Aaskov og hans best man, min tredje døde rockven, Gert V. Andersen fra netop The Live Museum. En ring til blev sluttet.

Balloon Magic: ”Mornings”

”Something better change, change, change …”

Nu kunne man have både Buster og Jonatan mistænkt for at være indoktrineret af en mosgroet far, onkel eller musiklærer med samme gustne smag som jeg, men nej. Den primære inspiration kom gennem det insider-miljø, der opstod som en reaktion på, at der intet var at hente for vores unge bysbørn, og de derfor blev hjemme og lyttede til musik sammen til ud på de blå timer (jf. min gamle TIO-artikel ”It’s alive”). Her tror jeg, at youngsteren Nikolaj Bruus også dengang må have spillet en stor rolle i miljøet som en awesome rockprofessor. På hans liste over de 150 bedste skiver forrige år er nr. 19 ”Veranda”, debut-EP’en med The Love Coffin! Det er også Nikolaj, der står som hovedmanden bag disse korte YouTube-dokuer med klip af bl.a. Dorias og Balloon Magic, hvor førnævnte Gerts søn, Tim, taler for lysere tider som modvægt til indtrykket af Odense som en underlig tidslomme fyldt med frysende firser-tristesse.

www.youtube.com/watch?v=nz0J9SnICdI (Odenses ungdoms musikkultur (part 1)

https://www.youtube.com/watch?v=E18n4CDe9VQ (part 2)

”I stumbled into town …”

Men en brat opvågnen blev det jo så. Og her skal der ikke lægges skjul på, at Busters rock’n’roll-livsstil, som for nu at sige det pænt slægtede Baudelaires berømte ”til bunds i det ukendte for at finde det ny”-trosbekendelse på, var et tveægget sværd. Det første møde uden for Kizzers Klub var eksempelvis, da jeg engang i sommeren 2009 rendte ind i ham på Den Smagløse, inden han vendte næsen hjemad ved midnatstide, da hans gymnasielærer havde truet ham med, at han ville blive smidt ud, hvis han ikke afleverede sin stil næste dag. Jeg så ham da også et par gange hen på formiddagen på vej hjem fra en hard days night i byen. I det hele taget kunne jeg fortælle mange anekdoter, men morsomt er det jo ikke, så lad det blive herved. Ud af gymnasiet røg Buster, hvorpå Produktionsskolen ventede. ”Det er en børnehave”, sagde han oprevet til mig en dag på Flakhaven, han havde behov for en voksensnak.

Fra Studenterhuset

”Things always seem to end before they start”

Til en Phono-festival var det så, at Simon trak mig til side og fortalte, at bandet havde et massivt – problem, og efter en koncert på det gamle studenterhus var det omvendt Buster, der betroede mig, at han var ved at tabe overblikket over den svære 2’er og syntes, at han stod alene tilbage på skansen. På dette tidspunkt var han faktisk tilbage i uddannelsesræset, men efter at have sat en aften af til at hjælpe med en musikopgave og ikke kunnet kime ham ned og så finde ham på Smageren, igen-igen, blev jeg noget tøsesur. Og de resterende måneder af hans liv havde vi ikke megen kontakt. Den sidste replik, jeg husker, fandt sted til en Dorias-koncert, hvor Buster stillede sig ned til mig på bagerste række, mens gruppens frenetiske feedback-finale fortsatte. Jeg stod med korslagte arme og kiggede ufravendt op på scenen, og Buster sagde så noget i stil med: ”Nå, jeg skal sgu have mig en bajer med de andre”.

Dorias Baracca, Havnekulturfestivalen 2011 (inkl. uidentificeret politimand: "You're looking at the wrong guys!)

”Happy birthday – not for me”

Men et sidste møde blev det heldigvis til. Det var på Havnekulturfestivalen i 2011, hvorunder Busters fødselsdag faldt, og hvor byens undergrundskultur peakede for aldrig igen helt at blive den samme. I de forfaldne, bælgmørke, graffiti-overmalede industrihaller var musikfællesskabet Off the Hook sat på programmet, hvilket resulterede i koncerter med både Buster og Jonatan. Dorias allersidste kakofoniske koncert, som er foreviget på YouTube, sluttede med, at medlemmerne kastede sig over hinanden i en kæmpestor, kaotisk, men også kærlig kluddermor, mens Jonatan gæstede gruppens lydtroldmand Jens Aagaard i dennes soloprojekt The Dove Is Dead. Med var tillige guitaristerne Kristian og Lasse, som faktisk i dag udgør de to andre frontfigurer i The Love Coffin. Som man vil kunne se på mit kiksede, sært spøgelsesagtige foto, synes der at have slået gnister imellem dem allerede dengang:

The Dove is Dead, Havnekulturfestivalen 2011 (inkl. Jonas Munk)

New morning light”

På den nyeste video med The Love Coffin er vi tilbage på gerningsstedet. Memcorn-hallen, hvor Dorias’ svanesang fandt sted, er jævnet med jorden i dag, men ellers er vi på Odenses havnefront. Og jeg overfortolker vist ikke, når jeg siger, der er en markant døds- og opstandelsessymbolik på spil her. Men også en trang til at lægge fortidens spøgelser (og lyserøde elefanter!) bag sig og komme videre, over broen, over regnbuen, til København, hvor The Love Coffin har fast base i dag, og hvorfra gruppen har taget turen videre ud i Europa til koncerter med et dedikeret publikum. Gruppen er også blevet hypet af undergrundsguruen Lorenzo Woodrose, ligesom de har fået flotte anmeldelser, bl.a. i Information, for deres to EP’er og sidst for en fantastisk koncert på Roskildefestivalen. Nu er det så på høje tide, at det går op for gud og hvermand, at om ikke verdens så Danmarks bedste band er her fra Odense!

https://www.youtube.com/watch?v=q1N6UuOov9g (”New Morning Light”)

”… a worthy epitaph”    

Selv her seks år efter min sorte dag, skulle der et langt tilløb til, før jeg kunne skrive denne artikel. Faren for at blive beskyldt for at være patetisk og morbid, ja, for at ville opbygge en dødekult, er tilmed også til stede. Men nogen skulle simpelthen hylde Buster K. Svendsen, og da hans mor tragisk døde af kræft sidste år, har jeg følt mig kaldet. Og faktisk kan jeg her på falderebet byde på en, trods alt, meget happy ending. Det forlyder nemlig fra Jonas Munk, at et pladeselskab er på vej til at udgive den follow-up, Dorias Baracca som sagt nåede at indspille, men hvorfra vi foreløbig kun har hørt ”Shaky Dreams”, og at den måske allerede vil kunne erhverves sidst på året. Dermed vil et varigt vidnesbyrd fra en af Odenses mest kompromisløse kunstnere endelig se dagens lys. Lad os i ventetiden mindes Buster med dette stærke portrætfoto af den berømte franske fotograf og modedesigner Hedi Slimane:



Luk

Odenses gadebørn

Odenses gadebørn
Guide | Skrevet af: Anders Skovgaard | 5. juli 2017

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove
forvildet fra den vej jeg burde følge
 - Dantes guddommelige komedie


Jeg opdagede ikke meget mine første år i byen, men med tiden lærte jeg træerne at kende. Selvfølgelig ikke alle, bare nogle, altså dem, jeg mødte i mine hverdag. Da jeg flyttede til Allégade-kvarteret fik jeg et mere genkendeligt forhold til træerne på min vej. Træer, der gør sommeren grøn og giver byen sjæl – bryder og binder landskabet sammen. Også de indre!

Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov
 - Erland Loe, Doppler.

Især Munke Mose blev et kardinalpunkt for min uvidenskabelige kærlighed til disse barkede skabninger. Et helle for alt det grønne, og for os, der ved, at byens hængende haver giver mere end blot rodnet og en krone.


Jeg har i min julisommerferiekådhed taget nogle (ret dårlige, undskyld) billeder af mine mest distinkte venner, der pryder Odenses midterliv langs åen. En lille trætur til Odenses bedst barkede steder - ud til Odenses gadebørn, som den træelskende, tyske succesforfatter Peter Wohlleben ville kalde dem. 

Jeg har nødvendigvis ikke noget klogt eller debatskabende at sige om dem, men alligevel finder jeg det vigtigt at dele, selv på en lidt ubeskrivelig måde. En slags nødvendighed. For jeg vil gerne have en grønnere by. Jeg vil gerne være mere opmærksom på mine opgivelser. Jeg vil gerne se træer og huse i arkitektoniske partnerskaber i byens rum. Jeg drømmer om flere frugttræer og byhaver, flere hemmelige stier og grønne rum. 

Mennesket, et træ af billeder,
ord der er blomster der er frugter der er handlinger
 - Octavio Paz, Solsten


Munke Mose er en oase. Et af byens absolut smukkeste lommer. Der er ikke mange hjørner af denne arkitektoniske perle, jeg ikke nyder. Jeg er i den hver dag og hver gang tilbyder den noget nyt. Jeg er især vild med de tre træer nær broen til Ny Vestergade, som nærmest står menneskelige med hver deres personlighed. Egetræer her har nærmest livstræ-associationer over sig. Eller som en parksoldat til en anden verden. En grøn verden.

Grønt jeg begærer dig grønt.
Grøn vind. Grønne grene.
Skibet på havet
og rytteren på bjerget.
 - Federico Lorca, Søvngængerballaden

Den over 100 år gamle Munke Mose er et ret interessant sted. Jeg har hørt flere havearkitekter tale stort om haven, som en slags eksempel på balance mellem tæmmet og "vild" natur. Nogle har det nærmest som destination for et Odense-besøg. Parken er selvfølgelig designet voldsomt, men flere steder får lov til at vokse lidt vildt og selve mosen undergrund gør, at træerne ikke vokser reguleret, altså lige. De går på tværs af hinanden og med bløde bund, ofte skråt, når de er ved åbred eller på kanten af søerne.

Inden i går videre i teksten kan I læse vores tidligere anbefaling af mosen her og lidt om mosen lange historie her


Har træer en bagside? En ubeskyttet ryg som mennesker? Jeg har gået forbi træet utallige gange, men aldrig opdaget hagekors eller krone. Man kan sige, at det får træer til at fremstå markant mere tiltalende end arten, der bærer kniv og scepter for at forevige sig.

Hyldetræets stærke blade
kaster sig i blæsten, råber til os
vi skal forsvinde i universets vildnis,
hvor vi skal sidde ved foden af en plante
og leve evigt, ligesom støvet.
- Robert Bly, Digt i tre dele


Hvis jeg var en and, så ville jeg hænge ud under den faldende hængepil hele tiden - ryge smøger, drikke kaffe og lave ande-ting. Munke Mose er fyldt med piletræer, der hænger i mere end en forstand. Der er noget sørgmodigt og tungt over pilen, trods den lette flagren i bladene. Jeg føler mig utrolig tryg ved pilen faktisk. Det er et ærligt træ.
Dog slet ikke så let, lysende, lallende fynsk som i Frank Jægers "Piletræet" - et hyldestdigt til H. C. Andersen.

Men selv om det ikke er kastanjetræer, så giver piltræer mig ofte Yeats'ske billeder, når de rytmisk svajer med vinden - som et Yeats-digt

O chestnut-tree, great-rooted blossomed,
Are you the leaf, the blossom or the bole?
O body swayed to music, O brightening glance,
How can we know the dancer from the dance?
 - W. B. Yeats, Among school-children

Jeg har hørt en fugl kvidre, at der er godt og vel 23.000 træer i Odense bymidte. Men jeg ved det ikke. Ej heller om det er tæt på, hverken fra eller til. Men jeg ved, at der f.eks. er 1135 klippede lindetræer på Assistenskirkegården. Læs også vores tidligere anbefaling af Assistenskirkegården her

Det er alligevel en pæn buket. Uden fornemmelse for antallet i forhold til arealet, så ville jeg dog ønske, at det var dobbelt så mange. Jeg kender i hvert fald mange byrum, hvor der godt kunne stå nogle flere træer – gader, baggårde, græsarealer, der trænger til et rodnet og en grøn krone. Eller vildere endnu; prøv at tænk, hvis der var lige så mange træer i bymidten som mennesker i hele Odense Kommune? Der ville være noget at være stolt af som by.


Der er noget dybt fascinerende over tvillingetræer. I Munke Mose er der især tre tvillingepar, der står ved krydset, hvor stien fra legepladsen møder åen, som synes nærmest mystiske. Det er ret underligt, da de tre par, står på linje med hver deres stiretning. Jeg kan ikke forestille mig, at det er så dybt planlagt. Det er næsten for vidunderligt til, at det må være bevidst. Jeg smiler tit, når jeg går forbi dem, og undres over deres eksistens; er deres rødder egentlig groet sammen? Kan de ”mærke” hinanden? Deles eller kæmper de om sollyset? Dør de med hinanden?

Trees are much like human beings and enjoy each other's company. Only a few love to be alone.
 - Jens Jensen, Siftings


Jeg har altid haft en svagt punkt for symmetri. Og platantræer! Hvilket Europas byer er fyldt med, også Odense. Jeg ville dog ønske, vi brugte deres kroners skygge til andet end parkeringspladser. F.eks. på Jagtvej ved Munke Mose, hvor den smukkeste platansamling burde være ledsaget af græs og mennesker frem for asfalt og tomme biler. Få det nu væk og giv arealet til Odenses beboere - mennesker såvel som plataner.

Træer gør ikke alene byen mere grøn, men også mere sund. Træer renser luften, sænker stressniveauet og øger glæden. Det gør træer alle steder, men især i byerne har de en positiv indvirken på vores sundhed.

I kvarterer, hvor der er mange træer, kommer folk mere ud, de kender deres naboer bedre, de har mindre angst og depression. Et studie fra Toronto pegede på, at 10 bytræer mere per karreblok bidrog til sundhedsopfattelsen med lige så meget som ca. 100.000 kr. ekstra i indkomst, eller at føle sig 7 år yngre.
Et stort studie fra England peger endda på, at grønt reducerer ulighed i sundhed, og i USA kædes lav fødselsvægt sammen med fraværet af træer. 

Et platantræ på flugt

Men hvad siger træerne selv? Den bøgekrammende tysker, Peter Wohlleben beretter i sin bog ”Træernes hemmelige liv”, at bytræer er gadebørn, der trods masser af sollys ofte lider af ensomhed, dårlig ernæring – både i krone og net  unødvendig beskæring, fejlagtig opvækst uden artsfæller, dårlig, hård jord for rodnettet og er mere udsat for insektangreb og sygdom. Alt i alt ret deprimerende, hvis man spørger Wohlleben. Ikke opmuntrende tale, når man gerne vil være træernes ven og stadig have dem tæt på sig i sit byliv...

Et af de store problemer for bytræer, ifølge Wohlleben, er den hårde jord, så rødderne ikke kan blive stærke nok til træets vækst samt fraværet af mykorrhizasvampen "... der hjælper med at samle vand og næringsstoffer (og) kun er til stede i stærkt begrænset omfang" i byerne. 

Mykorrhiza er en ret fantastisk symbiose, der opstår mellem svamp og rod/træ, og ifølge mange træeksperter en del af systemet hvormed træer kommunikere med i hinanden. Bl.a. deler de informationer om sygdom, næring eller hvis der sker beskæring hos træer i dele af det pågældende rod/mykorrhizanet. Det siges også med en vis overbevisning, at det er via denne symbiose, at træer koordinerer blomstring og løvfald. Med interesse kan man læse mere om svampesystemet her
 
På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.
 - Tomas Tranströmer, Skitse i oktober


Langt flere veje burde se ud som starten af Hunderupvej, hvor vejdrej, allé (endda med individuelle træ-personligheder) og passende høj karrébyggeri danner en formfuldendt gadedynamik. Det samme kan sige om Godthåbsgade. Man kunne ønske, at der var mulighed for små butikker i stueplan, men befolkningstætheden i området er nok ikke god nok alligevel. 

Det minder mig om et værk af Joseph Beuys, der til documenta 7, Kassel 1982, lavede  "7000 Oaks – City Forestation Instead of City Administration", hvor han plantede 7000 egetræer rundt om i Kassel by. Allerede fra starten et både vanvittig ambitiøst og for mange, provokerende i 1982. Beuys ville ikke alene skabe fokus på det miljømæssige, men var især fokuseret på det symbolske i mængden egetræerne og de associationer der følger med. Han var meget opmærksom på de sociale strukturer i samfundet og ville på den både have egetræerne ind som billeder (sociale skulpturer) og være redskaber for disse strukturer. 

Thus, 7000 Oaks is a sculpture referring to peoples’ life, to their everyday work. That is my concept of art which I call the extended concept or art of the social sculpture
 - Joseph Beuys

Hvis du endnu ikke har lagt ferieplaner, så er der documenta 14 (afholdes kun hvert femte år) i år og dermed en god lejlighed til at se Beuys mange egetræer.

På Jagtvej. Mit træ i byen. Jeg kender det ikke særlig godt, da det tydeligvis er en enspænder og lidt mystisk af natur. Et troldetræ. Men jeg ser på det mange gange hver dag. Jeg ved ikke engang, hvilken sort det er? Måske er jeg også ligeglad. Det fylder langt mere for mig end mit behov for at kende dets data. 

Jeg har nu betragtet træerne ovenfra
fra siden
og nedefra
Jeg har tilmed været oppe i et træ
og betragtet de andre træer
betragtet lyset
set det blive grønt
som om et menneske ikke var et menneske
men et blad en gren entropi
 - Inger Christensen, Scenen 4, extensioner


Verdens langsomste druknedød p parkeringspladsen ved Giersing Realskole. Smuk på sin egen forsvindende måde. 

På hjørnet af Bakkehuset står et vidunderligt eksotisk-lignende træ. Jeg er virkelig fascineret af det, men med Wohlleben i baghovedet tænker jeg også, at det er nok er langt fra sine venner og familie. Nogen, der ved, hvilken træsort det er?Wohlleben har mange spøjse pointer i sin bog "Træernes hemmelige liv", men en af dem om bytræerne, gadebørnene, er, at de er langt fra deres artsfæller. De får derfor ikke den samme næring eller "opdragelse" som træer i klynger, hvilket er ret udslagsgivende for et godt træliv. 

Et af de træer, jeg har stået længst under. Som regel altid i regn, på vej videre. Duftet dråbernes møde med grus, grene og asfalt. Bladene er bløde.

Old men lie on grass afternoons
old Walnut stands on green mountain hide,
ants crawl the page, invisible
insects sing, birds
flap down,
Man will relax on a hill remembering tree friends.
 - Allen Ginsberg, Carmel Valley

Ofte forbavses jeg over, hvad træer kan, især kan overleve. En slags port mellem verdener eller bare bydele. Wohlleben påstår, at træer ikke alene beskytter hinanden, men også kan se sig sure på et andet træ. Jeg forestiller mig, at der har været et dramatisk skænderi i gang her, måske i flot mange årtier her for enden af Karen Brahes Vej

Ved Christiansgade ligger der en lille park eller boldbane, der egentlig virker ret glemt af os. Ned til åen ligger en himmelragende allé med helvedes høje træer. Når man står lidt længere væk, virker de som en grøn mur, et læhegn, selv Poseidon må give fortabt over at vælte. De tilter også væk fra hinanden igen som en slags hemmelig bandekrig på vej til at vælte både vej og hæk.
Skove, I gør mig angst som de store Cathedraler,
I raser som Orglet, og i vort hjemsøgte Bryst
- den evige Sorgens Kammer med Støn af gamle Kvaler -
besvarer Ekkoets Råb eders Klagerøst.
 - Charles Baudelaire, Besættelse

Jeg tror, det ville være en habil utroværdig tilnærmelse at kalde alléen her for en skov, så det vil jeg ikke prøve at bilde jer ind. Der er nemlig en stor forskel, især for Baudelaire, der i bedste de Sade-stil tillægger naturen en hårdhed, nærmest ondskab. Hvorimod den styrede bynatur, som en allé er, er noget kultiveret og hvert fald mere behageligt og genkendeligt. Det er formet af noget menneskeligt. Og det er netop denne splittelse, der er en af Baudelaires evige temaer; at mennesket er kultiveret trods sin tydelige naturlighed

Men det er også sammenligningen med katedraler, der trigger mig. Jeg får samme udefinerbar ængstelighed, når jeg møder sådanne grønne korridorer, og jeg hører tydeligt orglet, når vinden strømmer mellem blade og stammer. Jeg bliver lille og alene, når jeg går hen af en tætgroet allé, som gik jeg i en af europas store, frygtindgydende katedraler.

På den anden side, ved den idylliske byhave, bålplads og minipark, står nogle lettere forvirrede grantræer og minder mig om Roms parker, der svedne lader lyset dykke ned mellem stammerne og med vinden smider nåle og duften af frisk harpiks. Det ser lidt malplaceret ud, men giver samtidig også en tiltrængt forandring til det frodige planteliv langs åen. En anden slags grønt. 

Jeg vælger at tro, at det ikke er så slemt med bytræer, som Wohlleben har skrevet, men at de i deres ubeskrivelig fællesintelligens kan glæde sig over, at vi glædes ved dem i vores by. At de er ønskebørn og giver så meget godt til vores virke, at de fleste af os gerne vil have mange flere. Måske er fremtidens byer, fremtidens Odense, på en eller anden fantasifuld måde, langt mere i familie med urskoven end med ligusterhække, asfalt og parcelhuse. Jeg tør godt håbe, at vi er kloge nok til at plante os i den retning.

Og vi skal nyde de træer, der allerede er og gerne vil sige os noget. Plant et træ, plant gerne frugttræer og gerne to af samme sort ved siden af hinanden, så de ikke bliver ensomme. Fjern asfalten, hvor I kan og plant træer, blomster og buske. Lad være med at beskære træer. Kram dem, der er!

Fra skovens bund stiger jeg.
Det lysner mellem stammerne.
Det regner over mine tage.
Jeg er et nedløbsrør for indtryk.
 - Tomas Tranströmer, Gennem skoven.

 



Luk

Hvorfor rejser de? Og kan vi gøre noget ved det?

Hvorfor rejser de? Og kan vi gøre noget ved det?
Debat | Skrevet af: Kristian Bang Hansen | 29. juni 2017

Det sker med jævne mellemrum. Ofte kommer det slet ikke som en overraskelse for mig. Alligevel rammer det hårdt på moralen. Hver gang endnu en af Odenses store kunstneriske talenter flytter til København, så mindes jeg om, at Odense som storby stadig er en skrøbelig størrelse.

I et opgivende øjeblik føles det som at bygge sandslotte, mens bølgernes evige slag suger fundamentet ud under tårnene. Sådan havde jeg det, da nærmest hele musikmiljøet bag Under Livet og Vellness Plader valgte at pakke kufferten for 1-2 år siden. Så ærgerligt, og samtidig så enormt forståeligt.

Men kan det være anderledes? Selv H.C. Andersen hoppede på vognen over Storebælt og vendte først tilbage, da byen blev lyst op til hans ære. Vi har en række kendte musikere, som bor her i deres karrieres efterår. Lad os få nogle flere til at slå sig ned, mens de er på toppen.

Det bør være muligt at arbejde fuld tid med musik i Odense - også selvom man ikke spiller i TipToe, i Symfonien eller underviser på Kons, musikskole, aftenskole osv. Tænk, hvis nu bare ét stort band, der var signet, valgte at blive her...

Antal festivaler og koncerter bare stiger og stiger i Odense. Der er nu flere end hundrede arrangørgrupper, foreninger og spillesteder, der dyrker musiklivet i Odense og serverer stadigt vildere musikoplevelser for odenseanerne. Mange af de nye – og særligt unge - aktører i byen har et ambitionsniveau og en energi, vi sjældent har set mage.

Men stadig er der hvert år et ubærligt antal af Fyns mest talentfulde musikere og sangere, der tager guitaren på ryggen og flytter til København. Stadig ses Odense ikke som et attraktivt sted at forfølge sin drøm om en professionel karriere i musikken – det på trods af et blomstrende musikliv.

Det er tydeligt, at der har manglet kontinuitet. Med kontinuitet fremspirer musikmiljøer og genrefællesskaber med stærke identiteter, tiltrækningskraft og et rodnet, der strækker ud i spillesteder, værtshuse, indielabels, kollektiver, øvelokaler, pladebutikker osv.

Odense har været en træningsbane for de talentfulde kræfter i musiklivet - arrangører og musikere - men nok hverken deres plan eller drøm på lang sigt. Miljøerne er kommet og gået. Historierne om 90'ernes elektroniske scene og 00'ernes metalscene må nærmest opleves som myter for en tilflytter til Odense. Fortællingen om byens musikliv har fortabt sig i de få, der er blevet - Rock Nalle og Kim Larsen.

Men det er altså ikke, fordi vi ikke skaber de her talenter på Fyn. Der er bare ikke særligt mange af dem, der har set en fremtid her. Så hvad skal der til? Der gik ikke mange måneder, efter MØ eller Malte Ebert flyttede til København, før de fik deres gennembrud.

Hvordan får vi skabt kontinuiteten, så vækstlaget kan gro i samspil med de etablerede, og så musikmiljøer og genrefællesskaber kan rodfæste sig og blive en del af byens - og øens - identitet?

Klub Golem er vel det eneste eksempel (og et fremragende et!) på et miljø, der har fået opdyrket en stærk identitet og tiltrækningskraft gennem mange års kontinuitet. Nogle nøglepersoner har simplelthen valgt at blive her i byen. Tænk, hvis det samme havde været tilfældet med miljøerne omkring Fallos-koncerterne, Leaves Festival og Off The Hook?

Før folk-området blev flyttet til Esbjerg, var musikkonservatoriet med til at opbygge at sprudlende folkmiljø i Odense. I dag er Folk DMA typisk fyldt med fynske prisvindere - men de odenseanske værtshuse og spillesteder er ikke.

Det er nu spændende at følge, om det lykkes Anders Mogensen og de andre skønne jazzfolk at etablere Odense som en ægte jazzby med en fødekæde fra en af Europas bedste jazz-uddannelser (som musikkonservatoriet i Odense faktisk er), gennem spillesteder og festivaler til professionelle karrierer i lokale ensembler og orkestre. Jeg ved, at det er ambitionen.

Odense har jo også en super geografisk fordel, hvis man vil tunere rundt i landet. Der er et kæmpe kulturelt momentum på Fyn anført af nye ambitiøse festivaler som Heartland og Tinderbox, prisvindende teatre og blomstrende kreative fællesskaber på havnene i Odense og Svendborg. Nu har vi endda fået branchefestivalen Music Days til øen.

Er det måske bare, fordi alle andre gør det? Og at alle før dem også gjorde det? Er det ren "fear of missing out"? Hjælp mig med at forstå det - måske kan vi sammen gøre noget ved det.

Tænk hvis de stadig boede her…

Et udpluk af Fyns musikalske diaspora:

Claus Hempler / Folkeklubben / Gulddreng / Lucy Love / Moses: "Andreas" / Master Fatman / MØ / Niels Skousen / Reptile Youth / Sebastian Lind / The Eclectic Moniker / THE WHITE ALBUM / TÅRN

Adi Zukanović / AKSGLÆDE / Christian Juncker / FRANSKE PIGER / FRIBYTTERDRØMME / Geolo Gee / Jesper Mechlenburg / Julie Bertelsen / Jullie Hjetland (Lukkif) / Keith Canisius (Rumskib) / Sylle Struck

BLACK HORSE / DE HØJE HÆLE / DEN FJERDE VÆG / ETAGEN UNDER / FLER FARVER / FIRST FLUSH / FOR AKIA / JØRCK / Kasper Tagel / Keld Lauritsen / Kiki Brandt / onkel ond band / PLÖK / THE LOVE COFFIN / Time Masters / Uffe Steen

Anja Kickbusch / Anna Mose (Gerda Monroe & IKI) / DIET / EKSIL / Gottschalk / GULDIMUND / Juju Me / Karen Mose (Phønix) / KEINE FEAR FOR FLANGEr / La Cuchina Som Sistema / Paper Cranes / Sille Nilsson / Sjæl i Flammer  / SON OF CAESAR / The Folk Factory

 



Luk

Når Odense stadig bare er en privilegeret mandeklub

Når Odense stadig bare er en privilegeret mandeklub
Meninger | Skrevet af: This Is Odense | 21. juni 2017

Hvor er det dog dejligt at bo i en by, hvor det lokale rådhus ikke bliver misbrugt til private loger, ordener, mandeklubber, skyttelaugsfester eller andre elitære, diskriminerende og antidemokratiske aktiviteter. Hvor er det godt og vigtigt, at man ikke længere bruger folkets hus til velbjergede, hvide slipsemandsfester, hvor pingvinerne sidder og deler land og rige mellem sig… eller:

En fed fest for de få

For jer, der ikke bevægede jer rundt i bymidten sidste tirsdag (den 13.6), så var der skyttelaugsfest i Odense. En fest for de få siden 1704. For Odense Kongelig Borgerlige Privilegerede Skyttelaug, der i mere end 300 år bemærkelsesværdigt er lykkedes med helt at holde kvinder ude, når de har fejret sig selv på rådhuset. Selv kongehuset virker til at have mere ligestilling end skyttelauget. Imponerende.

Alle deltagere er klædt ud som pingviner og i fuldt ornat. Der skal ædes, synges og skydes. De klapper hinanden på skuldrene - og laver måske et par aftaler eller tre. Hvem ved? Motiverne for det hele er efterhånden ret tågede. Måske er et håndslag fra en med-skytte meget mere udslagsgivende for at kunne starte noget op i Odense end iver, vilje og gode ideer. Man får den følelse, uanset om det er rigtigt eller forkert, at vi ikke er lige.

Og det er det, der er skræmmende: At der stadig findes sådan noget som skyttelaugsfester. Og én ting er, at det findes, men at holde halvlukket årsfest på rådhuset ved højlys dag, som om det slet ikke er noget at skamme sig over?

Man skulle tro, at de selv kan se, hvor absurd det er, at rige magtmænd holder halvprivat fest i folkets hus? Slipsemænd med grønne havenisseknapper til tonerne af et eller andet hornorkester.

Men har det en virkelig betydning?

Ja! Det er ikke bare hvem som helst, der kommer ind i de her cirkler, faktisk virker det ret meget som hele pointen. Det er eliten, politikerne, magthaverne, pengemændene, direktører fra store virksomheder, institutioner og embedsfolk. Godt gammeldags spidsborgere.

Mest slående er deres eget oldermandbillede (som i andre loger, er der også et internt hierarkisk system i Skyttelauget), hvor vi ser direktøren for Odense Cityforening og H.C. Andersen Festivals, Fyns største ejendomsudvikler, Odenses hotelkonge, en tidligere topchef fra Grundfos, en administrerende direktør i en 200 år gammel familieejet holdingkoncern og en IT-millionær posere veltilfreds.

Se billedet her

Men det er ikke bare erhvervslivets pinger, der mødes. Magtens tredeling forenes ganske symbolsk på denne dag, når repræsentanter fra byrådet, politiet og domstolene træder sammen for at skåle og feste.

Se billeder fra Fyens Stiftstidendes reportage fra festlighederne i 2011.

Og for at gøre historien komplet, så er hovedsponsoren for hele molevitten, hvad der i praksis er det lokale mediemonopol, Fyens Stiftstidende. Den avis, der mere end noget andet medie er ansvarlig for, at lyssky lokumsaftaler ser dagens lys og for at eventuelle demokratiske uligheder udjævnes. Endda endnu mere nu, hvor det er lykkedes Jysk-Fynske Medier at sluge endnu en konkurrent, da de har overtaget Lokalvisen Odense.

Se listen over skyttelaugets sponsorer her

Hvorfor er det stadig en ting?

Er tonen lidt hård, så er det fordi, at den slags forlorne magtstrukturer, der er så åbenlyst forkerte og ydmygende for både den demokratiske proces og offentlige debat, er svære ikke at bliver provokeret af.

Det giver det håbløse - men sikkert sande - indtryk, at magten stadig kun er hos få rige, der mødes, hvor de lyster, spytter i glassene og dikterer byens gang efter behag. Og så gider de ikke engang at skjule det.

Det lugter langt væk af aftalt spil og er demoraliserende for alle andre, der prøver at skabe en bedre fremtid for byen, og ofte af frivillighedens vej.

Men hvordan kan det stadig være en ting? Hvordan kan det ske i en så offentlig og demokratisk institution som rådhuset anno 2017? De fleste vil nok kunne være enige om, at det allerede var åndssvagt i forrige årtusinde. Vi ved, at sådanne diskriminerende magtstrukturer findes, men hvorfor skal det ligefrem fejres på rådhuset?

Der er decideret lavet undtagelser i Rådhusets udlejningsprincipper, som ellers har den ret klare betingelse, at "Der skal være offentlig adgang. Arrangementet må således ikke være for særligt indbudte", så organisationer med "tradition" kan være der, selvom de jo ikke er offentlige for halvdelen af befolkningen.

Rådhusets udlejningsprincipper kommer derfor til at modsige sig selv, så bl.a. Skyttelauget kan få lov til at holde årsfest i salen.  Hvorfor har traditionerne særlige undtagelser?

Hvordan kan nogen undre sig over, at Odense på mange punkter fastholdes i fortiden og har svært ved at skabe den nødvendige udvikling, når sådan noget her stadig kan finde sted?

Hvis den slags foregik i København, så ville Politiken, Information og Berlingske ikke tøve et sekund ved spalternes skafot. Men er Odense virkelig så lille, at den slags kan foregå i fuld offentlighed og uden nogen tør sige fra?

Kan vi blive enige om at...

Det er egentlig ikke, fordi vi drømmer særlig stort her. Vi forventer ikke, at det her indlæg ændrer eventuelle magtstrukturer over en nat. Men kan vi ikke blive enige om, at vi ikke holder logefester på rådhuset, hvor halvdelen af samfundet er udelukket per definition?

Kan vi ikke blive enige om, uanset hvor festligt og uskyldigt det kan bortforklares, at det symbolske faktisk betyder ret meget. At vi selvfølgelig ikke kan godkende sådanne aktiviteter i vores alle navn. Vi er jo også afsendere, når det er på rådhuset.

This Is Odense og Dansk Kvindesamfund Odense vil foreslå, at det var sidste gang, der har været skyttelaugsfest på Odense Rådhus, og at der for fremtiden skal være lige adgang på lige vilkår for alle køn under hele arrangementet, uanset hvor det fremover skal afholdes.

Af Dansk Kvindesamfund Odense og This Is Odense

[Artiklens billeder tager udgangspunkt i Tv2Fyns dækning af Skyttelauget offentlige optrædener. Tv2Fyn har intet med denne artikel at gøre]


Luk

Ceci n'est pas un Campfire

Ceci n'est pas un Campfire
Meninger | Skrevet af: Mikkel West | 8. juni 2017

For noget tid siden udspillede der sig en farce af utrolige dimensioner i Odense, da Cronhammars markante skulptur Campfire af uransagelige årsager blev skåret i stykker og sendt til ophug.

 

Vi bliver nok aldrig i stand til at kunne kortlægge et helt præcist hændelsesforløb, men det står dog klart, at den skrotningsansvarlige part indvilger i at betale for opførelsen af en kopi.

 

Cronhammars værk stod som et fyrtårn blandt bybilledets ulideligt store urskov af uinspirerede, figurative og fallocentriske skulpturer. Jeg kunne godt li' den, da formsproget gav rum til nyfortolkning, hver gang man cyklede forbi den. Det var en tydeligt stedspecifik skulptur, hvis betydning man ikke umiddelbart dechifrerede. 

Men kan man bare lave en kopi af den originale skulptur og stille den et eller andet sted? I min optik er sådan en manøvre med til at mindske værkets betydning og devaluere det til et stadig flot, men også et mere gement objekt. Det er ikke længere Cronhammars Campfire, men blot en repræsentation af det. 

Kunstværket er dødt og bliver ikke levende igen af, at der laves en kopi, medmindre man lader ødelæggelsen være motor for at skabe et nyt værk. En monumental kommentar til massekonsumen bestående af 10 kopier, produceret i forskellige materialer strækkende sig over hele Odense. Et nyt vartegn på, at man i den moderne by tager den moderne kunst seriøst. Et revitaliseret værk med en ny betydning.  

Velfærden er mere end institutioner, overførselsindkomster og anlæg. Den handler i lige så høj grad om, at vi har en smuk og inspirerende by at færdes i, hvis formsprog ikke giver alle svarene på forhånd. Facader, skulpturer, belægninger og byrum har alle stor betydning for vores livskvalitet, og hvor meget vi bruger livet til. Derfor er værker som Cronhammars skulptur ekstra vigtige.



Luk

Hjertelandets herligheder

Hjertelandets herligheder
Guide | Skrevet af: Anders Skovgaard | 1. juni 2017

Vi har allerede mærket svedperler og solstik på panden, og den varme vind på kinden, der hviskende fortæller os, at det er blevet sommer. Årstiden, der udover sol, ferie og udendørslæsning også betyder festival. Vi er faktisk allerede begyndt, senest med en glohed Havnekulturfestival, der nærmest druknede i gøgl, gejl og uanede mængder sol og fadøl. 

Anderledes hippiefin og rosé-agtig ser denne weekend ud, hvor en af moderøens smukkeste haver bliver invaderet af Politikens Læseklub, gamle, fejlslagne hør-hippier og alle dem, der nogensinde har set et DR-K-program til ende, og ja, så alle os andre, bønder, der forvirrede render rundt og tror at vide, hvad der tales om i salonerne. Men uanset om vi gør det, så synes Egeskov omgivet af en magisk charme og ro, der hvert fald virker på mig.

Fremmedordbogen er støvet af, hørbukserne er købt, og jeg er klar til Heartland.

Jeg ved selvfølgelig, at det ikke er i Odense, men det er så tæt på, fyldt med kvalitet og så omgivet af fynsk pot, at jeg ikke kan undgå en længere anbefaling af hjertelandets forlystelser. Derfor har jeg pinnet mine personlige favoritter ud, hvis nogle skulle have overset dem i programmet.

Werner Herzog

Først og fremmest kommer tysker-accenten over dem alle, Werner Herzog – den vulkanelskende, excentriske filminstruktør, de fleste nok kender fra hans prisvindende dokumentar Grizzly Man. Personligt var mit første og største møde med Herzog filmen Fitzcarraldo (1982), hvor et full blown skib trækkes over et bjerg midt inde i Amazonas, både i filmen og i virkeligheden.

Der er også lavet en nærmest lige så underholdende bagom-dokumentar, hvor vi primært følger Herzog og den bindegale skuespiller Klaus Kinskis utrolige arbejdsforhold og dybtfølte had til hinanden. Et forhold, Herzog selv portrætterede i sin Kinski-dokumentar My Best Fiend. Af andre Herzog-klassikere bør Stroszek med evigt vidunderlige Bruno S., fjernsynsdokumentaren God's Angry Man og Lessons of Darkness nævnes.

Jeg er kæmpe Herzog-fan, og jeg synes, det er et gigantisk scoop, at han kommer på festivalen. Her skal han tale om ”Europas tilstand og identitet”, intet mindre (!), sammen med finske Sofi Oksanen, som jeg, ærlig indrømmet, ikke kendte meget til. Men efter at haver fremturet med min uvidenhed, blev jeg hurtigt belært om hendes vilde forfatterskab og ikke mindst hendes særdeles anmelderroste debut- og gennembrudsroman, Stalinin lehmät (Stalins køer). En rørende og velskreven historie om pigen Anna, der kæmper med en spiseforstyrrelse, og samtidig en fortælling på tværs af generationer, hvor vi hører om Annas mor og mormor og om familiens rejse fra Estland til Finland.

Med senere udgivelser har Sofi Oksanen blot sat yderligere streg under sin stjernestatus som en af Europas betydeligste forfattere. Og sammen med Herzog er hun en helt vidunderlig betingelse for en spændende samtale om Europa

Lørdag Kl. 12:45 på Talk Stage

 

Tony Oursler

Udover musik og talks, så er der også kunst på programmet, hvilket kun kan gøre festivalsboblen mere interessant at færdes under. Det er ikke kun fra scenerne, vi skal nyde og lære, men det er i lige så høj grad i mellemrummene, vi lader inspirationen slippe ind i vores ellers overstimulerede hjerner. Det synes Heartland bl.a. at dyrke, når de hiver en stjerne som den New York-baserede Tony Oursler ind i programmet.

Måske en af de absolut største videokunstnere overhovedet og en, hvis værker jeg har været heldig at opleve en del gange rundt om på museer. Husker ret tydeligt den anmelderroste udstilling Face to Face på Aros for nogle år siden, hvor bl.a. en installation i form af et forvredet Bowie-ansigt indtog et af rummene.

Tony Ourslers mareridtsfremkaldende installationer er særdeles distinkte og er kendetegnet ved at være projektioner af deforme, figurative skulpturer. Ofte genkendeligt menneskelignende, men også mere abstrakte, uhyggelige, lidende. På Museu Coleção Berardo i Lissabon, blandt alle de andre store værker, lå der pludselig en lille hengemt skikkelse i et af hjørnerne, som nærmest lignede et lille barn, der græd for sig selv med ryggen til. Det skulle det vist også ligne, men det var bare samtidig en videoskulptur af Oursler.

På festivalen kommer Tony Oursler med The Influence Machine, som er store projektioner oppe i trætoppene, på slotsvæggene osv. Med Ourslers ord er der tale om en ”holografisk model af menneskeligt begær og frygt”. Ser virkelig spændende ud.

fredag til søndag i egeskov slotspark

 

Elisa Kragerup og Josefine Klougart

Jeg vil også gerne slå et slag for kærligheden. Vi er på Fyn, der om noget sted er blævrende bonderomantisk. Derfor er det måske ikke helt skidt, vi få talt lidt om kærligheden og dens betingelser i vor tid. Det skal gøres af teaterinstruktøren Elisa Kragerup og forfatteren Josefine Klougart.

Jeg kender ikke meget til Klougart, men jeg er kæmpa-fan af Elisa og den Kragerupske kærlighed. Har set mange af hendes forestillinger, og min største scenekunstoplevelse er stadig Metamorfoser, der var en fortolkning af Ovids metamorfoser.

Simpelthen forrygende genial. Jeg har aldrig tidligere eller senere oplevet en så følelsesrivende, sansemættende, hjerteskærende forestilling. Samme hjerteskærende og svævende lethed fik vi i Kragerups opsætning af Romeo og Julie for nogle år siden. Også virkelig skøn, og den fik hvert fald mig til at knibe et par tårer hist og pist. Især Danica Curcics var helt formidabel i den forestilling. 

Klougart og Kragerup taler om kærligheden, som den er og burde være i dagens verden, og sikkert som komisk indslag, modererer Knud Romer, forhåbentlig nogenlunde sammenhængende. 

Søndag kl. 11:00 på Talk Stage

 

Vellness Plader

Helt ærligt, så ved jeg ikke ret meget om musikprogrammet på Heartland. Ikke, fordi de ikke har skrevet noget om det, men fordi det ikke interesserer mig særligt meget. Jeg synes helt klart, at scoopet ved festivalen er deres talks. Når det så er sagt, så vil jeg levere et opråb for Vellness Plader, et musikkollektiv bestående af Sjæl I Flammer, Franske Piger, Ecstacy In Order, Hong Kong, Anders Boserup og Kvindekamp, i ét og samme band.

Konstellationen, der sidste år udkom med det anmelderroste Mixtape, er sat til at komme med fremtidens lyd. Intet mindre, men dog en glædelig tillidserklæring, jeg kun støtter op om. Overordnet lyder Vellness Plader bare lækkert med deres lette 80’er-elektroniske lyd, der flyder gennem øregangene som honning. Jeg synes, de har stafetten godt placeret og laver nogle fede ting.

Især Franske Piger, der vandt Odense Live Talentprisen 2017 tidligere i år, har jeg haft et godt øje til længe. Ikke mindst på grund af guitaristen Rune Risager, der er en af de bedste musikere, jeg kender. Rune er også med i Den Fjerde Væg, som vi tidligere har anbefalet et par gange, og tidligere var han med i det legendariske Odense-band Black Horse.

Fredag kl. 18:00 på Highland Stage

 

Jeg kunne selvfølgelig blive ved med at fremhæve indslag, som fortjener at blive belyst på årets Heartland, og der er givetvis en del guldkorn, jeg har undladt, som andre ville have nævnt fremfor dem, jeg har valgt. Men det må nu engang være en god festivals præmis; man kan sjældent nå det hele. Tjek hele programmet her, hvor du også kan fornøje dig med Bisse, balletdansere, Lone Frank, Yoga, grøntsagssmagning, Cat Power, Vincent Hendricks, London Grammar osv. Blot for at nævne lidt i flæng.

Heartland har virkelig skruet et godt program sammen og udover velkuraterede talks og musik, så er der også en helvedes masse mad, som jeg slet ikke ved noget om. Faktisk er jeg helt blank, men når de skriver, at festivalmaden består af 80 % fynske råvarer, så kæles der for mit lille lokale jord-til-bord-hjerte. Synes, det er en flot ambition, der forhåbentlig bliver 100 % med tiden.

Kunsten er mig også, udover Oursler, lidt mere ukendt. Det er primært danske navne i den mindre skala, men det gør mig absolut intet. Det er indholdet, der tæller, og jeg glæder mig til at blive belært om nye værker og kunstnere. Jeg har optur over Heartlands kunstneriske satsning, der netop gør landskabet spændende og meget mere end blot mark og park.

Normalt er jeg ikke den store festivalelsker og har primært holdt mig til den nærtliggende Fællestival, der noget mere ren i sine ideologier og autenticitet, har grebet mit fynske hjerte med sin charme og uforbeholdne kærlighed til alt levende. Stadig en fantastisk festival, jeg egentlig hellere ville anbefale fra hjertet, men Heartland gør det nu heller ikke dårligt, især for en græsallergiker er der bare bedre flugtmuligheder, når man skal hjem om aftenen.

Og på den store skala har vi en festival, der tør tale med kvalitet, mod og nysgerrighed, trods sine nyfine tendenser og roséklub-stemning. Det gør mig egentlig ikke så meget, når jeg bare kan nyde en medbragt klapsammenmad og en kold fadøl ovre i hjørnet, mens Olafur Eliasson og Joshua Oppenheimer taler om kunstens ansvar i verden.

Så på med hørbukserne og nyd den spirende sommer omgivet af de fynske potmarker, højtravende samtaler og letflydende ae-musik. Slå hjernen til, spids smagsløgene og glid ud i musikkens melo-sommerlandskab, der behageligt nipper og nusser dine sanser med rosé-agtig forglemmelse og hjertelandets herligheder. God festival.



Luk

Den midlertidige kultur og tabet af de krøllede rum

Den midlertidige kultur og tabet af de krøllede rum
Meninger | Skrevet af: Anders Skovgaard | 25. maj 2017

MIDLERTIDIGE STEDER SKABER MIDLERTIDIG KULTUR AF OG FOR MIDLERTIDIGE MENNESKER I EN MIDLERTIDIG STORBY

På trods af at have arrangeret kulturarrangementer siden jeg var 17 og have en helvedes masse begivenheder i benene, så er der stadig en masse, man ikke kan forudsige eller gøre til en rutine. Det er jeg egentlig ret glad for, men noget, der efterhånden står soleklart, er stedets eller rummets vigtighed for at få det bedste ud af kunstnere og gæster.

Rummet kan faktisk være altafgørende for den type kultur, man ønsker at dyrke. Der findes ikke scener, der kan rumme alle slags begivenheder eller arrangementer, der kan fungere alle steder. Så for at få størst mulig kulturel diversitet i en by kræver det varietet af scenerne, hvor det kan ske. Det synes ikke at være raketvidenskab, men hvis det ikke er udtalt blandt byplanlæggere og embedsfolk, så bliver det desværre ofte overset i jagten på den effektive by. Sådan er det også i Odense.

For Odense mangler kulturrum. Ikke generelt, men helt specifikke slags. Ikke flere hvidmalede kontorrum, multisale, glasfacader eller midlertidige butikslokaler, men smudsige kælderrum, gamle fabrikshaller, nedlagte slagterbutikker – undergrundens katedraler, der er i harmoni med de kunstnere og den kultur, der ikke findes i en planstrategi eller i en pamflet over kulturpolitiske fokuspunkter. Altså kunstnere, der ikke planlægger deres kunst, musik eller forestilling efter, hvad der giver mest vækst, men ud fra en brændende nødvendighed. Både den kuraterede undergrund, der som planter i et væksthus kræver lys, ro og rummelighed for overhovedet at slå rod, og den højtråbende urgrund, den selvforanstaltende vi-gør-først-og-tænker-bagefter, der er ventilen i enhver forstokket samtale.

"vi mister ildsjælene, når rammerne ikke er der"

For selvom de måske findes i byen, så er det hele tiden på lånt tid eller med midlertidige løsninger. Odenses kulturpolitik og sceneforståelse er nemlig blevet fyldt med midlertidige planer i disse tider. Altså en hovsa-kultur, hvor kunstnere skal springe mellem steder og tomme butikslokaler uden at kunne slå rod og tage ejerskab for den lokale forankring. Ikke underligt skaber det også en skrid-tendens, der vanskeliggør kunstnernes publikumsrelation samt skubber ildsjæle og krøllede hjerner væk, da de ikke kan skabe et hjemsted for deres kunstneriske udfoldelser. Midlertidige steder skaber midlertidig kultur af og for midlertidige mennesker. Når vi mister de sikre vægge, så mister vi også den kultur, der tager lang tid at udfolde. 

Jeg har været med til at arrangere utallige arrangementer på Momentum de seneste otte år og får uhyggeligt ofte henvendelser fra bands, teatergrupper og filmfolk, der søger en åben scene, der kan hjælpe dem med deres arrangementer. Og selvom vi ofte gør, hvad vi kan, så har Teater Momentum selvfølgelig altid netop teatret som vores førsteprioritet. Men vi ved, hvor svært det er at finde en åben scene eller en black box i byen, der enten vil lege med på ideerne eller bare åbne huset for en aften med fuld skrald i hyggelige rammer. Det kræver selvfølgelig en ekstra indsats i hele huset, når det nu ikke er vores primære formål, og vi laver rigeligt med teateraktiviteter, men mere skal der heller ikke til end en åben attitude og frie rum.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der stadig begræder tabet af Badstuen, der sikrede en levende undergrund, værksteder til udfoldelse og husede de krøllede hjerner, der ikke havde andre steder. Det samme kan siges om det gamle studenterhus på Klosterbakken, der trods sine smadrede rammer (eller måske derfor) rummede arrangementer, der ikke kunne være andre steder i byen.

Vi kan også nævne Skibssmeden på havnen, baggårdsøveren Das House i Nørregade, spillestedet Bobz og selvfølgelig også det gamle, flotte bygningskompleks Odense Offentlige Slagtehuse. Senest har vi også sagt farvel til Sukkerkogeriet, der trods sine helt ideelle rammer for en bred vifte af kulturtyper forsvinder til boliger, trods store beklagelser fra kulturen, der godt kan se det tragiske i tabet.

Skibssmeden

Odense Offentlige Slagtehuse

Sukkerkogeriet

Det er trist og kan få store konsekvenser for den alternative kultur, som (ikke) er i byen. For stederne betyder noget for arrangementerne. Det er min klare erfaring gennem årene. Der er også steder, der holder fanen højt og giver rummene fri til dem, der har drømmene. Vi har bl.a. set Røde Himmel vokse frem på Ungdomshuset og blevet en vigtig aktør for den ungdommelige musikscene i Odense. Men det ses også, at de mangler rummene for næste skridt, og så er det, at vi mister ildsjælene, når rammerne ikke er der. Studie Stuen gør også deres for at være åbne for nye tiltag, men er jo ikke større end som så.

Så er der Studenterhuset, men de kæmper vist en gevaldig kamp om retten til stemningen i deres egne rum og synes splittet i at være et optimalt studiested og spillested, selvom de gør hvad de kan. Der virker ikke til at være nemme løsninger, men det betyder også, at det holdes lige lovligt kommunalt i sine rammer.

Så er der Kulturmaskinen, der egentlig var den store erstatning for Badstuen, men den er ikke rigtig kommet op på det niveau, hverken i stemning eller som et alternativt kultursted, desværre. Og med deres senest udlicitering af bar/cafe er deres største våben for at vende situationen ude af kampen. Måske sker der en helt ny udvikling med deres nye leder, men så skal der gøres en ordentlig indsats på både indretning, kommunikation og eventhåndtering.

"det, der mangler, er råderum til at dyrke det alternative og frie"

Senest har vi fået ODEON, hvor både skuespillerskolen, konservatoriet, Odense Teater og turnerende arrangementer skal huses. Det er stort, men hverken hyggeligt eller alternativt i forhold til indhold, og deres "Byens Scene", der udstillende og upraktisk står henkastet midt i foyeren, som en uvelkommen stueplante, og hverken virker placeret for kunstens eller publikums skyld, men mest blot, fordi det sikkert har virket som en ”sjov idé”. Resten er bare glas, glans og dårlig smag, som sikkert passer fint til konferencer, Linie 3 og City Singler. Mere får vi nok ikke ud af det.

Byens Scene, ODEON

Heldigvis er der også kommet nye steder til, som f.eks. FAF-bygningen (Dynamo, som stedet hedder nu), hvor der har været Phono Festival og som er kreativt hjemsted for Ny Cirkus-gruppen TinCan Company, eller Storms Pakhus, der nu omdannes til et spændende madmekka for streetfood a la Papirøen i København. 

FAF-bygningen (Dynamo)

Storms Pakhus

Derudover gør bl.a. Kunsthal Ulys samt den kollektive arrangørgruppe Kulturklyngen og Coworking et stort arbejde for, at Siloøen på havnen kan blive en ny spændende kulturscene og et innovativt værested for byens kreative. Netop et sted, hvor frie udstillinger, garagebands og upcoming teatergrupper kan slå deres folder, hvis blot rummene stilles frit for dem, der tør tage fat. For det er helt konkret det, der mangler – råderum til at dyrke det alternative og frie.

Dynamo

Kunsthal Ulys [Transformationer, 2017]

Desværre, og det er hele pointen, er mange af disse steder midlertidige eller helt ryddet, som om kultur blot er tidfordriv, indtil de rigtige foretagender ankommer med boliger og kontorer. F.eks. er TinCan kun på en midlertidig ordning. Det samme med det ret spændende Contained Art lige ved siden af, og på nuværende tidspunkt virker det ikke til, at Siloøen fredes mere, end at det hele kan ryddes igen ret hurtigt. Det er en skam og kan ende med, at de aktive aktører aldrig får en ærlig chance for at skabe noget holdbart, når rummene forsvinder og dem, der er, ikke er mere fleksible i forhold til de alternative begivenheder, der ikke er direkte kassesucceser eller kræver længere tids etablering.

Siloøen

Hvis de skæve steder, krøllede rum og frie scener forsvinder, så gør den skæve, krøllede og frie kunst ditto, og vi står tilbage med en kultur, der præcist passer til de hvide vægge og store glasfacader og hvis eneste kvalitet er, at den er midlertidig.

Vi skal i stedet være modige nok til at give stederne fri til, at borgere og brugere selv kan definere rammerne for deres aktiviteter. Det ville ikke kræve meget mere end plads. Ingen ekstra bevillinger, bare et vedvarende rummeligt sted og måske hjælp til at oprette et brugerpanel, der kan starte det op. Resten skal de opfindsomme odenseanere nok selv klare, hvis blot rammerne er tilpas vide. Se f.eks. på Frederiksøen i Svendborg, Polymeren i Årslev og ikke mindst Falsetten i Faaborg, hvor jeg selv har været aktiv i nogle år. Totalt brugerstyret, flad struktur og folkelig opbakning uden yderligere kommunal indgriben, men blot med plads til at være uforstyrret længe nok. Hvis Faaborg og Svendborg kan, så kan Odense vel også.

Giv rummene fri!



Luk

Odense eksploderer i festivaler: Flere end nogenside

Odense eksploderer i festivaler: Flere end nogenside
Liste | Skrevet af: Kristian Bang Hansen | 17. maj 2017

For tredje år i træk har jeg fornøjelsen af at præsentere This Is Odenses komplette guide over festivaler her i byen.

Som i de tidligere år udkommer guiden, mens festivalåret allerede er godt i gang. Personligt er jeg allerede gået glip af 17 festivaler i år - og der har ikke engang været Havnekultur endnu. Vildt. Stærke nye tiltag som Female Festival, Mer' Metalfest og Music Days har meldt sig på banen, og Zombiefestivalen vendte tilbage i et forbilledligt samarbejde med Musikbiblioteket. Se dem alle i bunden af artiklen.

Når vi er nået midten af maj, har byens arrangører samlet tiltrækkelig mod til at rykke udenfor og indtage pladser, parker og udendørsscener. Nu begynder begivenhederne for alvor at fylde kalenderen! Og den bliver tæt pakket. I 2016 havde vi 61 festivaler i guiden. I år er der 78! Og det tyder på, at det ikke bare er antallet, der stiger. Ambitionerne, kreativiteten og forskelligheden synes også større end nogensinde. Lad os kigge på dem: 

1. Scenoskop Teaterfestival

Teater | 3 dage | Maj | Arrangør: Scenoskop | Sted: Odense Teater

LINK TIL BEGIVENHED

 

2. Teaterkavalkade

Teater | 4 dage | Maj | Arrangør: Odense Dramaskole | Sted: Odense Dramaskole, Ørstedsgade 12

LINK TIL BEGIVENHED

 

3. Odense Tartelet Festival

Mad og musik | 1 dag | Maj | Arrangør: Restaurant Grønttorvet | Sted: DOK5000

Link til begivenhed

 

4. Fladfiske Festival

Lystfiskeri | 1 dag | Maj | Arrangør: Jan og Bo's Lystfiskershop | Sted: Odense Havn

LINK TIL BEGIVENHED

 

5. MakerCity Festival

Udstilling og workshops | 3 dage | Maj | Arrangør: MakerCity | Sted: Odense Havn

LINK TIL BEGIVENHED

 

6. Odense Havnekulturfestival

Musik, dans, kunst, mad og vandaktiviteter | 3 dage | Maj | Arrangør: Ungdomshuset, Odense Kommune | Sted: Odense Havn

LINK TIL BEGIVENHED

 

7. Warehouse Festival

Elektronisk musik | 2 dage | Maj | Arrangør: Slagteriet og Rave Republic | Sted: Slagterigrunden 

LINK TIL BEGIVENHED

 

8. Mangfoldighedsfest

Parade og musik | 1 dag | Juni | Arrangør: Mangfoldighedsfest Odense | Sted: Odense Centrum og Kongens Have

LINK TIL BEGIVENHED

 

9. BørnefestiBAL

Musik og leg | 1 dag | Juni | Arrangør: BørnefestiBAL | Sted: Munke Mose

LINK TIL BEGIVENHED

 

10. German Village og Bierfest

 Øl, marked, mad, fest og leg | 4 dage | Juni | Arrangør: Københavns Oktoberfest | Sted: Kongens Have

LINK TIL BEGIVENHED

 

11. Silhuetten

Musik | 1 dag | Juni | Arrangør: Pro4 og Lavuk | Sted: Odense Atletikstadion

LINK TIL BEGIVENHED

 

12. NBA 3X Odense

Sport og underholdning | 3 dage | Juni | Arrangør: Odense Kommune | Sted: Havnepladsen

LINK TIL BEGIVENHED

 

13. Det Fynske Dyrskue

Udstilling, opvisning, mad og underholdning | 3 dage | Juni | Arrangør: Det Fynske Dyrskue | Sted: Dyrskuepladsen

LINK TIL BEGIVENHED

 

14. Skuespillerskolens Teaterfestival

Teater | 6 dage | Juni | Arrangør: Den Danske Scenekunstskole | Sted: Skuespillerskolen og Teater Momentum

LINK TIL BEGIVENHED

 

15. Asian Culture Festival

Mad, musik og dans | 2 dage | Juni | Arrangør: Asian Culture Festival og Brandts Klædefabrik | Sted: Brandts Passage

LINK TIL BEGIVENHED

 

16. RiddimFestival

Musik | 2 dage | Juni | Arrangør: RiddimFestival | Sted: Asgar Anlæg

LINK TIL BEGIVENHED

 

17. Pure Festival

Musik, kunst og kortfilm | 2 dage | Juni | Arrangør: Kansas City | Sted: Kansas City

LINK TIL BEGIVENHED

 

18. Tinderbox

Musik | 3 dage | Juni | Arrangør: Tinderbox Entertainment | Sted: Tusindårsskoven

LINK TIL BEGIVENHED

 

19. Triatlon Festival

Sport | 4 dage | Juni | Arrangør: Udvikling Fyn/Sport Event Fyn | Sted: Havnebadet

LINK TIL BEGIVENHED

 

20. Worldstory Festival

Workshops, musik og dans | 6 dage | Juli | Arrangør: Worldstory Festival | Sted: Bjergager Solby

LINK TIL BEGIVENHED

 

21. Sommer i Farvergården

Musik, børneteater og leg | 25 dage | Juli | Arrangør: Kulturmaskinen | Sted: Farvergården

LINK TIL BEGIVENHED

 

22. Bas Under Buen

Musik | 1 dag | Juli | Arrangør: OHOI! | Sted: Stark-grunden

LINK TIL BEGIVENHED

 

23. GRØN

Musik | 1 dag | Juli | Arrangør: Muskelsvindsfonden og Tuborg Musik | Sted: Dyrskuepladsen

LINK TIL BEGIVENHED

 

24. Jam Days

Jazz, blues og folkemusik | 5 dage | August | Arrangør: Jam Days | Sted: Amfipladsen, Farvergården og Dexter

LINK TIL BEGIVENHED

 

25. Odense Middelalderdage

Marked og underholdning | 5 dage | August | Arrangør: Odense Middelalderdage | Sted: Tusindårsskoven

LINK TIL BEGIVENHED

 

26. Hesbjerg Gøglertræf

Gøgl, cirkus, mad og musik | 4 dage | August | Arrangør: Hesbjerg Gøglertræf | Sted: Hesbjeg Slot

LINK TIL BEGIVENHED

 

27. HOLI LIFE - Music Festival of Colors

Musik og dans | 1 dag | August | Arrangør: HOLI LIFE Danmark | Sted: Kongens Have

LINK TIL BEGIVENHED

 

28. HCA City Games

Idræt | 6 dage | August | Arrangør: Odense Gymnastikforening | Sted: Odense Idrætspark

LINK TIL BEGIVENHED

 

29. Dynamos festival for nycirkus og ny scenekunst

Performance og scenekunst | 2 dage | August | Arrangør: TinCan Company | Sted: Byens Ø

LINK TIL BEGIVENHED

 

30. Odense Blomsterfestival

Udstilling og underholdning | 4 dage | August | Arrangør: Odense Blomsterfestival | Sted: Odense Centrum

LINK TIL BEGIVENHED

 

31. odense japan days

Dans, opvisninger, workshops og udstillinger | 2 dage | August | Arrangør: Odense Japan Day | Sted: Kulturmaskinen og Odense Rådhus

LINK TIL BEGIVENHED

 

32. Skaldyrsfestival Odense

Mad | 2 dage | August | Arrangør: Restaurant Nordatlanten | Sted: Byens Ø

LINK TIL BEGIVENHED

 

33. H.C. Andersen Festivals

"Alt kan ske" | 8 dage | August | Arrangør: H.C. Andersen Festivals | Sted: Odense Centrum

LINK TIL BEGIVENHED

 

34. Spoken Word Festival

Oplæsning, musik, debat og foredrag | 7 dage | August | Arrangør: Studenterhus Odense | Sted: Odense Centrum

LINK TIL BEGIVENHED

 

35. HCA Comedy Festival

Stand Up | 4 dage | August | Arrangør: Stand Up i Odense | Sted: TBA

LINK TIL BEGIVENHED

 

36. Skibhusfestival

Musik og leg | 1 dag | August | Arrangør: UngNord, Odense Kommune | Sted: Skibhuskvarteret

LINK TIL BEGIVENHED

 

37. OFF - Odense International Film Festival

Film, spil, mad og underholdning | 7 dage | August | Arrangør: Odense International Film Festival, Kulturmaskinen | Sted: Brandts Klædefabrik

LINK TIL BEGIVENHED

 

38. Højbystævnet

Folkemusik | 3 dage | September | Arrangør: Højbystævnet | Sted: Højby Forsamlingshus og Café Bakkegården

LINK TIL BEGIVENHED

 

39. Øllets Dag

Marked, smagning og musik | 1 dag | September | Arrangør: Ølentusiaster i Odense | Sted: Amfipladsen

LINK TIL BEGIVENHED

 

40. Karrusel

Musik og gadefest | 3 dage | September | Arrangør: Karrusel | Sted: Odense Centrum og Havn

LINK TIL BEGIVENHED

 

41. Portvinsfestival

Marked og smagning | 2 dage | September | Arrangør: Arrangørgruppen "Portvinsfestival i Vintapperstræde" | Sted: Vintapperstræde

LINK TIL BEGIVENHED

 

42.Mod.Strøm

Musik, kunst og kulturoplevelser | 10 dage | September | Arrangør: Kulturregion Fyn | Sted: Hesbjerg Slot

LINK TIL BEGIVENHED

 

43. Fjordens Dag

Vand- og naturaktiviteter | 1 dag | September | Arrangør: Kerteminde, Nordfyns, Odense Kommuner | Sted: Odense Fjord, Stige Ø og havnen

LINK TIL BEGIVENHED

 

44. SPIS! Odense Food Festival

Mad, marked, film, foredrag og workshops | 7 dage | September | Arrangør: SPIS! Odense Food Festival | Sted: Odense Centrum

LINK TIL BEGIVENHED

 

45. Semesterstartsfesten SDU

Musik | 1 dag | September | Arrangør: Syddanske Studerende | Sted: SDU i Odense

LINK TIL BEGIVENHED

 

46. Odense Barokfestival

Klassisk musik | 3 dage | September | Arrangør: Odense Barokfestival | Sted: Vor Frue Kirke

LINK TIL BEGIVENHED

 

47. MIX ODENSE | LesbianGayBiTrans Film Festival

Film | 5 dage | Oktober | Arrangør: Lambda | Sted: Café biografen

LINK TIL BEGIVENHED

 

48. WHINN - Week of Health and INNovation

Konference, udstilling, workshops og foredrag | 3 dage | Oktober | Arrangør: WHINN | Sted: Odense Congress Center

LINK TIL BEGIVENHED

 

49. PHONO festival

Elektronisk musik, lys- og lydkunst | 4 dage | Oktober | Arrangør: PHONO | Sted: Odense Havn

LINK TIL BEGIVENHED

 

50. Fyns Tango Festival

Dans | 3 dage | Oktober | Arrangør: Baila el Tango - Argentinsk Tango på Fyn | Sted: Rosenbæk Torv

LINK TIL BEGIVENHED

 

 

51. Harry Potter Festival

Oplæsning, sport, musik og leg | 3 dage | Oktober | Arrangør: Odense Bibliotekerne | Sted: Odense Centrum

LINK TIL BEGIVENHED

 

52. Iværksætterfestival

Workshops og foredrag | 5 dage | November | Arrangør: Odense Kommune | Sted: Stjerneskibet

LINK TIL BEGIVENHED

 

53. Syddansk Musikkonservatoriums Kammermusikfestival

Klassisk musik | 6 dage | November | Arrangør: Syddansk Musikkonservatorium | Sted: Musikkonservatoriet, Musikbiblioteket og SDU

LINK TIL BEGIVENHED

 

54. Lyvefestival

Leg og fortællinger | 1 dag | November | Arrangør: Odense Bibliotekerne | Sted: Musikhuset Posten

LINK TIL BEGIVENHED

 

55. Odense Gaming Week

E-sport og gaming | TBA | November/December | Arrangør: Odense Kommune | Sted: ODEON

LINK TIL BEGIVENHED

 

56. odense illuminated

Lyskunst, musik, foredrag og fakkeloptog | TBA | December | Arrangør: HCA Fonden, SDU og Odense Kommune | Sted: Flakhaven, SDU m.fl.

LINK TIL BEGIVENHED

 

57. H.C. Andersen Julemarkedet

Historisk marked, mad og underholdning | 6 dage | December | Arrangør: Odense Kommune | Sted: Sortebrødre Torv

LINK TIL BEGIVENHED

 

Festivaler, dU (måske) allerede er gået glip af

58. SPIS! Uge 5

Mad | 6 dage | Februar | Arrangør: SPIS! Odense Food Festival | Sted: 11 restauranter i Odense | LINK TIL BEGIVENHED

59. Vinterjazz

Musik | 24 dage | Februar | Arrangør: Copenhagen Jazz Festival | Sted: Dexter, Studenterhuset og Momentum | LINK TIL BEGIVENHED

60. Dining Week

Mad | 8 dage | Februar | Arrangør: Dining Week Restaurant Festival | Sted: bl.a. Restaurant Nordatlanten, Oluf Bagers Gård, Bacchus og Odense Zoo | LINK TIL BEGIVENHED

61. Mer' Metalfest

Musik | 3 dage | Februar | Arrangør: Kansas City | Sted: Kansas City | LINK TIL BEGIVENHED

62. Female Festival

Musik, foredrag og workshops | 3 dage | Februar | Arrangør: Female Festival Arrangørgruppe | Sted: Ungdomshuset | LINK TIL BEGIVENHED

63. Spot On - Talenter i Maskinen

Musik | 2 dage | Marts | Arrangør: UngNord, Odense Kommune | Sted: Kulturmaskinen | LINK TIL BEGIVENHED

64. Music Days

Foredrag, samtaler og workshops | 3 dage | Marts | Arrangør: Music Days | Sted: ODEON | LINK TIL BEGIVENHED

65. Odense Lyrik Festival

Oplæsninger og musik | 9 dage | Marts | Arrangør: Lyrikgruppen FynsVærk | Sted: Teater95B | LINK TIL BEGIVENHED

66. Spiritus Festival

Smagning og marked | 1 dag | Marts | Arrangør: Vinens Verden | Sted: Teater95B | LINK TIL BEGIVENHED

67. Forårsfestival

Klassisk musik | 6 dage | Marts | Arrangør: Syddansk Musikkonservatorium | Sted: Musikkonservatoriet | LINK TIL BEGIVENHED

68. Odense Zombie Festival

Film, musik, foredrag og zombiewalk | 4 dage | Marts | Arrangør: Odense Zombie Events  | Sted: Musikbiblioteket | LINK TIL BEGIVENHED

69. Mer' Elektronisk Fest

Musik | 3 dage | April | Arrangør: Kansas City | Sted: Kansas City | LINK TIL BEGIVENHED

70. Guldægget

Film | 1 dag | April | Arrangør: Medievidenskab på Syddansk Universitet | Sted: SDU i Odense | LINK TIL BEGIVENHED

71. The Ugly Duckling Swing Festival

Dans | 4 dage | April | Arrangør: Lindy Hop Odense - Swing the Shoes | Sted: OASK Danseskole | LINK TIL BEGIVENHED

72. Dansens Dag Odense

Dans og performance | 1 dag | April | Arrangør: Odense Kommune | Sted: Odense Centrum | LINK TIL BEGIVENHED

73. Forskningens Døgn

Foredrag, underholdning og workshops | 1 dag | April | Arrangør: Syddansk Universitet | Sted: SDU i Odense | LINK TIL BEGIVENHED

74. Odense Fejrer ODEON

Musik, teater, dans og performance | 9 dage | Maj | Arrangør: Odense Kommune | Sted: ODEON | LINK TIL BEGIVENHED

75. Bonsai Festival

Udstilling og opvisning | 1 dag | Maj | Arrangør: Dansk Bonsai Selskab | Sted: Odense Sportscentrum | LINK TIL BEGIVENHED

76. Odense Spilfestival

Brætspil, film og mad | 1 dag | Maj | Arrangør: Odense Spilfestival | Sted: Amfipladsen | LINK TIL BEGIVENHED

77. Pale Ale Festival

Øl og musik | 4 dage | Maj | Arrangør: Christian Firtal | Sted: Vintapperstræde | LINK TIL BEGIVENHED

78. Mer' Rapfest

Musik | 2 dage | Maj | Arrangør: Kansas City | Sted: Kansas City | LINK TIL BEGIVENHED

Få overblikket over hele året

Klik på billedet, print ud og hæng op.

Odense har mange festivaler. Her i guiden har jeg taget 78 med, og man kan altid diskutere hvor grænsen mellem arrangement og festival går. Du har sikkert også undret dig over en eller flere undervejs. Måske tænkte du straks på Kagens Dag, da du så Øllets Dag, eller studsede over Semesterstartsfesten, fordi du husker hvordan festerne var på SDU, dengang du gik der... Måske burde listen fokusere mere på kvalitet end kvantitet?

Skyd jeres forslag og kritik afsted. Så rammer jeg måske helt plet næste år.

Jeg vil også rigtig gerne høre, hvad I synes, der stadig mangler her i byen? Hvad med nogle festivaler, der hylder Odense som robotby? Cykelby? Grøn storby? Nogle flere festivaler, der sætter fokus på vores forskellige bydeles særpræg? Skibhus fører an, og sidste år havde vi en "Østerbro Festival". I år er Vesterbro Beboerforening begyndt at rykke på sig - i første omgang med markedsdage på Grønnegade. Spændende. Lad os se om Dalum/Sanderum, Bolbro, Åløkke, Hunderup og de andre kan følge trop.

På resten af Fyn sker der også en masse spændende på festivalfronten, hvor de lokale særpræg og miljøer udnyttes eksemplarisk: Heartland, Avernax, Fællestival, Svendborg Graphic, Svendborg Sound, Hindsgavl Festival og Love In på Skarø. Uden at kopiere, er der så nogle vigtige strøminger, vi bør lade os inspirere af her?

Deltag i debatten herunder



Luk

Til kamp for flere trivselspladser!

Til kamp for flere trivselspladser!
Longread | Skrevet af: My | 10. maj 2017

Man har brug for ikke at blive gloet på hele tiden, når man er barn.
Og man har ikke brug for at indtage kaffe hele tiden og få flad numse, når man er voksen

Før jeg fandt ud af, at den var dødssyg, var den en fest – den Odenseforstad, hvor intet skete, men hvor frugttræerne groede og brombærkrattene rev, og ens mor lod som om hun ikke holdt øje, når man forsvandt ned i skoven på jagt efter gemmesteder og halede snegle med hjem i haven og mistede sine gummistøvler til søens mosede bred.

Mine unger vokser op i Odense C. På legepladser med blødt underlag – overvåget af koffeinholdige voksne, der med korte intervaller hopper op og råber ”pas på!”

I sidste uge forvildede jeg mig ind på byggelegepladsen Kolle 37 i Berlin fra en bagindgang og vidste derfor ikke, hvad jeg havde fundet præcis. Men jeg brugte to salige timer her med øjne på stilke og begejstrede udråb. Som Snøvsens ven, katten i sækken, der befriet fra sæk begejstres over alle de syn, der møder den: nej men SE DOG!

Her er en flåde af en europalle-gynge spændt op i et træ. Her er klatrevæg på en baggrund af ikke-kommunal grafitti. Her er bålplads og byggeværksted og værktøj til rådighed. Her er væltetruede mosaik-bed med spiselige urter. Her er en virkelig stor kanin og en håndfuld marsvin, og her er søm, man kan komme til at træde på.

Her er bivuakker. Her er udendørs stenovn og rigeligt med brænde. Her er planter, som har fundet en bar plet at slå sig ned på og strutter mod himlen. En grøn oase i en stor storby. Her er adgang til køkken og mulighed for at søle sig til i vand. Her er et klubhus, som om aftenen bliver brugt til kulturarrangementer. Genialt! Der har du dit lokale beboerhus og løsning på ikke-restaurationsbetinget liv i bymidten!

Det er et sted til børn med håndværker-spejder-besætter-attituder. Alle frisatte børn, altså. Et sted, hvor kravet om Sikkerhed Over Alt ikke trumfer tilliden til børnenes formåen, og hvor man tror på, at børn i vat er beskyttede (og bløde), men triste børn.

Det er også et sted for de voksne. Det er balsam, jo. At sidde i en storby og nyde noget ufriseret natur og kunne flække noget sammen. At være i nogle rammer, der minder én om, at der er meget, der er vigtigt i livet, og at det ikke er det, vi bruger det meste af vores tid på. Hvor godt ting, som er lavet over bål, smager. At man også kan være voksen på mange forskellige måder og være en succes. At lykken ikke for alle er 2 x 37 timers job, deli-mad og puder fra Hay. Den kan også være deltid og fælleskøkken og ladcykel. Det er vigtigt med sådan nogle – skal man virkelig sige skæve – steder, som modpol til det angstfyldte præstationspres, der siver ind overalt.

Nogle gange har man brug for at være i fred og for at have lov til at lave noget – konstruere noget med sine hænder. Mødre og fædre har brug for at give slip på deres børn, så børnene finder ud af, at de kan så meget. Mærker kroppens grænser. Slår sig. Ikke dør. Lærer at gå på ting, uden EU-typegodkendt skridsikkert gummiunderlag.

En storby giver plads til forskellighed. Til det uens. En klog storby (og dens folk på toppen af beslutningsprocesserne) ved, at der gror fine ting, hvis der er lommer, ting kan gro i. Der er stadig et stort ubeplantet og ubebygget stykke i Odense C. Det kan nås endnu. Jeg stiller gerne op som idéudvikler, projektkoordinator og daglig bestyrer af pladsen. Så mangler vi bare en pædagog, en håndværker eller to, en røvfuld genbrugsbyggematerialer og nogle blandede blomsterfrø, som skal kastes op i vinden, så er vi så godt som i mål.

Er der nogle kroner i kassen, Odense? Vi vil kun koste et lille hjørne af en Odeon endevæg. Lover.



Luk

Skrønen om bymidtens død - og hvorfor spørgsmålet er forkert

Skrønen om bymidtens død - og hvorfor spørgsmålet er forkert
Debat | Skrevet af: Bo Jessen | 3. maj 2017

"Odense bymidte er død!"

Det mest skrevne udsagn i den odenseanske lokaldebat indenfor de senere år? En enkelt søgning i lokalmediernes meningsrum og man kan hurtigt få tanken. Det er som regel gadelukninger, letbaneombygninger og manglende parkeringspladser, der får skylden. Der er bare ét problem - det passer ikke, og så er det i øvrigt også svaret på et helt forkert spørgsmål. For der er andre og langt vigtigere ting, vi bør diskutere.

Så lad os først lige mane skrønen i jorden. Her er fire facts, du kan bruge, næste gang nogen påstår det:

1. Der er stadigt flere mennesker i bymidten

Fra 2015 til 2016 er antallet af fodgængere i bymidten steget fra 64.500 til 73.326 i hverdagene i en måleuge, i følge Odense Kommunes årlige effektmålinger. Med de mange byggerier stiger antallet af beboere også i bymidten i de kommende år, og det giver endnu flere mennesker på gaden.

2. Antallet af tomme butikslokaler er ikke højt

En ny optælling jeg har lavet i bymidten fra 28. til 30. april* (en god travetur på 8 timers ødelagte fødder) viser, at der ud af de 732 gadevendte lokaler i bymidten er godt 68 tomme/til leje, og ud af de 68 er det kun 45, der ikke enten er genudlejede, ved at blive bygget om eller midlertidigt anvendt til butik - og derfor reelt er til leje. Herudover er flere lokaler nybyggede/netop fraflyttet af butikker, der flytter til anden adresse.

Samlet set er det kun 7 % af lokalerne, der er tomme og indflytningsklare. I modsætning til tidligere er der flest tomme lokaler på hovedstrøgene (hvor priserne er højest), mens der er meget få ledige lokaler i udkanten af bymidten. Nedergade, Skt. Knuds Kirkestræde og Brandts Passage er fuldt udlejede, og der er næsten ingen ledige lokaler på Vesterbro eller i Nørregade.

3. Den odenseanske restaurantrevolution fortsætter

Antallet af restauranter i bymidten er steget fra 114 i maj 2014 til 175 i februar 2017 ifølge Danmarks Statistik. Det dækker dels over nye restauranter og eksisterende steder, der er begyndt at servere mad. Et hurtigt kig rundt på gaderne afslører også, at antallet af udeserveringer også er steget ganske betragteligt siden Odense Kommune fjernede gebyret for udeservering.

4. Udvalget er større end længe set

Bymidten byder på ting, man ikke troede var muligt for tre år siden. Et par eksempler er gode vinbarer, kaffebarer og restauranter en masse, tre dedikerede pladeforretninger og stadigt flere gallerier. Og så er der selvfølgelig flere arrangementer og festivaler end nogensinde før, som vi også har fortalt om i vores blogartikel.


Lalou Vinbar, Pogestræde

Der er al mulig grund til at være positiv over bymidtens udvikling. Især når man tænker på, at tallene ser sådan ud allerede inden en eneste af de ombygninger, der plager bymidten, står færdig.

Men når skrønen er aflivet, er det så ikke på tide at diskutere hvad bymidten mangler? For mens vi snakker om, hvorvidt bymidten er død eller ej, så kommer udviklingen helt af sig selv. Og hvis vi ikke forholder os til hvad den skal føre med sig, så er det mit bedste bud, at risikoen er større for vi ikke kommer til at bryde os om resultatet.

Optællingen af bymidtens lokaler afslørede følgende sammensætning:
- Restauranter/caféer/fastfood mv.: 142
- Tøj, sko og tilbehør: 110
- Frisør/tatovør/sol mv.: 66
- Service/penge/kopiering/administration mv.: 50
- Boligindretning, møbel, genbrug, køkkengrej mv.: 49
- Sundhed, fitness og kosmetik: 46
- Dagligvarer og specialiteter: 40
- Kultur/underholdning/galleri: 38
- Elektronik, musik, legetøj, hobby mv.: 36
- Bar/natklub/vinbar/værtshus: 34
- Smykker/ure/briller: 25
- Cykel, sport og udendørs: 12
- Hotel: 8
- Bøger mv.: 7
- Grønthandler: 1 (Odense Fødevare Fællesskab)
- Stormagasin: 1

Er det den rigtige sammensætning og er kvaliteten god nok? Hvad savner du?

Jeg savner stadig mange ting. Ting, som jeg er overbevist om ville kunne blive blive store succeser, hvis der var dygtige mennesker, der havde modet til at åbne dem og udlejere, der kunne se værdien i det. Bymidtens store udfordring er ikke de sidste tomme lokaler, for få mennesker eller manglende efterspørgsel. Det er ikke odenseanernes og fynboernes særlige væsen, som mange ellers har for vane at sige.

Det er derimod manglende mod hos alle os, der går og snakker om at åbne lige det sted vi drømmer om, men endnu ikke har gjort det. Det er, at for få siger: "Hvis jeg ikke kan få det, så laver jeg det selv". Det er, at der er for få lokaler til dem, der har en god ide, men ikke har en stor kædevirksomhed i ryggen til at finansiere det. Kort og godt et udbudsproblem. Det bymidten skal overleve på i fremtiden er det, der er noget særligt. Noget man kan smage, lugte, mærke, høre og føle. Bymidten skal være mødested og ramme om de fællesskaber, der skabes når byen er bygget godt nok. Det er dem, der ikke kun driver en butik for at tjene penge, men fordi de har noget på hjerte.

Lad os sammen dele vores ideer til det vi gerne vil have mere af. Jeg starter...

Jeg savner en uafhængig boghandel, der dyrker litteratur, der ikke rimer på Jan Magnussen og svensk krimi. Som byder indenfor til forfatterarrangementer og hoster bogklubber. Vores universitet spytter bunker af boghungrende litteraturdimittender ud, som synes at gå direkte fra uni og rundt i ring indtil de flytter fra byen. Hvorfor er der ingen af jer, der åbner sådan et sted, i stedet for at blive en meget lille del af et tilsvarende miljø i en anden by?

Brattle Book Shop, Boston

Librairie Ptyx, Bruxelles

Jeg savner en cykelhandler, der ikke sælger kædeproduceret Kina-aluminium, men bygger sine egne stålrammer. Odense er en verdenskendt cykelby og antallet af cyklister er uovertruffent, når man tager højde for byens flade struktur.

Og så har der altid ligget cykelproducenter i Odense, så længe cyklen har været til. For mere end 100 år siden blev der produceret cykler hos H. Demant og Thomas B. Thrige. I 30'erne var Smith & Co. Danmarks største cykelproducent med 35.000 cykler. Der er også blevet produceret cykler i Frue Kirkestræde, i Slotsgade og i Dronningensgade. Der er blevet produceret Kildemoes i Sct. Jørgensgade, Everton på Rugårdsvej og Redux på Grønlandsgade og Østerbro. Og hvad med Skandsen og Vitesse på Skibhusvej og Læssøegade?

Rundt omkring i alverdens kældre ruster Odensecykler, men i dag kan vi ikke byde på én kvalitetsorienteret selvbyggerforretning, selvom selvbyggerkunsten vinder frem over alt.

Rapha Cycle Club, London

Jeg savner også et spillested, der er skabt af vækstlagsmusikere og holdt i live af deres drøm om at forandre Odense til støjrockens, technoens eller jazzens centrum. Et sted, hvor der er liv hele døgnet og som kan give scene til byens mange unge talenter, som derfor slipper for at skulle stikke af til København.

Og hvor er det spillested, der booker internationale upcoming artister og aktuelle musikkunstnere i mellemstørrelsen? Som ikke kun arbejder for at give odenseanerne alt det de kender i forvejen? Vega, spillestedet i København, præsenterer i løbet af det kommende år eksempelvis Tinariwen, Ásgeir, Ryan Adams, Clap Your Hands Say Yeah, Mogwai, Little Dragon, Sun Kil Moon. Alle sammen navne jeg ville købe billet til uden betænkning hvis de spillede i Odense. Men den slags kunstnere spiller aldrig i Odense. Store Vega har plads til 1.500 og Posten 900. Er det årsagen alene? Det kan det vel dårligt være.

Et af mange DIY-spillesteder i Leipzig

Jeg savner ikke-kommercielle udstillingssteder, hvor byens kunstnere kan udstille og søge støtte hos Statens Kunstfond til at producere og udstille deres værker. Det kunne holde på nogle af de kunstnere, der kommer ud af f.eks. Kunstakademiet og give byen flere af de kreative rum, som vi altid har manglet.

Galleri Yvont Lambert, Paris

Jeg savner en tøjbutik hvor den modehungrende storbyknægt kan dyrke den seneste herremode. Som sælger Acne, Marni, Rick Owens og Lemaire. Eller som har de rigtige forbindelser til at købe de rigtige genbrugsklæder hjem til både han, hun og hen.

Christopher Lemaire, Paris

Jeg savner et værksted, hvor kan komme ind og bygge ting og få kyndig rådgivning. En reol, et bord, en cykel eller noget fjerde. Et sted der drives af håndværksmæssig ærgerrighed, og hvor der er tid til at gøre det rigtige rigtigt.

Snedkerværksted, New York

Jeg savner flotte og indbydende butiksfacader, der giver plads til ophold, og som fortæller historier om, at der inde bagved facaden gemmer sig et rigtig menneske, der har rigtige interesser og ønsker at dele dem med os alle sammen.

In Praise of Shadows, Stockholm

Cafe i Kyoto, Japan

Native, Antwerpen

Restaurantscenen blomstrer, men hvor er den højkvalitetsrestaurant, der serverer mellemøstlig, sydamerikansk eller afrikansk mad? Som ikke bare giver os fransk-fynsk i nye afskygninger, men for alvor bringer os ud på gyngende grund og gør det godt? Stort set alle verdens nationaliteter er repræsenteret i Odense, men det er svært at se på restauranterne.

Restaurant Tegui, Buenos Aires

Odense er Danmarks grønneste storby, og ligger midt på en ø, der bliver kaldt Danmarks Have, men hvor er naturen på byens pladser? De grønne facader, de flotte træer? De vildtvoksende altaner og tagterrasser, du gerne dirker en hoveddør op for at opleve? Og steder du glædeligt slæber en grill, et par borde, nogle glødepærer og en håndfuld venner med til? Steder man kan gemme sig lidt væk med en kop kaffe i hånden. Steder man ikke skal tænke på at købe noget? Måske i nogle af byens mange fantastiske baggårde, der ligger øde hen og er klædt i duelort?

Tagterrasse i Brooklyn, New York

Hugues Peuvergne, baggårdsdesign

Vertikal have, Paris

Tid til aftensmad i Brooklyn, New York

Og hvor er de indvandrergrønthandlere, der giver farve til hvert et gadehjørne i alverdens storbyer, og som der tidligere har ligget mange af i bymidten? De steder hvor grønt, der ikke skal på køl, ikke er på køl og hvor du kan købe en enkelt frugt på vej til næste aftale uden at skulle igennem en supermarkedslabyrint? Det er måske ikke nemt at tjene penge på grønt længere, men det må da kunne lade sig gøre at drive en lille butik med grønte sager?

Grønthandler, Buenos Aires

Hvad synes du? Hvad mangler du i bymidten? Post gerne forslag med billeder. Og hvordan får vi mere af det vi gerne vil have? Tror du faktisk på, at der er noget af det, der er foreslået ovenfor, der ikke kan lade sig gøre? Eller kræver det bare, at nogen gør det? Er der måske noget af det, der findes i forvejen, som jeg bare har overset?

* Alle udadvendte lokalefunktioner i stueetager eller i hævede kældre er talt med. Sammenhængende lokaler indrettet til samme funktion er kun talt een gang. Se definition af bymidten her.



Luk

Plakater er kunst - giv hegnene fri!

Plakater er kunst - giv hegnene fri!
Meninger | Skrevet af: Mira Erik | 26. april 2017

Bymidten er gået i slowmotion pga. massiv ombygning. Det betyder i hvert fald én god ting: Masser af byggehegn! Og masser af byggehegn betyder masser af plads til at hænge sine plakater op på. 

Under Livet, Odense

Den Røvsmalle Biograf, Odense

Nedergadeteatret, Odense 1982

Men, nej, vent! Det må man ikke??!! ”Det er et kommercielt foretagende, hvis Røde Himmel hænger plakater op for sin koncert, for den tjener de penge på, og der må ikke reklameres for kommercielle foretagender, siger kommunen, som vogter hegnene, ”de er reserveret til udvalgt og finansieret street art”. Kommunens borgervendte ombygningsenhed, Fra Gade til By, siger nej til plakatkunst – fordi den ikke kategoriseres som kunst.

"Fra Gade til By siger nej til plakatkunst"

Men plakatkunst er kunst. Det har det været siden Toulouse-Lautrec lavede sine første plakater for Moulin Rouge i 1892:

Henri de Toulouse-Lautrec, Paris 1892

Plakaten er stil, plakaten er analog, plakaten er tapetklister og materiale, den er skills, den er håndelag, den er status, den er nærmiljø, den er omhu, den er æstetik, den er retorik, den er lokkemad, den er flirt, den er 'kom', den er kunst.

Derfor, nødråb om liberalisering og call to (anti)action til kommunen: Slip hegnene fri!

Peter Pan, Leipzig

Peter Pan siger det også

Eller, plakaten kan være kunst. Hvis blodet løber i årerne, og  ikke alt er reduceret til afvikling og omsætning hos dem, der præsenterer deres ting. Derfor,

nødråb om kærlighed og call to action til kulturinstitutioner og kunstnere: Slip plakatkunsten fri!

Vi vil ha’ jer, vi tørster og vi drømmer om jeres kunst. Lok os med skønhed, kald på os og besnær os. Så kommer vi. 

Vi vil lokkes fra byggehegnene, så vi ved at byen lever, mens den vokser.

/Mira

Og kære læser,

smid dine billeder op her i tråden af lækre plakater, du har set (eller lavet?), hvis du vil være med til at overbevise kommunen om, at plakater kan være kunst og hegnene bør gives fri. 

Nedenfor en blanding af smukke plakater, bl.a. fra et nyligt besøg i Leipzig, hvor jeg blev mindet om, hvor lækkert det er, når plakaterne får lov at leve frit i byen, og om hvor højt niveauet kan være i plakatkunsten.

Leipzig, Tyskland

Klingenstraße, Leipzig

Projekt Chaos, Leipzig

Basviola 80'erne, Odense

Røde Himmel, Odense

Konsekvente Klub Golem, Odense

Kunstakademiet, Odense

"vi drømmer om jeres kunst. Lok os med skønhed"

Ukendt, Odense

SLIME, teenage warning i Leipzig

Alle ledige steder, Leipzig

Simpelt, fint, i Leipzig

Fyr den af, grafiske designere!

De frække (hvad blev der af dem?) - her teatergruppen solvognen i 70'erne

Og de tidskrævende? Her linoleumstryk fra DDK

"2 enaktere af Samuel Beckett", Odense 1984

 

Brand er godt ... 


Luk

En ny tid - et nyt This Is Odense

En ny tid - et nyt This Is Odense
Meninger | Skrevet af: This Is Odense | 19. april 2017

Da This Is Odense startede op i 2013, spurgte vi retorisk: ”Sker der noget i Odense?” Og vi svarede selv: ”Gu gør der så!”. Vores mission har lige siden været at sprede historien om en by, der er langt bedre end sit rygte. At fortælle historier om Odenses skjulte arrangementer og hemmelige steder, kærligt ruske de dovne og endelig at give flere odenseanere lyst til at tage del i byens liv.

Fire år senere er ingen længere i tvivl om, at der sker en masse i Odense. I 2013 jublede vi, hvis vi kunne finde fem rigtig gode ting at anbefale på en uge; i dag må vi hele tiden sortere fantastiske begivenheder fra. Der sker mere end nogensinde før, og byen strækkes i både bredden og dybden.

Men debatten om indhold og kvalitet har ikke ændret sig i samme tempo. Vi diskuterer stadigvæk, om vi skal frem eller tilbage. Om Odense var bedre, da ingenting forandrede sig, eller om alt nyt er godt. Om letbanen er den rigtige beslutning, og om parcelhuse og forstæder er vigtigere end knald på i bymidten. I den debat er der sjældent plads til at diskutere indhold – vi bliver alle enten til bagstræbere eller jubelidioter, og nuancerne bliver hjemløse.

"vi tæller tomme butikslokaler i stedet for at diskutere, hvad vi bør fylde i dem"

Det betyder, at vi tæller gæster på Brandts, i stedet for at diskutere om et kunstmuseum kan købe en Disneyudstilling uden kritik. Og det betyder, at vi diskuterer Odeons garderobepolitik, fremfor at spørge, om Odeons program bringer byen noget, den manglede. At vi tæller tomme butikslokaler i stedet for diskutere, hvad vi bør fylde i dem. At storbyen reduceres til for og imod en diodeskærm med reklamer for Betinas Madhus på byens højhus og til antallet af nye boligbyggerier frem for kvaliteten af dem.

 

Et nyt TIO

På mange måder er Odense ikke længere i krise. Derfor har vi odenseanere også tid til indimellem at spørge os selv, om vi er på rette vej. Om alt det nye nu er godt nok, eller det kan blive endnu bedre. Det betyder også, at behovet for This Is Odense er et andet i dag end for fire år siden, og derfor har vi i denne uge lavet den største ændring af TIO’s form og indhold hidtil.

"Farvel til modellen med fem anbefalinger, der ofte ville mere end formatet kunne bære"

Farvel til modellen med fem anbefalinger, der ofte ville mere end formatet kunne bære, og som ofte var længere, end du gad at læse om ugens arrangementer.

Fremover vil This Is Odense indeholde en byguide, der guider dig til byens bedste steder. Og hver eneste uge vil vi lave fire korte anbefalinger, der giver dig et hurtigt, men kvalificeret overblik over ugens bedste arrangementer. Den femte anbefaling bliver i stedet til en fri ugentlig artikel, hvor den enkelte skribent kan dyrke de lange byfortællinger med mere eller mindre kritiske skildringer af Odense. Det kan være i form af en fotoserie, der viser usete sider af Bolbros vaskekældre, et debatindlæg om Odeons program eller kommunens plakatpolitik, en skildring af særegne lokale personligheder, faktuelle artikler, kulturjournalistik, eller noget helt sjette, syvende, ottende.

"VI vil gerne være et sted, hvor debatten om byens indhold, udvikling og kvalitet foregår"

Endelig kan vi finde på at lave noget, der rækker udover de faste indslag: At invitere nogle vidende debattører ind udefra til at diskutere udviklingen i byens kulturliv, lave en serie om byvisioner før kommunalvalget, eller måske at lade nytilkomne odenseanere give os alle sammen et spark i røven.

This Is Odense vil gerne være et sted, hvor debatten om byens indhold, udvikling og kvalitet foregår. Vi mener noget selv, men vi vil også invitere dig, der læser os til at deltage i samtalen om, hvilken by Odense er, og hvor vi skal hen. Ikke om vi skal frem eller tilbage, men hvad fremad betyder.

Odense er ikke bare, som den er, eller som den bliver helt af sig selv. Odense er, hvad vi gør den til.

 

Hvad ønsker du dig fra det nye This Is Odense? Skriv en kommentar nedenfor.



Luk

Den odenseanske restaurantrevolution fortsætter!

Den odenseanske restaurantrevolution fortsætter!
Meninger | Skrevet af: Bo Jessen | 13. november 2016

Synes du også at, der sker meget på den odenseanske restaurantscene? Så tager du ikke helt fejl. Vi samler op på udviklingen og afslører nye restauranter.

For godt et år siden skrev vi om den odenseanske restaurantrevolution, der har gjort Odense til en gastronomisk destination. Sidenhen er Restaurant Pasfall blevet nævnt i Michelin-guiden. I den nyeste White Guide er der fundet plads til 11 odenseanske restauranter, og White Guide nævner selv byens udvikling som særligt interessant. Byens gastroscene er også blevet beskrevet i en artikel-serie i SAS Travel Magazine, hvortil vi også blev interviewet. Madskribenten Anders Husa har lavet en madguide til byen, I Pupi Siciliani er blevet udnævnt til en af de 19 mest anerkendte italienske restauranter i Danmark af Det Italienske Handelskammer og Burger Anarchys festivalburger er blevet kåret til Danmarks bedste af Gastromand.dk.

Burger Anarchy præmieres for den "suverænt bedste festivalburger". Foto: Gastromand.dk

Faktisk har Odense i dag allerede flere restaurationer per indbygger end Århus og Aalborg. Vigtigst er det dog, at der er kommet en hel masse nye restauranter til, og at der melder sig stadig flere på vej...

Frokostrestauranter skyder frem

Lette frokost/aftenrestauranter skyder frem i både bymidten og byens brokvarterer. I november sidste år åbnede salatrestauranten AC Deli på Læssøegade. Restauranten langer fyldige salater med mellemøstlig- og middelhavsinspiration over disken. Godt og vel samtidig åbnede Soup Stone Café i Store Gråbrødrestræde, der med dedikation til hele verdens suppekunst har turde sætte en retning og bliver belønnet for det. I maj åbnede Den Grønne Café på Skibhusvej med salat, andre lette frokostretter og masser af økologi på menuen; fra august har Banh Mi Sai Gon på Vesterbro indbudt til opfriskende sund mad på farten fra det autentiske vietnamesiske gadekøkken; i eftersommeren blev der plads til sushi street food-restauranten Seaweed i Brandts Passage, og for en måneds tid siden åbnede en af byens unge natklubfolk, Oliver Gorju, så Olivers Salatbar i Pogestræde.

AC Deli. Foto: Marialouiseskovbo.com

At Odense er nået dertil, hvor frokostrestauranter skyder op til højre og venstre, ikke bare i bymidten, men i byens brokvarterer - som tilfældet er med med både AC Deli og Den Grønne Cafe - er et kæmpe skridt frem. Mon ikke snart der f.eks. kommer en restaurant, cafe eller bar mere på havnen? Jeg ønsker mig endnu større dedikation til at dyrke det særegne, smagen og kvaliteten hos de nyåbnede steder. At de næste tør skille sig endnu mere ud, og ikke laver endnu en salatbar, men finder deres egen vinkel. Mulighederne er uanede.

Street food-scenen lever, og mere er på vej...

Mexikansk street food er det også blevet til, da Geoff Bubar i februar åbnede Gringas i Overgade. Simpel, velfungerende mexikansk mad bygget op omkring lokale og økologiske råvarer. I det hele taget er street food-scenen livet op: Pedros Grill & Veggies, Allô Bahn Mi, Mads og Mikkel's Lune Pandekager er på plads til forskellige arrangementer med deres foodtrucks, og sidstnævnte har endda åbnet en pop up-pandekagejoint i Kongensgade 8. Snart åbner en vietnamesisk street food-restaurant i starten af Vestergade og der er endnu flere og større nyheder på vej, som det dog er for tidligt at skrive noget om her.

Pedros Grill & Veggies. Foto: Pedros Grill & Veggies

Michelinstjerner til Odense?

På gourmetscenen sker der også noget. The Balcony åbnede i slutningen af april en fynsk gourmetrestaurant i krydset mellem Vestergade og Kongensgade. Fra balkonen er der udsigt til det, der engang var Danmarks farligste m2, men det er det, der sker indenfor nu, som forandrer byen mest. Sæsonbetonede fynske råvarer i en formel setting, der grænser til det dekadente. Allerede i juni måned blev restauranten anmeldt som mesterklasse af White Guide og kaldt Odenses bedste restaurant. I den dugfriske udgave af White Guide er The Balcony rangeret som Odenses bedste og Nordens 40. bedste restaurant - en meget imponerende bedrift på så kort tid af det unge køkkenhold. Maden blevet kaldt “begejstret ambitiøs”, og nu mangler restauranten bare at finde sin helt egen vej uden om de sikre lån fra de andre danske toprestauranter, og hvem ved så om Odenses første Michelinstjerne havner oven på Froggy’s (hvem skulle have troet det)?

Østers på The Balcony, Vestergade. Foto: The Balcony

I oktober åbnede Café & Restaurant Kongens Have i tilbygningen til Odense Teater. Væk med billetkontoret i den smukke tilbygning, og farvel til det faktum at Odense Teater hidtil har været uden en egentlig restaurant. Selvom logoets design ikke just peger på kvalitet, så gør forpagteren det til gengæld. Det er nemlig Stefan Graversen, der også driver Restaurant Nordatlanten på havnen. Indretning er lys og nordisk, og en flot vindeltrappe forbinder stue og 1. sal. Caféen er åben fra morgenstunden, mens restauranten er åben til aften, og byder på 3-, 5- eller 7-retters dansk-fransk i hvad der ligner grænsesøgende og lovende kombinationer. Fyens Stiftstidende har allerede kastet en begejstret anmeldelse afsted. Jeg ser frem til sommerservering i Kongens Have og håber flere andre kulturinstitutioner følger trop og får mad på menuen.

Café & Restaurant Kongens Have. Foto: Odensespiseguide.dk

Vinbarer galore!

Det er ikke bare restauranter, som knopskyder mellem odenseklinkerne. Ikke færre end fem (!) nye vinbarer er åbnet inden for det seneste år: Først var det S'vineriet vinapotek, der siden november sidste efterår har serveret gode vine i industrielle rammer og glødepærernes skær i Klaregade. Næsten samtidig åbnede drengene på mmoks vinbar i baglokalerne på Kongensgade. I forsommeren kom turen så til det, der er blevet til min primære vinøse forbindels; Lalou Vinbar i Pogestræde, der har taget navn fra den nordfranske biodynamiske vinkone fra Bourgogne. Her serverer Ivan Laursen og Thomas Brieghel naturvine (med mere) og franske specialiteter til absolut rimelige priser. Samtidig åbnede Noé Vinbar i Kongensgade og endelig, i løbet af sommeren, Amy's Bar & Winehouse, der dog er mere bar end wine.

Lalou Vinbar, Pogestræde. Foto: letsblogsomeshit.dk/

Odense har allerede nogle af landets bedste ølbarer i form af Christian Firtal - Odense og Carlsens Kvarter, men i sommeren fik Bryggeriet Flakhaven nye ejere og en endnu større fokus på fynsk øl, og for det ikke skal være nok har Odense nu også fået et ølkloster klædt i lyse farver, Dunkbar i Jernbanegade. Bag Dunkbar står ølnørderne Peter Pagh og Stefan Lund Jørgensen, der begge har stået bag baren hos Christian Firtal. 10 haner med øl og fuld fokus på kvalitet, og tre haner til cocktails. Vi elsker nørder.

Det er her i lokalerne på Jernbanegade, at Dunkbar netop er åbnet. Foto: Stovt.dk

Revolutionen fortsætter...

Der er ikke noget, der tyder på, at revolutionen løjer af. Tværtimod.

Den 22. november åbner Bar'Tapas mellem Restaurant No. 61 og mmoks i Kongensgade (vil nogen i øvrigt venligst tvinge byggematadoren Thomas Lund til at frasælge Kongensgade no. 67, så gadens sår kan blive helet og bebygget?). Mickey og Malte Christensen fra Sæson teamer up med vennen Amir Alwa og har ansat Tony Linde, der tidligere har været på Ruths i Skagen. De kommer til at servere running tapas i en spansk-dansk landkøkken combo med fokus på kvalitetsråvarer fra mindre producenter og spanske vine. Nu kan all-you-can eat-tankegangen kun sjældent forenes med kvalitet, men man har en fornemmelse af at de her drenge rent faktisk kan få tingene til at lykkes. Det bliver en restaurant med færre fine ord og plads til alle - gourmet med knallertattitude, kaldte vi det vidst i Sæsons tilfælde, og det var bestemt positivt ment.

Det unge hold bag Bar Tapas. Foto: Bar Tapas

Den 7. december åbner den eksklusive bøfrestaurant MASH (København, Århus, London og Hamburg) i den nu næsten færdigrenoverede ejendom, Vestergade 11, med sommerservering ud til Flakhaven. Selvom der er en større plads i vores hjerter til lokale fødevarer end kædekoncepter, så byder vi MASH-åbningen velkommen som endnu et skridt på vejen mod at gøre Flakhaven til et levende torv med en overflod af serveringssteder. MASH-folkene peger selv på byens stemnings- og temposkift som en af årsagerne til at åbne, og kalder Odense for “det nye Århus - en by alle restauratører vil flokkes om”. Vi mener nu ikke Odense er andet end Odense selv, men er glad for at flere får øjnene op for byens udvikling.

Skitse til det nye MASH Odense. Foto: MASH

Men det er slet ikke det sidste der kommer til at ske i de kommende måneder. Byens veganske madscene, der indtil for nylig er blevet holdt i live af Økollektivet, Kærnehuset i Nedergade, Ungdomshuset Odenses veganske fællesspisning om torsdagen og Rise of Veganism DKs arrangementer på havnen, får en ordentlig overhaling med åbningen af to nye restauranter. Vores gode venner hos foreningen ØKOllektivet, som vi bl.a. samarbejdede med til “Gaden som lærred” har allerede offentliggjort, at de åbner Cafe Kosmos Vegan & Organic i bymidten med veganske og økologiske retter på menuen, skruet sammen med lokale råvarer og med fokus på bæredygtighed og dyrevenlighed. Hvad der er næsten lige så godt er, at de også planlægger at lade cafeen være en lille scene for små kulturelle arrangementer. Det her er helt enormt spændende, og vi klapper i vores hænder over, at en af byens sejeste foreninger nu går restaurantvejen.

Holdet bag ØKOllektivet og Café Kosmos. Foto: ØKOllektivet

Samtidig kan vi også afsløre, at Vladimir Stanić og Elisa Bresson inden længe åbner en vegansk økologisk cafe på hjørnet mellem Vestergade og Pantheonsgade med navnet Venchi. Fokus er på smag, og menuen kommer til at indeholde burgere, smørrebrød og - synes jeg, allermest spændende - balkan- og middelhavsinspirerede retter. Hvor har jeg lang tid ventet på at kunne dyrke nogle gode jugoretter i Odense, og selvom køkkenet i den region normalt er meget kødbaseret, så er den grønne del også helt uovertruffen. Indretningen bliver industriel, men varm, og den grafiske linje på billedet nedenfor tyder på det bliver godt.

Venchi - endnu en vegansk restaurant er på vej. Foto: Venchi

I byens nye kultur-, teater- og konferencehus, ODEON, åbner også en cafe i løbet af vinteren. Heldigvis faldt deres første indskydelse om at åbne endnu et ligegyldigt nachoshelvede fra hinanden, og i stedet har de lavet et samarbejde med Bo Lindegaard fra I’m a Kombo i København om et fællesskabsorienteret communal dining-koncept til billige penge. Der vil blive dyrket grønt, fisk, vegetarretter og alt sammen med fokus på fynske råvarer. En kantine for alle de mange mennesker der kommer til at arbejde og bevæge sig i Odeon og Thomas B. Thrigesgadeområdet i fremtiden.

Kigger vi lidt længere frem, faldt det i forsommeren endeligt på plads, at der i det nye byggeri på I. Vilhelm Werners Plads kommer en torvehal. Det er nok for tidligt at spekulere alt for meget i form og indhold, men jeg håber på et godt samarbejde med Grønttorvet, fokus på fynske råvarer og kompromisløs kvalitet. De første billeder af byggeriet ser rigtig godt ud med ovenlys og godt med grønt.

Det kommende torvehalsmiljø på I. Vilhelm Werners Plads

Udviklingen på den odenseanske restaurantscene tager syvmileskridt i de her år, og det er vigtigt for byen, at de fleste nye projekter skabes af unge, lokale kræfter, der tror på Odense og gerne vil noget med de steder de åbner. Jeg har allerede fået opfyldt en del af mine ønsker fra sidste år, men der stadig et stort potentiale, der kan udfoldes: Jeg savner for eksempel en god mellemøstlig restaurant i høj kvalitet. En latinamerikansk i gourmetsegmentet, der kan supplere Pastel Brasil. En jord-til-bord restaurant, der udelukkende laver mad på fødevarer fra Odense. Flere steder, der kombinerer kultur/bøger/ideer/whatever og mad. Eller hvad med en alge/tang-restaurant? Vi har Danmarks største ekspert på det felt gående rundt i Odense i form af Ole Mouritsen.

Hvad mangler du i byen? Fortæl os det i kommentarsporet, og se så at komme ud at støtte de nye (og gamle) restauranter.

Husk at du kan læse alle vores anbefalinger af byens 92 mest interessante steder i 2016 på www.thisisodense.dk/da/places.



Luk


This Is Odense