Det allerBest of Odense?

Det allerBest of Odense?
Meninger | Skrevet af: Pil Lindgreen | 8. november 2018

Prisfest hyldede odenseanske fyrtårne som H&M, Søstrene Grene og Magasin (!). Kan det passe, at det er det bedste, byen har at byde på? Nej.   

For en uge siden var der fest i Odeons store, grønne sal med taler, cocktailkjoler, VIP'er og klapsalver, og det var ikke sat i scene for at fejre den nationale musikbranche, internationale forfattere, globale medie- eller forretningsmoguler, men til ære for vores allesammens O’ens: Hverdagens, virkelighedens Odense og alle de arbejdende mennesker, der med deres forretninger, frivillige initiativer og kulturinstitutioner former byen, så den ser netop sådan her ud.                  

For dem, der ikke kender konceptet eller har undret sig over de blå klistermærker, der er dukket op på visse butikkers døre de seneste tre år: Best Of Odense er en publikumspris stiftet og afholdt af Fynske Medier, nærmere betegnet Ugeavisen Odense med det formål at “hylde byens handels- og kulturliv”.                               

Ugeavisens læsere afgør resultatet ved afstemning; dog er de nominerede udvalgt af en jury.

På en skala fra jublende lokalpatriot til selvhadende præ-fraflytter ligger jeg uden tvivl tættere på det førstnævnte yderpunkt. Ikke forstået på den måde, at jeg mener, at min hjemby er bedre end alle andre steder - men at min by er et spændende sted at leve på grund af og ikke på trods af de ting, der adskiller den fra andre byer. Jeg er med andre ord i målgruppen for en aften, der går lidt i Odense-selvsving. Hvorfor gik jeg så derfra fremmedgjort og ærlig talt ret pinlig over billedet af den by, vi skulle forestille at fejre? 

Lad mig starte med at sige, at der var adskillige lune odenseanske øjeblikke i løbet af aftenen, ikke mindst to generationers krofattere fra Carlsens Kvarter i hhv. krøllet uldstriktrøje og T-shirt, der fik prisen for “Bedste gå-i-byen sted” og på muntert fynsk inviterede aftenens vært, Anders Breinholt fra satireprogrammet Natholdet, til at optage sin næste podcast hos dem. Der var også musik fra den lokale 15-årige violin-wunderkind Stefan Burchardt, som lagde alle ned, og Per Sahl fra Havnens Loppemarked, der i sin takketale remsede hver eneste stamkunde fra de seneste tyve år op ved deres fulde navn og måtte spilles af scenen med høj slutmusik for at gøre en ende på de hjertelige anekdoter.

Alligevel blev tordenskyen over mit hoved mørkere, efterhånden som nomineringerne løb over skærmen. Hvilken by var det lige, vi fejrede? Hvorfor klingede de indledende taleres ord om bystolthed, ildsjæle, iværksættere og lokalmiljø så hult? 

Prisfesten i Odeon. Skribentens stadig mere krummede tæer ikke afbildet. Foto: Hasse Frimodt, Ugeavisen

Var det bare, fordi mine stamsteder ikke fik nok priser, at jeg blev gradvist mere nedslået over den tendens, der tegnede sig, som aftenen skred frem? Jo, jeg havde da klappet mere helhjertet, hvis fx Kjærs Bøger, Momentum Musik, Sofar Sounds, min egen arbejdsplads Odense Internationale Film Festival eller Restaurant ARO havde vundet deres kategorier; for det er der, jeg færdes, og den side af byen jeg holder af som min. Men selvom jeg ikke spiser ofte på Umashi og Eydes eller Kok&Vin eller går ret meget i Zoo, undede jeg dem bestemt deres sejre og fik lyst til at slå en tur forbi.  

Hvad var det så, der var galt? Det pinlige var de kædeforretningers navne, der stod blandt de lokales og i visse kategorier helt dominerede feltet. Hvad har det med den odenseanske DNA at gøre at fejre nationale og multinationale kædekoncepter, der ligger på gadehjørner i alle større danske og nordeuropæiske byer? Kan McD på banegården også være “odenses bedste”, hvis nok borgere køber deres tømmermandstakeout der? 

Det burde ikke være muligt at ende med en hyldest til Odense, hvor Magasin, H&M og Søstrene Grene tager priser hjem, eller hvor aftenens store kulturpris gik til Tinderbox, hvis pressechef John Fogde ligefrem understregede, at de da var glade for anerkendelsen deroppe på Århuskontoret for tredje år i træk. 

Nomineret som bedste gå-i-byen sted: så ved man, at man er i Odense! .... Eller i Århus, Aalborg, Thisted, København, Sønderborg, Svendborg, Olso, Trondheim, Bergen, Kristiansand eller Helsinki. Foto: Heidis Bier Bar Oslo

Man kan synes, hvad man vil om prisuddelinger og behovet for at vise bystolthed på lige netop den her facon, men hvis ærindet er at anerkende lokale kræfter, så forstår jeg ikke, hvad meningen er med at opmuntre odenseanerne til at forholde sig til deres favoritsteder og derefter invitere hele byens erhvervs- og kulturliv til at fejre Odenses særlige karakteristika, når de nominerede så udover de førnævnte problematiske vindere inkluderer franchises som Bahne (dansk koncern grundlagt i Slagelse i 1956 for brugskunst og gaveartikler med 19 landsdækkende butikker), Jagger (københavnsk minifastfoodkæde), Café Vivaldi (endnu en Slagelse-kæde med 17 caféer i 12 danske byer), Georg Jensen Damask (syv flagskibsbutikker i Danmark), Weekday (svensk tøjkæde med butikker i ni lande) og Heidis Bier Bar (skandinavisk afterski-kæde)?

Ironien var ikke tabt på Anders Breinholt, der lod et par satiriske svirp falde i den retning i løbet af aftenen, og som i øvrigt havde forberedt sig så godt, at hans vitser om Hunderupkvarteret og byggelarm i bymidten faktisk ramte mere rent ned i stedets ånd end Ugeavisens egne motiveringer. 

Her må prisuddelerne stramme grundlæggende op, hvis de skal have noget meningsfuldt at sige om det, der adskiller lige den her plet på jorden fra andre steder. Ellers foreslår jeg, de omdøber prisen til ”Best of vestlig detailhandel” og afholder festen på et kongrescenter i nærheden af en vilkårlig lufthavn næste år. 

Kvalitetstid med Odense-shopping. Foto: Magasin i Rødovre

Men, siger den opmærksomme læser - det her er jo en publikumspris. Ugeavisen kan ikke lave om på, at mennesker elsker Søstrene Grene. Her adskiller odenseanere sig ikke fra den øvrige menneskehed. Og odenseanere har stemt. Det er en fejlslutning, for en publikumspris er ikke en objektiv størrelse. Hvis spørgsmålet lyder “hvor har du købt flest møbler i dit liv?” er svaret for et flertal af danskere nok IKEA, men det er ikke det samme som, at en svensk samlereol er et udtryk for det bedste, Danmark kan frembyde på designfronten. 

Hvis man derimod spørger, hvilken lokal forretning, du holder mest af at besøge eller helst ville anbefale til en anden, eller hvor dine største kulturoplevelser er foregået for nylig, er Odense heldigvis de senere år blevet et sted, hvor der findes rigtig mange andre og meget forskellige svar på de spørgsmål.

Torsdagens samlede Best Of-pulje er desto mere frustrerende, eftersom byen faktisk i dag kan opbyde et handels- og kulturliv, der er helt sit eget.

Hvis priserne og nomineringerne skal afspejle den by, Odense er nu - og ikke domineres af vi odenseaneres gamle vanestier gennem byen fra det forrige årtusinde krydret med et nyt udenbys succeskoncept eller to - skal der justeres på selve Ugeavisens præmis. De må stille bedre spørgsmål, hvis de vil kalde svarene “best of odense”. 

Vinder i kategorien “Shopping til hende”: den fremadstormende lokale modepusher H&M. Foto: Kolding Storcenter 

Derfor kommer her to ændringsforslag til næste års udgave af Best Of Odense, som efter min bedste overbevisning er nødvendige for at gøre prisfesten til en vedkommende anerkendelse af Odenses særkende og kvaliteter:

1. Kun forretninger, grupper, institutioner og andre aktører, der er grundlagt og/eller har hovedsæde i det geografiske Odense kan indstilles til priser.  

Resultat: man undgår at ende med en vinderliste, der til forveksling kunne være kåret i Randers, Roskilde, Næstved eller Holstebro. Der skal ikke bestås indfødsretsprøve, og tilflyttere er velkomne, men den fysiske butik eller begivenhed skal planlægges, afvikles og drives i Odense. Hvis det betyder, at nogle kategorier må sløjfes, so be it. Listen må afspejle byen. Hvis vi ikke har nok hjemmegroede tøjbutikker til at fylde en nomineringsliste, belyser det da et spændende hul i vores detailmarked. Det er i så fald ikke et problem, men en god anledning for Best Of Odense til at være dagsordensættende og ikke bare en erhvervsfest, hvor vi skåler og klapper, når de sikreste kort tager stikkene hjem.

2. Priskategorierne skal gentænkes. 

Resultat: byens faktisk levende miljøer udenfor den bredeste sti får del i rampelyset. Samtidig kan man komme den ulige fordeling af shopping og mad vs. kulturkategorier til livs. I år kæmpede både enkeltstående begivenheder som Sommerrevyen og store kulturhuse som Brandts om den samme anerkendelse, ligesom historiske museer, kunstmuseer, teatre, spillesteder og gallerier er oppe mod hinanden i kulturkategorien. Det giver mening, når der skelnes mellem brunch, burger, take-away, café og restaurant i madkategorien. Der mangler tilsvarende nuancer som “bedste spillested”, “bedste teaterscene” og “bedste udstillingssted” eller i det mindste “bedste store kulturscene” og “bedste lille kulturscene”. Desuden oplagt at skrotte “til ham/til hende”-opdelinger af shopping i samme omgang, for hvad har odenseanernes køn at gøre med noget? 

Hallo, hvor er kategorien bedste brunner eller bedste cykelparkeringsforhold? Hvorfor ikke gøre kategorierne mere specifikke for vores by? Brunch kan man jo spise alle steder. Og i forlængelse af det, er der intet i vejen for flere kategorier i tråd med årets “Bedste service”, der måske som den eneste kunne omgå kriteriet om lokal forankring og belønne dygtige og nærværende medarbejdere, uanset om deres arbejdsgivere betaler skat i Odense, Irland eller på Bahamas. Hvad med en “Bedste hyggesludder”-kategori, “Bedste åbningstider” (en stjernekategori for brune værtshuse og pizzahjørner, som måske endda kunne tilskynde nogle til skabe det gode late-night spiseri, som byen så udpræget mangler!) eller en pris til “Mest uundværlige i lokalmiljøet”, “Bedst til at bevare historien” eller “Bedste vovehals”? 

Bonusgrund til at udvide kategorierne:

I torsdags var en stor del af vinderne på scenen for andet eller tredje år i træk. Hvad viser det? At Odense er en forudsigelig by med få gode restauranter? At Tinderbox er den bedste odenseanske kulturbegivenhed? Nej: Kun at Tinderbox er den publikums- og omtalemæssigt største kulturbegivenhed, og at prisuddelingen har så få kulturkategorier, at selv de større “mindre” aktører forsvinder, når det handler om antal solgte billetter.

Odenses bedste interiørbutik. Hov nej, undskyld, det er Søstrene Grene i Hamborg. 

Publikumspriser har det nu engang med at udstikke den bredeste vej, men når der allerede findes et Best Of Odense-nomineringsjury, der i foretager et udvalg bland de tusinder af læserindstillinger, der er grundlaget for finalisterne, så kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle gøre forudsætningerne for publikumsstemmerne så gode som muligt.

Måske har jeg misforstået det helt. Måske handler Best Of Odense ikke om at belønne dem, der gør sig umage for at gøre Odense et dejligt, særligt sted at bo og som højner livskvaliteten for os andre ved at gøre det, de elsker, men om at trække mere omsætning til Cityforeningens skrantende butikker ved at give omtale til detailbranchen. I så fald - beklager al den her ophidselse og vilde krav til integritet, opfindsomhed og nuancer. Fortsæt endelig.

Jeg har bare på fornemmelsen, at Ugeavisens redaktion har større ambitioner og mere kærlighed til deres by end det. Deres søsteravis Pindles grundige, kloge og følsomme portrætter af lokale erhvervsdrivende de seneste års tid vidner om det. Det var også det, deres chefredaktør gav eftertrykkeligt udtryk for ved showets start i torsdags. Og derfor tør jeg også tro, at de ville være enige i, at det kunne være stort, hvis byens bredeste husstandsomdelte avis (oplag: 80.000+) hvert år kunne leve op til det ansvar, det medfører at have odenseanernes øre og publicere en overraskende, forskelligartet liste med nominerede. En liste med steder og oplevelser, som kun findes i lige præcis Odense og som ikke alene bekræfter avisens læsere i deres gamle mønstre, men inspirerer til at udforske flere af byens hjemmegroede butikker, kulturscener og fællesskaber. H&M klarer sig nok uden skulderklappet.



Luk

En kærlighedserklæring til 100 meter gade

En kærlighedserklæring til 100 meter gade
Essay | Skrevet af: Bo Jessen | 31. oktober 2018

Jeg har efterhånden stået der mange gange, på min vej hjem. Et sted, der ellers har været fremmed, måske nærmest fjendtligt, land gennem en hel odenseansk opvækst i den anden ende af Odense. Et sted, der var uden for min forståelsessfære - en port til en hel anden verden befolket af overlæger, OB-koryfæer og andre skikkelser, jeg dårligt vidste fandtes.

På hjørnet af Hunderupvej og Læssøegade - under det enorme egetræ, der - bemærker jeg hver gang - ganske sirligt vrider, vender og drejer enhver Odenseklinke, der er anbragt over de kæmpemæssige rødder. En slags langsom brydekamp mellem civilisation og natur, hvor naturen, hver gang brolæggerne kigger den anden vej, beslutter sig for at dreje endnu en sten, for at se om de nu også denne gang vender tilbage for at strø grus. Strø grus og rette til.

Der har jeg stået igen og igen - ventende på grønt ved fodgængerfeltet. Der er aldrig så lang tid, at tankerne kan løsrive sig fra mine sanser, men der er lige lang tid nok til, at sansningen bliver andet end firskårne konstateringer. En bunden drømmeverden.

Jeg ser opad Hunderupvej. Det er fandeme et godt rum. Det tænker jeg hver gang. Et rum for mennesker.

Hvis det er en varm aften - uanset ugedag - er vinduerne til Carlsens let på klem. Ofte hjulpet på vej af en sko eller en trøje, i stedet for en traditionel hasp. Som om det ligesom skulle omgå det faktum, at de nærmeste naboer kan høre alt, hvad der bliver sagt, råbt eller grint. Vinduerne perler af damp, og et blødt lys former fortovet og de hundredevis af cykler, der har bragt aftenkåde ølkendere på værtshus. På dørtrinnet, der vender mod byen, står ofte et par mænd og ryger eller venner, der venter på nye cyklende, som ankommer fra et af de andre verdenshjørner. Arme kastes i vejret, krammere spærrer fortovet, smil tager imod.

Når jeg står og venter, er der også lige tid til at blive irriteret. Over Barfoeds grimme forzinkede vimpellogoer, der - helt urimeligt - har approprieret byrummet og historien svajende over de to markante hjørnebygninger på Hunderupvej og Læssøegade.

Så bliver der grønt, og jeg går op ad Hunderupvej. Kigger på gadens tag, hvor uægte akacier eller robinier - det tror jeg i hvert fald, det er, tårner op. Træer, der grønner sent og smider bladene tidligt, men som uanset årstiden har en skulpturel krone, der giver byrummet et tag og et endnu mere menneskeligt ansigt. Når jeg går der i forsommeren, overmandes jeg af en sødlig og svagt parfumeret duft fra træets kæmpe klaser af hvide ærteplanteagtige blomster. En duft, der er endnu mere i min bevidsthed, fordi jeg ved, den varer så kort tid. Så bæres blomsterne væk i vinden og ned på gaden. Her anlægger de et fint hvidt baltæppe, der iscenesætter gadens dans, hvor forbipasserendes historier flettes kortvarigt sammen. Det minder mig om Jane Jacobs fine billede på den gode bys gader, hvor mennesker møder hinanden i en ukoordineret og improviseret ballet:

"This order is all composed of movement and change, and although it is life, not art, we may fancifully call it the art form of the city and liken it to the dance — not to a simple-minded precision dance with everyone kicking up at the same time, twirling in unison and bowing off en masse, but to an intricate ballet in which the individual dancers and ensembles all have distinctive parts which miraculously reinforce each other and compose an orderly whole. The ballet of the good city sidewalk never repeats itself from place to place, and in any once place is always replete with new improvisations."

Jeg går forbi Carlsens og rammer Hunderupvejs krumning. På højre side er fortovet bredt og bygningerne formet af hverdagens behov - simple, men relativt fine, med høje kældervinduer, som fortæller historier. De fleste lejeboliger. På venstre side de majestætiske, pyntede karrébyggerier - begge sider i lavmælt samtale om røde tegl. Vellykket integration uden assimilering.

Jeg tænker på fortidens Hunderupvej. På dengang, hvor sporvognen bragte weekendglade odenseanere op ad gaden og til Hunderup Skov. Dengang, hvor forhaver indtog en del af det nu brede fortov.

Og det minder mig om, at de høje kældervinduer er på højre side, fordi det var her, den larmende og lugtende handel foregik, kun til gene for de ikke-velhavende overboere. Som J. P. Jensens Kødudsalg, Viktualier og Kødvarefabrik på Hunderupvej 23, hvor der senere skulle komme til at ligge en Cameraforretning. Eller den lille købmandsbutik i nummer 29, der solgte mælk fra Sanderum Mejeri. Dengang, hvor hverdagen var gaden og gaden var hverdagen.

Venstre side af gaden var friholdt for den slags, fordi den var befolket af overklassen (sådan er det nok stadig). Den venstre side af gaden, hvor hver eneste bygning stadig rammer en nærmest symfonisk balance mellem særlige, smukke udskæringer på hver bygning og arkitektonisk helhedstænkning i rækken af byggerier. Noblesse Oblige. Gamle penge, der ikke glemmer sit ansvar for den by, de er formet af. Som Anton Rosens fredede byggeri fra 1902 på Hunderupvej 34 i tegl, sandsten og cementsten. Måske lidt for pyntet, tænker jeg. Men dog med en kobbervimpel, hvor der endnu står 1902 i stedet for Barfoed.

Og på altanen der øverst oppe sidder der indimellem et par unge drenge i arbejdstøj, som drikker en bajer og snakker om piger, forestiller jeg mig. De hører sgu da ikke til der på venstre side, har jeg tit tænkt og spekulerer på, om de mon bor der, og om de ved, at de sidder på en altan, der er tegnet af en af Danmarks fineste arkitekter. Og så igen, det er egentlig en bevægende tanke, tænker jeg.

Jeg slår blikket tilbage på højre side. Måske er historien ikke så langt væk, eller også går den i ring. I kælderen hos nummer 29 har nogle af beboerne åbnet en lille butik, hvor de sælger egen kunst og sliber dine knive på specielle, finkornede slibesten og læderremme. De har også sat et lille bord og et par stole ud på gaden, hvor de sidder, når solen står i formiddag - hvor de bliver en del af gadens dans. De forstår i grunden ikke, hvorfor så mange sidder i deres baggård, har de sagt til mig - og de har helt ret. Her på gaden er der både plads til at være sig selv og blive en del af andre samtidig.

100 meter gade hvor folks mødes, en balsal med grønt tag for folk til fods, en portal mellem to verdener. 100 meter gade, der fortæller historier om fortidens hverdag - og måske om fremtidens? Måske er denne lille stump gade et minde om en mulig fremtid for andre gader i Odense, hvor man både kan bo, være, handle, mødes og drikke en tår på en varm sommeraften. Hvor høj og lav bor side om side. En gade, hvor livet leves i byrum, der er bygget til mennesker?

Så skal jeg ikke længere. Her er jeg hjemme. Også selvom jeg stadig siger til folk, at jeg bor ved Carlsens - og ikke på Hunderupvej.



Luk

Om retten til at kritisere uden et alternativ

Om retten til at kritisere uden et alternativ
Meninger | Skrevet af: Kasper Herschend | 15. oktober 2018

Det er min klare overbevisning, at man sagtens kan være berettiget i en kritik, uden at være i stand til at levere et bedre alternativ. Jeg er ganske enkelt uenig i den sommetider påståede universelle gyldighed af modargumentet; hvis du ikke kan finde på en bedre, løsning kan vi ikke bruge din indvending til noget. 

Kritikken

Man har over de sidste år kunne spore en kritisk og måske ligefrem negativ indstilling mod den transformation, byen, vi alle bor i, gennemgår. Byens Ø; T. B. Thriges gade osv. Artiklen Bygges byen bedre? fra tidligere på året er blot et eksempel herpå, mens grupper som Bevar Siloøen er et eksempel på en måske ligefrem transformationskritisk gruppe.

For et par måneder siden sad jeg som tilskuer til en række oplæg om byaktivisme og by-transformation med særligt fokus på arkitektur. Først og fremmest blev jeg klogere af at sidde der. Men jeg fik også øje på en nuance, jeg ikke indtil da havde haft blik for. Nemlig at de som fastholder den kritiske indstilling mod fornyelse og omdannelse af byrum uretmæssigt afkræves en alternativ løsning i det de fremsætter den pågældende kritik.

Kravet om et alternativ?

Med det mener jeg, at når man som gruppe eller som individ opponerer imod en politisk beslutning, så kan det meget vel være at man står markant stærkere, hvis man er i stand til at fremsætte et bedre alternativ. Men det kan ikke være en nødvendig betingelse for den borger eller borgergruppe, der fremsætter en kritik mod en politisk beslutning, at den eller de også er i stand til samtidig at fremsætte et alternativ som alt andet lige vurderes til at have bedre konsekvenser, end den oprindelige beslutning måtte have.

Modargumenter

Det er der mange ret udmærkede argumenter for, men her følger to, som jeg håber kan være med til at sætte en smule skik på diskussioner med politisk indhold, næste gang to konservative byrådspolitikere sniger sig ind ad bagvejen og kupper et oplæg om bytransformation, for at tjene lidt billige point på borgerinddragelseskontoen.

Min ambition med dette oplæg er at inspirere til refleksion over politisk engagement. Uanset om debatten handler om de omgivelser vi befinder os i eller om den infrastruktur og service vi får for vores månedlige modydelser, så handler det vel om retten til holdninger til den by, vi alle udgør en del af befolkningsgrundlaget for.

Sudoku-løseren

Forestil dig et vilkårligt menneske; Eller forestil dig måske hellere et gennemsnitligt menneske. Dette gennemsnitlige menneske har en række egenskaber og heriblandt er hendes evne til at løse sudokuer. Helt gennemsnitlig er hun dog ikke, for hun holder af at løse sudokuer og bruger derfor hver weekend 3 timer på at løse de små japanske matematikgåder. Hendes regelmæssige træningspas har gjort at hun nu er gennemsnitlig i sit sudoku-løserniveau.

Den gennemsnitlige sudokuløser holder lige netop den avis hun holder, fordi redaktionen på bagsiden har fundet plads til ikke mindre end 3 sudokuer. Hun modtager avisen lørdag og søndag og bruger derfor en halv time per sudoku over weekenden på at sidde og nørkle i de mange kvadrater.

Klager-og-tværs

En lørdag formiddag opdager hun til hendes store skuffelse, at de tre sudokuer er blevet til én, og at man har vægtet en forstørrelse af krydsogtværsen over hendes elskede matematikgåder.

Med det samme sætter hun sig for at skrive en klage til den avis, hun ellers har haft så meget glæde af gennem årene. Hun meddeler dem i denne mail, at hun har i sinde at finde en anden avis, hvis de ikke omgående genindfører de tre sudokuer og straks forviser den imperialistiske ordleg, til det hjørne der i alle disse år havde været tilstrækkeligt. Avisen svarer mandag morgen den gennemsnitlige sudokuløser, at omstruktureringen skyldes et konstatérbart fald i sudokuløsere blandt avisens læsere, og at krydsogtværs-løserne igen udgør en større gruppe end sudokuløserne.

Supporter og faktisk

Den lidt friske kundesupporter, der denne mandag morgen sidder ved tasterne, svarer den gennemsnitlige sudokuløser, at hun da skal være mere end velkommen til af komme med et bedre alternativ, som supporteren så med glæde skal viderebringe bagside-redaktøren. Sudokuløseren afslår naturligvis, da hun jo godt kan se, at hun står med en tabt sag.

Men hvad hverken kundesupporteren eller sudokuløseren ved er, at inden for en relativt kort periode har flere forskellige tidsskrifter såvel som ugeblade lavet aggressive fremstød for netop at markedsføre til sudokuløser-segmentet, da dette segment i modsætning til krydsogtværs-løsere faktisk udgør den største samlede kundegruppe.

Uden at vide det havde sudokuløseren således fremsat et bedre alternativ, men da ingen af de involverede parter var i stand til at vurdere alternativet i lyset af alt relevant data, fremstod alternativet desværre ikke som sådan.

Tilpassede ønsker

En anden mere akademisk funderet argumentationsrække tager afsæt i sociolog og politisk teoretiker Jon Elsters begreb om Adaptiv præference formation, som betegner en mekanisme i det menneskelige erkende-apparat.

I et hyppigt parafraseret antropologisk studie angiveligt fra midten af det 19. århundrede noterer en gruppe forskere sig, at slaver i de amerikanske sydstaters bomuldsmarker ikke lader til at nære et brændende ønske om frihed. Adspurgt om deres mest brændende ønsker svarer flere stik imod forventningerne ting som mere mad eller bedre sovepladser etc..

Studiet er efterfølgende blevet taget til indtægt for, at vise hvordan vi mennesker tilpasser vores ønsker, så de figurerer inden for en mere realistisk ramme. Og hermed at vores omstændigheder er betingende for vores ønsker, hvilket i forbindelse med førnævnte studie forklarer hvorfor flere af slaverne ikke var i stand til at formulere ønsket om at blive sat fri, før det på grund af en ændring af de ydre omstændigheder kunne opfattes som en reel mulighed.

Rigtigheden af gengivelsen dette antropologiske studie er flere gange blevet anfægtet, men ikke desto mindre illustrerer det ganske fint den mekanisme som Jon Elster udpeger, og som han ret overbevisende argumenterer for faktisk er at spore i os alle.

Ufuldstændige optegnelser

Når man skal træffe et valg, gør man det ud fra en oftest ufuldstændig liste over muligheder. Hvis jeg for eksempel skal flytte, fordi jeg er sagt op i min nuværende lejlighed, så opstiller jeg en liste over mulige løsninger i hovedet og træffer mit foreløbige valg herudfra. Og det er på trods af den ufuldstændighed, der kendetegner denne liste. Jeg havde ikke overvejet muligheden for at bo på Odense havn, før der blev bygget boliger der, og jeg havde heller ikke overvejet Skibhuskvarteret, før jeg fik en kammerat der viste mig, at her kunne man faktisk også bo; For bare at nævne et par banale eksempler.

Urealistiske alternativer

Jeg har ikke inddraget Elster for at blot at minde om, hvordan vi træffer valg ud fra ufuldstændige optegnelser over muligheder, men derimod for at gøre opmærksom på at der er systematiske fejl i disse ufuldstændige optegnelser. Når vi i en given politisk diskussion bliver bedt om at levere et alternativ, så er dette alternativ, hvis vi følger Elster, meget sjældent visionært, fordi det visionære netop er et urealistisk alternativ.

Det kan så åbenlyst ikke være min opgave som helt almindeligt menneske, at vise dem hvordan de skal gøre i SKAT, for at være berettiget i min kritik. Og det kan så åbenlyst ikke være min opgave som helt almindeligt menneske, at vise hvordan de skal ændre i en lokalplan for at sikre fornuftige byggerier på Odense havn, for at jeg har ret til at mene at der prioriteres forkert. Men der er så afgjort min ret at komme med indsigelser imod ethvert - i mine øjne - ufornuftigt løsningsforslag.

Visionæren

Og det er netop det, der er pointen. For slaverne som - fiktivt eller ej - ikke selv var i stand til at formulere ønsket om frihed, havde ikke i ringere grad fortjent den. Det skal være okay at fremsætte en kritik, uden selv at være i stand til at formulere et alternativt og bedre ønske på egen hånd. 

Håbet er at visionæren en dag hører råbet og måske kan hjælpe med at formulere dette alternativ. Men for at hun kan høre det, er det vigtigt at kritikken kan råbes.



Luk

De fem vigtigste begivenheder til din sommer

De fem vigtigste begivenheder til din sommer
Guide | Skrevet af: Bo Jessen | 13. juni 2018

Selvom vi allerede har fået den mængde varme, vi kunne håbe på i et land, der ligger på højde med det sydlige Alaska, skulle vejrdoktorerne stadig tro på mere af samme skuffe. Måske betyder det, at det er i år, du skal blive hængende i byen? Uanset hvad er der stor sandsynlighed for, at en stor del af jer kommer til at tilbringe en god del af de næste tre måneder i O'ense.

Og hvad skal man så bruge tiden på udover at kigge på træer og bade i frilufts-, strand- og havnevand? Her kommer min guide i prioriteret rækkefølge til de 5 begivenheder, du allerede nu bør skemalægges og købe billet til i løbet af sommeren.

1. Jaiyede Jazz Festival - 4. August

Aftensolen omfavner dig, sommerkåde folkestrømme glider henover odenseklinkerne på Ny Vestergade - i pendulfart mellem brugsen og Mosen. Duften af nystartede griller blander sig med lugten af nytærsket græs. Fra Stryget får du en svag overbrusning af åvand fra midtfynske regnvejrsdage.

Og så. Fra Teater Momentum bærer aftenbrisen eksotiske, svedige, hypnotiserende toner. Det er lyden af hele verden, som den kommer til udtryk i Londons storbyjungle. Lyden fra den nyhypede britiske jazzscene, som Momentum Musik, sammen med Jam Days ganske bemærkelsesværdigt er lykkedes med at samle til en dags festivalfusion af jazz, electronica, folklore, hiphop og genrer, der formentlig først får navne i disse år.

På plakaten er Sarathy Korwar og Kefaya, der begge har spillet i Odense indenfor det seneste år, og var så glade for at være her, at de har bedt om lov til at komme igen. Med sig har de Collocutor, Emanative og DJ Pete Buckenham.

Efter at have overværet de intense, intime koncerter med Både Sarathy Korwar og Kefaya er jeg ikke bange for at udråbe Jaiyede Jazzfestival til sommerens største musikalske oplevelse.

Bedøm selv her:


Kefaya - Indignados


Sarathy Korwar - Bismillah

 150 kr. · 100 kr med musikårskort til Momentum · Gratis adgang med armbånd til Jam Days · Køb billet her: http://www.teatermomentum.dk/event/jaiyede-jazz-festival/

 

2. Odense International Film Festival - OFF 18 - 27. august - 2. september

Danmarks ældste filmfestival. Danmarks eneste Oscarkvalificerende filmfestival - nu i fire forskellige kategorier. Odenses vindue til en forunderlig verden i små bidder. En helt særegen buzz i Brandts-området, hvor vin og øl flyder om kap med fremmede tungemål og tæppeklædte sensommergæster ser open air-film på stort lærred. En uges afstressende filmfortællinger, der afvæbner alle, der møder festivalen med åbent sind.

111 kortfilm er blevet udvalgt til den 43. festivaludgave og ligger klar på den helt nye hjemmeside. Årets plakater er designet. Filmtalenter fra Super 16-uddannelsen er udvalgt som årets kunstneriske profiler, og filmskabere fra hele verden har booket billet til en filmuge, der - næsten - er helt gratis. Husk at få fat i et fysisk program, når de lander i starten af august. Det er altid en nydelse at bladre igennem.

 


Et tilbageblik på OFF 17

0 kr. · Enkelte programpunkter kræver betaling · Husk at reservere plads i biografsæderne, ligeså snart det bliver muligt på https://filmfestival.dk/programoversigt/

3. Dynamo Circus Festival 2018 - 10-11. august

Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach

Dynamo driver nycirkusscene og øverum i FAF-bygningen på Byens Ø. Deres optrædener er altid vanvittige, hæsblæsende og afsindigt imponerende og fremkalder på den måde en mærkværdig følelse af vantro forundring.

For andet år inviterer de branchens bedste fra hele verden indenfor i (og udenpå) pakhuse og siloer på havnen til en række umulige optrædener, der helt sikkert vil overraske og flytte dig. På festivalpladsen er der også mad, post-apokalytisk punk-tivoli og late night kabaret med fest og livemusik. En helt almindelig weekend i nycirkusbranchen.


Et 10-minutters tilbageblik på sidste års festival

Programmet til årets festival er endnu ikke på plads · Der kan både købes enkeltdags- og partoutbilletter (og angiveligt early bird inden 1. juli) · Følg med i opdateringerne her: https://www.facebook.com/events/1862039804096674/ · Køb billetter her: http://dynamoworkspace.dk/dynamo-nycirkus-festival/

4. Jam Days 2018 - 1-4. august

Den sammenbragte jazz-, blues- og folkfestival, der spiller bymidtens højsommerscener op i starten af august, har levet nogle svære første år, men i år er det, som om der er mere bund i programmet.

Med det absolutte hovednavn, Jake Bugg, er der landet en profil, der både passer glimrende i blues-folkuniverset og samtidig kan lokke folk med hang til hitlister og engelsk arbejderklasserock.

Lad mig herudover anbefale altid mærkelige pop-psykedeliske jazz-electro-rockede Hess Is More, multisproget afrikansk-carribiansk sydstatsblues fra Bokanté og endelig den eminente nordjyske, sårbare, salmekvædede neofolk fra Sundays. Et band, der skriver sig ind i en genre, som kan blive ligegyldig, men som i særlige tilfælde er helt særlig. Sundays er et af de tilfælde.


Jake Bugg live fra T in the Park

650 kr. for partoutbillet · 350 kr for éndagsbillet til onsdag, torsdag, fredag eller lørdag · Køb billetter her: https://landing.livebackend.com/jam-days/

5. Tinderbox 2018 - 28-30. juni

Tinderbox har et problem. Ideen om at man kan skabe sig en profil og identitet ved at placere sig efter markedet. I røven på publikum. At regne med alt, hvad der har solgt, sælger.

Det betyder to ting: For det første, at det bliver umuligt at ramme noget, der er på vej frem, og som derfor giver den helt særlige sitrende følelse, når man opdager noget nyt. Det bliver umuligt at lære publikum at holde af noget, de ikke kender. For det er ikke en del af pakken. Det kan måske forklare, at der ofte er halvtomt til de kunstnere på Tinderbox med den største kunstneriske kvalitet, mens festen er størst til gengangerne fra Grøn Koncert.

For det andet, at det bliver umuligt at skabe sig en identitet, der er uafhængig af årets musikprogram. Man tvinger publikum til at vurdere festivalen alene på årets bookinger, i stedet for på festivalens kultur. Det er sårbart i et europæisk og dansk festivallandskab, hvor der er mere konkurrence end nogensinde før. Det kan måske forklare, at Tinderbox heller ikke i år har udsolgt (i god tid) før festivalen i modsætning til efterhånden stort set alle andre festivaler.

Når det nu er ude af systemet, så konstaterer jeg tre ting:

1. I programmet optræder Prophets of Rage, Iggy Pop, Depeche Mode, Editors og Jack White. Hvordan folk, der kan lide Tiesto, skal kunne lide Jack White og hvordan folk, der knytter næver til Prophets of Rage skal kunne leve med Alanis Morissette ved jeg ikke. Men det ændrer jo ikke på navnene.

2. Der er massevis af lækre, fynske madvarer og drikkevarer og efter alt at dømme vil der være visse mængder sol

3. En stor international musikfestival afvikles i Odense

Tre gode grunde til alligevel at sikre sig en af de sidste partoutbilletter, som nok skal nå at forsvinde. Hvis altså du har råd til den noget pebrede pris.


Gensyn med Tinderbox 2017

1.635 kr. for partout · 1.035 kr for éndagsbillet til fredag eller lørdag · Køb billetter her: https://tinderbox.dk/billetter/



Luk

Havnekulturfestival til søs

Havnekulturfestival til søs
Essay | Skrevet af: Rasmus Møller Madsen | 6. juni 2018

Det er blevet tradition at mine søskende,  jeg og vores fusionerede venneflok sejler vores skib til Odense under Havnekulturfestivalen. Årets indsejling var en heldig butterflytur gennem det snævre indløb som endte i 20 minutters cirkelmanøvretræning foran Odins Bro, imens der blev danset salsa ude på stævnen til et helt genialt Mø remix. Vi kaster trosserne ved Byens Ø, sender snaps og gruppe sms’er, og aftenen tager fart i beruselse og dybe tallerkener med ruskumsnusk-gryderet. Båden er proppet og glad. Med cirka et tons gæster ombord siger ekkoloddet 0,4m og dannebrogs snipper ligger da også og dypper godt ned i det plumrede grønne havnevand. Men kaptajnen er ikke bekymret, og så er besætningen det jo heller ikke. Tusind røverhistorier, kys og kram senere falder vi alle i søvn, arm i arm, svøbt i uldtæpper og kapokpuder.

Da vi vågner om formiddagen, er festivalen begyndt omkring os. Der dufter af grill og samosas. En jævn strøm af paddleboarders, kanoer og gule vandcykler passerer forbi imens vi gør morgenstatus, fikser en sprungen guitarstreng, spiser ostemadder og smørrer faktor 30 på hinandens rygge. Havnefogeden kigger også forbi til en sludder, en kop kaffe og et mobilepay. Han har ikke så travlt, for selvom der er havnefest er bådpladserne ikke engang tilnærmelsesvis fuldt booket. Én har været ude og finde et festivalprogram, og vi bliver overraskede over hvor meget der er at opleve. Og så går dagene. Alt for hurtigt. Koncerter, skateboards og hudafskrabninger garanterer en storsnorkende båd hver nat. Det er ret fantastisk at have en lille base midt i virvaret, ligesom mange har, oppe i de store boligblokke over alt hernede på havnen, men der sker alligevel noget specielt når man træder ombord på den båd. Al proviant bliver fælleseje, der hilses på nye ansigter og der udveksles historier på kryds og tværs om det som man uundgåeligt har misset rundt omkring på havnen.

Hermed et slag slået for Havnekulturfestivalen. Og nu tilbage ud på det ruskende hav, ligge for svaj og læse lidt mere Troels Kløvedal, sommerens cheesy guilty pleasure.



Luk


This Is Odense