8 grunde til at flytte til Odense netop nu

8 grunde til at flytte til Odense netop nu
Liste | Skrevet af: Bo Jessen | 3. september 2017

Jeg kan ikke komme på nogen, der er mere kritiske overfor Odense end os. Ikke fordi, vi ikke tror på byen, eller ser byens potentiale. Det er heller ikke fordi vi mener, at byen er på vej i den helt forkerte retning.

Måske er vi kritiske netop af den modsatte grund. Fordi vi tror på, at vi i Odense netop nu har en historisk chance for at skabe en helt særlig lille storby, hvis vi står på tæer, gør os umage og siger nej tak til den lette løsning.

Det her er min vigtigste påstand på Odenses vegne i disse år: Odense kan blive den eneste by i Danmark, hvor der er plads til at have fart på og rum til at have hovedet med. Den eneste by, der kan forene nutidens to største modsætninger: Storbyens dynamik, skabertrang og oplevelser med længslen efter fællesskab, natur og plads til at tænke sig om.

Dig og dine venner skal selvfølgelig ikke snydes for at blive en del bevægelsen - derfor får du her 8 grunde til at flytte til Odense netop nu!

 

1. Odense skaber fremtidens jobs

Universal Robots, den største robotvirksomhed i Odense med 350 ansatte
og en forventning om yderligere 30 % medarbejdere i Odense i 2017

 

Odenses robotklynge er en af Europas absolut førende og blandt verdens 10 førende. En klynge, der ved seneste optælling for godt et år siden talte 102 virksomheder og godt 2.600 medarbejdere. Det er 22 virksomheder og 400 medarbejdere mere end året før. Med vanlig fynsk mådehold er forventningen et behov for godt 60 % flere medarbejdere frem mod 2020. Virkeligheden er nok snarere, at tallet bliver væsentligt højere. Se de 83 ledige jobs netop nu her.

Også en række andre brancher, som f.eks. byens drone og IT-virksomheder er i hastig udvikling. Du kan få job hos Danmarks bedste arbejdsplads, Daxiomatic, eller hvad med Open source-folkene hos Umbraco, der driver hjemmesider for nogle af verdens største firmaer, og hvis platform benyttes af godt en halv million verden over? Se nogle af de ledige jobs i byens IT-branche her.

Hvis du ikke kan finde det helt rigtige job i Odense, så er der stor chance for, at det er inden for godt en time et sted mellem København og Århus - og med færdiggørelsen af timemodellen til København om godt et års tid, kommer mange af dem endnu tættere på.

 

2. vildt mange uddannelser - der tænker nyt

Det nybyggede Erhvervsakademiet Lillebælt i City Campus tæt ved banegården,
havnen, bymidten og det nyåbnede street food-marked i Storms Pakhus

 

Byens tech-virksomheder sætter også sit præg på byens uddannelser. I Odenses folkeskoler leger de med læringsrobotter fra Odense-firmaet Kubo og ikke færre end 40 videregående uddannelsesprogrammer uddanner folk til robotbranchen, blandt andet helt nye uddannelser som automationsteknolog hos Erhvervsakademiet Lillebælt, automatiktekniker hos Syddansk Erhvervsskole og en diplomuddannelse i robotteknologi hos Syddansk Universitet.

Hos SDU går de nye veje. Mens resten af Danmark diskuterer karakterniveauer udvider SDU kvote-2-optaget til 25 % og kaldte i år 5.300 til optagelsesprøver. Og som det første universitet i Danmark har SDU indført et obligatorisk internationalt semester fra i år. Men det stopper ikke der. Når Danmarks største nybyggede sygehus står færdigt er det bygget sammen med et helt nyt sundhedsfagligt fakultet på SDU, som giver helt særlige muligheder for de kommende studerende.

Du kan også bliver kunstner på Det Fynske Kunstakademi, dyrke en af landets bedste jazzuddannelser hos Syddansk Musikkonservatorium og blive skuespiller på Den Danske Scenekunstskole. Eller blive optaget på en af de godt 200 andre videregående uddannelser i byen, der arbejder sammen om at skabe Danmarks bedste studiemiljø med en lang række fælles arrangementer.

 

3. Odense er Danmarks grønneste storby

House of Fairytales, få meter fra gågaden

 

I hvilke andre danske storbyer kan du sejle på, gå eller cykle langs med en frodig og utæmmet å hele vejen gennem byen og lige gennem bymidten? Hvilke andre danske byer har en byhave på rådhuset? I hvilke andre danske bymidter kan du opleve en ny have, som på billedet ovenfor om 2-3 år?

Fremover bliver Odense endnu mere grøn. Der plantes to træer for hvert træ, der lader livet til letbanen, og Odense Kommune er ved at udarbejde en handleplan for hvordan byen kan blive endnu mere grøn i fremtiden.

Og hvis du ikke har nok natur i Odense, så kan du indenfor en halv time være i resten af den fantastiske fynske natur, som f.eks. det Sydfynske Øhav.

En september-sejltur gennem bymidten på Odense Å

 

4. Byen forandres for over 40 mia.

Thomas B. Thriges Gade, den tidligere 4-sporede gade, omdannes til grøn by

 

Odense er i gang med, hvad der måske er Danmarkshistoriens mest markante transformation fra industri- og parcelhusby til en levende, oplevelsesrig storby. Fra 2012 til 2022 investeres mere end 40 mia. kr i Odenses udvikling.

Det betyder blandt andet, at byen får en letbane og Danmarks største nybyggede sygehus, der bygges sammen med Syddansk Universitet. Det betyder også, at en firesporet gade gennem bymidten er ved at blive omdannet til en grøn bydel med boliger, butikker, restauranter, kulturhus, pladser og grønne områder.

Og at byen har fået et havnebad og en vild cykelbro, der gør det nemt at komme fra bymidten til havnen. Samt selvfølgelig en hel masse andre ting.

Det skaber både jobs og en federe by, og så betyder det også, at der er en helt særlig tro på fremtiden i Odense.

 

5. I Odense kan du gøre en forskel

FAF-bygningen med Roas tunfisk er hjemsted for nycirkus-folkene fra Dynamo, der er kommet til fra København

 

Odense er tilpas lille til, at du ikke drukner i mængden, og tilpas stor til at alle med noget på hjerte kan finde sit publikum. Der er en helt særlig DIY-stemning i byens kultur-, vækst- og undergrundsmiljøer, hvor man samarbejder om at gøre alle bedre.

Byens transformation betyder, at alle, der har gode ideer og er dygtige nok til at gennemføre dem, kan skabe sin scene og finde sin plads. En by uden en kendt destination, som kan formes af dem, der har lyst. Og så står en kæmpe industriarv og venter på at blive omdannet og sat i scene til fremtidens liv - ligesom Dynamo har gjort det med FAF-bygningen, og Storms Pakhus-folkene har gjort i den gamle trælasthandel, og DOK 5000 har gjort med den gamle silohal.

 

6. I Odense kan du bo hvor du vil, uden du skal sælge organer for at få råd

Vesterbro, et af Odenses mange bynære kvarterer, foto: Kirstine Mengel

 

I Odense kan du bo i lejlighed eller hus indenfor gåafstand af gågademiljøet for helt andre priser end i København og Århus. De gennemsnitlige kvadratmeterpriser i København lige nu er 44.000 kr., i Århus er det 28.000, mens det i Odense er godt 17.500. Det betyder altså, at hvor en bolig på 100 m2 i København i gennemsnit koster 4,4 mio. kr. så koster den 1.75 mio. i Odense.

Og på lejepriserne er forskellen også stor. I følge Boligportalen kostede en toværelses i København i  gennemsnit 10.838 kr. i 2016, i Århus var prisen 7.307, og i Odense var det 5.463.

Er du studerende, så er du så heldig, at Odense Kommune tilbyder tag-over-hovedet-garanti, så du ikke risikerer, at stå uden bolig til studiestart.

Og så er omtrent 95 % af alle boliger i Odense er inden for 300 meter af et grønt område - du ved, Danmarks grønneste storby.

 

7. Odenses Kulturliv vokser i bredden og dybden

 

Der er mere end 80 festivaler i Odense i 2017

 

Da vi startede This Is Odense i 2013 levede en skrøne om, at der ikke sker noget i Odense.

Med Tinderbox Festival, gadefestivalen Karrusel og H.C. Andersen Festivals er den skrøne lagt effektivt i graven. Men det er ikke bare store og brede festivaler, der har fundet vej til Odense.

Du kan også opleve Danmarks mest kompromisløse elektroniske musikfestival, PHONO, dykke ned i fynske råvarer til madfestivalen SPIS!, genopfinde forladte bygninger til MOD.STRØM, se kortfilm på Danmarks eneste oscarkvalificerende filmfestival OFF, opleve verdens bedste nycirkus-artister til Dynamos Nycirkusfestival, elske ord på Spoken Word Festival og gnubbe skuldre med den danske musikbranche til Music Days osv.

Og så er der selvfølgelig hverdagskulturlivet, der uge efter uge overrasker ellers kyniske kulturbrugere som os.

 

8. Odense er et gastronomisk centrum

Restaurant Vår i Vintapperstræde, en af byens mest interessante nye restauranter

 

I Odense vælter det frem med restauranter. Faktisk hele 61 flere i bymidten fra maj 2014 til februar 2017. I sidste uge åbnede et nyt street food-marked i fantastiske omgivelser i Storms Pakhus. Inden længe åbner endnu et street food-marked i det gamle Arkaden, og indenfor få år er der også torvehal på vej på Thomas B. Thriges Gade. Og det er altså foruden det dejlige grønttorv i H.C. Andersen-kvarteret.

Det er ikke bare antallet, der er stigende. Fantastiske kvalitetsrestauranter i alle prisklasser åbner hele tiden og suppleres af stadigt flere vin og ølbarer. Danmarks Have er Fyn altid blevet kaldt, og de odenseanske restauranter gør flittigt brug af landets bedste afgrøder i deres baghave.

 

Har du flere grunde? Lad os høre!



Luk

Mine dødes Odense

Mine dødes Odense
Guide | Skrevet af: My | 30. august 2017

Når man bor i en by længe, ser man både det, der var, og det, der er. 

Man går forbi bygninger, som engang husede ens elskede.
Steder, hvor man levede sit forhistoriske jeg.
Og man forfalder til nostalgi. For mure og veje står der og ligner sig selv, selvom menneskene, der fyldte luften med parfume og trappeopgangene med fodtrin for længst er borte.

I Ansgargade-lejligheden, hos min forfinede farmor, var der broderede sutsko i varmeskabet og marmelade på det hvideste hvedebrød, men nu bor der nogle andre. Ikke længere farmor, som krævede at smage sin vandmelon, inden hun købte den nede i Føtex, mens jeg gemte mig bag the-hylden med blussende kinder.

Jeg forestiller mig, at farmors hjem med støj- og støvabsorberende gulvtæpper, bornholmeruret og den sorte plasttelefon med drejeskive; den mørke gang og de frynseklædte lænestole og køkkenet, hvor lågerne lukkedes med en lille metalhaspe med en sprød lyd, nu er hvidtet over og lyst op og effektiviseret.

Jeg tror ikke, man her opbevarer pastelfarvede vatkugler i en krukke af glas på badeværelset.

Odense skulle ikke have været min by, og jeg skulle strengt taget slet ikke have været til, fordi de to halvdele af min genpulje planmæssigt skulle have befundet sig på forskellige kontinenter. Men Australien ville ikke have de argentinske emigranter.

Og yngste onkels historisk dårlige helbred gjorde mellemlandingen på Ternevej permanent. Her gemte morfar dygtigt sin skam over at have overlevet alt for meget bag et stort smil og en glubende appetit.  

Hvor moster Anna boede, ved jeg ikke. Jeg frygter at finde ud af det. At konkretisere magien ud af mindet, hvor citronvand og lavendler og moster, med hysterisk store briller og lange blomstrede kjortler i knitrende kunstige stoffer, bor i al evighed.

I 1996 satte en for mig mytisk mandsperson sig ind i en lastbil og kørte over for rødt i krydset mellem Søndre Boulevard og Kløvermosevej, hvor han ramte min far og hans sølvgrå Toyota, der blev kvast som et stykke sølvpapir mod en standhaftig lygtepæl. Og sådan blev livet delt op i et før og et efter.

Jeg husker latteren. Som slet ikke var latter, men gråd, der væltede ukontrolleret op af halsen. Jeg husker den akavede politimands sidelæns blik.

Jeg husker ham i hospitalssengen med bandage om den elskede pande og ødelagte tænder. Jeg husker, at vi spiste mad fra grillbaren om aftenen og så fjernsyn. For vi kunne ikke græde mere. Jeg kan ikke køre igennem det kryds uden at forestille mig braget.

De døde alle sammen i 1996. Farmor på passagersædet i den sølvgrå Toyota Corolla i en pøl af nyindkøbt rødvin. Moster Anna med hævede ben og uden jordforbindelse. Morfar svundet ind af den cancer, som bed ham i maven. Til det sidste rebelsk nok til at leve så transfedtsyre-mættet som muligt.

Da julen kom, sad vi tæt og så film i sofaen. En slagen flok med trang til glittede lyskæder og vaseline på linsen.

Bordet dækkede vi ikke, for dem, vi skulle spise med, var borte.

Byen er rig på historier. Nogle vigtige for generationer. Andre kun vigtige for mig. Og jeg bærer dem med mig. De er en del af den linse, der giver byen farver.



Luk

Odense International Film Festival 2017

Odense International Film Festival 2017
Guide | Skrevet af: Bo Jessen | 28. august 2017

Farvel til fodslæbende potteplantefest. Farvel til den lyserøde spændetrøje, der har omslugt og ensrettet byens kulturliv i ugen, der gik. Nu er det tid til at promenere, summende, alene og frigjort omkring med et katalog under armen, at blive nappet af sensommeraftenens lidt for kolde bid, at drikke kaffe til lyden af israelske instruktører, der griner, at beslutte sig i sidste øjeblik for en græsk animationsfilm. At leve på odenseansk.

Det er tid til Odense Internationale Film Festival stykke 42, og det her bliver den ultimative guide til både novicen og den ubehjælpeligt ubeslutsomme genganger, blandt andet ved at gøre brug af den anerkendte Stegsted-skala.

 

seks nedslag

Hovedkonkurrencen

Hovedkonkurrencen er festivalens livsnerve. Forbindelsen til den omgivende verdens talentpøl. 13 programmer med de bedste kortfilm. Det er her, du møder flygtningen, satandyrkeren og den armenske brud. Selv ulidelige middelklassedramaer er fortalt med ord, du ikke kender. Kortfilmene er sat sammen i blokke, der gør, at du ender med at se vidunderlige film, du aldrig ville have valgt selv. Nogle film glider bare forbi, andre bliver siddende, som sanselige brudstykker. Jeg kan se aftenhimlen i en fransk betonghetto, høre lyden af sne, der trædes på, og fornemme det ubehjælpeligt grønne tapet i lejligheden hos en dement mor fra sidste års program.

I år vil jeg særligt gå efter:
- OFF1: En lesbisk rengøringsdame, en syrisk flygtning og en bonderøv, der gør pizzaannoncer til idolplakater
- OFF3: Dysfunktionel jugofamilie, badekarsonani og et søskendepar, der slår fra sig
- OFF4: En israelsk fangetransport og en syrisk far, der taber sin søn til Danmark
- OFF8: Affaldssortering som amerikansk drøm, homohad, cubansk eftermiddagsgade, parisisk forstad og en satanistisk squashpartner

Se spillesteder og tider i kataloget og filmfestivalens hjemmeside

 

Lokale talenter

På Fyn er der et skrøbeligt, men talentfuldt filmmiljø. Det lever takket være OFF, Film Fyn, 18Frames-uddannelsen i Faaborg og Odense Filmværksted. Hver eneste år hiver OFF talenterne ud på scenen og lader os andre kigge med.

- 18Frames: 2 af de 3 film fra 18Frames har vundet vej til festivalens hovedprogram. De tre vises også sammen
torsdag kl. 14.30 på Momentum

- Upcoming Odense: Fra Odense Filmværksted præsenteres to blokke med 10 og 7 film. Den ene med helt nye talenter og den anden med etablerede talenter. Begge vises
tirsdag kl. 14 og 16 i Pejsestuen

 

Byen på film og filmen på by

Jeg er ret beset delvist inhabil, når jeg anbefaler netop dette programpunkt, fordi jeg har været med til at sætte form på en lille del af det. Når det er sagt, så skabes der en hel speciel genre, når by møder film. Byerne er menneskehedens største og mest komplekse opfindelse, og intet medie er bedre til at gengive byernes fantastiske liv end filmen. Særligt tre nedslag i årets program sætter byen på film eller filmen på by:

- Lost in translation til open air: Sofia Coppolas kultfilm handler om kulturmøder. Men det er også en film om storbyens ensomhed og melankoli. Om Tokyos særegne kultur og den helt specielle nydelse, det er at gå rundt i byer om natten.
Lørdag kl. 21, Amfiscenen

- Byens transformation: (disclaimer: Det arrangement, jeg er medansvarlig for) Arrangementet stiller spørgsmålet om, hvilken storby, Odense skal blive til. Det indeholder en ny film om verdens mest indflydelsesrige byplanlægger, der slet ikke var byplanlægger, men derimod "blot" en borger, der protesterede mod at rive gamle kvarterer ned i 50-60'ernes New York og en debat mellem publikum og to af Danmarks mest by-vidende mennesker.
Torsdag kl. 18, Pejsestuen

- A Wall is a Screen: En flok mennesker fra Hamborg vender vender tilbage til deres tredje OFF og sætter filmen på by med projektor, generator og sære små sjove film. Sammen med alle os andre går de rundt i bymidten og projekterer filmene op på forskellige facader og gavle. Første år endda med en 'meat is murder'-film på McDonalds' facade.
Fredag kl. 21, hovedindgangen ved Brandts

 

Animation på OFF

Animationsfilm på OFF er en helt særlig oplevelse. De gode kan være både outrerede og kunstneriske og dygtige fortællinger. De dårlige er teknik over indhold. I år kan man, foruden animationsprogrammet, dykke ned i særlige animationsprogrammer, herunder blandt andet:

- De sidste syv års vindere:  Tirsdag kl. 14 på Momentum og onsdag kl. 15 i Cafe Biografen vises de sidste syv års vindere af Børge Ring Award, og der er nogle af de film iblandt, som jeg husker allerbedst fra de seneste års festivaler. Heriblandt den græske "Dinner for Few", som vi også viste til vores arrangement, Gaden som lærred.
Tirsdag kl. 14 og onsdag kl. 15, Momentum og Cafe Biografen

- Animated Ireland: Det irske filminstitut bringer en serie animationsfilm til OFF. Landet, hvor man kan kende årstiden på regnens temperatur, og hvis kultur altid befinder sig et sted mellem muntert lune og historisk depression, er samtidig en af Europas fremmeste animationfilmssproducenter.
Fredag kl. 18, Pejsestuen

 

Musik på OFF

Koncerter og lydindslag er der ofte på OFF. Lidt for ofte er det med sikre navne, der vinder på fortidens frembringelser. Men i år er der også lige dele sjove og lokale påfund.

- Sofar Sounds: Det globale fænomens lokale forankring har filmet sine koncerter på tage, i frabrikshaller, dagligsture og andre sære steder. Nu bliver de vist på OFF.
Tirsdag kl. 18.30, Studenterhuset

- Lyden af Norden: De nåede færgen, en veltærsket OFF-kortfilms-klassiker, uropføres nu også som lydværk (med mere populært tilbehør).
Tirsdag kl. 20, Magasinet

- PHONO OFFVenue: Odenses elektroniske musikfestival med al den musik, du ikke kender vender til filmfestivalen tilbage med et af deres populære off venue-arrangementer, der nyfortolker forskellige rum i byen - foreløbig på en hemmelig adresse.
Torsdag kl. 20

- David Lynch Tribute Concert: Det måtte jo ske på et tidspunkt, men fordi det er forventeligt, er det så absolut stadig anbefalelsesværdigt. Lydkunstnerne SPEkTR sætter deres egen lyd sammen med Lynchs, og resultatet skulle være "gribende, dunkelt og billedskabende".
Onsdag kl. 20.30, Magasinet

 

De små finurligheder

- David Lynch - de tidligste kortfilm: 5 af de første, søgende kortfilm fra Lynch. Det kommer til at skære i dine øjne.
Onsdag kl. 14 på Momentum

- Krigens DNA: Et tilbagevendende tema på OFF - i år med tre fantastiske kortfilm om krigen og en snak med instruktør og krigsveteran.
Fredag kl. 17.30, Magasinet

 

Stegsted-skalaen

OFF-holdet skal altid finde balancen mellem det, man kan lære af, det, der har en helt særlig kvalitet, og det, folk kan genkende. Vi er måske nogen, der mener, at pendulet lidt for ofte svinger mod sidstnævnte, men uanset hvad du er til, får du hjælp til at finde vej med Stegsted-skalaen*.

 * Hvis du er i tvivl om hvad Stegsted er, så se her.



Luk

Ras Bolding og H.C. Andersen

Ras Bolding og H.C. Andersen
Samtale | Skrevet af: Mira Erik | 23. august 2017

"Mange af os bliver aldrig andet end ordinære."

I samtale med Ras Bolding, forud for hans koncerter i H.C. Andersens Hus. Jeg spørger ham:

Hvorfor goth?

Jeg er barn af '80erne. Jeg hørte Jean Michel Jarre*, Kraftwerk, Depeche Mode; synthezisere og computere. Post-punk og goth fusionerer på et tidspunkt med dét, og derfor er jeg endt her. Jeg forsøgte at lyde som dem. Suge af mine helte.

For mig handlede musikken om identitet. Mange af os bliver aldrig andet end ordinære. Strunge sagde at "man er altid en eller andens nigger." Det er jeg også - jeg identificerede mig med den udskældte musik. Det er denne 'otherness'. Kvaliteten i at være anderledes og unormal. Maskinmusikkens første møde med punk og med pomusikken bredt var også udskældt, men jo også en del af populærkulturen - Michael Jacksons 'Thriller' havde inspiration fra den britiske wave og synth. Det var anderledes. Jeg har altid følt mig anderledes. I mødet med musikken var der andre, der satte ord på noget for mig, og formulerede nogle følelser jeg kendte; følelsen af otherness. 

Koncert i H.C. Andersens mindehal

Koncert med H.C. Andersen-tema. Hvorfor?

H.C. Andersen Festivals har et subkulturtema: Mønsterbryderne. Og så skrev han skræklitteratur. Fra mit goth-udgangspunkt har jeg beskæftiget mig med hans mørke sider og hans dystre fortællinger; de skrækinspirerede. Jeg spiller fire numre af 10 minutters varighed hver. 'Snedronningen', 'Historien om en moder', 'Den lille havfrue' og 'Skyggen'. Jeg illustrerer dem via tekst og musik. Jeg har skrevet mine egne tekster, men jeg benytter mig af Andersens sprog og vendinger. Han var optaget af sin tids gotik, den gotiske litteratur, og jeg parrer det med min tids goth-kultur og med synth og elektronika. Jeg stiller skarpt på det mørke, så at sige. 

Koncertens numre har allusioner til Wagner og Beethoven; nogle af de klassiske komponister, som H.C. Andersen selv lyttede til. 'Skyggen' har Wagnerreferencer. En lærd forfatter er rejselysten og rejser til de varme lande og mister sin skygge. Senere vender den tilbage og til sidst overtager skyggen kontrollen. Og forelsker sig i en prinsesse. Forfatteren henrettes, mens brylluppet står. Det er dekonstruktionen af det klassiske eventyr. Andersen kunne lide Wagner, sin tids avantgarde. Som afslutning på min komposition over 'Skyggen' ønskede jeg at kombinere idéen om bryllups- og begravelsesmarchen, så jeg tog udgangspunkt i akkorderne fra Wagners berømte bryllupstema fra operaen 'Lohengrin', men tvang alle durakkorderne i mol for således at skabe harmonisk bund for en ny melodi; jeg dekonstruerede Wagners bryllupsmarch, lidt som Andersen i sin fortælling dekonstruerer det klassiske eventyrs slutning med løfte om prinsesse og det halve kongerige. Det er måske svært at høre i det færdige nummer hvis man ikke ved det - men det er sådan, det er blevet til. 

Hvordan fik du lov? Jeg mener - Anderledes Ras og pæne menneskers H.C. Andersenmuseum??

Ha ha, en af medarbejderne på stedet viste sig at være til bl.a. Einstürzende Neubauten, så der var en vis bølgelængde. 

(og her må intervieweren indskyde en lykkelig bemærkning til læseren om, at der åbenbart inde i rigtig mange flere kontormænd end man skulle tro, bor en mand, der forud for villa, Volvo og vovse, har stået og sluppet sin brændende sjæl ud gennem tangenter og forstærkere. En tanke, der helt klart - synes jeg - gør det lettere og mere dejligt at færdes i verden.)

H.C. Andersen Museets mindehal er udformet som en kuppelsal og i 1930 udsmykket af den danske billedkunstner Niels Larsen Stevns med otte store freskomalerier. De illustrerer episoder fra H.C. Andersens liv, hentet fra hans selvbiografi Mit Livs Eventyr.

Odense. Byen. 

- Hvorfor er du stadig i Odense?

Det Odense kan byde på er, at du kan skabe en scene her, hvis du vil. I København drukner man måske lettere. Det gør man ikke her. Du kan gøre en forskel her; selv nye kræfter vil hurtigt kunne komme på banen. Byen er så lille, at man er nødt til at arbejde sammen med de andre hvad angår spilledatoer osv. Der er et stort samarbejde mellem Odenses alternative scener. Det er DYI, det er små penge, det er samarbejde. Jeg har slidt her under overfladen i mange år. Her har altid foregået interessante ting på musikscenen. I 2006 opstod både PHONO og Klub Golem; de har samme udspring, kan man sige. 

Hvad er dit projekt, sådan helt overordnet? 

Det er at skabe en tilværelse, der er værd at leve. At lave noget musik, jeg er tilfreds med, og som jeg synes, det er værd at optræde med. Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være. Det er blevet mit liv. 

Praktik

Ras Bolding spiller fem koncerter fra torsdag til lørdag under H. C. Andersen Festivals:

24. august: 21:30
25. august: 16:00 & 21:30
26. august: 16:00 & 21:30

Fri entré

*Bonus: Hvis du ligesom jeg også har elsket Jean Michel Jarre i '80erne uden helt at vide hvem han egentlig var, så har Ras Bolding selv interviewet mesteren og foregangsmanden og tegnet et stort, vidende og velskrevet portræt af ham til GAFFA i anledning af albummet 'Oxygene''s 40 års fødselsdag. Det kan du læse her.



Luk

Spoken Word Festival - Når alle ord er velkomne

Spoken Word Festival - Når alle ord er velkomne
Guide | Skrevet af: Anna Skau Tolstrup | 16. august 2017

Kunstformen spoken word tager endnu en gang ordet og Odense i sin magt

Ordene ruller igen ind over Odense til den årlige Spoken Word Festival fra den 17-27 august. Jeg mindes stadig dengang, da festivalen åbnede i 2010: et åndehul af ord. Nu spreder festivalen sig ud over hele Odense, fra Studiestuen til Vollsmose Kulturhus og Den Fynske Opera. Omdrejningspunktet er kunstformen spoken word. Oplæsning eller recitering med et performativt element. Spoken Word Festival står stadig stærkt med egen profil og eget formål, at dele ord – det talte ord. At sprede det, skabe refleksioner, underholde, overvælde og overraske. Kort sagt: at kortlægge, hvad det talte ord kan.

Denne mangfoldighed ses også udfoldet i dette års program, som indeholder alt fra stand-up og foredrag til fortællinger om sure, gamle mænd, fortalt af sure, gamle mænd. Der er med kyndig alsidighed udplukket talt poesi fra alle ordenes genremæssige verdenshjørner. Og selvom jeg mener, at det hele skal ses, så forelægger der vel både en form for økonomi- og tidsrestriktion for de fleste af os. Derfor har jeg udvalgt nogle særlige perler, der både understreger Spoken Word Festivalens altomfavnende ordlyd, men også favner pengepungen en smule.

 

Studenderhuset skaber rum til melodien i poesien og udviklingen i kunstformen

 

Glæd dig til et krydsklippet, samhørighedsskabende svar på alt det, der undre os alle sammen i livet.

Glæd dig til et krydsklippet, samhørighedsskabende svar på alt det, der undres os alle sammen i livet. Foto: David Ramirez Gomez.

Det er et par årtier siden, at man flokkedes til røgfyldte lokaler, hvor en pulserende basgang afrundede Rune T. Kiddes digte om hverdagen, vejen og damen, som han elskede engang. Det at sætte musik til oplæsning har i mange år været på tilbagetog ligesom de røgfyldte lokaler. Mange kender nok efterhånden spoken word-trioen Vi Sidder Bare Her med Jørgen Leth, Michael Simpson og Frithjof Toksvig, som har bragt spoken word tilbage i danskernes bevidsthed. Spoken Word Festival har også et bredt udvalg af poesi, som slentrer hånd i hånd med den både indviklede og afklarende musik. Den musik, der folder sig om ordene. Tager dem i hånden eller vender ryggen til. Denne del af spoken word-kunstformen bliver ved med at udfolde og udvikle sig, og et af de meget interessante navne i år er ALLE SVARENEs koncert den 26. august.  

ALLE SVARENE er en blanding af videokunst, elektronisk musik og såvel den unges som den ældres vokaler, der fælles og hver for sig sonderer over vores alle sammens grundvilkår som mennesker. Jeg håber på et bombardement af krydsklippet kaos om kærlighed, kunst, uddannelse og natur. Jeg håber på at få svar på alt det, vi ikke ved, men måske kan finde ud af i fællesskab, hvis vi nu bare lytter RIGTIGT til hinanden. Jeg håber, at artisten David Nordtoft blæser mine sanser i stykker og skænker mig den der ’hvad skete der lige’ krea-ekstase.

Hvis min egen SU-funderede tilværelse tillod mig at smide på den anden side af hundrede kroner for et event i denne omgang, ville jeg hjertens gerne blive blæst bagover af troubadouren Nikolaj Nørlund. Han optræder i samspil med steppeulvsvinderen Adi Zukanovic på klaver og en håndfuld strygere. Nørlund fremfører sit seneste album Villa den 19. august, som er skrevet med tanke på samspillet mellem strygere og poet.
Hvis det derudover ikke regner, så står koncerten på Amfiscenen den 24. august også højt på listen. Spoken word-duoen Virga betræder først Amfiscenen med musiker Nicolas Koch-Simms på drejelire og loop-pedaler og poet Nikolaj Johansen, der drejer sine digte mod mennesket og naturen. Derefter følger multitalentet Kristian Leths nærværende fortællinger, når han indtager Odense med egne ord og band.   

 

Når fortællingen står for sig selv

 

Pak strikkepindene og tag med en tur ind i Jens Peter Madsen og Anne Marie Nielsens Hjemmestrikkede Historier.

Pak strikkepindene og tag med en tur ind i Jens Peter Madsen og Anne Marie Nielsens Hjemmestrikkede Historier. Foto: Historiefortæller Jens Peter Madsen

Jeg var til arrangementet for et par år siden. Og jeg glæder mig sådan til at komme til Hjemmestrikkede Historier igen den 21. august. Odenses grand-old historiefortællingsmand Jens Peter Madsen bliver skarpt suppleret af Anne Marie Nielsen til en aften i roen, fortællingen og strikkeriets tegn. Nu er jeg ikke selv den store strikker, og det er bestemt ikke et krav at kunne svinge pindene i takt til fortællingens fremgang. Man kan også bare komme for at nyde at lytte og intet andet. Der er noget helt særligt i at kunne blive væk i en fortælling, og det bliver endnu mere særligt, når den fortælling bliver fortalt af ægte historiefortællere.  

Det er ikke en oplevelse, der efterlader dig blæst helt bagover med et nyt verdenssyn, hvor du igen kun kan fremstamme ’hvad skete der lige’ i den førnævnte, altopslugende krea-ekstase. Man bliver nærmere efterladt med en ro ved bare lige at have været der, hvor man var, og i et andet menneskes fortælling. Det kræver selvfølgelig, at man tør bare at lytte til den simple, store ting, der foregår.

Kan man af uransagelige årsager ikke kan få livet til at hænge sammen med Hjemmestrikkede Historier, så der er heldigvis mulighed for at fange Jens Peter Madsen igen, når han optræder med showet Grumpy Old Men den 22. august.

 

Det åbne ord og dine ord

 

Grib dagbogen, lyt til andres og bliv (måske) klogere på, hvorfor det også kan være dejligt at dele det lidt for pinlige og alt for personlige.

Grib dagbogen, lyt til andres og bliv (måske) klogere på, hvorfor det også kan være dejligt at dele det lidt for pinlige og alt for personlige. Foto: Katinkamusik

Den Fynske Opera lægger lokaler til de åbne ord i år den 25. august. De ord, der åbner op og mødes med latterkramper, tåretrilning og bardomsrefleksioner. Det er egentlig lidt sjovt med dagbogssnak til en Spoken Word festival, da dagbogen ofte rummer alle de ting, vi aldrig nogensinde ville sige højt. Samtidig er det dog tit det, det aller inderste, der finder sted, der bliver skrevet ned, sunget og snakket om. Spoken Word Festival har inviteret Katinka Bjerregaard, der ofte lader det inderste være yderst til en snak om, hvad der sker, når den ægte ærlighed går offentlig. Der er samtidig også en mulighed for at komme ind under facaden på Katinka Bjerregaards band Katinka. Efterfølgende vil meget modige mennesker indtage scenen og læse højt fra deres dagbøger, præcis som vi kender det fra tv-programmet ’Kære Dagbog’, der blev sendt på DR.

Jeg håber på, at det bliver tåkrummende og latterkrampende intimt i fællesskab med den delende og alle os, der modtager. Og det med at lufte sit skrevne, beskidte undertøj i offentligheden vil skabe en sikker sfære, når der er åben scene bagefter, så vi alle sammen sammen kan undres og underholdes på fællesskabsfølelsens præmisser – på trods af (og sikkert også i kraft af) at det, der bliver præsenteret, er så skide privat.  

 

Gyldne one-liners, hårdtslående guldkorn og (forhåbentlig) guldøl

 

Lad særpræget velartikulation, opfindsomhed og hårdtspændte beats efterlade dig mundlam.

Lad særpræget velartikulation, opfindsomhed og hårdtspændte beats efterlade dig mundlam. Foto: Thorsten Iversen.

I årets Spoken Word festivalprogram er der også blevet plads til, at ordene gør ondt. Med vilje. Heldigvis. WomBattles og Pede B indtager Studenterhuset den 17. august med freestylerap-konkurrence, og som Pede B selv siger: ”Dem der siger rappere fra Fight Night ikke duer til noget andet / Kan få nogle cementsko på og se om de kan gå på vandet” på sangen Isbjørn. Freestylerap er både enormt sjovt, enormt svært og underfundigt, hvilket sammenlagt kommer til at give en aften, der er helt enormt underholdende – og helst med tilpas mange guldøl på siden. Det er ikke altid stuerent – for det skal det ikke være. Heldigvis. Aftenen slutter af med en solo koncert med Pede B. Den første og eneste tredobbelte vinder af MC’s Fight Night, der flækker og slukker Studenderhuset, inden vi slæber os videre ud i natten med hovedet propfyldt af de vildeste oneliners.

Hvis det virker lidt for galimatias og lidt for rapt, så kan Retorik Battlen den 21. august også være et godt sted at opleve de onde ord, der ligeledes ikke forarger, men flekser færdigheder.

 

Oversættelsens undere og overvejelser

En artist talk der går under huden på oversættelsens kunst.

En artist talk, der går under huden på oversættelsens kunst. Foto: Lyrikporten.

Digteren Ursula Andkjær Olsen siger i sin prisbelønnede digtsamling Det tredje årtusindes hjerte: ”Du er mit // fremmedlegeme, // navnlegeme, / sagnlegeme, / favnlegeme. // Hvis din død er meningsløs, må det være, fordi du er mening, og din / forsvinden ville være forsvinden af mening, dér i mit fjerne indre, dér, / dér rinder mening ud, rinder rose, navn / ud. //”. Det er smukt, skarp og gør utrolig ondt. Der er en rytme fastlagt af pauser og intelligent brug af det danske sprog. Og brugen af det danske sprog skaber pinefulde kringelkroge i den skrevne udpensling af en abort. Hvordan kan den smerte oversættes, så den fremstår lige så bidende, fortvivlende, forvirrende og meningssøgende på engelsk? Hvad med rytmen, bogstavrimene?

Hver sprog har sin egen force. Sit eget særpræg, accenter og ord. Jeg mindes for et par semestre siden på min litteraturvidenskabelige bachelor et kursus i lyrik, hvor vi fik forelagt to vidt forskellige oversættelser af et digt. Lige siden har spørgsmålet fulgt mig, hver gang jeg skal oversætte noget: hvad fanden skal jeg gøre?

Ursula Andkjær Olsen bliver flankeret af oversætteren Katrine Øgaard Jensen til en artist talk den 26. august. Ursula vil læse op af Det tredje årtusindes hjerte og Katrine vil læse op af oversættelsen Third-Millennium Heart. Bagefter vil de snakke om, hvordan fanden man gør det – altså laver den rigtige oversættelse. Jeg glæder mig rigtig meget; ikke nødvendigvis til at få et endegyldigt svar, men til at blive meget klogere og få et indblik i en oversætters arbejdsværksted.   

Tryk jer videre via linksne til begivenheder, for at se sted, tid og pris. Og glæd jer!



Luk

Mens vi venter på kulturrevolutionen

Mens vi venter på kulturrevolutionen
Longread | Skrevet af: Anders Skovgaard | 28. juli 2017

Et kig på den kommende kultursæson og fem bud på, hvad vi skal glæde os til.

Det er sæsonstart på de store kulturinstitutioner og dermed tid til et nyt repertoire. Nye oplevelser, overraskelser, skuffelser og meget mere af, hvad vi plejer.

DE DØDE MÆNDS KLUB
Jeg har været nede i programerklæringerne, de pænt opsatte intentionsaftaler, aka sæsonprogrammer, på henholdsvis Odense Teater, Odense Symfoniorkester og Brandts, de tre absolut største institutioner i byen, hvor de fortæller om alt det, vi ikke bør gå glip af i det kommende år. De lover store oplevelser, kvalitet samt en masse døde, hvide mænd og deres efterladenskaber. Jeg nævner i flæng Beethoven, Bruckner og Brahms i koncerthuset, Shakespeare, Molière og Charles Dickens i teatret på Jernbanegade og ikke mindst mindeudstillingerne om Hergé og Lars von Trier i den gamle klædefabrik. Alt i alt friske pust fra dødsriget over den odenseanske kulturhimmel. Repeat, repeat and then you die.

Det er der sådan set ikke noget overraskende i. De nævnte institutioner kan deres kram og vil lege med de største, men modig er ikke prædikatet, jeg hæfter fast på dem. Igen i år har de satset på det sikre og vil påskønnes for billetindtjening, røve i sæderne og rolige forventninger frem for nye opdagelser og overraskelser, der heller ikke ofte belønnes overhovedet. Jeg bebrejder dem egentlig ikke brugen af den velkendte spil sikkert-knap, men det betyder så, at det nok ikke er her, fra de største og rigeste institutioner, vi skal vente den næste kulturrevolution. Hellere en sikker død på programmet end noget, der måske aldrig kommer til live.

Fra Elefantmanden på Odense Teater

KONSERVATIV PER DEFINITION
Institutionskulturen er nærmest per definition konservativ. Den er bagudskuende, etableret og ansvarlig – politisk såvel som økonomisk. Og jo mere, jo større de er. Det ved vi godt, og det er sådan, vi har bygget kulturen op. Vi belønner det dyre og sikre, det velkendte og behagelige. Odeon er mere eller mindre bygget ud af den kulturtradition. Ikke som et kulturelitært prestigeprojekt eller sendt som et folkedybt krav, men ud fra vores kulturvaner; vi vælger det sikre og behagelige, når vi tror, ingen kigger. Nogle har jo set alle de der Ørkenens Sønner-videoer på YouTube, ik'?

Her står symfonien, teatret eller museet i Odense selvfølgelig ikke alene. Det synes at være ret generelt. De ved, hvad vi køber, og vi ved, hvad vi får. Om det lige er Mozart eller Beethoven er underordet – vi ved, at det enten bliver Mozart eller Beethoven og så Händels Messias til jul. Denne tendens er hverken ny eller originalt spottet, men det gør ikke situationen mindre kedsommelig.

Rimskij-Korsakovs Scheherazade af Odense Symfoniorkester

De fleste rammeaftaler har deciderede klassiker-krav samt klare, målbare kriterier angående egenindtægt og publikumsantal. Samtidig lapper flertallet af publikum det meste i sig, så længe det er tilpas behageligt, og eksperimenterne er under kontrol. Alt imens står anmeldere, branchen og andre nysgerrige på sidelinjen og råber på mere u-kontrol. Meget mere kaos, tak!

DET ER OS SELV 
Det er derfor ikke altid nemt, når man som en Finn Schumacker, en Mads Damsbo eller en Jens August Wille (det skal det dog heller ikke være. Det er dem der har magt, viden og pengene, så det forpligter) både skal være publikumsmagnet, tække lokallivet og de landspolitiske kulturvinde, effektivisere på driften, tjene penge på kunsten, navigere i branchen, glæde anmelderne og så sikre alle de døde kunstnere med kunstigt åndedræt, så vi endnu en sæson kan blive mætte i Shakespeare, Brahms og von Trier – den kulturelle triangel af der-var-engang.

Det er nemlig os, gæsterne, der er de sande kulturkonservative. Vi er forbavsende ensformige i vores valg. Og med det voksende politiske pres på institutionerne om at levere flere røve i sæderne og større egenfinansiering til kerneydelsen, så er tendensen ikke uforklarlig. Både vi og institutionerne mener at vide, hvad vi tror, vi kan lide, og så får vi det. Men det er jo hverken formålet med kulturen eller vores brug af den. Og det er slet ikke udviklende for noget som helst. Kulturen er ej blot til lyst. Eksperimenterne, undergrunden og vores nysgerrighed lades i stikken.

Fra Mortens Søndergaards Ukend dig selv på Brandts 13

MEN HVAD SÅ?
Slet ikke noget vi skal glæde os til? Jo, der er – heldigvis! Først og fremmest skal det siges, at f.eks. Brandts ikke udkommer med et decideret sæsonprogram, så mindre udstillinger kan komme i løbet af året, som ofte også er der, museet overrasker. På det seneste har vi hvert fald fået flere spændende bud i lokalerne på Brandts 13, der huser de mindre udstillinger.

ERIK A. FRANDSEN
Helt konkret ser jeg meget frem til den selvdannede Erik A. Frandsens udstilling Haiti, med fernisering d. 25.8. inde på selve Brandts. Jeg blev ikke så vildt bidt af introteksten på Brandts side, men efter en omgang rundt Frandsens egen side og gennem de tidligere værker, så er min nysgerrighed bestemt vakt. Stærke farver og blanding af forskellige medier og materialer. I kan selv se og læse med her.

Erik A. Frandsen. fra serien Haiti. 2016

Læs om alle Brandts nuværende og kommende udstillinger her.

DVORAK OG KOPPEL
I symfonien er der også flere positive tiltag. De har udviklet deres programserie med bl.a. Familiesymf, hvor pointen er, at vi skal tage børn og unge med ind til den klassiske musik , og også på deres præmisser, hvilket jeg kun kan anbefale. Især til de priser; 60 kr. for unge og voksne 120 kr., for en times musik af et hundredepersoner stort orkester. Bum. Derudover har symfonien for nylig offentliggjort, at de viser hele Wagners Der Ring des Nibelungen samlet og scenisk (!!), hvilket er omkring 15-16 timers musik. En kæmpe satsning, dog igen ikke på nyklassiske kompositioner, men på en død, hvid mands værker. Det er stort (altså sådan virkelig stort) og hurra for det, men det er også lidt kedeligt. 

Men selvom jeg er lidt ude efter de gamle mestre, så fornægter kvaliteten sig selvfølgelig ikke, og Odense Symfoniorkester er stærke til at spille dem. Det er virkelig et godt orkester. Personligt glæder jeg mig meget til Dvořaks 9. symfoni. Et fantastisk værk. Og hvis man er til heltefilmmusik, så er det et af de store værker, filmkomponister har digget fra gennem tiden. Samme aften spilles Grieg også, hvor man kan høre klaversolisten Marianne Shirinyan, som jeg var så heldig at opleve til en Pro Musica-koncert med Brahms' klaverkvintet op. 34 sidste år. Virkelig dygtig, levende og opmærksom pianist. Var meget fascineret af hende.

Derudover er der også mindre kendte kompositioner og endda enkelte nye i kammerprogram Pro Musica, hvor bl.a. Anders Koppel spilles med La Balajo for cellokvartet. Koppel er dejligt kringlet og finurlig i sine ofte korte kammerkompositioner. Hvis du ikke kan vente, så kan du høre La Balajo her.

Fra sidst Anders Koppel var i koncerthuset

Og ja, jeg skal også ind at høre Beethoven, Bruckner og Brahms.

Se hele symfoniens program her

KRIG OG MASSAKRER
På Odense Teater er de gået mere humoristisk til værks og har lidt flere komedier end normalt. Normalt spiller de danske scener primært vores egen Holberg, men i år har de fået plads til komediens mester Molière med Den indbildte syge. En god komedie, men det er dog ikke ligefrem den, jeg glæder mig mest til. Ej heller evigt spillede Macbeth, der trods sine uheldsplettede ry, lever i bedste velgående på landets scener, og som i Odense Teaters version bliver frembragt af Simon Boberg (instruktion), Siggi Óli Pálmason (scenografi) og talentfulde Marie Dalsgaard som Lady Macbeth (kan allerede høre Dalsgaards karakteristiske stemme: That tend on mortal thoughts, unsex me here, and fill me from the crown to the toe top-full of direst cruelty. Make thick my blood.)

Nej, vi skal over i den alvorlige, relativt nyskrevne og udenlandske genre for at få mig frem i stolen. Forbrændt af Wajdi Mouawad lyder både grusom aktuel og dramatisk spændende i sin blanding af krigstraume og familiedrama – meget bergmansk. Mouawad er kendt for sine politiske, ja, nærmest moraliserende forestillinger, der netop tør tage fat på vores kollektive dårlige samvittighed eller penetrere samfundet, mennesket, kunsten og stoffet, som det siges i et hengemt interview med ham på YouTube. I 2016 blev han leder på Théâtre National de la Colline i Paris.

Udover Mouawads dramatik, så har jeg også store forhåbninger til Mie Riis’ scenografi. Hun lavede en af de mest fantastiske scenografier sidste sæson med forestillingen Rose på Team Teatret i Herning.

Jeg ser jeg også frem til Hændelsen af skotske David Greig, der skrev The Events med udgangspunkt i Breiviks massemord på Utøya. Greig er bestemt også en samfundsbevidst scenekunstner, der bliver spillet rundt om på de største engelske scener. En teaterkultur, der om nogen har store krav til sine dramatikere.

Pressebillede til Hændelsen

Forestillingen bliver (igen) forløst af den engelske instruktør Ramin Gray, der er leder på det londonbaserede ATC Theatre. Gray har et imponerende forestillings-cv, med en del ny dramatik i de senere år. Det er altid godt, at man ikke kun har Shakespeare på hver anden titel. Det var f.eks. Gray, der instruerede The Events på ATC Teatre i 2013, så konstellationen Greig og Gray er ikke helt ny. Om det er samme forestilling med danske skuespillere, eller om det er en helt ny fortolkning vides ikke, men den den engelske version fik en rigtig flot modtagelse i The Guardian, hvor den blev beskrevet som en af årets bedste.

Se hele Odense Teaters program her



Luk

Odenses Rock'n'Roll Resurrection

Odenses Rock'n'Roll Resurrection
Historie | Skrevet af: Jakob Cæsius Krohn | 14. juli 2017

”The day the music died …”

I dag, den 14/7, er det seks år siden, jeg blev bekendt med, at Buster Krogsgaard Svendsen fra det odenseanske shoegazeband Dorias Barracca var død. Alle hans unge venner havde nok hørt det på selve dagen, den 16/6, idet dødsfaldet et par uger efter, sangeren var fyldt 19, havde udløst en lavine af ”Buster er død-sms’er”. Men jeg gik så lykkeligt uvidende en hel måned, før jeg en morgen gik ind på hans Facebook-profil, hvor jeg chokeret og overvældet læste alle mindeopslagene. Sangen ”Åh, Buster” fik næsten en profetisk klang, men det uden tvivl største indtryk på mig gjorde de ord, som Busters kæreste, Stine, havde skrevet, og som jeg først troede var hendes egne, men som jeg senere erfarede var fra en af Busters tekster. Hans sidste, faktisk, i den forstand, at sangen udkom posthumt som den eneste fra det album, der skulle have markeret Dorias’ gennembrud. Nummeret hedder ”Shaky Dreams”: 

https://soundcloud.com/astrangelyisolatedplace/isolatedmix-21-jonas-munk

”… turn out the lights”

Som håbløs romantiker tolkede jeg teksten som en art liebestod, men her nøjes vi med at lade musikken, ja, hele produceren Jonas Munks blændende, kuldskære Odense-compilation, tale. Angående dødsårsagen sidst på natten er avisens historie om alkohol og medicin nok let retoucheret, men herom vil jeg også tie. Den dag i dag kender jeg ikke til de nærmere omstændigheder, og er heller ikke interesseret i at høre mere. Jeg ved, at Buster faktisk havde en lykkelig festaften med sin kæreste for at markere, de et par dage efter skulle flytte til København sammen, og at Stine var ved hans side til det sidste. Det er sådan set også alt, hvad jeg behøver at vide. Først og sidst fordi virkeligheden er for ubærlig, og så har jeg det bedre med, at Busters død er omgærdet af en vis mystik a la de dionysiske rockikoner, Morrison, Thunders et al., og dermed er blevet til det stof, som (rystende) drømme skabes af.

Buster og Stine

”I never thought that it would end like this”

For at gøre ondt værre kom jeg i sagens natur ikke til bisættelsen. Her ville jeg gerne have hilst på den mand, som havde været en slags mentor for den helt unge Buster, mens han boede i Vordingborg, nemlig præsten, som varetog handlingen. Måske ikke en af Guds bedste børn vidste jeg allerede via en livredder, som jeg tilfældigt var faldet i snak med i DGI-byen. Som datter af en højtdekoreret politimand kunne hun fortælle mig, at pastoren kun lige akkurat befandt sig på den rigtige side af lovens plankeværk! I Busters ånd var det så. Til en musikaften hjemme i privaten havde han indviet mig i, at hans plan var at studere – religion. Det var samme aften, han viste innersleevet af en LP, ”Loveless” af My Bloody Valentine, hvorpå han havde limet et foto af Stine. Og her var det også, han sagde de ord, som har mejslet sig fast i min erindring: ”Tag ikke fejl, Jakob, alle mine sange handler om kærlighed”.

Første møde med Jonatan

”We’re going down in the history, we’re going dooown”

Lad os vende os mod de to år med isvintre mellem 2009 og 11, hvor jeg mener, at Odenses undergrundsscene toppede og tiltede: Golem og Phono i pionerfasen, Urban Art Project, skuespillerskolens listige privatscene Karsten Fasan, Off the Hook, BobZ og hashk…, øh, atelierer som Grow og Roots. Og så var der jo lige Momentum, dengang Peter fra Ecletic Moniker var kapelmester. Her var det, Buster introducerede mig for Jonatan K. Magnussen. Nu er det godt, jeg altid gik rundt med et kamera i disse år, for jeg kan strengt taget ikke rigtig selv huske det. Men min buddy, Stoffer – ham med ryggen til på fotoet – har fortalt mig, at snakken gik om IKKE ”at blive til noget”. At være eller ikke være totalt dedikeret til sin musik, dvs. at sætte ALT ind på kunsten. Det har været noget, jeg med mine fordums punkidealer kunne tale med om, men jeg var åbenbart for punk, eller pløret, til at tænke i karriereplaner hin dag!

Første møde med Buster

”You spit on those under 21 …”

Mit første møde med Buster, som fandt sted, da han blot var 16, står klarere i min hullede hukommelse. Jeg traf ham og bassisten Simon i Kizzers Klub alias Grow, hvor vi kom i snak om shoegaze, og hvor jeg få uger efter var til (præ)release med Dorias’ debut-EP ”Handsome Melting Point”. Siden fulgte jeg gruppens koncerter hver gang, jeg kunne komme af sted med det som alenefar. Nu skal det straks fastslås, at jeg ellers med fornøjelse citerer Lou Reed eller rettere hans lærer, Delmore Schwarz, for de vise ord ovenfor, men i lige akkurat denne gruppes (samt mine børns!) tilfælde var der tale om en undtagelsestilstand. Dorias Baracca var ekstraordinært talentfulde. Deres EP kom da også på et engelsk pladeselskab, de spillede i udlandet, fik en del airplay og var i Karrierekanonen. Og så nåede de at lave denne video fra et Odense, der ikke længere findes. Med masser af teenage kicks, men også vinterlig melankoli:

https://www.youtube.com/watch?v=AK4zbgBAV1Y

”Wash me in the blood of rock’n’roll” 

Buster og Jonatan havde gået i samme klasse og, så vidt jeg er underrettet, også optrådt på samme scene til Minival i Dalum, hvilket ifølge arrangøren – hey Joe! – som havde udlånt dem sit udstyr, efterlod blod på trommesættet. Men allerede i deres unge alder var de vokset lidt fra hinanden musikalsk, erfarede jeg. Dengang stod Jonatan og hans gruppe, Balloon Magic, da også for en mere poleret musik, der for novicer kunne lyde som ret Smiths- og Cure-påvirket, men som nu snarere var inspireret af skotske og australske forbilleder. I dag borger bandet, efter et par udskiftninger, mere for den skumle amerikanske tradition fra The Gun Club og frem. Under det nye navn The Love Coffin er alle mulige genrer dog i spil. Ligesom det var det en snes år før for Odense-gruppen med det også semantisk forbløffende ens navn The Live Museum, hvis ærinde var at revitalisere det bedste fra hele rockmausoleet.

Dorias Baracca: ”Handsome Melting Point”

”You get older – not me” 

Grunden til at jeg gik ind på Busters profil netop den sommerdag i 2011 var sikkert, at jeg og min kæreste var på vej mod Aarhus, hvor jeg ville præsentere hende for det band, som min yngste ven i al sin ungdommelige entusiasme havde udråbt som intet mindre end ”verdens bedste” – Balloon Magic. Under et voldsomt skybrud og akkompagneret af vinduesviskernes konstante klapren hørte vi så Dorias’ på en gang sfærisk drømmende og tordnende støjrock på ”Melting Point”-EP’en, mens jeg mindedes Buster med ildevarslende tekstfragmenter som det ovenfor citerede. At netop denne tur altid vil rumstere i min erindring skyldes også, at jeg kort inden Balloon Magic-koncerten besøgte en anden musiker, Jakob, en sidste gang, inden han døde på tilsvarende pludselig og meningsløs vis. På sit sidste Facebook-opslag skrev min navnebror, der ligesom jeg var præstesøn: ”Hvorfor er lykken så lunefuld”.

Fra kirkegården, 17/7 2011

”… a burning ring of fire”

Men Aarhus-odysseen markerede også en ny begyndelse. Det var under denne, jeg ikke alene hørte de ganske rigtigt fænomenale Balloon Magic, som udgav deres debut-EP ”Mornings” på et amerikansk pladeselskab senere på året, men også lærte bandets sanger godt at kende. Ja, aftenen endte med, at min kæreste og jeg lod Jonatan overnatte på vores vandrehjem (måske fordi jeg huskede at have mødt Buster med verdens største rande under øjnene – eller var det eyeliners?! – på vej hjem efter en Dorias-koncert i netop Aarhus, hvor han havde sovet på banegården). Under bilturen mod Odense næste dag fandt Jonatan og jeg ud af, at vi på tværs af generationerne havde en fælles svaghed for mange af de bands, jeg havde hørt på Rytmeposten i 90’erne på foranledning af Jan Aaskov og hans best man, min tredje døde rockven, Gert V. Andersen fra netop The Live Museum. En ring til blev sluttet.

Balloon Magic: ”Mornings”

”Something better change, change, change …”

Nu kunne man have både Buster og Jonatan mistænkt for at være indoktrineret af en mosgroet far, onkel eller musiklærer med samme gustne smag som jeg, men nej. Den primære inspiration kom gennem det insider-miljø, der opstod som en reaktion på, at der intet var at hente for vores unge bysbørn, og de derfor blev hjemme og lyttede til musik sammen til ud på de blå timer (jf. min gamle TIO-artikel ”It’s alive”). Her tror jeg, at youngsteren Nikolaj Bruus også dengang må have spillet en stor rolle i miljøet som en awesome rockprofessor. På hans liste over de 150 bedste skiver forrige år er nr. 19 ”Veranda”, debut-EP’en med The Love Coffin! Det er også Nikolaj, der står som hovedmanden bag disse korte YouTube-dokuer med klip af bl.a. Dorias og Balloon Magic, hvor førnævnte Gerts søn, Tim, taler for lysere tider som modvægt til indtrykket af Odense som en underlig tidslomme fyldt med frysende firser-tristesse.

www.youtube.com/watch?v=nz0J9SnICdI (Odenses ungdoms musikkultur (part 1)

https://www.youtube.com/watch?v=E18n4CDe9VQ (part 2)

”I stumbled into town …”

Men en brat opvågnen blev det jo så. Og her skal der ikke lægges skjul på, at Busters rock’n’roll-livsstil, som for nu at sige det pænt slægtede Baudelaires berømte ”til bunds i det ukendte for at finde det ny”-trosbekendelse på, var et tveægget sværd. Det første møde uden for Kizzers Klub var eksempelvis, da jeg engang i sommeren 2009 rendte ind i ham på Den Smagløse, inden han vendte næsen hjemad ved midnatstide, da hans gymnasielærer havde truet ham med, at han ville blive smidt ud, hvis han ikke afleverede sin stil næste dag. Jeg så ham da også et par gange hen på formiddagen på vej hjem fra en hard days night i byen. I det hele taget kunne jeg fortælle mange anekdoter, men morsomt er det jo ikke, så lad det blive herved. Ud af gymnasiet røg Buster, hvorpå Produktionsskolen ventede. ”Det er en børnehave”, sagde han oprevet til mig en dag på Flakhaven, han havde behov for en voksensnak.

Fra Studenterhuset

”Things always seem to end before they start”

Til en Phono-festival var det så, at Simon trak mig til side og fortalte, at bandet havde et massivt – problem, og efter en koncert på det gamle studenterhus var det omvendt Buster, der betroede mig, at han var ved at tabe overblikket over den svære 2’er og syntes, at han stod alene tilbage på skansen. På dette tidspunkt var han faktisk tilbage i uddannelsesræset, men efter at have sat en aften af til at hjælpe med en musikopgave og ikke kunnet kime ham ned og så finde ham på Smageren, igen-igen, blev jeg noget tøsesur. Og de resterende måneder af hans liv havde vi ikke megen kontakt. Den sidste replik, jeg husker, fandt sted til en Dorias-koncert, hvor Buster stillede sig ned til mig på bagerste række, mens gruppens frenetiske feedback-finale fortsatte. Jeg stod med korslagte arme og kiggede ufravendt op på scenen, og Buster sagde så noget i stil med: ”Nå, jeg skal sgu have mig en bajer med de andre”.

Dorias Baracca, Havnekulturfestivalen 2011 (inkl. uidentificeret politimand: "You're looking at the wrong guys!)

”Happy birthday – not for me”

Men et sidste møde blev det heldigvis til. Det var på Havnekulturfestivalen i 2011, hvorunder Busters fødselsdag faldt, og hvor byens undergrundskultur peakede for aldrig igen helt at blive den samme. I de forfaldne, bælgmørke, graffiti-overmalede industrihaller var musikfællesskabet Off the Hook sat på programmet, hvilket resulterede i koncerter med både Buster og Jonatan. Dorias allersidste kakofoniske koncert, som er foreviget på YouTube, sluttede med, at medlemmerne kastede sig over hinanden i en kæmpestor, kaotisk, men også kærlig kluddermor, mens Jonatan gæstede gruppens lydtroldmand Jens Aagaard i dennes soloprojekt The Dove Is Dead. Med var tillige guitaristerne Kristian og Lasse, som faktisk i dag udgør de to andre frontfigurer i The Love Coffin. Som man vil kunne se på mit kiksede, sært spøgelsesagtige foto, synes der at have slået gnister imellem dem allerede dengang:

The Dove is Dead, Havnekulturfestivalen 2011 (inkl. Jonas Munk)

New morning light”

På den nyeste video med The Love Coffin er vi tilbage på gerningsstedet. Memcorn-hallen, hvor Dorias’ svanesang fandt sted, er jævnet med jorden i dag, men ellers er vi på Odenses havnefront. Og jeg overfortolker vist ikke, når jeg siger, der er en markant døds- og opstandelsessymbolik på spil her. Men også en trang til at lægge fortidens spøgelser (og lyserøde elefanter!) bag sig og komme videre, over broen, over regnbuen, til København, hvor The Love Coffin har fast base i dag, og hvorfra gruppen har taget turen videre ud i Europa til koncerter med et dedikeret publikum. Gruppen er også blevet hypet af undergrundsguruen Lorenzo Woodrose, ligesom de har fået flotte anmeldelser, bl.a. i Information, for deres to EP’er og sidst for en fantastisk koncert på Roskildefestivalen. Nu er det så på høje tide, at det går op for gud og hvermand, at om ikke verdens så Danmarks bedste band er her fra Odense!

https://www.youtube.com/watch?v=q1N6UuOov9g (”New Morning Light”)

”… a worthy epitaph”    

Selv her seks år efter min sorte dag, skulle der et langt tilløb til, før jeg kunne skrive denne artikel. Faren for at blive beskyldt for at være patetisk og morbid, ja, for at ville opbygge en dødekult, er tilmed også til stede. Men nogen skulle simpelthen hylde Buster K. Svendsen, og da hans mor tragisk døde af kræft sidste år, har jeg følt mig kaldet. Og faktisk kan jeg her på falderebet byde på en, trods alt, meget happy ending. Det forlyder nemlig fra Jonas Munk, at et pladeselskab er på vej til at udgive den follow-up, Dorias Baracca som sagt nåede at indspille, men hvorfra vi foreløbig kun har hørt ”Shaky Dreams”, og at den måske allerede vil kunne erhverves sidst på året. Dermed vil et varigt vidnesbyrd fra en af Odenses mest kompromisløse kunstnere endelig se dagens lys. Lad os i ventetiden mindes Buster med dette stærke portrætfoto af den berømte franske fotograf og modedesigner Hedi Slimane:



Luk

Odenses gadebørn

Odenses gadebørn
Guide | Skrevet af: Anders Skovgaard | 5. juli 2017

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove
forvildet fra den vej jeg burde følge
 - Dantes guddommelige komedie


Jeg opdagede ikke meget mine første år i byen, men med tiden lærte jeg træerne at kende. Selvfølgelig ikke alle, bare nogle, altså dem, jeg mødte i mine hverdag. Da jeg flyttede til Allégade-kvarteret fik jeg et mere genkendeligt forhold til træerne på min vej. Træer, der gør sommeren grøn og giver byen sjæl – bryder og binder landskabet sammen. Også de indre!

Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov
 - Erland Loe, Doppler.

Især Munke Mose blev et kardinalpunkt for min uvidenskabelige kærlighed til disse barkede skabninger. Et helle for alt det grønne, og for os, der ved, at byens hængende haver giver mere end blot rodnet og en krone.


Jeg har i min julisommerferiekådhed taget nogle (ret dårlige, undskyld) billeder af mine mest distinkte venner, der pryder Odenses midterliv langs åen. En lille trætur til Odenses bedst barkede steder - ud til Odenses gadebørn, som den træelskende, tyske succesforfatter Peter Wohlleben ville kalde dem. 

Jeg har nødvendigvis ikke noget klogt eller debatskabende at sige om dem, men alligevel finder jeg det vigtigt at dele, selv på en lidt ubeskrivelig måde. En slags nødvendighed. For jeg vil gerne have en grønnere by. Jeg vil gerne være mere opmærksom på mine opgivelser. Jeg vil gerne se træer og huse i arkitektoniske partnerskaber i byens rum. Jeg drømmer om flere frugttræer og byhaver, flere hemmelige stier og grønne rum. 

Mennesket, et træ af billeder,
ord der er blomster der er frugter der er handlinger
 - Octavio Paz, Solsten


Munke Mose er en oase. Et af byens absolut smukkeste lommer. Der er ikke mange hjørner af denne arkitektoniske perle, jeg ikke nyder. Jeg er i den hver dag og hver gang tilbyder den noget nyt. Jeg er især vild med de tre træer nær broen til Ny Vestergade, som nærmest står menneskelige med hver deres personlighed. Egetræer her har nærmest livstræ-associationer over sig. Eller som en parksoldat til en anden verden. En grøn verden.

Grønt jeg begærer dig grønt.
Grøn vind. Grønne grene.
Skibet på havet
og rytteren på bjerget.
 - Federico Lorca, Søvngængerballaden

Den over 100 år gamle Munke Mose er et ret interessant sted. Jeg har hørt flere havearkitekter tale stort om haven, som en slags eksempel på balance mellem tæmmet og "vild" natur. Nogle har det nærmest som destination for et Odense-besøg. Parken er selvfølgelig designet voldsomt, men flere steder får lov til at vokse lidt vildt og selve mosen undergrund gør, at træerne ikke vokser reguleret, altså lige. De går på tværs af hinanden og med bløde bund, ofte skråt, når de er ved åbred eller på kanten af søerne.

Inden i går videre i teksten kan I læse vores tidligere anbefaling af mosen her og lidt om mosen lange historie her


Har træer en bagside? En ubeskyttet ryg som mennesker? Jeg har gået forbi træet utallige gange, men aldrig opdaget hagekors eller krone. Man kan sige, at det får træer til at fremstå markant mere tiltalende end arten, der bærer kniv og scepter for at forevige sig.

Hyldetræets stærke blade
kaster sig i blæsten, råber til os
vi skal forsvinde i universets vildnis,
hvor vi skal sidde ved foden af en plante
og leve evigt, ligesom støvet.
- Robert Bly, Digt i tre dele


Hvis jeg var en and, så ville jeg hænge ud under den faldende hængepil hele tiden - ryge smøger, drikke kaffe og lave ande-ting. Munke Mose er fyldt med piletræer, der hænger i mere end en forstand. Der er noget sørgmodigt og tungt over pilen, trods den lette flagren i bladene. Jeg føler mig utrolig tryg ved pilen faktisk. Det er et ærligt træ.
Dog slet ikke så let, lysende, lallende fynsk som i Frank Jægers "Piletræet" - et hyldestdigt til H. C. Andersen.

Men selv om det ikke er kastanjetræer, så giver piltræer mig ofte Yeats'ske billeder, når de rytmisk svajer med vinden - som et Yeats-digt

O chestnut-tree, great-rooted blossomed,
Are you the leaf, the blossom or the bole?
O body swayed to music, O brightening glance,
How can we know the dancer from the dance?
 - W. B. Yeats, Among school-children

Jeg har hørt en fugl kvidre, at der er godt og vel 23.000 træer i Odense bymidte. Men jeg ved det ikke. Ej heller om det er tæt på, hverken fra eller til. Men jeg ved, at der f.eks. er 1135 klippede lindetræer på Assistenskirkegården. Læs også vores tidligere anbefaling af Assistenskirkegården her

Det er alligevel en pæn buket. Uden fornemmelse for antallet i forhold til arealet, så ville jeg dog ønske, at det var dobbelt så mange. Jeg kender i hvert fald mange byrum, hvor der godt kunne stå nogle flere træer – gader, baggårde, græsarealer, der trænger til et rodnet og en grøn krone. Eller vildere endnu; prøv at tænk, hvis der var lige så mange træer i bymidten som mennesker i hele Odense Kommune? Der ville være noget at være stolt af som by.


Der er noget dybt fascinerende over tvillingetræer. I Munke Mose er der især tre tvillingepar, der står ved krydset, hvor stien fra legepladsen møder åen, som synes nærmest mystiske. Det er ret underligt, da de tre par, står på linje med hver deres stiretning. Jeg kan ikke forestille mig, at det er så dybt planlagt. Det er næsten for vidunderligt til, at det må være bevidst. Jeg smiler tit, når jeg går forbi dem, og undres over deres eksistens; er deres rødder egentlig groet sammen? Kan de ”mærke” hinanden? Deles eller kæmper de om sollyset? Dør de med hinanden?

Trees are much like human beings and enjoy each other's company. Only a few love to be alone.
 - Jens Jensen, Siftings


Jeg har altid haft en svagt punkt for symmetri. Og platantræer! Hvilket Europas byer er fyldt med, også Odense. Jeg ville dog ønske, vi brugte deres kroners skygge til andet end parkeringspladser. F.eks. på Jagtvej ved Munke Mose, hvor den smukkeste platansamling burde være ledsaget af græs og mennesker frem for asfalt og tomme biler. Få det nu væk og giv arealet til Odenses beboere - mennesker såvel som plataner.

Træer gør ikke alene byen mere grøn, men også mere sund. Træer renser luften, sænker stressniveauet og øger glæden. Det gør træer alle steder, men især i byerne har de en positiv indvirken på vores sundhed.

I kvarterer, hvor der er mange træer, kommer folk mere ud, de kender deres naboer bedre, de har mindre angst og depression. Et studie fra Toronto pegede på, at 10 bytræer mere per karreblok bidrog til sundhedsopfattelsen med lige så meget som ca. 100.000 kr. ekstra i indkomst, eller at føle sig 7 år yngre.
Et stort studie fra England peger endda på, at grønt reducerer ulighed i sundhed, og i USA kædes lav fødselsvægt sammen med fraværet af træer. 

Et platantræ på flugt

Men hvad siger træerne selv? Den bøgekrammende tysker, Peter Wohlleben beretter i sin bog ”Træernes hemmelige liv”, at bytræer er gadebørn, der trods masser af sollys ofte lider af ensomhed, dårlig ernæring – både i krone og net  unødvendig beskæring, fejlagtig opvækst uden artsfæller, dårlig, hård jord for rodnettet og er mere udsat for insektangreb og sygdom. Alt i alt ret deprimerende, hvis man spørger Wohlleben. Ikke opmuntrende tale, når man gerne vil være træernes ven og stadig have dem tæt på sig i sit byliv...

Et af de store problemer for bytræer, ifølge Wohlleben, er den hårde jord, så rødderne ikke kan blive stærke nok til træets vækst samt fraværet af mykorrhizasvampen "... der hjælper med at samle vand og næringsstoffer (og) kun er til stede i stærkt begrænset omfang" i byerne. 

Mykorrhiza er en ret fantastisk symbiose, der opstår mellem svamp og rod/træ, og ifølge mange træeksperter en del af systemet hvormed træer kommunikere med i hinanden. Bl.a. deler de informationer om sygdom, næring eller hvis der sker beskæring hos træer i dele af det pågældende rod/mykorrhizanet. Det siges også med en vis overbevisning, at det er via denne symbiose, at træer koordinerer blomstring og løvfald. Med interesse kan man læse mere om svampesystemet her
 
På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.
 - Tomas Tranströmer, Skitse i oktober


Langt flere veje burde se ud som starten af Hunderupvej, hvor vejdrej, allé (endda med individuelle træ-personligheder) og passende høj karrébyggeri danner en formfuldendt gadedynamik. Det samme kan sige om Godthåbsgade. Man kunne ønske, at der var mulighed for små butikker i stueplan, men befolkningstætheden i området er nok ikke god nok alligevel. 

Det minder mig om et værk af Joseph Beuys, der til documenta 7, Kassel 1982, lavede  "7000 Oaks – City Forestation Instead of City Administration", hvor han plantede 7000 egetræer rundt om i Kassel by. Allerede fra starten et både vanvittig ambitiøst og for mange, provokerende i 1982. Beuys ville ikke alene skabe fokus på det miljømæssige, men var især fokuseret på det symbolske i mængden egetræerne og de associationer der følger med. Han var meget opmærksom på de sociale strukturer i samfundet og ville på den både have egetræerne ind som billeder (sociale skulpturer) og være redskaber for disse strukturer. 

Thus, 7000 Oaks is a sculpture referring to peoples’ life, to their everyday work. That is my concept of art which I call the extended concept or art of the social sculpture
 - Joseph Beuys

Hvis du endnu ikke har lagt ferieplaner, så er der documenta 14 (afholdes kun hvert femte år) i år og dermed en god lejlighed til at se Beuys mange egetræer.

På Jagtvej. Mit træ i byen. Jeg kender det ikke særlig godt, da det tydeligvis er en enspænder og lidt mystisk af natur. Et troldetræ. Men jeg ser på det mange gange hver dag. Jeg ved ikke engang, hvilken sort det er? Måske er jeg også ligeglad. Det fylder langt mere for mig end mit behov for at kende dets data. 

Jeg har nu betragtet træerne ovenfra
fra siden
og nedefra
Jeg har tilmed været oppe i et træ
og betragtet de andre træer
betragtet lyset
set det blive grønt
som om et menneske ikke var et menneske
men et blad en gren entropi
 - Inger Christensen, Scenen 4, extensioner


Verdens langsomste druknedød p parkeringspladsen ved Giersing Realskole. Smuk på sin egen forsvindende måde. 

På hjørnet af Bakkehuset står et vidunderligt eksotisk-lignende træ. Jeg er virkelig fascineret af det, men med Wohlleben i baghovedet tænker jeg også, at det er nok er langt fra sine venner og familie. Nogen, der ved, hvilken træsort det er?Wohlleben har mange spøjse pointer i sin bog "Træernes hemmelige liv", men en af dem om bytræerne, gadebørnene, er, at de er langt fra deres artsfæller. De får derfor ikke den samme næring eller "opdragelse" som træer i klynger, hvilket er ret udslagsgivende for et godt træliv. 

Et af de træer, jeg har stået længst under. Som regel altid i regn, på vej videre. Duftet dråbernes møde med grus, grene og asfalt. Bladene er bløde.

Old men lie on grass afternoons
old Walnut stands on green mountain hide,
ants crawl the page, invisible
insects sing, birds
flap down,
Man will relax on a hill remembering tree friends.
 - Allen Ginsberg, Carmel Valley

Ofte forbavses jeg over, hvad træer kan, især kan overleve. En slags port mellem verdener eller bare bydele. Wohlleben påstår, at træer ikke alene beskytter hinanden, men også kan se sig sure på et andet træ. Jeg forestiller mig, at der har været et dramatisk skænderi i gang her, måske i flot mange årtier her for enden af Karen Brahes Vej

Ved Christiansgade ligger der en lille park eller boldbane, der egentlig virker ret glemt af os. Ned til åen ligger en himmelragende allé med helvedes høje træer. Når man står lidt længere væk, virker de som en grøn mur, et læhegn, selv Poseidon må give fortabt over at vælte. De tilter også væk fra hinanden igen som en slags hemmelig bandekrig på vej til at vælte både vej og hæk.
Skove, I gør mig angst som de store Cathedraler,
I raser som Orglet, og i vort hjemsøgte Bryst
- den evige Sorgens Kammer med Støn af gamle Kvaler -
besvarer Ekkoets Råb eders Klagerøst.
 - Charles Baudelaire, Besættelse

Jeg tror, det ville være en habil utroværdig tilnærmelse at kalde alléen her for en skov, så det vil jeg ikke prøve at bilde jer ind. Der er nemlig en stor forskel, især for Baudelaire, der i bedste de Sade-stil tillægger naturen en hårdhed, nærmest ondskab. Hvorimod den styrede bynatur, som en allé er, er noget kultiveret og hvert fald mere behageligt og genkendeligt. Det er formet af noget menneskeligt. Og det er netop denne splittelse, der er en af Baudelaires evige temaer; at mennesket er kultiveret trods sin tydelige naturlighed

Men det er også sammenligningen med katedraler, der trigger mig. Jeg får samme udefinerbar ængstelighed, når jeg møder sådanne grønne korridorer, og jeg hører tydeligt orglet, når vinden strømmer mellem blade og stammer. Jeg bliver lille og alene, når jeg går hen af en tætgroet allé, som gik jeg i en af europas store, frygtindgydende katedraler.

På den anden side, ved den idylliske byhave, bålplads og minipark, står nogle lettere forvirrede grantræer og minder mig om Roms parker, der svedne lader lyset dykke ned mellem stammerne og med vinden smider nåle og duften af frisk harpiks. Det ser lidt malplaceret ud, men giver samtidig også en tiltrængt forandring til det frodige planteliv langs åen. En anden slags grønt. 

Jeg vælger at tro, at det ikke er så slemt med bytræer, som Wohlleben har skrevet, men at de i deres ubeskrivelig fællesintelligens kan glæde sig over, at vi glædes ved dem i vores by. At de er ønskebørn og giver så meget godt til vores virke, at de fleste af os gerne vil have mange flere. Måske er fremtidens byer, fremtidens Odense, på en eller anden fantasifuld måde, langt mere i familie med urskoven end med ligusterhække, asfalt og parcelhuse. Jeg tør godt håbe, at vi er kloge nok til at plante os i den retning.

Og vi skal nyde de træer, der allerede er og gerne vil sige os noget. Plant et træ, plant gerne frugttræer og gerne to af samme sort ved siden af hinanden, så de ikke bliver ensomme. Fjern asfalten, hvor I kan og plant træer, blomster og buske. Lad være med at beskære træer. Kram dem, der er!

Fra skovens bund stiger jeg.
Det lysner mellem stammerne.
Det regner over mine tage.
Jeg er et nedløbsrør for indtryk.
 - Tomas Tranströmer, Gennem skoven.

 



Luk

Hvorfor rejser de? Og kan vi gøre noget ved det?

Hvorfor rejser de? Og kan vi gøre noget ved det?
Debat | Skrevet af: Kristian Bang Hansen | 29. juni 2017

Det sker med jævne mellemrum. Ofte kommer det slet ikke som en overraskelse for mig. Alligevel rammer det hårdt på moralen. Hver gang endnu en af Odenses store kunstneriske talenter flytter til København, så mindes jeg om, at Odense som storby stadig er en skrøbelig størrelse.

I et opgivende øjeblik føles det som at bygge sandslotte, mens bølgernes evige slag suger fundamentet ud under tårnene. Sådan havde jeg det, da nærmest hele musikmiljøet bag Under Livet og Vellness Plader valgte at pakke kufferten for 1-2 år siden. Så ærgerligt, og samtidig så enormt forståeligt.

Men kan det være anderledes? Selv H.C. Andersen hoppede på vognen over Storebælt og vendte først tilbage, da byen blev lyst op til hans ære. Vi har en række kendte musikere, som bor her i deres karrieres efterår. Lad os få nogle flere til at slå sig ned, mens de er på toppen.

Det bør være muligt at arbejde fuld tid med musik i Odense - også selvom man ikke spiller i TipToe, i Symfonien eller underviser på Kons, musikskole, aftenskole osv. Tænk, hvis nu bare ét stort band, der var signet, valgte at blive her...

Antal festivaler og koncerter bare stiger og stiger i Odense. Der er nu flere end hundrede arrangørgrupper, foreninger og spillesteder, der dyrker musiklivet i Odense og serverer stadigt vildere musikoplevelser for odenseanerne. Mange af de nye – og særligt unge - aktører i byen har et ambitionsniveau og en energi, vi sjældent har set mage.

Men stadig er der hvert år et ubærligt antal af Fyns mest talentfulde musikere og sangere, der tager guitaren på ryggen og flytter til København. Stadig ses Odense ikke som et attraktivt sted at forfølge sin drøm om en professionel karriere i musikken – det på trods af et blomstrende musikliv.

Det er tydeligt, at der har manglet kontinuitet. Med kontinuitet fremspirer musikmiljøer og genrefællesskaber med stærke identiteter, tiltrækningskraft og et rodnet, der strækker ud i spillesteder, værtshuse, indielabels, kollektiver, øvelokaler, pladebutikker osv.

Odense har været en træningsbane for de talentfulde kræfter i musiklivet - arrangører og musikere - men nok hverken deres plan eller drøm på lang sigt. Miljøerne er kommet og gået. Historierne om 90'ernes elektroniske scene og 00'ernes metalscene må nærmest opleves som myter for en tilflytter til Odense. Fortællingen om byens musikliv har fortabt sig i de få, der er blevet - Rock Nalle og Kim Larsen.

Men det er altså ikke, fordi vi ikke skaber de her talenter på Fyn. Der er bare ikke særligt mange af dem, der har set en fremtid her. Så hvad skal der til? Der gik ikke mange måneder, efter MØ eller Malte Ebert flyttede til København, før de fik deres gennembrud.

Hvordan får vi skabt kontinuiteten, så vækstlaget kan gro i samspil med de etablerede, og så musikmiljøer og genrefællesskaber kan rodfæste sig og blive en del af byens - og øens - identitet?

Klub Golem er vel det eneste eksempel (og et fremragende et!) på et miljø, der har fået opdyrket en stærk identitet og tiltrækningskraft gennem mange års kontinuitet. Nogle nøglepersoner har simplelthen valgt at blive her i byen. Tænk, hvis det samme havde været tilfældet med miljøerne omkring Fallos-koncerterne, Leaves Festival og Off The Hook?

Før folk-området blev flyttet til Esbjerg, var musikkonservatoriet med til at opbygge at sprudlende folkmiljø i Odense. I dag er Folk DMA typisk fyldt med fynske prisvindere - men de odenseanske værtshuse og spillesteder er ikke.

Det er nu spændende at følge, om det lykkes Anders Mogensen og de andre skønne jazzfolk at etablere Odense som en ægte jazzby med en fødekæde fra en af Europas bedste jazz-uddannelser (som musikkonservatoriet i Odense faktisk er), gennem spillesteder og festivaler til professionelle karrierer i lokale ensembler og orkestre. Jeg ved, at det er ambitionen.

Odense har jo også en super geografisk fordel, hvis man vil tunere rundt i landet. Der er et kæmpe kulturelt momentum på Fyn anført af nye ambitiøse festivaler som Heartland og Tinderbox, prisvindende teatre og blomstrende kreative fællesskaber på havnene i Odense og Svendborg. Nu har vi endda fået branchefestivalen Music Days til øen.

Er det måske bare, fordi alle andre gør det? Og at alle før dem også gjorde det? Er det ren "fear of missing out"? Hjælp mig med at forstå det - måske kan vi sammen gøre noget ved det.

Tænk hvis de stadig boede her…

Et udpluk af Fyns musikalske diaspora:

Claus Hempler / Folkeklubben / Gulddreng / Lucy Love / Moses: "Andreas" / Master Fatman / MØ / Niels Skousen / Reptile Youth / Sebastian Lind / The Eclectic Moniker / THE WHITE ALBUM / TÅRN

Adi Zukanović / AKSGLÆDE / Christian Juncker / FRANSKE PIGER / FRIBYTTERDRØMME / Geolo Gee / Jesper Mechlenburg / Julie Bertelsen / Jullie Hjetland (Lukkif) / Keith Canisius (Rumskib) / Sylle Struck

BLACK HORSE / DE HØJE HÆLE / DEN FJERDE VÆG / ETAGEN UNDER / FLER FARVER / FIRST FLUSH / FOR AKIA / JØRCK / Kasper Tagel / Keld Lauritsen / Kiki Brandt / onkel ond band / PLÖK / THE LOVE COFFIN / Time Masters / Uffe Steen

Anja Kickbusch / Anna Mose (Gerda Monroe & IKI) / DIET / EKSIL / Gottschalk / GULDIMUND / Juju Me / Karen Mose (Phønix) / KEINE FEAR FOR FLANGEr / La Cuchina Som Sistema / Paper Cranes / Sille Nilsson / Sjæl i Flammer  / SON OF CAESAR / The Folk Factory

 



Luk

Når Odense stadig bare er en privilegeret mandeklub

Når Odense stadig bare er en privilegeret mandeklub
Meninger | Skrevet af: This Is Odense | 21. juni 2017

Hvor er det dog dejligt at bo i en by, hvor det lokale rådhus ikke bliver misbrugt til private loger, ordener, mandeklubber, skyttelaugsfester eller andre elitære, diskriminerende og antidemokratiske aktiviteter. Hvor er det godt og vigtigt, at man ikke længere bruger folkets hus til velbjergede, hvide slipsemandsfester, hvor pingvinerne sidder og deler land og rige mellem sig… eller:

En fed fest for de få

For jer, der ikke bevægede jer rundt i bymidten sidste tirsdag (den 13.6), så var der skyttelaugsfest i Odense. En fest for de få siden 1704. For Odense Kongelig Borgerlige Privilegerede Skyttelaug, der i mere end 300 år bemærkelsesværdigt er lykkedes med helt at holde kvinder ude, når de har fejret sig selv på rådhuset. Selv kongehuset virker til at have mere ligestilling end skyttelauget. Imponerende.

Alle deltagere er klædt ud som pingviner og i fuldt ornat. Der skal ædes, synges og skydes. De klapper hinanden på skuldrene - og laver måske et par aftaler eller tre. Hvem ved? Motiverne for det hele er efterhånden ret tågede. Måske er et håndslag fra en med-skytte meget mere udslagsgivende for at kunne starte noget op i Odense end iver, vilje og gode ideer. Man får den følelse, uanset om det er rigtigt eller forkert, at vi ikke er lige.

Og det er det, der er skræmmende: At der stadig findes sådan noget som skyttelaugsfester. Og én ting er, at det findes, men at holde halvlukket årsfest på rådhuset ved højlys dag, som om det slet ikke er noget at skamme sig over?

Man skulle tro, at de selv kan se, hvor absurd det er, at rige magtmænd holder halvprivat fest i folkets hus? Slipsemænd med grønne havenisseknapper til tonerne af et eller andet hornorkester.

Men har det en virkelig betydning?

Ja! Det er ikke bare hvem som helst, der kommer ind i de her cirkler, faktisk virker det ret meget som hele pointen. Det er eliten, politikerne, magthaverne, pengemændene, direktører fra store virksomheder, institutioner og embedsfolk. Godt gammeldags spidsborgere.

Mest slående er deres eget oldermandbillede (som i andre loger, er der også et internt hierarkisk system i Skyttelauget), hvor vi ser direktøren for Odense Cityforening og H.C. Andersen Festivals, Fyns største ejendomsudvikler, Odenses hotelkonge, en tidligere topchef fra Grundfos, en administrerende direktør i en 200 år gammel familieejet holdingkoncern og en IT-millionær posere veltilfreds.

Se billedet her

Men det er ikke bare erhvervslivets pinger, der mødes. Magtens tredeling forenes ganske symbolsk på denne dag, når repræsentanter fra byrådet, politiet og domstolene træder sammen for at skåle og feste.

Se billeder fra Fyens Stiftstidendes reportage fra festlighederne i 2011.

Og for at gøre historien komplet, så er hovedsponsoren for hele molevitten, hvad der i praksis er det lokale mediemonopol, Fyens Stiftstidende. Den avis, der mere end noget andet medie er ansvarlig for, at lyssky lokumsaftaler ser dagens lys og for at eventuelle demokratiske uligheder udjævnes. Endda endnu mere nu, hvor det er lykkedes Jysk-Fynske Medier at sluge endnu en konkurrent, da de har overtaget Lokalvisen Odense.

Se listen over skyttelaugets sponsorer her

Hvorfor er det stadig en ting?

Er tonen lidt hård, så er det fordi, at den slags forlorne magtstrukturer, der er så åbenlyst forkerte og ydmygende for både den demokratiske proces og offentlige debat, er svære ikke at bliver provokeret af.

Det giver det håbløse - men sikkert sande - indtryk, at magten stadig kun er hos få rige, der mødes, hvor de lyster, spytter i glassene og dikterer byens gang efter behag. Og så gider de ikke engang at skjule det.

Det lugter langt væk af aftalt spil og er demoraliserende for alle andre, der prøver at skabe en bedre fremtid for byen, og ofte af frivillighedens vej.

Men hvordan kan det stadig være en ting? Hvordan kan det ske i en så offentlig og demokratisk institution som rådhuset anno 2017? De fleste vil nok kunne være enige om, at det allerede var åndssvagt i forrige årtusinde. Vi ved, at sådanne diskriminerende magtstrukturer findes, men hvorfor skal det ligefrem fejres på rådhuset?

Der er decideret lavet undtagelser i Rådhusets udlejningsprincipper, som ellers har den ret klare betingelse, at "Der skal være offentlig adgang. Arrangementet må således ikke være for særligt indbudte", så organisationer med "tradition" kan være der, selvom de jo ikke er offentlige for halvdelen af befolkningen.

Rådhusets udlejningsprincipper kommer derfor til at modsige sig selv, så bl.a. Skyttelauget kan få lov til at holde årsfest i salen.  Hvorfor har traditionerne særlige undtagelser?

Hvordan kan nogen undre sig over, at Odense på mange punkter fastholdes i fortiden og har svært ved at skabe den nødvendige udvikling, når sådan noget her stadig kan finde sted?

Hvis den slags foregik i København, så ville Politiken, Information og Berlingske ikke tøve et sekund ved spalternes skafot. Men er Odense virkelig så lille, at den slags kan foregå i fuld offentlighed og uden nogen tør sige fra?

Kan vi blive enige om at...

Det er egentlig ikke, fordi vi drømmer særlig stort her. Vi forventer ikke, at det her indlæg ændrer eventuelle magtstrukturer over en nat. Men kan vi ikke blive enige om, at vi ikke holder logefester på rådhuset, hvor halvdelen af samfundet er udelukket per definition?

Kan vi ikke blive enige om, uanset hvor festligt og uskyldigt det kan bortforklares, at det symbolske faktisk betyder ret meget. At vi selvfølgelig ikke kan godkende sådanne aktiviteter i vores alle navn. Vi er jo også afsendere, når det er på rådhuset.

This Is Odense og Dansk Kvindesamfund Odense vil foreslå, at det var sidste gang, der har været skyttelaugsfest på Odense Rådhus, og at der for fremtiden skal være lige adgang på lige vilkår for alle køn under hele arrangementet, uanset hvor det fremover skal afholdes.

Af Dansk Kvindesamfund Odense og This Is Odense

[Artiklens billeder tager udgangspunkt i Tv2Fyns dækning af Skyttelauget offentlige optrædener. Tv2Fyn har intet med denne artikel at gøre]


Luk

Ceci n'est pas un Campfire

Ceci n'est pas un Campfire
Meninger | Skrevet af: Mikkel West | 8. juni 2017

For noget tid siden udspillede der sig en farce af utrolige dimensioner i Odense, da Cronhammars markante skulptur Campfire af uransagelige årsager blev skåret i stykker og sendt til ophug.

 

Vi bliver nok aldrig i stand til at kunne kortlægge et helt præcist hændelsesforløb, men det står dog klart, at den skrotningsansvarlige part indvilger i at betale for opførelsen af en kopi.

 

Cronhammars værk stod som et fyrtårn blandt bybilledets ulideligt store urskov af uinspirerede, figurative og fallocentriske skulpturer. Jeg kunne godt li' den, da formsproget gav rum til nyfortolkning, hver gang man cyklede forbi den. Det var en tydeligt stedspecifik skulptur, hvis betydning man ikke umiddelbart dechifrerede. 

Men kan man bare lave en kopi af den originale skulptur og stille den et eller andet sted? I min optik er sådan en manøvre med til at mindske værkets betydning og devaluere det til et stadig flot, men også et mere gement objekt. Det er ikke længere Cronhammars Campfire, men blot en repræsentation af det. 

Kunstværket er dødt og bliver ikke levende igen af, at der laves en kopi, medmindre man lader ødelæggelsen være motor for at skabe et nyt værk. En monumental kommentar til massekonsumen bestående af 10 kopier, produceret i forskellige materialer strækkende sig over hele Odense. Et nyt vartegn på, at man i den moderne by tager den moderne kunst seriøst. Et revitaliseret værk med en ny betydning.  

Velfærden er mere end institutioner, overførselsindkomster og anlæg. Den handler i lige så høj grad om, at vi har en smuk og inspirerende by at færdes i, hvis formsprog ikke giver alle svarene på forhånd. Facader, skulpturer, belægninger og byrum har alle stor betydning for vores livskvalitet, og hvor meget vi bruger livet til. Derfor er værker som Cronhammars skulptur ekstra vigtige.



Luk

Hjertelandets herligheder

Hjertelandets herligheder
Guide | Skrevet af: Anders Skovgaard | 1. juni 2017

Vi har allerede mærket svedperler og solstik på panden, og den varme vind på kinden, der hviskende fortæller os, at det er blevet sommer. Årstiden, der udover sol, ferie og udendørslæsning også betyder festival. Vi er faktisk allerede begyndt, senest med en glohed Havnekulturfestival, der nærmest druknede i gøgl, gejl og uanede mængder sol og fadøl. 

Anderledes hippiefin og rosé-agtig ser denne weekend ud, hvor en af moderøens smukkeste haver bliver invaderet af Politikens Læseklub, gamle, fejlslagne hør-hippier og alle dem, der nogensinde har set et DR-K-program til ende, og ja, så alle os andre, bønder, der forvirrede render rundt og tror at vide, hvad der tales om i salonerne. Men uanset om vi gør det, så synes Egeskov omgivet af en magisk charme og ro, der hvert fald virker på mig.

Fremmedordbogen er støvet af, hørbukserne er købt, og jeg er klar til Heartland.

Jeg ved selvfølgelig, at det ikke er i Odense, men det er så tæt på, fyldt med kvalitet og så omgivet af fynsk pot, at jeg ikke kan undgå en længere anbefaling af hjertelandets forlystelser. Derfor har jeg pinnet mine personlige favoritter ud, hvis nogle skulle have overset dem i programmet.

Werner Herzog

Først og fremmest kommer tysker-accenten over dem alle, Werner Herzog – den vulkanelskende, excentriske filminstruktør, de fleste nok kender fra hans prisvindende dokumentar Grizzly Man. Personligt var mit første og største møde med Herzog filmen Fitzcarraldo (1982), hvor et full blown skib trækkes over et bjerg midt inde i Amazonas, både i filmen og i virkeligheden.

Der er også lavet en nærmest lige så underholdende bagom-dokumentar, hvor vi primært følger Herzog og den bindegale skuespiller Klaus Kinskis utrolige arbejdsforhold og dybtfølte had til hinanden. Et forhold, Herzog selv portrætterede i sin Kinski-dokumentar My Best Fiend. Af andre Herzog-klassikere bør Stroszek med evigt vidunderlige Bruno S., fjernsynsdokumentaren God's Angry Man og Lessons of Darkness nævnes.

Jeg er kæmpe Herzog-fan, og jeg synes, det er et gigantisk scoop, at han kommer på festivalen. Her skal han tale om ”Europas tilstand og identitet”, intet mindre (!), sammen med finske Sofi Oksanen, som jeg, ærlig indrømmet, ikke kendte meget til. Men efter at haver fremturet med min uvidenhed, blev jeg hurtigt belært om hendes vilde forfatterskab og ikke mindst hendes særdeles anmelderroste debut- og gennembrudsroman, Stalinin lehmät (Stalins køer). En rørende og velskreven historie om pigen Anna, der kæmper med en spiseforstyrrelse, og samtidig en fortælling på tværs af generationer, hvor vi hører om Annas mor og mormor og om familiens rejse fra Estland til Finland.

Med senere udgivelser har Sofi Oksanen blot sat yderligere streg under sin stjernestatus som en af Europas betydeligste forfattere. Og sammen med Herzog er hun en helt vidunderlig betingelse for en spændende samtale om Europa

Lørdag Kl. 12:45 på Talk Stage

 

Tony Oursler

Udover musik og talks, så er der også kunst på programmet, hvilket kun kan gøre festivalsboblen mere interessant at færdes under. Det er ikke kun fra scenerne, vi skal nyde og lære, men det er i lige så høj grad i mellemrummene, vi lader inspirationen slippe ind i vores ellers overstimulerede hjerner. Det synes Heartland bl.a. at dyrke, når de hiver en stjerne som den New York-baserede Tony Oursler ind i programmet.

Måske en af de absolut største videokunstnere overhovedet og en, hvis værker jeg har været heldig at opleve en del gange rundt om på museer. Husker ret tydeligt den anmelderroste udstilling Face to Face på Aros for nogle år siden, hvor bl.a. en installation i form af et forvredet Bowie-ansigt indtog et af rummene.

Tony Ourslers mareridtsfremkaldende installationer er særdeles distinkte og er kendetegnet ved at være projektioner af deforme, figurative skulpturer. Ofte genkendeligt menneskelignende, men også mere abstrakte, uhyggelige, lidende. På Museu Coleção Berardo i Lissabon, blandt alle de andre store værker, lå der pludselig en lille hengemt skikkelse i et af hjørnerne, som nærmest lignede et lille barn, der græd for sig selv med ryggen til. Det skulle det vist også ligne, men det var bare samtidig en videoskulptur af Oursler.

På festivalen kommer Tony Oursler med The Influence Machine, som er store projektioner oppe i trætoppene, på slotsvæggene osv. Med Ourslers ord er der tale om en ”holografisk model af menneskeligt begær og frygt”. Ser virkelig spændende ud.

fredag til søndag i egeskov slotspark

 

Elisa Kragerup og Josefine Klougart

Jeg vil også gerne slå et slag for kærligheden. Vi er på Fyn, der om noget sted er blævrende bonderomantisk. Derfor er det måske ikke helt skidt, vi få talt lidt om kærligheden og dens betingelser i vor tid. Det skal gøres af teaterinstruktøren Elisa Kragerup og forfatteren Josefine Klougart.

Jeg kender ikke meget til Klougart, men jeg er kæmpa-fan af Elisa og den Kragerupske kærlighed. Har set mange af hendes forestillinger, og min største scenekunstoplevelse er stadig Metamorfoser, der var en fortolkning af Ovids metamorfoser.

Simpelthen forrygende genial. Jeg har aldrig tidligere eller senere oplevet en så følelsesrivende, sansemættende, hjerteskærende forestilling. Samme hjerteskærende og svævende lethed fik vi i Kragerups opsætning af Romeo og Julie for nogle år siden. Også virkelig skøn, og den fik hvert fald mig til at knibe et par tårer hist og pist. Især Danica Curcics var helt formidabel i den forestilling. 

Klougart og Kragerup taler om kærligheden, som den er og burde være i dagens verden, og sikkert som komisk indslag, modererer Knud Romer, forhåbentlig nogenlunde sammenhængende. 

Søndag kl. 11:00 på Talk Stage

 

Vellness Plader

Helt ærligt, så ved jeg ikke ret meget om musikprogrammet på Heartland. Ikke, fordi de ikke har skrevet noget om det, men fordi det ikke interesserer mig særligt meget. Jeg synes helt klart, at scoopet ved festivalen er deres talks. Når det så er sagt, så vil jeg levere et opråb for Vellness Plader, et musikkollektiv bestående af Sjæl I Flammer, Franske Piger, Ecstacy In Order, Hong Kong, Anders Boserup og Kvindekamp, i ét og samme band.

Konstellationen, der sidste år udkom med det anmelderroste Mixtape, er sat til at komme med fremtidens lyd. Intet mindre, men dog en glædelig tillidserklæring, jeg kun støtter op om. Overordnet lyder Vellness Plader bare lækkert med deres lette 80’er-elektroniske lyd, der flyder gennem øregangene som honning. Jeg synes, de har stafetten godt placeret og laver nogle fede ting.

Især Franske Piger, der vandt Odense Live Talentprisen 2017 tidligere i år, har jeg haft et godt øje til længe. Ikke mindst på grund af guitaristen Rune Risager, der er en af de bedste musikere, jeg kender. Rune er også med i Den Fjerde Væg, som vi tidligere har anbefalet et par gange, og tidligere var han med i det legendariske Odense-band Black Horse.

Fredag kl. 18:00 på Highland Stage

 

Jeg kunne selvfølgelig blive ved med at fremhæve indslag, som fortjener at blive belyst på årets Heartland, og der er givetvis en del guldkorn, jeg har undladt, som andre ville have nævnt fremfor dem, jeg har valgt. Men det må nu engang være en god festivals præmis; man kan sjældent nå det hele. Tjek hele programmet her, hvor du også kan fornøje dig med Bisse, balletdansere, Lone Frank, Yoga, grøntsagssmagning, Cat Power, Vincent Hendricks, London Grammar osv. Blot for at nævne lidt i flæng.

Heartland har virkelig skruet et godt program sammen og udover velkuraterede talks og musik, så er der også en helvedes masse mad, som jeg slet ikke ved noget om. Faktisk er jeg helt blank, men når de skriver, at festivalmaden består af 80 % fynske råvarer, så kæles der for mit lille lokale jord-til-bord-hjerte. Synes, det er en flot ambition, der forhåbentlig bliver 100 % med tiden.

Kunsten er mig også, udover Oursler, lidt mere ukendt. Det er primært danske navne i den mindre skala, men det gør mig absolut intet. Det er indholdet, der tæller, og jeg glæder mig til at blive belært om nye værker og kunstnere. Jeg har optur over Heartlands kunstneriske satsning, der netop gør landskabet spændende og meget mere end blot mark og park.

Normalt er jeg ikke den store festivalelsker og har primært holdt mig til den nærtliggende Fællestival, der noget mere ren i sine ideologier og autenticitet, har grebet mit fynske hjerte med sin charme og uforbeholdne kærlighed til alt levende. Stadig en fantastisk festival, jeg egentlig hellere ville anbefale fra hjertet, men Heartland gør det nu heller ikke dårligt, især for en græsallergiker er der bare bedre flugtmuligheder, når man skal hjem om aftenen.

Og på den store skala har vi en festival, der tør tale med kvalitet, mod og nysgerrighed, trods sine nyfine tendenser og roséklub-stemning. Det gør mig egentlig ikke så meget, når jeg bare kan nyde en medbragt klapsammenmad og en kold fadøl ovre i hjørnet, mens Olafur Eliasson og Joshua Oppenheimer taler om kunstens ansvar i verden.

Så på med hørbukserne og nyd den spirende sommer omgivet af de fynske potmarker, højtravende samtaler og letflydende ae-musik. Slå hjernen til, spids smagsløgene og glid ud i musikkens melo-sommerlandskab, der behageligt nipper og nusser dine sanser med rosé-agtig forglemmelse og hjertelandets herligheder. God festival.



Luk

Den midlertidige kultur og tabet af de krøllede rum

Den midlertidige kultur og tabet af de krøllede rum
Meninger | Skrevet af: Anders Skovgaard | 25. maj 2017

MIDLERTIDIGE STEDER SKABER MIDLERTIDIG KULTUR AF OG FOR MIDLERTIDIGE MENNESKER I EN MIDLERTIDIG STORBY

På trods af at have arrangeret kulturarrangementer siden jeg var 17 og have en helvedes masse begivenheder i benene, så er der stadig en masse, man ikke kan forudsige eller gøre til en rutine. Det er jeg egentlig ret glad for, men noget, der efterhånden står soleklart, er stedets eller rummets vigtighed for at få det bedste ud af kunstnere og gæster.

Rummet kan faktisk være altafgørende for den type kultur, man ønsker at dyrke. Der findes ikke scener, der kan rumme alle slags begivenheder eller arrangementer, der kan fungere alle steder. Så for at få størst mulig kulturel diversitet i en by kræver det varietet af scenerne, hvor det kan ske. Det synes ikke at være raketvidenskab, men hvis det ikke er udtalt blandt byplanlæggere og embedsfolk, så bliver det desværre ofte overset i jagten på den effektive by. Sådan er det også i Odense.

For Odense mangler kulturrum. Ikke generelt, men helt specifikke slags. Ikke flere hvidmalede kontorrum, multisale, glasfacader eller midlertidige butikslokaler, men smudsige kælderrum, gamle fabrikshaller, nedlagte slagterbutikker – undergrundens katedraler, der er i harmoni med de kunstnere og den kultur, der ikke findes i en planstrategi eller i en pamflet over kulturpolitiske fokuspunkter. Altså kunstnere, der ikke planlægger deres kunst, musik eller forestilling efter, hvad der giver mest vækst, men ud fra en brændende nødvendighed. Både den kuraterede undergrund, der som planter i et væksthus kræver lys, ro og rummelighed for overhovedet at slå rod, og den højtråbende urgrund, den selvforanstaltende vi-gør-først-og-tænker-bagefter, der er ventilen i enhver forstokket samtale.

"vi mister ildsjælene, når rammerne ikke er der"

For selvom de måske findes i byen, så er det hele tiden på lånt tid eller med midlertidige løsninger. Odenses kulturpolitik og sceneforståelse er nemlig blevet fyldt med midlertidige planer i disse tider. Altså en hovsa-kultur, hvor kunstnere skal springe mellem steder og tomme butikslokaler uden at kunne slå rod og tage ejerskab for den lokale forankring. Ikke underligt skaber det også en skrid-tendens, der vanskeliggør kunstnernes publikumsrelation samt skubber ildsjæle og krøllede hjerner væk, da de ikke kan skabe et hjemsted for deres kunstneriske udfoldelser. Midlertidige steder skaber midlertidig kultur af og for midlertidige mennesker. Når vi mister de sikre vægge, så mister vi også den kultur, der tager lang tid at udfolde. 

Jeg har været med til at arrangere utallige arrangementer på Momentum de seneste otte år og får uhyggeligt ofte henvendelser fra bands, teatergrupper og filmfolk, der søger en åben scene, der kan hjælpe dem med deres arrangementer. Og selvom vi ofte gør, hvad vi kan, så har Teater Momentum selvfølgelig altid netop teatret som vores førsteprioritet. Men vi ved, hvor svært det er at finde en åben scene eller en black box i byen, der enten vil lege med på ideerne eller bare åbne huset for en aften med fuld skrald i hyggelige rammer. Det kræver selvfølgelig en ekstra indsats i hele huset, når det nu ikke er vores primære formål, og vi laver rigeligt med teateraktiviteter, men mere skal der heller ikke til end en åben attitude og frie rum.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der stadig begræder tabet af Badstuen, der sikrede en levende undergrund, værksteder til udfoldelse og husede de krøllede hjerner, der ikke havde andre steder. Det samme kan siges om det gamle studenterhus på Klosterbakken, der trods sine smadrede rammer (eller måske derfor) rummede arrangementer, der ikke kunne være andre steder i byen.

Vi kan også nævne Skibssmeden på havnen, baggårdsøveren Das House i Nørregade, spillestedet Bobz og selvfølgelig også det gamle, flotte bygningskompleks Odense Offentlige Slagtehuse. Senest har vi også sagt farvel til Sukkerkogeriet, der trods sine helt ideelle rammer for en bred vifte af kulturtyper forsvinder til boliger, trods store beklagelser fra kulturen, der godt kan se det tragiske i tabet.

Skibssmeden

Odense Offentlige Slagtehuse

Sukkerkogeriet

Det er trist og kan få store konsekvenser for den alternative kultur, som (ikke) er i byen. For stederne betyder noget for arrangementerne. Det er min klare erfaring gennem årene. Der er også steder, der holder fanen højt og giver rummene fri til dem, der har drømmene. Vi har bl.a. set Røde Himmel vokse frem på Ungdomshuset og blevet en vigtig aktør for den ungdommelige musikscene i Odense. Men det ses også, at de mangler rummene for næste skridt, og så er det, at vi mister ildsjælene, når rammerne ikke er der. Studie Stuen gør også deres for at være åbne for nye tiltag, men er jo ikke større end som så.

Så er der Studenterhuset, men de kæmper vist en gevaldig kamp om retten til stemningen i deres egne rum og synes splittet i at være et optimalt studiested og spillested, selvom de gør hvad de kan. Der virker ikke til at være nemme løsninger, men det betyder også, at det holdes lige lovligt kommunalt i sine rammer.

Så er der Kulturmaskinen, der egentlig var den store erstatning for Badstuen, men den er ikke rigtig kommet op på det niveau, hverken i stemning eller som et alternativt kultursted, desværre. Og med deres senest udlicitering af bar/cafe er deres største våben for at vende situationen ude af kampen. Måske sker der en helt ny udvikling med deres nye leder, men så skal der gøres en ordentlig indsats på både indretning, kommunikation og eventhåndtering.

"det, der mangler, er råderum til at dyrke det alternative og frie"

Senest har vi fået ODEON, hvor både skuespillerskolen, konservatoriet, Odense Teater og turnerende arrangementer skal huses. Det er stort, men hverken hyggeligt eller alternativt i forhold til indhold, og deres "Byens Scene", der udstillende og upraktisk står henkastet midt i foyeren, som en uvelkommen stueplante, og hverken virker placeret for kunstens eller publikums skyld, men mest blot, fordi det sikkert har virket som en ”sjov idé”. Resten er bare glas, glans og dårlig smag, som sikkert passer fint til konferencer, Linie 3 og City Singler. Mere får vi nok ikke ud af det.

Byens Scene, ODEON

Heldigvis er der også kommet nye steder til, som f.eks. FAF-bygningen (Dynamo, som stedet hedder nu), hvor der har været Phono Festival og som er kreativt hjemsted for Ny Cirkus-gruppen TinCan Company, eller Storms Pakhus, der nu omdannes til et spændende madmekka for streetfood a la Papirøen i København. 

FAF-bygningen (Dynamo)

Storms Pakhus

Derudover gør bl.a. Kunsthal Ulys samt den kollektive arrangørgruppe Kulturklyngen og Coworking et stort arbejde for, at Siloøen på havnen kan blive en ny spændende kulturscene og et innovativt værested for byens kreative. Netop et sted, hvor frie udstillinger, garagebands og upcoming teatergrupper kan slå deres folder, hvis blot rummene stilles frit for dem, der tør tage fat. For det er helt konkret det, der mangler – råderum til at dyrke det alternative og frie.

Dynamo

Kunsthal Ulys [Transformationer, 2017]

Desværre, og det er hele pointen, er mange af disse steder midlertidige eller helt ryddet, som om kultur blot er tidfordriv, indtil de rigtige foretagender ankommer med boliger og kontorer. F.eks. er TinCan kun på en midlertidig ordning. Det samme med det ret spændende Contained Art lige ved siden af, og på nuværende tidspunkt virker det ikke til, at Siloøen fredes mere, end at det hele kan ryddes igen ret hurtigt. Det er en skam og kan ende med, at de aktive aktører aldrig får en ærlig chance for at skabe noget holdbart, når rummene forsvinder og dem, der er, ikke er mere fleksible i forhold til de alternative begivenheder, der ikke er direkte kassesucceser eller kræver længere tids etablering.

Siloøen

Hvis de skæve steder, krøllede rum og frie scener forsvinder, så gør den skæve, krøllede og frie kunst ditto, og vi står tilbage med en kultur, der præcist passer til de hvide vægge og store glasfacader og hvis eneste kvalitet er, at den er midlertidig.

Vi skal i stedet være modige nok til at give stederne fri til, at borgere og brugere selv kan definere rammerne for deres aktiviteter. Det ville ikke kræve meget mere end plads. Ingen ekstra bevillinger, bare et vedvarende rummeligt sted og måske hjælp til at oprette et brugerpanel, der kan starte det op. Resten skal de opfindsomme odenseanere nok selv klare, hvis blot rammerne er tilpas vide. Se f.eks. på Frederiksøen i Svendborg, Polymeren i Årslev og ikke mindst Falsetten i Faaborg, hvor jeg selv har været aktiv i nogle år. Totalt brugerstyret, flad struktur og folkelig opbakning uden yderligere kommunal indgriben, men blot med plads til at være uforstyrret længe nok. Hvis Faaborg og Svendborg kan, så kan Odense vel også.

Giv rummene fri!



Luk

Odense eksploderer i festivaler: Flere end nogenside

Odense eksploderer i festivaler: Flere end nogenside
Liste | Skrevet af: Kristian Bang Hansen | 17. maj 2017

For tredje år i træk har jeg fornøjelsen af at præsentere This Is Odenses komplette guide over festivaler her i byen.

Som i de tidligere år udkommer guiden, mens festivalåret allerede er godt i gang. Personligt er jeg allerede gået glip af 17 festivaler i år - og der har ikke engang været Havnekultur endnu. Vildt. Stærke nye tiltag som Female Festival, Mer' Metalfest og Music Days har meldt sig på banen, og Zombiefestivalen vendte tilbage i et forbilledligt samarbejde med Musikbiblioteket. Se dem alle i bunden af artiklen.

Når vi er nået midten af maj, har byens arrangører samlet tiltrækkelig mod til at rykke udenfor og indtage pladser, parker og udendørsscener. Nu begynder begivenhederne for alvor at fylde kalenderen! Og den bliver tæt pakket. I 2016 havde vi 61 festivaler i guiden. I år er der 78! Og det tyder på, at det ikke bare er antallet, der stiger. Ambitionerne, kreativiteten og forskelligheden synes også større end nogensinde. Lad os kigge på dem: 

1. Scenoskop Teaterfestival

Teater | 3 dage | Maj | Arrangør: Scenoskop | Sted: Odense Teater

LINK TIL BEGIVENHED

 

2. Teaterkavalkade

Teater | 4 dage | Maj | Arrangør: Odense Dramaskole | Sted: Odense Dramaskole, Ørstedsgade 12

LINK TIL BEGIVENHED

 

3. Odense Tartelet Festival

Mad og musik | 1 dag | Maj | Arrangør: Restaurant Grønttorvet | Sted: DOK5000

Link til begivenhed

 

4. Fladfiske Festival

Lystfiskeri | 1 dag | Maj | Arrangør: Jan og Bo's Lystfiskershop | Sted: Odense Havn

LINK TIL BEGIVENHED

 

5. MakerCity Festival

Udstilling og workshops | 3 dage | Maj | Arrangør: MakerCity | Sted: Odense Havn

LINK TIL BEGIVENHED

 

6. Odense Havnekulturfestival

Musik, dans, kunst, mad og vandaktiviteter | 3 dage | Maj | Arrangør: Ungdomshuset, Odense Kommune | Sted: Odense Havn

LINK TIL BEGIVENHED

 

7. Warehouse Festival

Elektronisk musik | 2 dage | Maj | Arrangør: Slagteriet og Rave Republic | Sted: Slagterigrunden 

LINK TIL BEGIVENHED

 

8. Mangfoldighedsfest

Parade og musik | 1 dag | Juni | Arrangør: Mangfoldighedsfest Odense | Sted: Odense Centrum og Kongens Have

LINK TIL BEGIVENHED

 

9. BørnefestiBAL

Musik og leg | 1 dag | Juni | Arrangør: BørnefestiBAL | Sted: Munke Mose

LINK TIL BEGIVENHED

 

10. German Village og Bierfest

 Øl, marked, mad, fest og leg | 4 dage | Juni | Arrangør: Københavns Oktoberfest | Sted: Kongens Have

LINK TIL BEGIVENHED

 

11. Silhuetten

Musik | 1 dag | Juni | Arrangør: Pro4 og Lavuk | Sted: Odense Atletikstadion

LINK TIL BEGIVENHED

 

12. NBA 3X Odense

Sport og underholdning | 3 dage | Juni | Arrangør: Odense Kommune | Sted: Havnepladsen

LINK TIL BEGIVENHED

 

13. Det Fynske Dyrskue

Udstilling, opvisning, mad og underholdning | 3 dage | Juni | Arrangør: Det Fynske Dyrskue | Sted: Dyrskuepladsen

LINK TIL BEGIVENHED

 

14. Skuespillerskolens Teaterfestival

Teater | 6 dage | Juni | Arrangør: Den Danske Scenekunstskole | Sted: Skuespillerskolen og Teater Momentum

LINK TIL BEGIVENHED

 

15. Asian Culture Festival

Mad, musik og dans | 2 dage | Juni | Arrangør: Asian Culture Festival og Brandts Klædefabrik | Sted: Brandts Passage

LINK TIL BEGIVENHED

 

16. RiddimFestival

Musik | 2 dage | Juni | Arrangør: RiddimFestival | Sted: Asgar Anlæg

LINK TIL BEGIVENHED

 

17. Pure Festival

Musik, kunst og kortfilm | 2 dage | Juni | Arrangør: Kansas City | Sted: Kansas City

LINK TIL BEGIVENHED

 

18. Tinderbox

Musik | 3 dage | Juni | Arrangør: Tinderbox Entertainment | Sted: Tusindårsskoven

LINK TIL BEGIVENHED

 

19. Triatlon Festival

Sport | 4 dage | Juni | Arrangør: Udvikling Fyn/Sport Event Fyn | Sted: Havnebadet

LINK TIL BEGIVENHED

 

20. Worldstory Festival

Workshops, musik og dans | 6 dage | Juli | Arrangør: Worldstory Festival | Sted: Bjergager Solby

LINK TIL BEGIVENHED

 

21. Sommer i Farvergården

Musik, børneteater og leg | 25 dage | Juli | Arrangør: Kulturmaskinen | Sted: Farvergården

LINK TIL BEGIVENHED

 

22. Bas Under Buen

Musik | 1 dag | Juli | Arrangør: OHOI! | Sted: Stark-grunden

LINK TIL BEGIVENHED

 

23. GRØN

Musik | 1 dag | Juli | Arrangør: Muskelsvindsfonden og Tuborg Musik | Sted: Dyrskuepladsen

LINK TIL BEGIVENHED

 

24. Jam Days

Jazz, blues og folkemusik | 5 dage | August | Arrangør: Jam Days | Sted: Amfipladsen, Farvergården og Dexter

LINK TIL BEGIVENHED

 

25. Odense Middelalderdage

Marked og underholdning | 5 dage | August | Arrangør: Odense Middelalderdage | Sted: Tusindårsskoven

LINK TIL BEGIVENHED

 

26. Hesbjerg Gøglertræf

Gøgl, cirkus, mad og musik | 4 dage | August | Arrangør: Hesbjerg Gøglertræf | Sted: Hesbjeg Slot

LINK TIL BEGIVENHED

 

27. HOLI LIFE - Music Festival of Colors

Musik og dans | 1 dag | August | Arrangør: HOLI LIFE Danmark | Sted: Kongens Have

LINK TIL BEGIVENHED

 

28. HCA City Games

Idræt | 6 dage | August | Arrangør: Odense Gymnastikforening | Sted: Odense Idrætspark

LINK TIL BEGIVENHED

 

29. Dynamos festival for nycirkus og ny scenekunst

Performance og scenekunst | 2 dage | August | Arrangør: TinCan Company | Sted: Byens Ø

LINK TIL BEGIVENHED

 

30. Odense Blomsterfestival

Udstilling og underholdning | 4 dage | August | Arrangør: Odense Blomsterfestival | Sted: Odense Centrum

LINK TIL BEGIVENHED

 

31. odense japan days

Dans, opvisninger, workshops og udstillinger | 2 dage | August | Arrangør: Odense Japan Day | Sted: Kulturmaskinen og Odense Rådhus

LINK TIL BEGIVENHED

 

32. Skaldyrsfestival Odense

Mad | 2 dage | August | Arrangør: Restaurant Nordatlanten | Sted: Byens Ø

LINK TIL BEGIVENHED

 

33. H.C. Andersen Festivals

"Alt kan ske" | 8 dage | August | Arrangør: H.C. Andersen Festivals | Sted: Odense Centrum

LINK TIL BEGIVENHED

 

34. Spoken Word Festival

Oplæsning, musik, debat og foredrag | 7 dage | August | Arrangør: Studenterhus Odense | Sted: Odense Centrum

LINK TIL BEGIVENHED

 

35. HCA Comedy Festival

Stand Up | 4 dage | August | Arrangør: Stand Up i Odense | Sted: TBA

LINK TIL BEGIVENHED

 

36. Skibhusfestival

Musik og leg | 1 dag | August | Arrangør: UngNord, Odense Kommune | Sted: Skibhuskvarteret

LINK TIL BEGIVENHED

 

37. OFF - Odense International Film Festival

Film, spil, mad og underholdning | 7 dage | August | Arrangør: Odense International Film Festival, Kulturmaskinen | Sted: Brandts Klædefabrik

LINK TIL BEGIVENHED

 

38. Højbystævnet

Folkemusik | 3 dage | September | Arrangør: Højbystævnet | Sted: Højby Forsamlingshus og Café Bakkegården

LINK TIL BEGIVENHED

 

39. Øllets Dag

Marked, smagning og musik | 1 dag | September | Arrangør: Ølentusiaster i Odense | Sted: Amfipladsen

LINK TIL BEGIVENHED

 

40. Karrusel

Musik og gadefest | 3 dage | September | Arrangør: Karrusel | Sted: Odense Centrum og Havn

LINK TIL BEGIVENHED

 

41. Portvinsfestival

Marked og smagning | 2 dage | September | Arrangør: Arrangørgruppen "Portvinsfestival i Vintapperstræde" | Sted: Vintapperstræde

LINK TIL BEGIVENHED

 

42.Mod.Strøm

Musik, kunst og kulturoplevelser | 10 dage | September | Arrangør: Kulturregion Fyn | Sted: Hesbjerg Slot

LINK TIL BEGIVENHED

 

43. Fjordens Dag

Vand- og naturaktiviteter | 1 dag | September | Arrangør: Kerteminde, Nordfyns, Odense Kommuner | Sted: Odense Fjord, Stige Ø og havnen

LINK TIL BEGIVENHED

 

44. SPIS! Odense Food Festival

Mad, marked, film, foredrag og workshops | 7 dage | September | Arrangør: SPIS! Odense Food Festival | Sted: Odense Centrum

LINK TIL BEGIVENHED

 

45. Semesterstartsfesten SDU

Musik | 1 dag | September | Arrangør: Syddanske Studerende | Sted: SDU i Odense

LINK TIL BEGIVENHED

 

46. Odense Barokfestival

Klassisk musik | 3 dage | September | Arrangør: Odense Barokfestival | Sted: Vor Frue Kirke

LINK TIL BEGIVENHED

 

47. MIX ODENSE | LesbianGayBiTrans Film Festival

Film | 5 dage | Oktober | Arrangør: Lambda | Sted: Café biografen

LINK TIL BEGIVENHED

 

48. WHINN - Week of Health and INNovation

Konference, udstilling, workshops og foredrag | 3 dage | Oktober | Arrangør: WHINN | Sted: Odense Congress Center

LINK TIL BEGIVENHED

 

49. PHONO festival

Elektronisk musik, lys- og lydkunst | 4 dage | Oktober | Arrangør: PHONO | Sted: Odense Havn

LINK TIL BEGIVENHED

 

50. Fyns Tango Festival

Dans | 3 dage | Oktober | Arrangør: Baila el Tango - Argentinsk Tango på Fyn | Sted: Rosenbæk Torv

LINK TIL BEGIVENHED

 

 

51. Harry Potter Festival

Oplæsning, sport, musik og leg | 3 dage | Oktober | Arrangør: Odense Bibliotekerne | Sted: Odense Centrum

LINK TIL BEGIVENHED

 

52. Iværksætterfestival

Workshops og foredrag | 5 dage | November | Arrangør: Odense Kommune | Sted: Stjerneskibet

LINK TIL BEGIVENHED

 

53. Syddansk Musikkonservatoriums Kammermusikfestival

Klassisk musik | 6 dage | November | Arrangør: Syddansk Musikkonservatorium | Sted: Musikkonservatoriet, Musikbiblioteket og SDU

LINK TIL BEGIVENHED

 

54. Lyvefestival

Leg og fortællinger | 1 dag | November | Arrangør: Odense Bibliotekerne | Sted: Musikhuset Posten

LINK TIL BEGIVENHED

 

55. Odense Gaming Week

E-sport og gaming | TBA | November/December | Arrangør: Odense Kommune | Sted: ODEON

LINK TIL BEGIVENHED

 

56. odense illuminated

Lyskunst, musik, foredrag og fakkeloptog | TBA | December | Arrangør: HCA Fonden, SDU og Odense Kommune | Sted: Flakhaven, SDU m.fl.

LINK TIL BEGIVENHED

 

57. H.C. Andersen Julemarkedet

Historisk marked, mad og underholdning | 6 dage | December | Arrangør: Odense Kommune | Sted: Sortebrødre Torv

LINK TIL BEGIVENHED

 

Festivaler, dU (måske) allerede er gået glip af

58. SPIS! Uge 5

Mad | 6 dage | Februar | Arrangør: SPIS! Odense Food Festival | Sted: 11 restauranter i Odense | LINK TIL BEGIVENHED

59. Vinterjazz

Musik | 24 dage | Februar | Arrangør: Copenhagen Jazz Festival | Sted: Dexter, Studenterhuset og Momentum | LINK TIL BEGIVENHED

60. Dining Week

Mad | 8 dage | Februar | Arrangør: Dining Week Restaurant Festival | Sted: bl.a. Restaurant Nordatlanten, Oluf Bagers Gård, Bacchus og Odense Zoo | LINK TIL BEGIVENHED

61. Mer' Metalfest

Musik | 3 dage | Februar | Arrangør: Kansas City | Sted: Kansas City | LINK TIL BEGIVENHED

62. Female Festival

Musik, foredrag og workshops | 3 dage | Februar | Arrangør: Female Festival Arrangørgruppe | Sted: Ungdomshuset | LINK TIL BEGIVENHED

63. Spot On - Talenter i Maskinen

Musik | 2 dage | Marts | Arrangør: UngNord, Odense Kommune | Sted: Kulturmaskinen | LINK TIL BEGIVENHED

64. Music Days

Foredrag, samtaler og workshops | 3 dage | Marts | Arrangør: Music Days | Sted: ODEON | LINK TIL BEGIVENHED

65. Odense Lyrik Festival

Oplæsninger og musik | 9 dage | Marts | Arrangør: Lyrikgruppen FynsVærk | Sted: Teater95B | LINK TIL BEGIVENHED

66. Spiritus Festival

Smagning og marked | 1 dag | Marts | Arrangør: Vinens Verden | Sted: Teater95B | LINK TIL BEGIVENHED

67. Forårsfestival

Klassisk musik | 6 dage | Marts | Arrangør: Syddansk Musikkonservatorium | Sted: Musikkonservatoriet | LINK TIL BEGIVENHED

68. Odense Zombie Festival

Film, musik, foredrag og zombiewalk | 4 dage | Marts | Arrangør: Odense Zombie Events  | Sted: Musikbiblioteket | LINK TIL BEGIVENHED

69. Mer' Elektronisk Fest

Musik | 3 dage | April | Arrangør: Kansas City | Sted: Kansas City | LINK TIL BEGIVENHED

70. Guldægget

Film | 1 dag | April | Arrangør: Medievidenskab på Syddansk Universitet | Sted: SDU i Odense | LINK TIL BEGIVENHED

71. The Ugly Duckling Swing Festival

Dans | 4 dage | April | Arrangør: Lindy Hop Odense - Swing the Shoes | Sted: OASK Danseskole | LINK TIL BEGIVENHED

72. Dansens Dag Odense

Dans og performance | 1 dag | April | Arrangør: Odense Kommune | Sted: Odense Centrum | LINK TIL BEGIVENHED

73. Forskningens Døgn

Foredrag, underholdning og workshops | 1 dag | April | Arrangør: Syddansk Universitet | Sted: SDU i Odense | LINK TIL BEGIVENHED

74. Odense Fejrer ODEON

Musik, teater, dans og performance | 9 dage | Maj | Arrangør: Odense Kommune | Sted: ODEON | LINK TIL BEGIVENHED

75. Bonsai Festival

Udstilling og opvisning | 1 dag | Maj | Arrangør: Dansk Bonsai Selskab | Sted: Odense Sportscentrum | LINK TIL BEGIVENHED

76. Odense Spilfestival

Brætspil, film og mad | 1 dag | Maj | Arrangør: Odense Spilfestival | Sted: Amfipladsen | LINK TIL BEGIVENHED

77. Pale Ale Festival

Øl og musik | 4 dage | Maj | Arrangør: Christian Firtal | Sted: Vintapperstræde | LINK TIL BEGIVENHED

78. Mer' Rapfest

Musik | 2 dage | Maj | Arrangør: Kansas City | Sted: Kansas City | LINK TIL BEGIVENHED

Få overblikket over hele året

Klik på billedet, print ud og hæng op.

Odense har mange festivaler. Her i guiden har jeg taget 78 med, og man kan altid diskutere hvor grænsen mellem arrangement og festival går. Du har sikkert også undret dig over en eller flere undervejs. Måske tænkte du straks på Kagens Dag, da du så Øllets Dag, eller studsede over Semesterstartsfesten, fordi du husker hvordan festerne var på SDU, dengang du gik der... Måske burde listen fokusere mere på kvalitet end kvantitet?

Skyd jeres forslag og kritik afsted. Så rammer jeg måske helt plet næste år.

Jeg vil også rigtig gerne høre, hvad I synes, der stadig mangler her i byen? Hvad med nogle festivaler, der hylder Odense som robotby? Cykelby? Grøn storby? Nogle flere festivaler, der sætter fokus på vores forskellige bydeles særpræg? Skibhus fører an, og sidste år havde vi en "Østerbro Festival". I år er Vesterbro Beboerforening begyndt at rykke på sig - i første omgang med markedsdage på Grønnegade. Spændende. Lad os se om Dalum/Sanderum, Bolbro, Åløkke, Hunderup og de andre kan følge trop.

På resten af Fyn sker der også en masse spændende på festivalfronten, hvor de lokale særpræg og miljøer udnyttes eksemplarisk: Heartland, Avernax, Fællestival, Svendborg Graphic, Svendborg Sound, Hindsgavl Festival og Love In på Skarø. Uden at kopiere, er der så nogle vigtige strøminger, vi bør lade os inspirere af her?

Deltag i debatten herunder



Luk

Til kamp for flere trivselspladser!

Til kamp for flere trivselspladser!
Longread | Skrevet af: My | 10. maj 2017

Man har brug for ikke at blive gloet på hele tiden, når man er barn.
Og man har ikke brug for at indtage kaffe hele tiden og få flad numse, når man er voksen

Før jeg fandt ud af, at den var dødssyg, var den en fest – den Odenseforstad, hvor intet skete, men hvor frugttræerne groede og brombærkrattene rev, og ens mor lod som om hun ikke holdt øje, når man forsvandt ned i skoven på jagt efter gemmesteder og halede snegle med hjem i haven og mistede sine gummistøvler til søens mosede bred.

Mine unger vokser op i Odense C. På legepladser med blødt underlag – overvåget af koffeinholdige voksne, der med korte intervaller hopper op og råber ”pas på!”

I sidste uge forvildede jeg mig ind på byggelegepladsen Kolle 37 i Berlin fra en bagindgang og vidste derfor ikke, hvad jeg havde fundet præcis. Men jeg brugte to salige timer her med øjne på stilke og begejstrede udråb. Som Snøvsens ven, katten i sækken, der befriet fra sæk begejstres over alle de syn, der møder den: nej men SE DOG!

Her er en flåde af en europalle-gynge spændt op i et træ. Her er klatrevæg på en baggrund af ikke-kommunal grafitti. Her er bålplads og byggeværksted og værktøj til rådighed. Her er væltetruede mosaik-bed med spiselige urter. Her er en virkelig stor kanin og en håndfuld marsvin, og her er søm, man kan komme til at træde på.

Her er bivuakker. Her er udendørs stenovn og rigeligt med brænde. Her er planter, som har fundet en bar plet at slå sig ned på og strutter mod himlen. En grøn oase i en stor storby. Her er adgang til køkken og mulighed for at søle sig til i vand. Her er et klubhus, som om aftenen bliver brugt til kulturarrangementer. Genialt! Der har du dit lokale beboerhus og løsning på ikke-restaurationsbetinget liv i bymidten!

Det er et sted til børn med håndværker-spejder-besætter-attituder. Alle frisatte børn, altså. Et sted, hvor kravet om Sikkerhed Over Alt ikke trumfer tilliden til børnenes formåen, og hvor man tror på, at børn i vat er beskyttede (og bløde), men triste børn.

Det er også et sted for de voksne. Det er balsam, jo. At sidde i en storby og nyde noget ufriseret natur og kunne flække noget sammen. At være i nogle rammer, der minder én om, at der er meget, der er vigtigt i livet, og at det ikke er det, vi bruger det meste af vores tid på. Hvor godt ting, som er lavet over bål, smager. At man også kan være voksen på mange forskellige måder og være en succes. At lykken ikke for alle er 2 x 37 timers job, deli-mad og puder fra Hay. Den kan også være deltid og fælleskøkken og ladcykel. Det er vigtigt med sådan nogle – skal man virkelig sige skæve – steder, som modpol til det angstfyldte præstationspres, der siver ind overalt.

Nogle gange har man brug for at være i fred og for at have lov til at lave noget – konstruere noget med sine hænder. Mødre og fædre har brug for at give slip på deres børn, så børnene finder ud af, at de kan så meget. Mærker kroppens grænser. Slår sig. Ikke dør. Lærer at gå på ting, uden EU-typegodkendt skridsikkert gummiunderlag.

En storby giver plads til forskellighed. Til det uens. En klog storby (og dens folk på toppen af beslutningsprocesserne) ved, at der gror fine ting, hvis der er lommer, ting kan gro i. Der er stadig et stort ubeplantet og ubebygget stykke i Odense C. Det kan nås endnu. Jeg stiller gerne op som idéudvikler, projektkoordinator og daglig bestyrer af pladsen. Så mangler vi bare en pædagog, en håndværker eller to, en røvfuld genbrugsbyggematerialer og nogle blandede blomsterfrø, som skal kastes op i vinden, så er vi så godt som i mål.

Er der nogle kroner i kassen, Odense? Vi vil kun koste et lille hjørne af en Odeon endevæg. Lover.



Luk

Skrønen om bymidtens død - og hvorfor spørgsmålet er forkert

Skrønen om bymidtens død - og hvorfor spørgsmålet er forkert
Debat | Skrevet af: Bo Jessen | 3. maj 2017

"Odense bymidte er død!"

Det mest skrevne udsagn i den odenseanske lokaldebat indenfor de senere år? En enkelt søgning i lokalmediernes meningsrum og man kan hurtigt få tanken. Det er som regel gadelukninger, letbaneombygninger og manglende parkeringspladser, der får skylden. Der er bare ét problem - det passer ikke, og så er det i øvrigt også svaret på et helt forkert spørgsmål. For der er andre og langt vigtigere ting, vi bør diskutere.

Så lad os først lige mane skrønen i jorden. Her er fire facts, du kan bruge, næste gang nogen påstår det:

1. Der er stadigt flere mennesker i bymidten

Fra 2015 til 2016 er antallet af fodgængere i bymidten steget fra 64.500 til 73.326 i hverdagene i en måleuge, i følge Odense Kommunes årlige effektmålinger. Med de mange byggerier stiger antallet af beboere også i bymidten i de kommende år, og det giver endnu flere mennesker på gaden.

2. Antallet af tomme butikslokaler er ikke højt

En ny optælling jeg har lavet i bymidten fra 28. til 30. april* (en god travetur på 8 timers ødelagte fødder) viser, at der ud af de 732 gadevendte lokaler i bymidten er godt 68 tomme/til leje, og ud af de 68 er det kun 45, der ikke enten er genudlejede, ved at blive bygget om eller midlertidigt anvendt til butik - og derfor reelt er til leje. Herudover er flere lokaler nybyggede/netop fraflyttet af butikker, der flytter til anden adresse.

Samlet set er det kun 7 % af lokalerne, der er tomme og indflytningsklare. I modsætning til tidligere er der flest tomme lokaler på hovedstrøgene (hvor priserne er højest), mens der er meget få ledige lokaler i udkanten af bymidten. Nedergade, Skt. Knuds Kirkestræde og Brandts Passage er fuldt udlejede, og der er næsten ingen ledige lokaler på Vesterbro eller i Nørregade.

3. Den odenseanske restaurantrevolution fortsætter

Antallet af restauranter i bymidten er steget fra 114 i maj 2014 til 175 i februar 2017 ifølge Danmarks Statistik. Det dækker dels over nye restauranter og eksisterende steder, der er begyndt at servere mad. Et hurtigt kig rundt på gaderne afslører også, at antallet af udeserveringer også er steget ganske betragteligt siden Odense Kommune fjernede gebyret for udeservering.

4. Udvalget er større end længe set

Bymidten byder på ting, man ikke troede var muligt for tre år siden. Et par eksempler er gode vinbarer, kaffebarer og restauranter en masse, tre dedikerede pladeforretninger og stadigt flere gallerier. Og så er der selvfølgelig flere arrangementer og festivaler end nogensinde før, som vi også har fortalt om i vores blogartikel.


Lalou Vinbar, Pogestræde

Der er al mulig grund til at være positiv over bymidtens udvikling. Især når man tænker på, at tallene ser sådan ud allerede inden en eneste af de ombygninger, der plager bymidten, står færdig.

Men når skrønen er aflivet, er det så ikke på tide at diskutere hvad bymidten mangler? For mens vi snakker om, hvorvidt bymidten er død eller ej, så kommer udviklingen helt af sig selv. Og hvis vi ikke forholder os til hvad den skal føre med sig, så er det mit bedste bud, at risikoen er større for vi ikke kommer til at bryde os om resultatet.

Optællingen af bymidtens lokaler afslørede følgende sammensætning:
- Restauranter/caféer/fastfood mv.: 142
- Tøj, sko og tilbehør: 110
- Frisør/tatovør/sol mv.: 66
- Service/penge/kopiering/administration mv.: 50
- Boligindretning, møbel, genbrug, køkkengrej mv.: 49
- Sundhed, fitness og kosmetik: 46
- Dagligvarer og specialiteter: 40
- Kultur/underholdning/galleri: 38
- Elektronik, musik, legetøj, hobby mv.: 36
- Bar/natklub/vinbar/værtshus: 34
- Smykker/ure/briller: 25
- Cykel, sport og udendørs: 12
- Hotel: 8
- Bøger mv.: 7
- Grønthandler: 1 (Odense Fødevare Fællesskab)
- Stormagasin: 1

Er det den rigtige sammensætning og er kvaliteten god nok? Hvad savner du?

Jeg savner stadig mange ting. Ting, som jeg er overbevist om ville kunne blive blive store succeser, hvis der var dygtige mennesker, der havde modet til at åbne dem og udlejere, der kunne se værdien i det. Bymidtens store udfordring er ikke de sidste tomme lokaler, for få mennesker eller manglende efterspørgsel. Det er ikke odenseanernes og fynboernes særlige væsen, som mange ellers har for vane at sige.

Det er derimod manglende mod hos alle os, der går og snakker om at åbne lige det sted vi drømmer om, men endnu ikke har gjort det. Det er, at for få siger: "Hvis jeg ikke kan få det, så laver jeg det selv". Det er, at der er for få lokaler til dem, der har en god ide, men ikke har en stor kædevirksomhed i ryggen til at finansiere det. Kort og godt et udbudsproblem. Det bymidten skal overleve på i fremtiden er det, der er noget særligt. Noget man kan smage, lugte, mærke, høre og føle. Bymidten skal være mødested og ramme om de fællesskaber, der skabes når byen er bygget godt nok. Det er dem, der ikke kun driver en butik for at tjene penge, men fordi de har noget på hjerte.

Lad os sammen dele vores ideer til det vi gerne vil have mere af. Jeg starter...

Jeg savner en uafhængig boghandel, der dyrker litteratur, der ikke rimer på Jan Magnussen og svensk krimi. Som byder indenfor til forfatterarrangementer og hoster bogklubber. Vores universitet spytter bunker af boghungrende litteraturdimittender ud, som synes at gå direkte fra uni og rundt i ring indtil de flytter fra byen. Hvorfor er der ingen af jer, der åbner sådan et sted, i stedet for at blive en meget lille del af et tilsvarende miljø i en anden by?

Brattle Book Shop, Boston

Librairie Ptyx, Bruxelles

Jeg savner en cykelhandler, der ikke sælger kædeproduceret Kina-aluminium, men bygger sine egne stålrammer. Odense er en verdenskendt cykelby og antallet af cyklister er uovertruffent, når man tager højde for byens flade struktur.

Og så har der altid ligget cykelproducenter i Odense, så længe cyklen har været til. For mere end 100 år siden blev der produceret cykler hos H. Demant og Thomas B. Thrige. I 30'erne var Smith & Co. Danmarks største cykelproducent med 35.000 cykler. Der er også blevet produceret cykler i Frue Kirkestræde, i Slotsgade og i Dronningensgade. Der er blevet produceret Kildemoes i Sct. Jørgensgade, Everton på Rugårdsvej og Redux på Grønlandsgade og Østerbro. Og hvad med Skandsen og Vitesse på Skibhusvej og Læssøegade?

Rundt omkring i alverdens kældre ruster Odensecykler, men i dag kan vi ikke byde på én kvalitetsorienteret selvbyggerforretning, selvom selvbyggerkunsten vinder frem over alt.

Rapha Cycle Club, London

Jeg savner også et spillested, der er skabt af vækstlagsmusikere og holdt i live af deres drøm om at forandre Odense til støjrockens, technoens eller jazzens centrum. Et sted, hvor der er liv hele døgnet og som kan give scene til byens mange unge talenter, som derfor slipper for at skulle stikke af til København.

Og hvor er det spillested, der booker internationale upcoming artister og aktuelle musikkunstnere i mellemstørrelsen? Som ikke kun arbejder for at give odenseanerne alt det de kender i forvejen? Vega, spillestedet i København, præsenterer i løbet af det kommende år eksempelvis Tinariwen, Ásgeir, Ryan Adams, Clap Your Hands Say Yeah, Mogwai, Little Dragon, Sun Kil Moon. Alle sammen navne jeg ville købe billet til uden betænkning hvis de spillede i Odense. Men den slags kunstnere spiller aldrig i Odense. Store Vega har plads til 1.500 og Posten 900. Er det årsagen alene? Det kan det vel dårligt være.

Et af mange DIY-spillesteder i Leipzig

Jeg savner ikke-kommercielle udstillingssteder, hvor byens kunstnere kan udstille og søge støtte hos Statens Kunstfond til at producere og udstille deres værker. Det kunne holde på nogle af de kunstnere, der kommer ud af f.eks. Kunstakademiet og give byen flere af de kreative rum, som vi altid har manglet.

Galleri Yvont Lambert, Paris

Jeg savner en tøjbutik hvor den modehungrende storbyknægt kan dyrke den seneste herremode. Som sælger Acne, Marni, Rick Owens og Lemaire. Eller som har de rigtige forbindelser til at købe de rigtige genbrugsklæder hjem til både han, hun og hen.

Christopher Lemaire, Paris

Jeg savner et værksted, hvor kan komme ind og bygge ting og få kyndig rådgivning. En reol, et bord, en cykel eller noget fjerde. Et sted der drives af håndværksmæssig ærgerrighed, og hvor der er tid til at gøre det rigtige rigtigt.

Snedkerværksted, New York

Jeg savner flotte og indbydende butiksfacader, der giver plads til ophold, og som fortæller historier om, at der inde bagved facaden gemmer sig et rigtig menneske, der har rigtige interesser og ønsker at dele dem med os alle sammen.

In Praise of Shadows, Stockholm

Cafe i Kyoto, Japan

Native, Antwerpen

Restaurantscenen blomstrer, men hvor er den højkvalitetsrestaurant, der serverer mellemøstlig, sydamerikansk eller afrikansk mad? Som ikke bare giver os fransk-fynsk i nye afskygninger, men for alvor bringer os ud på gyngende grund og gør det godt? Stort set alle verdens nationaliteter er repræsenteret i Odense, men det er svært at se på restauranterne.

Restaurant Tegui, Buenos Aires

Odense er Danmarks grønneste storby, og ligger midt på en ø, der bliver kaldt Danmarks Have, men hvor er naturen på byens pladser? De grønne facader, de flotte træer? De vildtvoksende altaner og tagterrasser, du gerne dirker en hoveddør op for at opleve? Og steder du glædeligt slæber en grill, et par borde, nogle glødepærer og en håndfuld venner med til? Steder man kan gemme sig lidt væk med en kop kaffe i hånden. Steder man ikke skal tænke på at købe noget? Måske i nogle af byens mange fantastiske baggårde, der ligger øde hen og er klædt i duelort?

Tagterrasse i Brooklyn, New York

Hugues Peuvergne, baggårdsdesign

Vertikal have, Paris

Tid til aftensmad i Brooklyn, New York

Og hvor er de indvandrergrønthandlere, der giver farve til hvert et gadehjørne i alverdens storbyer, og som der tidligere har ligget mange af i bymidten? De steder hvor grønt, der ikke skal på køl, ikke er på køl og hvor du kan købe en enkelt frugt på vej til næste aftale uden at skulle igennem en supermarkedslabyrint? Det er måske ikke nemt at tjene penge på grønt længere, men det må da kunne lade sig gøre at drive en lille butik med grønte sager?

Grønthandler, Buenos Aires

Hvad synes du? Hvad mangler du i bymidten? Post gerne forslag med billeder. Og hvordan får vi mere af det vi gerne vil have? Tror du faktisk på, at der er noget af det, der er foreslået ovenfor, der ikke kan lade sig gøre? Eller kræver det bare, at nogen gør det? Er der måske noget af det, der findes i forvejen, som jeg bare har overset?

* Alle udadvendte lokalefunktioner i stueetager eller i hævede kældre er talt med. Sammenhængende lokaler indrettet til samme funktion er kun talt een gang. Se definition af bymidten her.



Luk

Plakater er kunst - giv hegnene fri!

Plakater er kunst - giv hegnene fri!
Meninger | Skrevet af: Mira Erik | 26. april 2017

Bymidten er gået i slowmotion pga. massiv ombygning. Det betyder i hvert fald én god ting: Masser af byggehegn! Og masser af byggehegn betyder masser af plads til at hænge sine plakater op på. 

Under Livet, Odense

Den Røvsmalle Biograf, Odense

Nedergadeteatret, Odense 1982

Men, nej, vent! Det må man ikke??!! ”Det er et kommercielt foretagende, hvis Røde Himmel hænger plakater op for sin koncert, for den tjener de penge på, og der må ikke reklameres for kommercielle foretagender, siger kommunen, som vogter hegnene, ”de er reserveret til udvalgt og finansieret street art”. Kommunens borgervendte ombygningsenhed, Fra Gade til By, siger nej til plakatkunst – fordi den ikke kategoriseres som kunst.

"Fra Gade til By siger nej til plakatkunst"

Men plakatkunst er kunst. Det har det været siden Toulouse-Lautrec lavede sine første plakater for Moulin Rouge i 1892:

Henri de Toulouse-Lautrec, Paris 1892

Plakaten er stil, plakaten er analog, plakaten er tapetklister og materiale, den er skills, den er håndelag, den er status, den er nærmiljø, den er omhu, den er æstetik, den er retorik, den er lokkemad, den er flirt, den er 'kom', den er kunst.

Derfor, nødråb om liberalisering og call to (anti)action til kommunen: Slip hegnene fri!

Peter Pan, Leipzig

Peter Pan siger det også

Eller, plakaten kan være kunst. Hvis blodet løber i årerne, og  ikke alt er reduceret til afvikling og omsætning hos dem, der præsenterer deres ting. Derfor,

nødråb om kærlighed og call to action til kulturinstitutioner og kunstnere: Slip plakatkunsten fri!

Vi vil ha’ jer, vi tørster og vi drømmer om jeres kunst. Lok os med skønhed, kald på os og besnær os. Så kommer vi. 

Vi vil lokkes fra byggehegnene, så vi ved at byen lever, mens den vokser.

/Mira

Og kære læser,

smid dine billeder op her i tråden af lækre plakater, du har set (eller lavet?), hvis du vil være med til at overbevise kommunen om, at plakater kan være kunst og hegnene bør gives fri. 

Nedenfor en blanding af smukke plakater, bl.a. fra et nyligt besøg i Leipzig, hvor jeg blev mindet om, hvor lækkert det er, når plakaterne får lov at leve frit i byen, og om hvor højt niveauet kan være i plakatkunsten.

Leipzig, Tyskland

Klingenstraße, Leipzig

Projekt Chaos, Leipzig

Basviola 80'erne, Odense

Røde Himmel, Odense

Konsekvente Klub Golem, Odense

Kunstakademiet, Odense

"vi drømmer om jeres kunst. Lok os med skønhed"

Ukendt, Odense

SLIME, teenage warning i Leipzig

Alle ledige steder, Leipzig

Simpelt, fint, i Leipzig

Fyr den af, grafiske designere!

De frække (hvad blev der af dem?) - her teatergruppen solvognen i 70'erne

Og de tidskrævende? Her linoleumstryk fra DDK

"2 enaktere af Samuel Beckett", Odense 1984

 

Brand er godt ... 


Luk

En ny tid - et nyt This Is Odense

En ny tid - et nyt This Is Odense
Meninger | Skrevet af: This Is Odense | 19. april 2017

Da This Is Odense startede op i 2013, spurgte vi retorisk: ”Sker der noget i Odense?” Og vi svarede selv: ”Gu gør der så!”. Vores mission har lige siden været at sprede historien om en by, der er langt bedre end sit rygte. At fortælle historier om Odenses skjulte arrangementer og hemmelige steder, kærligt ruske de dovne og endelig at give flere odenseanere lyst til at tage del i byens liv.

Fire år senere er ingen længere i tvivl om, at der sker en masse i Odense. I 2013 jublede vi, hvis vi kunne finde fem rigtig gode ting at anbefale på en uge; i dag må vi hele tiden sortere fantastiske begivenheder fra. Der sker mere end nogensinde før, og byen strækkes i både bredden og dybden.

Men debatten om indhold og kvalitet har ikke ændret sig i samme tempo. Vi diskuterer stadigvæk, om vi skal frem eller tilbage. Om Odense var bedre, da ingenting forandrede sig, eller om alt nyt er godt. Om letbanen er den rigtige beslutning, og om parcelhuse og forstæder er vigtigere end knald på i bymidten. I den debat er der sjældent plads til at diskutere indhold – vi bliver alle enten til bagstræbere eller jubelidioter, og nuancerne bliver hjemløse.

"vi tæller tomme butikslokaler i stedet for at diskutere, hvad vi bør fylde i dem"

Det betyder, at vi tæller gæster på Brandts, i stedet for at diskutere om et kunstmuseum kan købe en Disneyudstilling uden kritik. Og det betyder, at vi diskuterer Odeons garderobepolitik, fremfor at spørge, om Odeons program bringer byen noget, den manglede. At vi tæller tomme butikslokaler i stedet for diskutere, hvad vi bør fylde i dem. At storbyen reduceres til for og imod en diodeskærm med reklamer for Betinas Madhus på byens højhus og til antallet af nye boligbyggerier frem for kvaliteten af dem.

 

Et nyt TIO

På mange måder er Odense ikke længere i krise. Derfor har vi odenseanere også tid til indimellem at spørge os selv, om vi er på rette vej. Om alt det nye nu er godt nok, eller det kan blive endnu bedre. Det betyder også, at behovet for This Is Odense er et andet i dag end for fire år siden, og derfor har vi i denne uge lavet den største ændring af TIO’s form og indhold hidtil.

"Farvel til modellen med fem anbefalinger, der ofte ville mere end formatet kunne bære"

Farvel til modellen med fem anbefalinger, der ofte ville mere end formatet kunne bære, og som ofte var længere, end du gad at læse om ugens arrangementer.

Fremover vil This Is Odense indeholde en byguide, der guider dig til byens bedste steder. Og hver eneste uge vil vi lave fire korte anbefalinger, der giver dig et hurtigt, men kvalificeret overblik over ugens bedste arrangementer. Den femte anbefaling bliver i stedet til en fri ugentlig artikel, hvor den enkelte skribent kan dyrke de lange byfortællinger med mere eller mindre kritiske skildringer af Odense. Det kan være i form af en fotoserie, der viser usete sider af Bolbros vaskekældre, et debatindlæg om Odeons program eller kommunens plakatpolitik, en skildring af særegne lokale personligheder, faktuelle artikler, kulturjournalistik, eller noget helt sjette, syvende, ottende.

"VI vil gerne være et sted, hvor debatten om byens indhold, udvikling og kvalitet foregår"

Endelig kan vi finde på at lave noget, der rækker udover de faste indslag: At invitere nogle vidende debattører ind udefra til at diskutere udviklingen i byens kulturliv, lave en serie om byvisioner før kommunalvalget, eller måske at lade nytilkomne odenseanere give os alle sammen et spark i røven.

This Is Odense vil gerne være et sted, hvor debatten om byens indhold, udvikling og kvalitet foregår. Vi mener noget selv, men vi vil også invitere dig, der læser os til at deltage i samtalen om, hvilken by Odense er, og hvor vi skal hen. Ikke om vi skal frem eller tilbage, men hvad fremad betyder.

Odense er ikke bare, som den er, eller som den bliver helt af sig selv. Odense er, hvad vi gør den til.

 

Hvad ønsker du dig fra det nye This Is Odense? Skriv en kommentar nedenfor.



Luk

Den odenseanske restaurantrevolution fortsætter!

Den odenseanske restaurantrevolution fortsætter!
Meninger | Skrevet af: Bo Jessen | 13. november 2016

Synes du også at, der sker meget på den odenseanske restaurantscene? Så tager du ikke helt fejl. Vi samler op på udviklingen og afslører nye restauranter.

For godt et år siden skrev vi om den odenseanske restaurantrevolution, der har gjort Odense til en gastronomisk destination. Sidenhen er Restaurant Pasfall blevet nævnt i Michelin-guiden. I den nyeste White Guide er der fundet plads til 11 odenseanske restauranter, og White Guide nævner selv byens udvikling som særligt interessant. Byens gastroscene er også blevet beskrevet i en artikel-serie i SAS Travel Magazine, hvortil vi også blev interviewet. Madskribenten Anders Husa har lavet en madguide til byen, I Pupi Siciliani er blevet udnævnt til en af de 19 mest anerkendte italienske restauranter i Danmark af Det Italienske Handelskammer og Burger Anarchys festivalburger er blevet kåret til Danmarks bedste af Gastromand.dk.

Burger Anarchy præmieres for den "suverænt bedste festivalburger". Foto: Gastromand.dk

Faktisk har Odense i dag allerede flere restaurationer per indbygger end Århus og Aalborg. Vigtigst er det dog, at der er kommet en hel masse nye restauranter til, og at der melder sig stadig flere på vej...

Frokostrestauranter skyder frem

Lette frokost/aftenrestauranter skyder frem i både bymidten og byens brokvarterer. I november sidste år åbnede salatrestauranten AC Deli på Læssøegade. Restauranten langer fyldige salater med mellemøstlig- og middelhavsinspiration over disken. Godt og vel samtidig åbnede Soup Stone Café i Store Gråbrødrestræde, der med dedikation til hele verdens suppekunst har turde sætte en retning og bliver belønnet for det. I maj åbnede Den Grønne Café på Skibhusvej med salat, andre lette frokostretter og masser af økologi på menuen; fra august har Banh Mi Sai Gon på Vesterbro indbudt til opfriskende sund mad på farten fra det autentiske vietnamesiske gadekøkken; i eftersommeren blev der plads til sushi street food-restauranten Seaweed i Brandts Passage, og for en måneds tid siden åbnede en af byens unge natklubfolk, Oliver Gorju, så Olivers Salatbar i Pogestræde.

AC Deli. Foto: Marialouiseskovbo.com

At Odense er nået dertil, hvor frokostrestauranter skyder op til højre og venstre, ikke bare i bymidten, men i byens brokvarterer - som tilfældet er med med både AC Deli og Den Grønne Cafe - er et kæmpe skridt frem. Mon ikke snart der f.eks. kommer en restaurant, cafe eller bar mere på havnen? Jeg ønsker mig endnu større dedikation til at dyrke det særegne, smagen og kvaliteten hos de nyåbnede steder. At de næste tør skille sig endnu mere ud, og ikke laver endnu en salatbar, men finder deres egen vinkel. Mulighederne er uanede.

Street food-scenen lever, og mere er på vej...

Mexikansk street food er det også blevet til, da Geoff Bubar i februar åbnede Gringas i Overgade. Simpel, velfungerende mexikansk mad bygget op omkring lokale og økologiske råvarer. I det hele taget er street food-scenen livet op: Pedros Grill & Veggies, Allô Bahn Mi, Mads og Mikkel's Lune Pandekager er på plads til forskellige arrangementer med deres foodtrucks, og sidstnævnte har endda åbnet en pop up-pandekagejoint i Kongensgade 8. Snart åbner en vietnamesisk street food-restaurant i starten af Vestergade og der er endnu flere og større nyheder på vej, som det dog er for tidligt at skrive noget om her.

Pedros Grill & Veggies. Foto: Pedros Grill & Veggies

Michelinstjerner til Odense?

På gourmetscenen sker der også noget. The Balcony åbnede i slutningen af april en fynsk gourmetrestaurant i krydset mellem Vestergade og Kongensgade. Fra balkonen er der udsigt til det, der engang var Danmarks farligste m2, men det er det, der sker indenfor nu, som forandrer byen mest. Sæsonbetonede fynske råvarer i en formel setting, der grænser til det dekadente. Allerede i juni måned blev restauranten anmeldt som mesterklasse af White Guide og kaldt Odenses bedste restaurant. I den dugfriske udgave af White Guide er The Balcony rangeret som Odenses bedste og Nordens 40. bedste restaurant - en meget imponerende bedrift på så kort tid af det unge køkkenhold. Maden blevet kaldt “begejstret ambitiøs”, og nu mangler restauranten bare at finde sin helt egen vej uden om de sikre lån fra de andre danske toprestauranter, og hvem ved så om Odenses første Michelinstjerne havner oven på Froggy’s (hvem skulle have troet det)?

Østers på The Balcony, Vestergade. Foto: The Balcony

I oktober åbnede Café & Restaurant Kongens Have i tilbygningen til Odense Teater. Væk med billetkontoret i den smukke tilbygning, og farvel til det faktum at Odense Teater hidtil har været uden en egentlig restaurant. Selvom logoets design ikke just peger på kvalitet, så gør forpagteren det til gengæld. Det er nemlig Stefan Graversen, der også driver Restaurant Nordatlanten på havnen. Indretning er lys og nordisk, og en flot vindeltrappe forbinder stue og 1. sal. Caféen er åben fra morgenstunden, mens restauranten er åben til aften, og byder på 3-, 5- eller 7-retters dansk-fransk i hvad der ligner grænsesøgende og lovende kombinationer. Fyens Stiftstidende har allerede kastet en begejstret anmeldelse afsted. Jeg ser frem til sommerservering i Kongens Have og håber flere andre kulturinstitutioner følger trop og får mad på menuen.

Café & Restaurant Kongens Have. Foto: Odensespiseguide.dk

Vinbarer galore!

Det er ikke bare restauranter, som knopskyder mellem odenseklinkerne. Ikke færre end fem (!) nye vinbarer er åbnet inden for det seneste år: Først var det S'vineriet vinapotek, der siden november sidste efterår har serveret gode vine i industrielle rammer og glødepærernes skær i Klaregade. Næsten samtidig åbnede drengene på mmoks vinbar i baglokalerne på Kongensgade. I forsommeren kom turen så til det, der er blevet til min primære vinøse forbindels; Lalou Vinbar i Pogestræde, der har taget navn fra den nordfranske biodynamiske vinkone fra Bourgogne. Her serverer Ivan Laursen og Thomas Brieghel naturvine (med mere) og franske specialiteter til absolut rimelige priser. Samtidig åbnede Noé Vinbar i Kongensgade og endelig, i løbet af sommeren, Amy's Bar & Winehouse, der dog er mere bar end wine.

Lalou Vinbar, Pogestræde. Foto: letsblogsomeshit.dk/

Odense har allerede nogle af landets bedste ølbarer i form af Christian Firtal - Odense og Carlsens Kvarter, men i sommeren fik Bryggeriet Flakhaven nye ejere og en endnu større fokus på fynsk øl, og for det ikke skal være nok har Odense nu også fået et ølkloster klædt i lyse farver, Dunkbar i Jernbanegade. Bag Dunkbar står ølnørderne Peter Pagh og Stefan Lund Jørgensen, der begge har stået bag baren hos Christian Firtal. 10 haner med øl og fuld fokus på kvalitet, og tre haner til cocktails. Vi elsker nørder.

Det er her i lokalerne på Jernbanegade, at Dunkbar netop er åbnet. Foto: Stovt.dk

Revolutionen fortsætter...

Der er ikke noget, der tyder på, at revolutionen løjer af. Tværtimod.

Den 22. november åbner Bar'Tapas mellem Restaurant No. 61 og mmoks i Kongensgade (vil nogen i øvrigt venligst tvinge byggematadoren Thomas Lund til at frasælge Kongensgade no. 67, så gadens sår kan blive helet og bebygget?). Mickey og Malte Christensen fra Sæson teamer up med vennen Amir Alwa og har ansat Tony Linde, der tidligere har været på Ruths i Skagen. De kommer til at servere running tapas i en spansk-dansk landkøkken combo med fokus på kvalitetsråvarer fra mindre producenter og spanske vine. Nu kan all-you-can eat-tankegangen kun sjældent forenes med kvalitet, men man har en fornemmelse af at de her drenge rent faktisk kan få tingene til at lykkes. Det bliver en restaurant med færre fine ord og plads til alle - gourmet med knallertattitude, kaldte vi det vidst i Sæsons tilfælde, og det var bestemt positivt ment.

Det unge hold bag Bar Tapas. Foto: Bar Tapas

Den 7. december åbner den eksklusive bøfrestaurant MASH (København, Århus, London og Hamburg) i den nu næsten færdigrenoverede ejendom, Vestergade 11, med sommerservering ud til Flakhaven. Selvom der er en større plads i vores hjerter til lokale fødevarer end kædekoncepter, så byder vi MASH-åbningen velkommen som endnu et skridt på vejen mod at gøre Flakhaven til et levende torv med en overflod af serveringssteder. MASH-folkene peger selv på byens stemnings- og temposkift som en af årsagerne til at åbne, og kalder Odense for “det nye Århus - en by alle restauratører vil flokkes om”. Vi mener nu ikke Odense er andet end Odense selv, men er glad for at flere får øjnene op for byens udvikling.

Skitse til det nye MASH Odense. Foto: MASH

Men det er slet ikke det sidste der kommer til at ske i de kommende måneder. Byens veganske madscene, der indtil for nylig er blevet holdt i live af Økollektivet, Kærnehuset i Nedergade, Ungdomshuset Odenses veganske fællesspisning om torsdagen og Rise of Veganism DKs arrangementer på havnen, får en ordentlig overhaling med åbningen af to nye restauranter. Vores gode venner hos foreningen ØKOllektivet, som vi bl.a. samarbejdede med til “Gaden som lærred” har allerede offentliggjort, at de åbner Cafe Kosmos Vegan & Organic i bymidten med veganske og økologiske retter på menuen, skruet sammen med lokale råvarer og med fokus på bæredygtighed og dyrevenlighed. Hvad der er næsten lige så godt er, at de også planlægger at lade cafeen være en lille scene for små kulturelle arrangementer. Det her er helt enormt spændende, og vi klapper i vores hænder over, at en af byens sejeste foreninger nu går restaurantvejen.

Holdet bag ØKOllektivet og Café Kosmos. Foto: ØKOllektivet

Samtidig kan vi også afsløre, at Vladimir Stanić og Elisa Bresson inden længe åbner en vegansk økologisk cafe på hjørnet mellem Vestergade og Pantheonsgade med navnet Venchi. Fokus er på smag, og menuen kommer til at indeholde burgere, smørrebrød og - synes jeg, allermest spændende - balkan- og middelhavsinspirerede retter. Hvor har jeg lang tid ventet på at kunne dyrke nogle gode jugoretter i Odense, og selvom køkkenet i den region normalt er meget kødbaseret, så er den grønne del også helt uovertruffen. Indretningen bliver industriel, men varm, og den grafiske linje på billedet nedenfor tyder på det bliver godt.

Venchi - endnu en vegansk restaurant er på vej. Foto: Venchi

I byens nye kultur-, teater- og konferencehus, ODEON, åbner også en cafe i løbet af vinteren. Heldigvis faldt deres første indskydelse om at åbne endnu et ligegyldigt nachoshelvede fra hinanden, og i stedet har de lavet et samarbejde med Bo Lindegaard fra I’m a Kombo i København om et fællesskabsorienteret communal dining-koncept til billige penge. Der vil blive dyrket grønt, fisk, vegetarretter og alt sammen med fokus på fynske råvarer. En kantine for alle de mange mennesker der kommer til at arbejde og bevæge sig i Odeon og Thomas B. Thrigesgadeområdet i fremtiden.

Kigger vi lidt længere frem, faldt det i forsommeren endeligt på plads, at der i det nye byggeri på I. Vilhelm Werners Plads kommer en torvehal. Det er nok for tidligt at spekulere alt for meget i form og indhold, men jeg håber på et godt samarbejde med Grønttorvet, fokus på fynske råvarer og kompromisløs kvalitet. De første billeder af byggeriet ser rigtig godt ud med ovenlys og godt med grønt.

Det kommende torvehalsmiljø på I. Vilhelm Werners Plads

Udviklingen på den odenseanske restaurantscene tager syvmileskridt i de her år, og det er vigtigt for byen, at de fleste nye projekter skabes af unge, lokale kræfter, der tror på Odense og gerne vil noget med de steder de åbner. Jeg har allerede fået opfyldt en del af mine ønsker fra sidste år, men der stadig et stort potentiale, der kan udfoldes: Jeg savner for eksempel en god mellemøstlig restaurant i høj kvalitet. En latinamerikansk i gourmetsegmentet, der kan supplere Pastel Brasil. En jord-til-bord restaurant, der udelukkende laver mad på fødevarer fra Odense. Flere steder, der kombinerer kultur/bøger/ideer/whatever og mad. Eller hvad med en alge/tang-restaurant? Vi har Danmarks største ekspert på det felt gående rundt i Odense i form af Ole Mouritsen.

Hvad mangler du i byen? Fortæl os det i kommentarsporet, og se så at komme ud at støtte de nye (og gamle) restauranter.

Husk at du kan læse alle vores anbefalinger af byens 92 mest interessante steder i 2016 på www.thisisodense.dk/da/places.



Luk


This Is Odense