Christian Firtal Stort omskifteligt udvalg af fadøl og spiritus

Christian Firtal
Drinking | Vintapperstræde 31, Odense C | Skrevet af: Jens Krog

Christian Firtal er et Værtshus med stort V. I det lille lokale midt mellem Vintapperstrædes brosten bruser kærligheden for velbrygget øl og spiritus. Når du har passeret den massive trædør, kan du på din højre hånd se det nuværende fadølsudvalg på væggens enorme kridttavle. Her beskrives de 15-16 typer øl, du i øjeblikket kan få hældt direkte fra fustagen og i glasset.

Udover at bidrage til det rustikke udseende er brugen af kridttavlen en nødvendighed, for intet står stille på C4. Med jævne mellemrum må en bartender opdatere listen, fordi en ny type øl har erstattet en fustage, som er løbet tør. Det samme gælder de fire tavler bagerst i lokalet, der indeholder flere typer spiritus, end jeg vil forsøge at remse op.

På C4 kommer øl- og vinelskere i alle afskygninger. Stemningen emmer af begejstring både inde blandt de skramlende træstole og udenfor ved langbordene, når vejret er til det. Præcis hvem der sidder der i dag, eller hvad de drikker, må du selv ned at undersøge.

  • Man - Ons: 12.00 - 00.00
  • Tor - Fre: 12.00 - 02.00
  • Lør: 11.00 - 02.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej


This Is Odense