Vand vi glemmer De legende drenge på Fisketorvet - kan du huske dem?


Vand vi glemmer
Byvandring | Mandag d. 17. maj. - Søndag d. 16. maj. 2021 | Fisketorvet 3, 5000 Odense | Pris: 0 Kr. | Skrevet af: Elena Stanciu

Sted: Fisketorvet
Arrangør: Dig selv

I denne uge har jeg valgt at reflektere over fænomenet vand og anbefale et par (både nye som gamle) perspektiver på hvordan vi kan engagere os med steder, der rummer vand. Som det hedder i kurateringsvinklen til det danske bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig 2021: ” vand forbinder os over jordkloden og gennem generationer” – og, kunne man så tilføje, gennem den lille by her, vi kalder vores hjem.

Du må næsten huske springvandet "Legende Drenge" fra de gode gamle dage på Fisketorvet, dengang det primært var en plads man kiggede ud på, mens man sippede kølige fadøl på Ryan’s.

Skulpturen var udhugget af Svend Rathsack og blev opført i 1934 til minde om lokalfiguren Jens Benzon, grundægger af Odense Bys Sparekasse. Den erstattede et tidligere springvand der havde stået der mellem 1875 og 1932.

Billede 1: Fisketorvet ca. 1905; Billede 2: Fisketorvet ca. 1932-1937. https://pastvu.com/ 

I de seneste år har springvandet været inaktivt og er blevet flyttet som led i den massive rekonstruktion af dette område. Det kom som lidt af et chok for mig, at jeg ikke har savnet den legesyge skulptur, i hvert fald ikke på den måde at jeg har standset op og grædt over dens fravær. Det kan lyde koldt eller uhøfligt, men har imidlertid mere med min menneskelige natur at gøre end værkets æstetiske kvaliteter. Ikke desto mindre synes jeg det er en oplevelse vi må betragte som gyldig i en urban setting – lad os kalde den urban forglemmelse.

Billede: Playing Boys. I baggrunden - nedrivning i Fisketorvet. 1966. Kilde: arkiv.dk

Oplevelsen ændrede den måde jeg går gennem byen på – hvilket andre ting forsvinder på stilfærdig vis uden jeg lægger mærke til det? Hvilket forandringer lægger jeg mærke til og hvorfor?

Jeg opdagede forleden der er en springvandssæson i Odense – der slukkes for vandet mellem november og april. Bemærkede jeg nogensinde dette? Er det kun vandet der forbigår min opmærksomhed uden at efterlade en tomhed i min erfaring af byen?

Jeg indrømmer gerne at denne form for lænestolsfilosofi ville være mere oplagt ved et bord på Ryan’s. Det må snart ske, idet vi også betragter de to legende figurer, uden alder og forevigt bundet til deres grønne, harmløse tæring og forhåbentligt vendt hjem til deres legeplads.

 

Link til begivenhed

Skrevet af Elena Stanciu

Elena has an MA in American Studies from SDU, and currently works as Features Editor for arts and culture publication PETRIe. She is interested in visual culture and contemporary art, design an...