Hermes på Kongensgade Gud for de handlende og fred med kinesiske tegn


Hermes på Kongensgade
Andet | Mandag d. 19. jul. - Søndag d. 25. jul. 2021 | Odense | Pris: 0 Kr. | Skrevet af: Anders Skovgaard

Sted: Odense by
Arrangør: Os alle

Jeg har en forkærlighed for springvand. Vandskulpturer i det hele taget. Derfor har den lidt oversete installation for enden af Kongensgade ved Østre Stationsvej altid optaget min opmærksomhed, når jeg kom forbi. Jeg er stor fan! Det lettere abstrakte, men stadig symbolstærke værk hedder Hermes, som er god for de handlende, og er skabt af Mogens Møller.

Der er mange elementer i spil på samme gang. Granitelementerne, vandets dråbevise fald, kinesiske tegn samt kobberelementer opsat på granitryggen af vandfaldet. Den vil meget, men det er sgu egentlig også ret fedt. Derudover er værket spredt ned af Kongensgade med store solide granitstøtter, såkaldte kolosser, der står vagt om de handlende.

Tilbage på vandfaldet kan man bemærke Hermes' små vinger og slanger på vandfaldet. Til at starte med ligner de fejlelementer, men med symbolikken i baghovedet giver det god mening. De kinesiske tegn betyder FRED på siden ud mod Østre Stationsvej og MOGENS MØLLER ind mod gaden. Selve værket er produceret i Kina. Længere ned af gaden, på et af granitstøtterne, står de kinesiske producenters navne.

Mogens Møller er en forholdsvis velkendt kunstner i den danske andedam. Mest udbredt er jo nok det portræt af Dronningen, som siden 2001 har præget 10- og 20-kronemønterne, monumentet Fredens Port i København, som han lavede sammen med kollegaerne Hein Heinsen og Stig Brøgger samt de ni vaser på Axeltorv, også København. Mogens Møller døde for en lille måneds tid siden, den 16. juni 2021 (f. 1934), så det er på mange måder passende at sende et lille anerkendende tak her. Hermes passer stadig godt på Odenses handlende.

Link til begivenhed

Skrevet af Anders Skovgaard

For mig er Odense et forsøg. En åben by, hvor jeg kan skabe mig selv ind i. En mulighed for at gøre noget tingene på en anden måde. Eller det er det hvert fald blevet. Personlig tiltrækkes jeg af f...




This Is Odense