Odense-liljen Fleur de lis på odenseansk


Odense-liljen
Andet | Mandag d. 19. jul. - Søndag d. 25. jul. 2021 | Odense | Pris: 0 Kr. | Skrevet af: Anders Skovgaard

Sted: Odense by
Arrangør:

Kender du Odense-liljen? Det er de færreste der gør. Det tog også lang tid for mig at finde ud af, at Odense ikke bare er rigtig glad for spejdere, men faktisk har en lang historie med den franske lilje, fleur de lis, som symbol.

Odense-liljen er ikke en specifik sort, men refererer til den kendsgerning, at en fransk lilje indgår i byens byvåben og generelt har været brugt som et selvstændigt symbol for Odense. Faktisk er der to liljer i byvåbenet. Et liljebanner, som Knud den Hellige holder i hånden og som vi nok bedst kender fra den franske kongefamilie. Derudover er der den såkaldte sværdlilje mellem Knuds ben, der vist skulle referere til den økse, som kongen blev dræbt med i 1086.

Liljen har været kædet sammen med Odense siden middelalderen og har været brugt som symbol for byen både selvstændigt og som en del af f.eks. våbenskjoldet med Knud den Hellige og Rigsæblet. Men selvom historien går langt tilbage, så er det noget mere usikkert, hvorfor netop liljen har været byens blomst. Liljen er ofte forbundet med det skønne, rene og uskyldige, og derfor er det ikke utænkeligt, at det netop skal være en følgesvend til Knud den Hellige, som er en af de få danske helgener. I Danmark er den franske lilje af mange ofte forbundet med spejderbevægelsen, men det har ikke andet end tilfældigheder tilfælles med Odense-liljen.

I dag bruges den ikke længere så meget som et selvstændigt symbol. Det er helt klart Knud der har vundet kampen om at komme på kommunens brevpapir. Men hvis du går gennem byen, så vil du ofte se den som en del udsmykningen på mange af Odenses ældre og betydelige bygninger, såsom Rigsarkivet, hvor billedet her er fra, samt på Odense Katedralskole, hvor der er fire liljer centralt på facaden og på Rådhuset, hvor de bl.a. omkranser uret. Derudover har flere sportsorganisationer brugt tegnet i deres logoer, bl.a. Odense Atletik.

Siden jeg selv fandt ud af hvad Odense-liljen var, så har jeg opdaget den en del steder som en del af udsmykningen på både offentlige og private ejendomme, enten direkte i murværket på facaderne eller i glaspartierne ved indgangene. Ofte ret elegant og simpelt.

Personligt er jeg blevet ret vild med denne symbolske reference til byen. Meget stilfuld og nærmest lidt poetisk. De fleste byvåben/by-symboler er oftest borge, sværd, skjolde, døde mænd eller skibe (især på Fyn), men en lilje synes jeg er så meget mere blød og fantasifuld. Jeg har ikke noget imod at byen har Knud den Hellige i front, det giver mening og der er en historie bag, men jeg ville heller ikke klage, hvis vi begyndte at hive liljen frem igen. Indtil da kan vi nyde dem der allerede er gemt og glemt rundt omkring. Har I set den nogle steder?

Link til begivenhed

Skrevet af Anders Skovgaard

For mig er Odense et forsøg. En åben by, hvor jeg kan skabe mig selv ind i. En mulighed for at gøre noget tingene på en anden måde. Eller det er det hvert fald blevet. Personlig tiltrækkes jeg af f...




This Is Odense