Paris, Texas Wim Wenders' overdådige Amerikabilleder i Café biografen tirsdag


Paris, Texas
Film | Tirsdag d. 30. nov. 2021 | Brandts Passage 39, Odense C | Pris: 0 Kr. | Køb billet her | Skrevet af: Christoffer Henneberg

Sted: Cafe biografen
Arrangør: Cinemateket i Cafe biografen

Cinemateket har siden januar 2019 vist film i Café biografen om tirsdagen fra deres egne righoldige arkiver. Programmet skulle gerne, ifølge en pressemeddelelse, indeholde ”en bred palet af film, der alle fortjener et bredere publikum”.

Det provinsielle program har ikke altid været lige godt eller indlysende – Nattevagten?! - men tirsdag viser de Wim Wenders’ visuelt overdådige road movie, Paris, Texas; en film alle fortjener at se mindst én gang i deres liv. Den gik sin sejrsgang til filmfestivalen i Cannes i 1984 og har siden etableret sig en særplads i mange cinefiles hjerter.

Allerede filmens titel signalerer en spænding mellem europæisk arthouse-tradition og amerikanske genrekonventioner, noget som Wenders havde arbejdet med i flere af hans film indtil da, først og fremmest i gennembruddet Den amerikanske ven (1977). Genren er americana, dvs. road movie (eller endda western ifølge nogle kritikere), men det langsomme tempo, denne dvælen ved de enkelte billeder, er langt fra Hollywoods fortælletradition. Det kan jeg huske, at jeg lige skulle vænne mig til, da jeg så den første gang. Det første  kvarters tid er, også bogstaveligt talt, lidt af en ørkenvandring.

Paris, Texas er historien om den traumatiserede Travis (Harry Dean Stanton), der i begyndelsen af filmen, hvor man møder ham i ørkenen, har afskrevet sin fortid. Han har forladt sin familie på grund af en til besættelse grænsende kærlighed til en kvinde (Natassja Kinski), et forløb der langsomt afdækkes i løbet af filmen, idet Travis finder vej tilbage til sin fortid.

Historien er altså enkel nok, men Wenders har ikke travlt med at fortælle den. Han er mindst lige så optaget af landskabet; de billeder af Amerika, der spiller en helt afgørende rolle for stemningen i filmen: billboards, rustne jernvrag, støvede gamle jernbanespor gennem ørkenen, neonskilte, moteller. Det amerikanske Vesten set med europæernes outsiderblik. Et hyperreelt Amerika. Det er ikke så meget handlingen som disse Amerikabilleder, man husker fra filmen og som i den grad brænder sig ind på nethinden.

Og så fik jeg ikke engang nævnt den afsluttende peepshow-sekvens, der for længst er gået over i filmhistorien og ofte fungerer som en slags visuel shorthand for filmen. Her har jeg dog valgt et andet billede, hvor filmfotografen Robby Müllers leg med neonlys betoner det amerikanske landskabs mærkeligt dobbeltbundne karakter af skønhed og tomhed.

Link til begivenhed

Skrevet af Christoffer Henneberg




This Is Odense