Manden som kom ned på jorden David Bowie i sin mest ikoniske filmrolle som rummanden der falder til jorden


Manden som kom ned på jorden
Film | Tirsdag d. 1. feb. 2022 | Brandts Passage 39, Odense C | Pris: 0 Kr. | Køb billet her | Skrevet af: Christoffer Henneberg

Sted: Cafe biografen
Arrangør: Cinemateket i Cafe biografen

I disse dage opføres David Bowies musical Lazarus posthumt på det Kongelige Teater, og i den forbindelse viser Cinemateket i Cafe biografen tirsdag aften Nicolas Roegs sci-fi kultfilm The Man Who Fell to Earth (1976, da. Manden som kom ned på jorden), hvor Bowie spiller titelrollen som rummanden der lander på jorden; den første og mest ikoniske af musikerens mange filmroller indtil hans død i 2016.

Bowie, der allerede inden filmen havde dyrket en fremmedgjort, overjordisk persona, faldt så naturligt ind i filmdebutens hovedrolle, at mange troede den var skabt specifikt for ham. Oprindeligt var den dog tiltænkt Peter O’Toole, men da han takkede nej, fik Bowie tilbuddet af Roeg, der i modsætning til mange andre instruktører ikke var bange for at overskride grænsen til musikkens verden og hente sine skuespillere der: således havde Mick Jagger hovedrollen i Performance (1970, da. Flip ud), der har opnået en lignede kultstatus i dag.

Det kan ofte være lettere distraherende, i hvert fald i mine øjne, når rockstjerner har større eller mindre roller i spillefilm, men her fungerer det netop fordi rollen ligger så tæt på Bowies eget selvbillede anno 1976; han spiller egentlig bare sig selv, omend hans notoriske cokeforbrug i denne periode  er skiftet ud med rummandens forfaldenhed til alkohol.

I det hele taget er hans fald til jorden noget af et syndefald. Han kommer egentlig for at hente vand til sin tørkeplagede hjemplanet, men ender som et alkoholiseret vrag forskanset bag en mur at fjernsynsskærme. Som mange sci-film fra 70erne er filmen pessimistisk på menneskehedens vegne: Det er i sidste ende vores materialisme og grådighed der knækker Bowies karakter. Hans deroute er langsom og det er filmen også i perioder, men den storslåede billedside redder meget. Og så Bowies indsats selvfølgelig. Det er først og fremmest derfor man skal se den. Vi befinder os immervæk i én af forvandlingskuglens mest fascinerende faser her, inden hans egen karriere som pladekunstner faldt til jorden i 80erne.

NB. Man skal ikke forvente høre noget Bowiemusik undervejs. Tanken opstod ikke overraskende, at han skulle komponere musik til filmen, men det blev ikke til noget, og han brugte i stedet sine kompositioner til sit næste album, det kuldslåede mesterværk Low (1977), der også lånte sit omslag fra et still fra filmen.

Link til begivenhed

Skrevet af Christoffer Henneberg




This Is Odense