Stofligt dyb Det ukendte mørke, der stabiliserer hele galakser


Stofligt dyb
Foredrag/debat | Torsdag d. 10. feb. 2022 | Campusvej 55, Odense M | Pris: 0 Kr. | Køb billet her | Skrevet af: Anna Skau Tolstrup

Sted: Syddansk Universitet
Arrangør: UNF Odense

Jeg forstår mig bedre på stabilisatorer inden for madlavning. Majsstivelse, husblas, agar-agar for de veganske. Stabilitet i hverdagen: chokolade tilgængeligt hele tiden, kollegaer der laver latte uden bestilling, kærlighedskram. Den slags. Men når det kommer til stabilitet i universet – det vildeste, største, allermest uendelige dyb, der egentlig findes, så er jeg helt på bar bund. Der findes en stabilisator så uhyggeligt stabil, at selv Ørsteds elektromagnetiske stråling ikke kan ses nogle steder helt derude i det mørke dyb. En galaktisk meljævning, som ikke alene har styret universets udvikling, men også er grundlaget for den store balje sovs, som vi kalder rummet. Mørkt stof. Ukendt mørkt stof.

Jeg forstår mig ikke på rummet. Brændende stjernesole. Mælkeveje. Uendelige galakser, hele universer. Jeg ved endnu mindre, om det som ingen ved noget om endnu, men det er nok også noget af det mest besnærende nogensinde: At vi slet ikke ved det endnu. UNF byder på foredrag om det stjernevigtige, ukendte blad gelatine, som sætter hele galakser, som var det ål i gelé. En stoflig ubekendt, som vi alligevel ved findes. Det er uden tvivl fuldstændigt til at forsvinde helt, helt væk i.

Arrangementet er gratis, men kræver medlemskab. Hit dit lige her.

Link til begivenhed

Skrevet af Anna Skau Tolstrup




This Is Odense